Propranolol Retard Abacus Medi

hårde depotkapsler 80 mg

Abacus

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Propranolol Retard Abacus Medicine 80 mg og 160 mg depotkapsler, hårde  

Propranololhydrochlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige informationer.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Propranolol Retard Abacus Medicine til dig personligt. Lad derfor være med at give det til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Nyeste indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Propranolol Retard Abacus Medicine
  3. Sådan skal du bruge Propranolol Retard Abacus Medicine
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Propranolol Retard Abacus Medicine er en betablokker, der virker på hjerte og blodkar.  

 

Du kan bruge Propranolol Retard Abacus Medicine:  

  • ved forhøjet blodtryk.
  • som forebyggende behandling mod hjertekrampe (angina pectoris) og migræne.
  • som forebyggende behandling efter blodprop i hjertet.
  • mod arvelig og aldersbetinget rysten.
  • mod for højt stofskifte (tyreotoksikose).
  • som forebyggende behandling ved blødninger pga. alvorlig leversygdom.

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.  

Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Propranolol Retard Abacus Medicine

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.  

Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Propranolol Retard Abacus Medicine:

  • hvis du er allergisk over for propranolol eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i afsnit 6).
  • hvis du har astma eller KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom, rygerlunger). Propranolol Retard Abacus Medicinekan dels forværre din sygdom, dels modvirke medicin mod disse sygdomme.
  • hvis du har alvorlige sygdomme i hjerte eller kredsløb. Tal med lægen.
  • hvis du har højt blodtryk på grund af en ubehandlet svulst i binyrerne eller andre steder (fæokromocytom).
  • hvis du har for lavt blodtryk.
  • hvis du har for meget syre i blodet (metabolisk acidose)
  • hvis du faster gennem længere tid
  • hvis du har tendens til for lavt blodsukker

 

Propranolol Retard Abacus Medicine må ikke bruges til børn. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Propranolol Retard Abacus Medicine, hvis du: 

  • har førstegradsblok i hjertet.
  • har smerter når du går, på grund af dårlig blodforsyning i benene (claudicatio intermittens).
  • lider af ’hvide fingre og tæer’ (Raynauds syndrom).
  • har højt blodtryk på grund af en svulst i binyrerne eller andre steder (fæokromocytom).
  • har nedsat nyrefunktion.
  • har nedsat leverfunktion eller forhøjet blodtryk i leverens vener (portal hypertension) eller anden leversygdom.
  • har nedsat hjertekapacitet.
  • har hjertekramper (angina pectoris).
  • har overaktivitet i skjoldbruskkirtlen (tyreotoksikose).
  • får allergiske reaktioner ved insektstik eller lignende.
  • modtager desensibiliserende behandling for allergi.

Vær opmærksom på at:

  • Propranolol Retard Abacus Medicine kan sløre symptomerne på lav blodglukose (især hjertebanken). Tal med lægen hvis du har diabetes, eller du har fastet i lang tid, eller hvis du dyrker hård fysisk udfoldelse.
  • Propranolol Retard Abacus Medicine kan forårsage hypoglykæmi (meget lav blodglukose, der kan vise sig ved hurtig hjertebanken, rysten, svaghed og sult), hos ikke-diabetikere f.eks. hos børn, ældre, patienter i dialyse eller patienter med kronisk leversygdom eller patienter der har fået en overdosis.
  • måske vil lægen kontrollere din leverfunktion med jævne mellemrum.
  • Propranolol Retard Abacus Medicine kan give langsom hjertefrekvens (kan vise sig som svimmelhed, svaghed, nærbesvimelse eller besvimelse). Hvis du oplever dette, skal du kontakte lægen, der muligvis vil ændre din dosis.
  • hvis du skal bedøves, skal du oplyse lægen om, at du er i behandling med Pro Propranolol Retard Abacus Medicine.
  • du altid ved blod- og urinprøvekontrol skal oplyse, at du er i behandling med Propranolol Retard Abacus Medicine.

 

Du må ikke selv stoppe behandlingen med Propranolol Retard Abacus Medicine, da dette vil øge risikoen for en pludselig stigning i blodtrykket, hjertekrampe og blodprop i hjertet.
Du skal derfor gradvist nedsætte dosis i løbet af 1-2 uger, i samråd med din læge. 

Brug af anden medicin sammen med Propranolol Retard Abacus Medicine

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Tal med din læge, hvis du bruger: 

  • medicin som trækker blodkarrene sammen (phenylephrin).
  • medicin mod migræne (fx ergotamin, dihydroergotamin, rizatriptan, clonidin).
  • medicin mod epilepsi (phenobarbital).
  • medicin mod psykiske sygdomme (chlorpromazin, thioridazin).
  • medicin mod depression (fluoxetin, fluvoxamin).
  • medicin mod smerter i led og muskler (NSAID, f.eks. flurbiprofen, ibuprofen, indometacin, naproxen og piroxicam).
  • medicin mod tuberkulose (rifampicin).
  • medicin mod malaria (mefloquin).
  • medicin mod lungesygdom (theophyllin).
  • blodfortyndende medicin (warfarin)
  • medicin med adrenalin-lignende virkning (sympatomimetika, f.eks. noradrenalin, dopamin og lignende stoffer).

