Tygacil®

pulver til infusionsvæske, opl. 50 mg

Pfizer

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Tygacil 50 mg pulver til infusionsvæske, opløsning 

Tigecyclin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden De eller Deres barn begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.
  • Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis De får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal De vide, før De begynder at bruge Tygacil
  3. Sådan skal De bruge Tygacil
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Tygacil er et antibiotikum tilhørende glycylcyklingruppen, som virker ved at stoppe den bakterievækst, der forårsager infektioner.  

  

Deres læge har ordineret Tygacil, fordi De eller Deres barn på mindst 8 år har én af følgende alvorlige infektioner: 

  • Komplicerede infektioner i hud- og bløddele (det væv, som findes under huden) med undtagelse af infektioner i fødderne hos personer med sukkersyge. 

  • Komplicerede maveinfektioner 

 

Tygacil anvendes kun, når Deres læge mener, at andre antibiotika er uegnede. 

2. Det skal De vide, før De begynder at bruge Tygacil

Brug ikke Tygacil

  • Hvis De er allergisk over for tigecyclin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Tygacil (angivet i afsnit 6). Hvis De er allergisk over for antibiotika i tetracyklingruppen (f.eks. minocyklin, doxycyklin etc.), er De måske allergisk over for tigecyclin.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, før De bruger Tygacil 

  • Hvis De har dårlig eller langsom sårheling.
  • Hvis De lider af diaré, før De får Tygacil. Hvis De får diaré under eller efter behandlingen med Tygacil, skal De straks kontakte lægen. De må ikke tage noget medicin mod diaré uden først at have rådført Dem med lægen.
  • Hvis De har eller tidligere har haft bivirkninger som følge af antibiotika tilhørende tetracyklinklassen (f.eks. øget følsomhed i huden over for sollys, misfarvning under tandudviklingen, betændelse i bugspytkirtlen og ændring af visse laboratorieværdier ved måling af blodets størkningsevne).
  • Hvis De har eller tidligere har haft leverproblemer. Afhængig af leverens tilstand kan lægen eventuelt reducere dosis for at undgå mulige bivirkninger.
  • Hvis De har en blokering af galdegangene (kolestase).

 

Under behandling med Tygacil 

  • Fortæl det straks til lægen, hvis De får symptomer på overfølsomhed.
  • Fortæl det straks til lægen, hvis De får stærke mavesmerter, kvalme og opkastning. Det kan være symptomer på akut betændelse i bugspytkirtlen.
  • Ved visse alvorlige infektioner kan lægen overveje at bruge Tygacil i kombination med andre antibiotika.
  • Lægen vil overvåge Dem nøje for at se, om De udvikler andre infektioner. Hvis De udvikler en anden infektion, vil lægen måske ordinere et andet antibiotikum.
  • Selv om antibiotika, herunder Tygacil, bekæmper visse bakterier, kan andre bakterier og svampe fortsætte med at vokse. Dette kaldes overvækst. Lægen vil kontrollere, om De har andre infektioner, og behandle Dem, hvis det er nødvendigt.

Børn

Børn under 8 år må ikke få Tygacil, da der mangler data om sikkerhed og virkning hos denne aldersgruppe, og fordi det kan medføre permanente skader på tænderne som f.eks. misfarvning af tænder under udvikling. 

Brug af anden medicin sammen med Tygacil

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis De bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Tygacil kan påvirke blodets størkningsevne. Det er vigtigt at fortælle det til lægen, hvis De tager medicin som hindrer for hurtig størkning af blodet (kaldet antikoagulantia). Hvis De gør det, vil lægen undersøge Dem omhyggeligt. 

 

Tygacil påvirker muligvis effekten af p-piller. Tal med lægen om behovet for anden form for prævention, mens De får Tygacil. 

Graviditet og amning

Tygacil forårsager muligvis fosterskader. Hvis De er gravid eller ammer, har mistanke om, at De er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal De spørge Deres læge til råds, før De bruger Tygacil. 

 

Det vides ikke, om Tygacil udskilles i modermælk. Spørg Deres læge, før De ammer Deres spædbarn. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Tygacil kan forårsage bivirkninger som svimmelhed. Dette kan påvirke Deres evne til at køre bil eller betjene maskiner. 

3. Sådan skal De brugeTygacil

De vil få Tygacil af en læge eller sygeplejerske. 

