Tegretal Retard

depottabletter 400 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Tegretal Retard 400 mg, depottabletter  

Carbamazepin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Tegretal Retard
  3. Sådan skal du tage Tegretal Retard
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Tegretal Retard påvirker hjernen, så hjernen bedre kan styre musklerne og kroppens bevægelser.  

Du kan tage Tegretal Retard mod:  

  • epilepsi.
  • en nervesygdom, der giver smerter i ansigtet (trigeminusneuralgi).
  • sygdom, der medfører stor urinproduktion og stærk tørst (diabetes insipidus).
  • alkoholabstinenser.

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Tegretal Retard

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Tegretal Retard:

  • Hvis du er allergisk over for carbamazepin, eller lignende stoffer (fx visse typer medicin mod depression) eller et af de øvrige indholdsstoffer i Tegretal Retard (angivet i afsnit 6).
  • Hvis du har en hjertesygdom med svækket overledning af hjertets impulser (A/V blok).
  • Hvis du har eller har haft svækkelse af knoglemarven (knoglemarvsdepression).
  • Hvis du har eller har haft stofskiftesygdommen porfyri.
  • Hvis du tager medicin mod depression (MAOhæmmere).
  • Hvis du tager medicin mod svamp (voriconazol).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Tegretal Retard: 

  • Hvis du har haft overfølsomhedsreaktioner over for oxcarbazepin, primidon, phenobarbital eller phenotyin (epilepsimidler).
  • Hvis du udvikler overfølsomhedsreaktioner med symptomer feber, udslæt, ledsmerter, da det kan være tegn på multi-organ overfølsomhedslidelse.
  • Hvis du har dårligt hjerte.
  • Hvis du har dårligt fungerende nyrer eller lever.
  • Hvis du har for lavt indhold af natrium i blodet (fx hvis du er i samtidig behandling med diuretika).
  • Hvis du har grøn stær (forhøjet tryk i øjet).
  • Hvis du har epilepsi med anfald af blandet type, eller dine anfald bliver værre.
  • bruger p-piller, anden form for prævention kan være nødvendig. Kvinder i den fødedygtige alder skal anvende sikker prævention under behandlingen med Tegretal Retard samt i 2 uger efter sidste dosis.
  • Hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid. Tal med lægen om den mulige risiko, der er forbundet med at tage Tegretal Retard under graviditet, da behandlingen muligvis kan medføre en påvirkning af det ufødte barn.
  • Hvis du tager produkter/naturmedicin, der indeholder prikbladet perikum (hypericum perforatum).
  • Hvis du er ældre.
  • Hvis du har et lavt niveau af en type hormon kaldet tyreoideahormon (hypothyriodisme).

 

Søg straks læge hvis du: 

  • under behandlingen med Tegretal Retard får tegn eller symptomer på svære hudreaktioner, da behandlingen evt. skal ændres.
  • får feber, ondt i halsen, udslæt, sår i munden, let ved at få blå mærker eller rødmen og punkt formede blødninger i huden.
  • oplever svimmelhed, døsighed, nedsat blodtryk eller forvirring pga. behandling med Tegretal, da det kan medføre fald.

 

En lille andel af de personer, der bliver behandlet med epilepsimedicin, som for eksempel Tegretal Retard har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på sig selv. Hvis du på noget tidspunkt får sådanne tanker, bør du straks kontakte din læge. 


Alvorlige hududslæt (Stevens-Johnson syndrom, toksisk epidermal nekrolyse) er set ved brug af carbamazepin. Ofte kan udslættet give sår i munden, hals, næse, kønsorganer og konjunktivitis (røde og hævede øjne). Disse alvorlige hududslæt indledes ofte med influenza-lignende symptomer som feber, hovedpine, smerter i kroppen. Udslættet kan udvikle sig til en omfattende blæredannelse og afskalning af huden. Den største risiko for forekomst af alvorlige hudreaktioner er inden for de første måneder af behandlingen.
Disse alvorlige hudreaktioner kan være mere almindelige hos personer fra visse asiatiske lande. Risikoen for disse reaktioner hos patienter af hankinesisk eller thailandsk oprindelse kan forudsiges ved at tage en blodprøve af disse patienter. Din læge vil rådgive om, hvorvidt en blodprøve er nødvendig, før du tager carbamazepin. Hvis du udvikler udslæt eller de nævnte hud symptomer, skal du stoppe med at tage carbamazepin og kontakte din læge straks. 


