Locoid Capilar

kutanopløsning 1 mg/g

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Locoid® Capilar 1 mg/g (0,1 %) kutanopløsning  

Hydrocortisonbutyrat  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Locoid Capilar
  3. Sådan skal du bruge Locoid Capilar
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Locoid Capilar indeholder hydrocortisonbutyrat. Hydrocortisonbutyrat er et binyrebarkhormon (steroid), som hæmmer irritation i huden. Du kan bruge Locoid Capilar ved eksem, ved irriteret hud og ved psoriasis. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Locoid Capilar

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Locoid Capilar:

  • hvis du er allergisk over for hydrocortisonbutyrat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Locoid Capilar (angivet i afsnit 6)
  • hvis din hudsygdom er betændt med bakterier eller svampe. I så fald skal du også have medicin mod betændelsen.
  • mod virussygdomme, der giver udbrud på huden, f.eks. forkølelsessår, helvedesild eller skoldkopper.
  • mod rosacea, der er en betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet med rødme og udvidede blodkar.
  • mod betændt eksem eller irritation i huden omkring munden.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Locoid Capilar 

  • hvis kutanopløsningen ikke hjælper i løbet af kort tid, kan din hudsygdom være betændt med bakterier eller svampe.
  • du må ikke bruge kutanopløsningen i længere tid, end lægen har fortalt dig. Hvis behandlingen varer mere end 4-6 uger, skal du regelmæssigt til kontrol hos lægen.
  • hvis du har brugt kutanopløsningen i lang tid, må du ikke stoppe behandlingen pludseligt, da det kan få din hudsygdom til at blusse op igen. Tal med lægen.
  • du må kun bruge kutanopløsningen i ansigtet, hvis lægen har fortalt dig det. Pas på, at kutanopløsningen ikke kommer i øjnene.
  • du må ikke sætte plaster på behandlingsstedet, dække det med plastik eller på anden måde pakke det ind, da det øger risikoen for bivirkninger. Tal evt. med lægen.
  • dine binyrers dannelse af hormoner kan blive nedsat, når du bruger Locoid Capilar. Fortæl lægen, at du bliver behandlet med Locoid, hvis du får en svær betændelse, kommer alvorligt til skade eller skal opereres.
  • hvis du oplever sløret syn eller andre synsforstyrrelser.

Børn

Længere tids behandling af børn bør undgås. 

Brug af anden medicin sammen med Locoid Capilar

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Der er ikke kendskab til problemer ved brug af Locoid sammen med anden medicin. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Du må kun bruge Locoid efter lægens anvisning. 

 

Amning  

Du kan amme, selv om du bruger Locoid. 


Du skal vaske kutanopløsning af, inden du ammer dit barn, hvis du bruger kutanopløsningen på brystet eller brystvorten. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Locoid Capilar påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

3. Sådan skal du bruge Locoid Capilar

Brug altid Locoid Capilar nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne:  

  • Brug Locoid Capilar på de angrebne steder i et tyndt lag 1-2 gange daglig. Vask hænderne omhyggeligt efter brug, medmindre det er hænderne, som du behandler.
  • Pas på, at kutanopløsningen ikke kommer i øjnene.
  • Brug ikke kutanopløsningen i længere tid, end lægen har fortalt dig.

 

Brug til børn  

Du skal følge lægens anvisning. 


Du må kun ændre dosis efter aftale med lægen. 

Hvis du har brugt for meget Locoid Capilar

Kontakt lægen, skadestuen eller på apoteket, hvis du har brugt mere af Locoid Capilar, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Det sker normalt kun, hvis du har brugt Locoid på store områder igennem lang tid. 

Hvis du har glemt at bruge Locoid Capilar

Brug Locoid Capilar så snart du kommer i tanke om det.
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at bruge Locoid Capilar

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. Du må kun holde op med behandlingen efter aftale med lægen. Din hudsygdom kan blusse op igen eller forværres, hvis du stopper behandlingen pludseligt, især hvis du har brugt Locoid Capilar i lang tid. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

De må kun bruge Locoid i hudfolder, på store hudarealer eller dække den behandlede hud med en tæt forbinding efter aftale med din læge, da det øger risikoen for bivirkninger. Det gælder også ved hyppig behandling eller behandling gennem lang tid. 

Alvorlige bivirkninger

Meget sjælden (kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 personer):  

  • Træthed, svækket modstandskraft pga. nedsat funktion af binyrebarken.
  • Overfølsomhedsreaktion.

Ikke alvorlige bivirkninger

Sjælden (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 personer):  

  • Tynd hud, der let går i stykker.
  • Tydelige små blodkar i huden.
  • Mindre blødning i hud og slimhinder.
  • Strækmærker.
  • Rødmen af huden herunder betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet med rødme og evt. små knopper eller bumser.
  • Lyse pletter på huden (mindre pigment).
  • Øget behåring hos kvinder, evt. skægvækst/tynde bløde hår i ansigt, på krop samt arme og ben.
  • Ny infektion.
  • Kontakteksem.
  • Hudsygdom kommer igen eller blusser op, når du stopper behandlingen.

 

Ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):  

  • Sløret syn

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Opbevar ikke Locoid Capilar ved temperaturer over 25 °C. 

 

Efter åbning bør flasken bruges inden 8 uger. Det kan være en hjælp at skrive datoen, hvor du åbnede flasken, på kartonen. 

 

Brug ikke Locoid Capilar efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Locoid Capilar indeholder:

  • Aktivt stof: hydrocortisonbutyrat. 1 ml kutanopløsning indeholder 1 mg hydrocortisonbutyrat.
  • Øvrige indholdsstoffer: glycerol, povidon K90, vandfri citronsyre, vandfri natriumcitrat, isopropylalkohol og renset vand.

Udseende og pakningsstørrelse

Udseende: Klar, farveløs opløsning. 

 

Locoid Capilar 1 mg/g fås i pakninger med 100 ml kutanopløsning. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

2care4  

Tømrervej 9 

6710 Esbjerg V 

 

Locoid® er et registreret varemærke, der tilhører LEO Pharma A/S.  

 

Locoid® Capilar svarer til Locoid®

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2018.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...