 

Den anbefalede startdosis til voksne er 100 mg og derefter 50 mg hver 12. time. Denne dosis gives intravenøst (direkte ind i blodåren) over et tidsrum på 30-60 minutter. 

 

Den anbefalede dosis til børn i alderen 8 til < 12 år er 1,2 mg/kg, som gives intravenøst hver 12. time op til en maksimumdosis på 50 mg hver 12. time. 

 

Den anbefalede dosis til unge i alderen 12 til < 18 år er 50 mg hver 12. time. 

 

En behandling varer almindeligvis 5-14 dage. Lægen vil beslutte, hvor længe De skal behandles. 

Hvis De har brugt for meget Tygacil

Hvis De tror, at De har fået for meget Tygacil, skal De straks kontakte lægen eller sygeplejersken. 

Hvis De har glemt at bruge Tygacil

Hvis De tror, at De har glemt at få en dosis, skal De straks kontakte lægen eller sygeplejersken. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  

 

Pseudomembranøs kolit kan opstå ved brug af de fleste antibiotika, herunder Tygacil. Det er en tilstand med alvorlig, vedvarende eller blodig diaré ledsaget af mavesmerter eller feber. Det kan være tegn på en alvorlig tarmbetændelse, som kan forekomme under eller efter behandlingen. 

 

Meget almindelige bivirkninger er (kan påvirke mere end 1 ud af 10 personer): 

  • Kvalme, opkastning, diaré.

 

Almindelige bivirkninger er (kan påvirke op til 1 ud af 10 personer): 

  • Bylder, infektioner
  • Nedsat evne til at få blodet til at størkne (ses ved blodprøver)
  • Svimmelhed
  • Irritation i blodårerne pga. injektionen, inkl. smerte, inflammation, hævelse og størkning
  • Mavemerter, dyspepsi (mavegener og fordøjelsesbesvær), appetitløshed
  • Forhøjede levertal, hyperbilirubinæmi (unormal høj koncentration af galdefarvestof i blodet)
  • Kløe, udslæt
  • Dårlig eller langsom sårheling
  • Hovedpine
  • Stigning i amylase, som er et enzym, der findes i spytkirtlerne og bugspytkirtlen, forhøjet urinkvælstof i blodet
  • Lungebetændelse
  • Lavt blodsukker
  • Blodforgiftning (alvorlig infektion i kroppen og blodbanen), septisk shock (alvorlig tilstand som kan føre til svigt af mange organer og død som følge af blodforgiftning)
  • Reaktioner på injektionsstedet (smerte, rødme, irritation)
  • Nedsat indhold af protein i blodet.

 

Ikke almindelige bivirkninger er (kan påvirke op til 1 ud af 100 personer): 

  • Akut bugspytkirtelbetændelse (betændt bugspytkirtel som kan forårsage svære mavesmerter, kvalme og opkastning)
  • Gulsot (gulfarvning af huden), betændelse i leveren
  • Lavt antal blodplader i blodet (hvilket kan medføre øget tendens til blødning og blå mærker/blodansamlinger).

 

Bivirkninger, hvis hyppighed ikke kendes, er (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra de forhåndenværende data): 

  • pludselige overfølsomhedsreaktioner (anafylaktiske/anafylaktoide reaktioner). Disse reaktioner kan variere fra milde til alvorlige og kan omfatte en pludseligt opstået overfølsomhedsreaktion i hele kroppen, hvilket kan føre til livstruende shock (dvs. besvær med vejrtrækningen, blodtryksfald, hurtig puls)
  • Leversvigt
  • Udslæt, som kan føre til svær blæredannelse og afskalning af huden (Stevens-Johnsons syndrom)
  • Lavt indhold af fibrinogen i blodet (et protein, der medvirker til blodets størkning).

Indberetning af bivirkninger

Hvis De oplever bivirkninger, bør De tale med Deres læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 

 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

  

Opbevares ved temperaturer under 25oC. Brug ikke Tygacil efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

  

Opbevaring efter tilberedelse 

  

Når pulveret er opløst og fortyndet og er klar til brug, skal det anvendes med det samme.  

  

Tygacil-infusionsvæsken skal være gul til orange efter opløsning. Hvis det ikke er tilfældet, må infusionsvæsken ikke anvendes. 