Før og under behandlingen med Tegretal Retard, vil din læge tage blodprøver, da behandlingen kan ændre sammensætningen af dit blod. 


Oplys altid ved blod- og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Tegretal Retard. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med Tegretal Retard

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Tal med lægen, inden du tager Tegretal Retard, hvis du er i behandling med: 

  • smertestillende medicin (buprenorphin, dextropropoxyphen, ibuprofen, metadon, paracetamol, fenazon, tramadol).
  • hormoner (danazol, østrogen, progesteron).
  • p-piller. Tegretal Retard kan nedsætte virkningen af p-piller. Tal med din læge om en alternativ præventionsbehandling.
  • visse typer antibiotika mod infektion (doxycyclin, clarithromycin, erythromycin, troleandomycin, josamycin, ciprofloxacin, rifabutin).
  • medicin mod depression (fluoxetin, fluvoxamin, nefazodon, trazodon, viloxazin, litium, bupropion, citalopram, sertralin, mianserin, t ricykliske antidepressiva (f.eks. imipramin, amitriptylin, nortriptylin, clomipramin), MAO- hæmmere og muligvis desipramin).
  • anden medicin mod epilepsi (clobazam, clonazepam, ethosuximid, lamotrigin, stiripentol, vigabatrin, primidon, progabid, valproinsyre, valnoctamid, valpromin, felbamat, methsuximid, oxcarbazepin, phenobarbital, phensuximid, phenytoin, fosphenytoin, tiagabin, valproat, zonisamid, topiramat, eslicarbazepin).
  • medicin mod svamp (itraconazol, ketoconazol, fluconazol, voriconazol).
  • medicin mod allergi, kløe og transportsyge (terfenadin, loratadin).
  • medicin mod skizofreni og sindslidelser (quetiapin, haloperidol, clozapin, bromperidol, olanzapin, risperidon, ziprasidon, thioridazin, aripiprazol, paloperidon, loxapin).
  • medicin mod HIV (ritonavir, indinavir, saquinavir).
  • medicin mod grøn stær (acetazolamid).
  • medicin for hjerte- og kredsløb (felodipin, digoxin, verapamil, diltiazem, ivabradin, hydrochlorthiazid, furosemid).
  • medicin mod mavesår (cimetidin, omeprazol).
  • muskelafslappende medicin (oxybutynin, dantrolen, pancuronium).
  • medicin mod blodpropper (ticlopidin, warfarin, phenprocoumon, dicoumarol, acenocoumarol, rivaroxaban, dabigatran, apixaban og edoxaban).
  • medicin mod kræft (cisplatin, doxorubicin, imatinib, cyclophosphamid, lapatinib, temsirolimus).
  • medicin mod tuberkulose (rifampicin, isoniazid)
  • medicin mod astma (teofyllin, aminofyllin).
  • medicin mod akne (isotretinoin).
  • naturmedicin, der indeholder prikbladet perikum (hypericum perforatum).
  • ormemidler (praziquantel, albendazol).
  • medicin mod angst/uro (alprazolam, midazolam).
  • kortikosteroider (prednisolon, dexamethason).
  • medicin, der bruges til at hæmme immunforsvaret (ciclosporin, everolimus, tacrolimus, sirolimus).
  • medicin mod nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen (levothyroxin).
  • B-vitamin ((nicotinamid) hos voksne kun i høje doser).
  • medicin mod kvalme/opkastning (metoclopramid, aprepitant).
  • medicin mod impotens (tadalafil).
  • kolesterolnedsættende medicin (simvastatin, atorvastatin, lovastatin, cerivastatin).

 

Tegretal Retard nedsætter din evne til at tåle alkohol. Du bør derfor holde dig fra alkohol under behandlingen. 


Anden medicin kan påvirke virkningen af Tegretal Retard, og Tegretal Retard kan påvirke virkningen af anden medicin. Dette er normalt uden praktisk betydning. Spørg lægen eller på apoteket, hvis du ønsker flere oplysninger herom. 

Brug af Tegretal Retard sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Tegretal Retard sammen med mad og drikke. Du bør drikke et glas vand samtidig med, at du tager Tegretal Retard.
Du må ikke drikke alkohol eller grapefrugtjuice, så længe du er i behandling med Tegretal Retard. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Du må kun bruge Tegretal Retard efter lægens anvisning. 


