Adrenalin SAD

injektionsvæske 1 mg/ml

Amternes Lægemiddelreg.kontorI/S

Om indlægssedlen

Indlægssedlen: Information til brugeren

Adrenalin SAD injektionsvæske, opløsning 1 mg/ml 

adrenalintartrat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Adrenalin SAD til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Adrenalin SAD
  3. Sådan skal du tage Adrenalin SAD
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Adrenalin SAD er et hjertestimulerende og karsammentrækkende lægemiddel. 

 

Adrenalin SAD anvendes ved pludseligt optrædende livstruende overfølsomhedsreaktioner (anafylaktisk chok), der viser sig ved blodtryksfald, åndedrætsbesvær og evt. kramper. Overfølsomhedsreaktioner kan i sjældne tilfælde forekomme efter fx insektstik eller indsprøjtning af lægemidler. 

 

Lægemidlet anvendes endvidere ved hjertestop samt ved muskelsammentrækninger i luftrørene. 

 

Du vil få Adrenalin SAD som en indsprøjtning i en blodåre, muskel eller under huden af en læge eller sygeplejerske. 

 

Lægen kan give dig Adrenalin SAD for noget andet. Spørg lægen. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Adrenalin SAD

Tag ikke Adrenalin SAD

  • hvis du er overfølsom overfor adrenalin, andre lægemidler der får blodkarrene til at trække sig sammen eller overfor et eller flere af hjælpestofferne (angivet i punkt 6)
  • hvis du har en hjertesygdom
  • hvis du har forhøjet blodtryk
  • hvis du har åreforkalkning, hvor der er risiko for hjerneblødning
  • hvis du har grøn stær
  • hvis du har en svulst i binyremarven (fæokromocytom)
  • hvis du har for højt stofskifte
  • hvis du har et lavt niveau af kalium i blodet (serum-kalium)
  • hvis du har en hjerneskade
  • hvis du er i en tilstand af shock
  • hvis du får lokalbedøvelse i fingre eller tæer
  • hvis du samtidig får medicin mod migræne (dihydroergotamin)
  • hvis du samtidig får medicin mod depression (MAO-hæmmere)
  • hvis du skal bedøves (med cyclopropan, halothan eller andre bedøvelsesmidler som skal inhaleres)
  • hvis du er i fødsel

 

Vær opmærksom på, at du ikke må få lægemidlet indsprøjtet i en pulsåre 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller sundhedspersonalet, før du tager Adrenalin SAD: 

  • Hvis du har sukkersyge (diabetes)
  • Hvis du har dårligt fungerende hjerte
  • Hvis du har forhøjet blodtryk
  • Hvis du har en kronisk lungesygdom
  • Hvis du har for højt stofskifte
  • Hvis du har en forgiftning med medicin for hjertet (digitalis)

 

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Adrenalin SAD. Det kan påvirke prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med Adrenalin SAD

Fortæl altid lægen, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
 

Det er især vigtigt, at du fortæller det til lægen, hvis du får: 

  • Visse typer af medicin for hjerte og blodtryk (carvedilol, labetalol, metoprolol, pindolol, propranolol, sotalol, tertalolol, methyldopa og timolol)
  • Medicin mod psykoser (chlorpromazin)
  • Medicin mod KOL (antikolinergika) og astma (salbutamol, bambuterol, fenoterol, formoterol, terbutalin)
  • Medicin mod depression (MAO-hæmmere og tricykliske antidepressiva)
  • Bedøvelsesmidler som skal inhaleres (enfluran og isofluranan)
  • Medicin mod Parkinsons sygdom (f.eks. entacapon)
  • Medicin mod migræne (dihydroergotamin)
  • Medicin der virker på muskulaturen i luftvejene (dopamin, ephedrin, phenylephrin og noradrenalin)

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller sundhedspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
 

Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun få Adrenalin SAD efter aftale med lægen. Følg lægens anvisning.
 

Amning
Du må få Adrenalin SAD, hvis du ammer. Følg lægens anvisning. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Adrenalin SAD påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Adrenalin SAD indeholder natriummetabisulfit (E223), methylparahydroxybenzoat (E218) og natrium, hvor advarsel er påkrævet

Denne medicin indeholder natriummetabisulfit (E223). Kan i sjældne tilfælde medføre overfølsomhedsreaktioner og vejrtrækningsbesvær.
 

Denne medicin indeholder methylparahydroxybenzoat (E218) (kun hætteglas). Kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen) og i sjældne tilfælde vejtrækningsbesvær.
 

Denne medicin indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. dosis, dvs. den er i det væsentlige natriumfri. 

3. Sådan skal du tage Adrenalin SAD

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen. 

 

Adrenalin SAD findes som injektionsvæske, der indgives i en blodåre, muskel eller under huden. Du vil normalt få Adrenalin SAD af en læge eller sygeplejerske. 

 

Anafylaktisk chok: 

Voksne og børn (over 12 år): Sædvanlig dosis er 0,6 mg. 