  

Spørg på apoteket, hvordan De skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må De ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Tygacil indeholder

Aktivt stof: tigecyclin. Hvert hætteglas indeholder 50 mg tigecyclin.  

Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, saltsyre og natriumhydroxid. 

Udseende og pakningsstørrelse

Tygacil leveres som et pulver til infusionsopløsning i et hætteglas og ligner et orange pulver eller en orange masse, før det bliver opløst. Disse hætteglas leveres til hospitalet i en pakke med 10 hætteglas. Pulveret skal blandes i hætteglasset med en lille smule opløsning. Hætteglasset skal rystes forsigtigt, indtil pulveret er opløst. Derefter skal opløsningen straks trækkes op af hætteglasset og overføres til en 100 ml infusionspose eller anden passende infusionsbeholder på hospitalet. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaveren af markedsføringstilladelsen:

Pfizer Europe MA EEIG 

Boulevard de la Plaine 17 

1050 Bruxelles 

Belgien 

Fremstiller:

Wyeth Lederle S.r.l.
Via Franco Gorgone Z.I.
95100 Catania (CT) 

Italien 

 

Hvis De ønsker yderligere polysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen: 

 

Pfizer ApS 

Tlf: +45 44 20 11 00 

 

De kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs http://www.ema.europa.eu hjemmeside. 

Oplysninger tiltænkt læger og sundhedspersonale

Nedenstående oplysninger er til sundhedspersonale:

Instruktioner vedrørende anvendelse og håndtering (se også 3. Sådan får De Tygacil i denne indlægsseddel).  

 

Pulveret skal opløses i 5,3 ml 9 mg/ml (0,9 %) natriumchlorid-injektionsvæske, 50 mg/ml (5 %) glucose-injektionsvæske eller Ringer-lactat-injektionsvæske for at få en koncentration på 10 mg/ml tigecyclin. Hætteglasset skal skvulpes forsigtigt, indtil det aktive stof er opløst. Derefter skal 5 ml opløsning straks trækkes ud af hætteglasset og overføres til en infusionspose på 100 ml eller en anden passende infusionsbeholder (f.eks. glasflaske).  

 

Til en dosis på 100 mg skal indholdet af to hætteglas opløses i en 100 ml infusionspose eller en anden passende infusionsbeholder (f.eks. glasflaske).  

 

Bemærk! Hætteglasset indeholder i gennemsnit 6 % overskud. Derfor svarer 5 ml opløsning til 50 mg af det aktive stof. Opløsningen skal være gul til orange. Hvis det ikke er tilfældet, må opløsningen ikke bruges. Parenterale produkter skal efterses visuelt for partikler og misfarvning (f.eks. grøn eller sort) før administration.  

 

Tigecyclin skal administreres intravenøst via en bestemt slange eller via et Y-site. Hvis den samme intravenøse slange bruges til sekventiel infusion af en række aktive stoffer, skal slangen skylles før og efter infusion af tigecyclin med en injektionsopløsning, bestående af enten 9 mg/ml (0,9 %) natriumchlorid eller 50 mg/ml (5 %) glukose. Injektionen skal foretages med en infusionsopløsning, som er forligelig med tigecyclin og alle andre lægemidler, der administreres via denne fælles slange.  

 

Forligelige intravenøse opløsninger omfatter: 9 mg/ml (0,9 %) natriumchlorid-injektionsvæske, 50 mg/ml (5 %) glucose-injektionsvæske og Ringer-lactat-injektionsvæske.  

 

Ved administration via et Y-site er tigecyclin fortyndet med 0,9 % natriumchlorid-injektionvæske forligelig med følgende lægemidler eller fortyndingsvæsker: amikacin, dobutamin, dopaminhydrochlorid, gentamicin, haloperidol, Ringerlaktat, lidocainhydrochlorid, metoclopramid, morphin, adrenalin, piperacillin/tazobactam (EDTA-formulering), kaliumchlorid, propofol, ranitidinhydrochlorid, theophyllin og tobramycin.  

 

Tygacil må ikke blandes med andre lægemidler, for hvilke der ikke findes data om forligelighed.  

 

Når tigecyclin er opløst og fortyndet i posen eller en anden passende infusionsbeholder (f.eks. glasflaske), bør det anvendes straks.  

 

Kun til engangsbrug. Al ubrugt opløsning skal kasseres. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest godkendt 07/2018 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...