Hvis du er i behandling med Tegretal Retard og planlægger at blive gravid, bør du kontakte din læge for at få vurderet om din behandling eventuelt skal ændres. 


Hvis du er blevet gravid, mens du er i behandling med Tegretal Retard, bør du straks kontakte din læge. Du må ikke stoppe behandlingen, da dette eventuelt kan skade fosteret. 


Tegretal Retard kan forværre mangel på folinsyre under graviditeten. Du bør derfor tage folinsyretilskud før og under graviditet. Du bør desuden tage K-vitamin K1 i de sidste uger af graviditeten. Tal med din læge om dette. 

 

Frugtbarhed og prævention  

Kvinder i den fødedygtige alder skal anvende sikker prævention under behandlingen med Tegretal Retard samt i 2 uger efter sidste dosis. En anden form for prævention end p-piller kan være nødvendig. Tal med din læge om dette. 

 

Amning  

Tegretal Retard går over i modermælken. Hvis du ammer, må du derfor kun tage Tegretal Retard efter aftale med din læge. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant.
Det betyder, at Tegretal Retard kan give bivirkninger (svimmelhed, søvnighed, usikre bevægelser, dobbeltsyn, nedsat evne til at se skarpt og sløret syn), som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Tegretal Retard indeholder polyoxyleret hydrogeneret ricinusolie

Tegretal Retard indeholder polyoxyleret hydrogeneret ricinusolie der kan give mavebesvær og diarré. 

3. Sådan skal du tage Tegretal Retard

Tag altid Tegretal Retard nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Du bør synke depottabletterne (1 hel tablet eller ½ tablet) hele sammen med væske. Du kan godt dele Tegretal Retard depottabletter, men du må ikke knuse eller tygge dem. 

Den sædvanlige dosis er:

Voksne  

Epilepsi og diabetes insipidus 

Almindelig startdosis er 100-200 mg 1-2 gange dagligt. Lægen vil herefter langsomt øge dosis op til sædvanligvis 400 mg 2-3 gange dagligt, i nogle tilfælde 1600-2000 mg dagligt. 

 

Trigeminusneuralgi  

Almindelig startdosis er 200-400 mg dagligt. Den maksimale dosis er 1200 mg daglig. Lægen vil langsomt øge din dosis, til du bliver smertefri. Herefter vil lægen gradvist nedsætte din dosis til den lavest mulige vedligeholdelsesdosis. 

 

Alkoholabstinenser  

Normal dosis er 600-1200 mg dagligt fordelt på 2 doser. 

 

Børn og unge  

Epilepsi 

Hos børn i alderen 4 år eller derunder: startdosis 20-60 mg/dag, stigende med 20-60 mg hver 2. dag. Hos børn over 4 år: startdosis 100 mg/dag, stigende med 100 mg i ugentlige intervaller. 

 

Vedligeholdelsesdosis: 10-20 mg/kg legemsvægt daglig i delte doser, fx Op til 1 år 100-200 mg dagligt.  

1 - 5 år 200-400 mg dagligt. 

6 - 10 år 400-600 mg dagligt. 

11 - 15 år 600-1000 mg dagligt.  

Over 15 år 800-1200 mg dagligt. 

 

Ældre  

Dosis af Tegretal Retard vælges med forsigtighed til ældre patienter. 

Til ældre patienter er den sædvanlige startdosis 100 mg 2 gange daglig. 

Hvis du har taget for mange Tegretal Retard

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Tegretal Retard, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Symptomer på overdosering kan være: døsighed, manglende koordinering af bevægelser, sløret tale og syn, små ufrivillige bevægelser med øjnene, udvidede pupiller, ufrivillige kropsbevægelser, kramper, rastløshed, hallucinationer, opkastinger, lav kropstemperatur. I svære tilfælde kan du få hjertekarproblemer såsom nedsat eller forhøjet blodtryk, meget hurtig puls samt hjertestop, eller gå i koma. Du kan desuden få få væskeophobninger, vejrtrækningsbesvær og væske i lungerne. 

Hvis du har glemt at tage Tegretal Retard

Hvis du har glemt at tage en dosis tabletter, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis tabletter, så spring den glemte dosis tabletter over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Tegretal Retard

Du må ikke pludselig stoppe behandlingen med Tegretal Retard. Pludselig afbrydelse af behandlingen kan udløse anfald. Tal med lægen, hvis du ønsker at stoppe behandlingen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger:

Almindelige bivirkninger (Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt straks læge.