Børn (under 12 år): Sædvanligvis 0,01-0,03 mg pr. kg. legemsvægt. 

 

Hjertestop: 

Voksne: Sædvanligvis gives 0,5-1 mg ad gangen i forbindelse med genoplivning. 

Børn (under 27 kg): Sædvanligvis gives 0,01 mg pr. kg. legemsvægt ad gangen til et maksimum på 1 mg. 

 

Muskelsammentrækninger i luftrørene: 

Voksne: Sædvanligvis 0,2-0,6 mg. 

Børn: Sædvanligvis gives 0,01 mg pr. kg. legemsvægt. 

 

Du må få Adrenalin SAD i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

Hvis du har brugt for meget Adrenalin SAD

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

 

Hvis du har fået for meget Adrenalin SAD vil din læge eller sundhedspersonalet tage de nødvendige forholdsregler. 

 

Hvis du har fået for meget Adrenalin SAD, kan du få følgende symptomer 

  • uregelmæssig puls på grund af ekstra hjerteslag og en markant stigning i blodtrykket (som nogle gange kan føre til hjerneblødning og vand i lungerne)
  • hjertebanken
  • hurtig puls
  • smerter i brystet
  • hurtigt åndedræt
  • sammentrækning af de små blodkar (i arme og ben) med bleghed og blåfarvning af huden
  • rastløs uro
  • opkastning
  • øget svedtendens

 

Der kan desuden forekomme vand i lungerne, deraf hurtigere og dybere åndedræt og korte perioder med uregelmæssig vejrtrækning med vejtrækningspauser. 

Hvis du har glemt at bruge Adrenalin SAD

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

Hvis du holder op med at tage Adrenalin SAD

Spørg lægen eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter): 

Ikke alvorlige: Søvnløshed. Angst. Rysten. Hovedpine. Svimmelhed. Rastløshed. Hjertebanken. For højt blodtryk. Tal med lægen. For højt blodtryk skal behandles. Meget forhøjet blodtryk er alvorligt. 

Hurtig puls. Kan blive alvorligt. Hvis De/du får meget hurtig og uregelmæssig puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal De/du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter): 

Ikke alvorlige: Uregelmæssig puls og akut forhøjet blodtryk. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen. 

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

Alvorlige: Hos særligt følsomme individer kan ses åndenød, hurtig, rallende vejrtrækning, smerter eller ubehag i brystet samt hoste med skummende evt. blodigt opspyt pga. vand i lungerne. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Ikke alvorlige: Åndenød/åndedrætsbesvær. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen. Beskadigelse af vævet og sårbetændelse ved stedet for indsprøjtning. 

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos færre op til 1 ud af 10.000 patienter) eller bivirkninger hvor hyppigheden ikke er kendt

Alvorlige: En tilstand hvor blodet bliver surt på grund af en ophobning af høje niveauer af laktat (laktatacidose). Lammelser, taleforstyrrelser, bevidstløshed pga. blodprop i hjernen eller hjerneblødning. Ring 112. 

Ikke alvorlige: Svedudbrud. Nervøsitet. Opstemthed. Opkastning. Kvalme. Urticaria. 

Smerte. Blødning. Vandladningsproblemer især hos mænd med prostata-problemer. Kolde hænder og fødder. Muskelsvaghed, forvirring, talebesvær pga. for højt kalium i blodet. Forhøjet kalium i blodet kan i meget sjældne tilfælde blive alvorlig med lammelser og forstyrrelser i hjertets rytme (risiko for hjertestop). Tal med lægen. 

 

Adrenalin SAD kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver (forhøjet BUN-niveau). 

 

Hos patienter med Parkinsons sygdom vil stivhed og rystelser forværres af adrenalin. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk, ved at kontakte Lægemiddelstyrelsen via mail på dkma@dkma.dk eller med almindeligt brev til Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Adrenalin SAD i køleskab (2-8ºC) i original yderpakning. 

 

Opbevar Adrenalin SAD utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Adrenalin SAD efter den udløbsdato (Anv. inden), der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Adrenalin SAD injektionsvæske indeholder:

Aktivt stof: Adrenalintartrat 

Øvrige indholdsstoffer: Natriummetabisulfit (E223), natriumchlorid, vand til injektionsvæsker og methylparahydroxybenzoat (E218) (kun hætteglas) 

Udseende og pakningsstørrelser

Adrenalin SAD er en klar, farveløs til svagt gullig væske. 

 

Adrenalin SAD findes i pakningsstørrelser på: 

1 ml amp. x 10 

10 ml htgl. 

10 ml htgl x 10 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Amgros I/S 

Dampfærgevej 22 

2100 København Ø 

amgros@amgros.dk 

Fremstiller:

Region Hovedstadens Apotek 

Marielundvej 25 

2730 Herlev 

 

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på www.produktresume.dk 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret oktober 2018. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...