 

Ikke almindelige bivirkninger (Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):  

  • Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag. Kontakt straks læge eller skadestue.

 

Sjældne bivirkninger (Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):  

  • Uregelmæssig hjerterytme. Kontakt læge eller skadestue.
  • Udslæt i ansigt, nyrebetændelse, feber, led- og muskelsmerter pga. bindevævssygdom. Kontakt lægen.
  • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue.
  • Kraftig afskalning og afstødning af hud. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Leverbetændelse, gulsot. Kontakt læge eller skadestue.
  • Overfølsomhedsreaktioner med f.eks. feber, træthed, sløjhed pga. betændelse i blodkar, udslæt, smerter i leddene, knuder på huden, hævede lymfeknuder, forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer), forstørrelse af milten, påvirkning af leverens funktion, galdegangslidelser. Lunger nyrer, bugspytkirtel, hjerte og tyktarm kan også blive påvirket. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Overfølsomhedsreaktion i lungerne (feber, vejrtrækningsbesvær, lungebetændelse). Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Forbigående tilstand (oftest sygelig) med forøgelse af hvide blodlegemer i blodet f.eks. ved infektion. Kontakt lægen.

 

Meget sjældne bivirkninger (Forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):  

  • Pludselige overfølsomhedsreaktioner (inden for minutter til timer), fx hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse. Ring 112 (kan være livsfarligt).
  • Almen sløjhed, bleghed, blødninger fra hud og slimhinder, blå mærker samt tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få røde og hvide blodlegemer og blodplader). Kontakt straks læge.
  • Langsom puls. Kontakt læge eller skadestue, hvis du har meget langsom puls. Ring evt. 112.
  • Blodpropper med smerter ved hjertet, åndenød, koldsved og besvimelse eller lammelser og taleforstyrrelser. Ring 112.
  • Øget tendens til infektioner med feber, træthed, svimmelhed og øget tendens til blødninger. Kontakt læge.
  • Åndedrætsbesvær og ændringer i hjerterytmen (pulsen), svær muskelstivhed, rysten, høj feber og forvirring (malignt neuroleptikasyndrom). Ring 112.
  • Betændelse i bugspytkirtlen og galdeveje med voldsomme mavesmerter og feber. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Nyrebetændelse med smerter, feber og blod i urinen, nyresvigt, nedsat nyrefunktion, hyppigvandladning, manglende vandladning. Kontakt læge eller skadestue.
  • Kredsløbskollaps. Ring 112.
  • Gulsot, sløjhed, evt. bevidstløshed pga. leversvigt. Kontakt læge eller skadestue
  • Mørkerød urin, kraftige mavesmerter, psykiske forstyrrelser som fx angst. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Hjernehindebetændelse med svær hovedpine og sløret bevidsthed. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Hævelse af tunge, læber og ansigt; det kan medføre, at luftvejene blokeres. Ring 112.
  • Udbrud af sindslidelser. Kontakt læge.

 

Ikke kendt (Hyppigheden kan ikke fastsættes ud fra tilgængelige data):  

  • DRESS-syndromet (overfølsomhedsreaktion med hududslæt, feber, påvirkning af organer og blodparametre). Kontakt læge eller skadestue.
  • AGEP ”akut generaliseret eksantematøs pustulose” (hududslæt over hele kroppen, feber). Kontakt læge.
  • Knoglemarvssvigt, som giver træthed.
  • Fald pga. svimmelhed, døsighed, nedsat blodtryk eller forvirring. Kontakt læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger:

Meget almindelige bivirkninger (Forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du straks kontakte læge.
  • Svimmelhed, problem med styring af bevægelser, søvnighed, træthed.
  • Kvalme, opkastning.
  • Allergiske hudreaktioner, nældefeber (som kan være svær)
  • Menstruationsforstyrrelser, manglende ægløsning.

 

Almindelige bivirkninger (Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Kvalme, utilpashed, muskelsvaghed og forvirring pga. for lavt natrium i blodet. For lavt natrium i blodet kan i meget sjældne tilfælde blive alvorlig med muskelkramper og koma. Tal med lægen.
  • Hovedpine, dobbeltsyn, nedsat opfattelsesevne, sløret syn.
  • Mundtørhed, anoreksi.
  • Hævede fødder, ankler og hænder, ophobning af væske i kroppen, vægtøgning.

 

Ikke almindelige bivirkninger (Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):  

  • Abnorme ufrivillige bevægelser, rykvise, ufrivillige øjenbevægelser.
  • Diarré eller forstoppelse.

 

Sjældne bivirkninger (Forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):  

  • Folinsyremangel, bleghed og træthed pga. blodmangel (kan være eller blive alvorligt). Tal med lægen.
  • Hallucinationer, depression, (kan være alvorlig). Tal med lægen.
  • Rastløshed, aggression, (kan være alvorlig). Tal med lægen.
  • Forstørrede lymfeknuder.
  • Forhøjet blodtryk eller for lavt blodtryk.
  • Ufrivillige bevægelser i ansigtet, forstyrrelser i øjets bevægelser, taleforstyrrelser (fx dårlig udtale, utydelig tale).
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed, evt. smerter i hænder og fødder, muskelsvaghed samt lammelse.
  • Ufrivillig udskillelse væsker fra brysterne.
  • Udvikling af bryster hos mænd.
  • Mavesmerter.
  • Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen (myxødem).
  • Nedsat appetit.
  • Folinsyremangel.

 

Meget sjældne bivirkninger (Forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Smagsforstyrelser.
  • Uklarhed i øjets linse, betændelse i øjets bindehinde, øget tryk i øjnene.
  • Høreforstyrrelser, fx tinnitus, døvhed, hørenedsættelse, ændring i toneopfattelse.
  • Hyppig vandladning, tilbageholdelse af urinen.
  • Hårtab.
  • Impotens, nedsat sædproduktion.
  • Forstyrrelser i knoglemetabolismen, som kan medføre knogleskørhed og kalksvind i knoglevævet. Tal med lægen.
  • Bleghed og træthed pga. blodmangel. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Øget risiko for åreforkalkning pga. forhøjet kolesterol i blodet.
  • Øget risiko for åreforkalkning pga. forhøjet fedt (triglycerider) i blodet.
  • Overfølsomhed mod lys.
  • Hudkløe, uren hud, unormal hårvækst.
  • Svedtendens.
  • Ledsmerter, muskelsmerter eller -kramper.
  • Ømme røde knuder i ansigt og på arme og/ eller ben, forandringer i hudpigmentering, små blødninger i hud og slimhinder.
  • betændelse i tungen, betændelse i mundslimhinden.

 

Ikke kendt (Hyppigheden kan ikke fastsættes ud fra tilgængelige data):  

  • Nedsat knogledensitet (svagere knogler).
  • Bevidstløshed og hukommelsestab.
  • Lilla eller rødlilla knopper, der kan klø.
  • Tilbagevenden af herpes virus infektion.
  • Tab af negle.
  • Betændelse i tyktarmen (kolitis)

 

Der har været rapporteret om knoglelidelser, herunder afkalkning af knoglerne, knogleskørhed og knoglebrud. Tal med din læge eller apotekspersonalet, hvis du er i langtidsbehandling med epilepsimedicin, har knogleskørhed eller tager medicin med binyrebarkhormon. 

 

Tegretal Retard kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, fx ændringer i levertal eller forhøjet fedt i blodet, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til 

Lægemiddelstyrelsen via  

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.  

 

Må ikke opbevares over 25 °C. 

 

Opbevares i original emballage for at beskytte mod fugt. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Tegretal Retard indeholder:

  • Aktivt stof: carbamazepin. Hver depottablet indeholder 400 mg carbamazepin.
  • Øvrige indholdsstoffer: kolloid vandfri silica, e thylcellulose, hypromellose, dispergeret polyacrylat,, magnesium stearat, croscarmellosenatrium, natriumlaurylsulfat, talcum, mikrokrystallinsk cellulose, polyoxyleret hydrogeneret ricinusolie, cetylalkohol, titandioxid (E171), rød jernoxid (E 172), gul jernhydroxid (E 172).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende  

Tegretal Retard 400 mg er en lys orange depottablet med delekærv, med CG-CG præget på den ene side og ENE-ENE præget på den anden side. 

 

Pakningsstørrelser  

Tegretal Retard fås i en pakningsstørrelse á 200 stk. depottabletter. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

2care4  

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

 

Tegretal Retard svarer til Tegretol® Retard. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2018.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...