 

Hvis du bruger anden medicin mod for højt blodtryk, herunder vanddrivende medicin eller medicin mod andre sygdomme i hjerte og kredsløb (methyldopa, prazosin, amiodaron, flecainid, lidocain, propafenon, quinidin, furosemid, hydrochlorthiazid, digoxin eller verapamil, diltiazem, nifedipin, amlodipin, felodipin, isradipin, nicardipin, nisoldipin, lacidipin eller andre calciumantagonister eller betablokkere), kan det være nødvendigt at justere dosis. Følg lægens anvisninger. Hvis du er i behandling med Propal Retard, må du ikke samtidig blive behandlet intravenøst med visse lægemidler mod forstyrrelser i hjerterytmen eller forhøjet blodtryk (f.eks. verapamil, diltiazem), medmindre det er strengt nødvendigt. 


Hvis du bruger medicin mod diabetes, kan Propranolol Retard Abacus Medicine skjule symptomerne på hypoglykæmi (insulinshock) og forlænge tiden, indtil dit blodglukose igen er normalt. 


Hvis du får adrenalin, kan Propranolol Retard Abacus Medicine nedsætte effekten af adrenalin.  

 

Tal med din læge, hvis du skal bedøves. 

Brug af Propranolol Retard Abacus Medicine sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Propranolol Retard Abacus Medicine sammen med mad og drikke. Du bør ikke drikke alkohol, når du behandles med Propranolol Retard Abacus Medicine, da indholdet af propranolol i blodet kan stige.  

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Hvis du er gravid, skal du normalt ikke tage Propranolol Retard Abacus Medicine. Tal med lægen. 

 

Amning  

Hvis du ammer, skal du normalt ikke tage Propranolol Retard Abacus Medicine. Tal med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Propranolol Retard Abacus Medicine kan give bivirkninger (træthed, svimmelhed), som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Propranolol Retard Abacus Medicine indeholder saccharose.

Kontakt lægen før du bruger Propranolol Retard Abacus Medicine, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du bruge Propranolol Retard Abacus Medicine

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Du kan sluge Propranolol Retard Abacus Medicine depotkapsler hele eller tømme indholdet ud og sluge det. Du må ikke tygge eller knuse indholdet. Drik et glas vand samtidig med indtagelsen af Propranolol Retard Abacus Medicine. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne: Ved forhøjet blodtryk: Du skal normalt tage 1 depotkapsel på 160 mg daglig. Det kan være nødvendigt at øge dosis til 2 depotkapsler på 160 mg daglig.  

 

For at forebygge hjertekramper (angina pectoris), migræne, for højt stofskifte og rysten: Du skal normalt tage 1 depotkapsel på 80 mg daglig. Det kan være nødvendigt at øge dosis til 1 depotkapsel på 160 mg daglig. 

 

Som forebyggende behandling efter blodprop i hjertet: Du skal starte behandlingen med individuel dosering efter lægens anvisning. Vedligeholdelsesdosis er 1 depotkapsel på 160 mg daglig. 

 

Ved blødning i forbindelse med leversygdom: Startdosis er 1 depotkapsel på 80 mg.  

Vedligeholdelsesdosis er 1-2 depotkapsler på 160 mg daglig. 

 

Ældre: Individuel dosering. Det kan være nødvendigt at justere dosis. Følg lægens anvisning.  

 

Børn: Du må ikke bruge Propranolol Retard Abacus Medicine til børn.  

 

Nedsat lever- og nyrefunktion: Det kan være nødvendigt at justere dosis ved alvorligt nedsat lever- og nyrefunktion. Følg lægens anvisninger.  

Hvis du har taget for mange Propranolol Retard Abacus Medicine

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Propranolol Retard Abacus Medicine, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Tag pakningen med. Symptomer på overdosering kan være svimmelhed (evt. besvimelse) på grund af meget langsom puls og for lavt blodtryk. Evt. hjerteproblemer. 

Opkastning. Nyrepåvirkning. Vejrtrækningsproblemer. Kramper. Bevidsthedsforstyrrelser og dyb bevidstløshed (koma). 

Hvis du har glemt at tage Propranolol Retard Abacus Medicine

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Propranolol Retard Abacus Medicine

Efter langvarig behandling med Propranolol Retard Abacus Medicine skal du stoppe behandlingen i løbet af 1-2 uger ved gradvist at nedsætte dosis i samråd med din læge. Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger:

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede.  

  • Hvide, ”døde” fingre og tæer. Kontakt lægen.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede.  

  • Vejrtrækningsproblemer eller forværring af vejrtrækningsproblemer. Kontakt læge eller skadestue.
  • Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Forværring af hjerteproblemer. Kontakt læge eller skadestue.

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 behandlede.  

  • Tilbagevendende hjertekramper ved brat ophør. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Besvimmelse med svag puls, bleghed, blåfarvning af læber og negle. Ring 112.
  • Depression.
  • Forværring af Raynauds syndrom (hvide, ”døde” fingre og tæer). Kontakt lægen.
  • Forværring af vindueskiggersyndrom (smerter når du går, pga dårlig blodforsyning i benene). Kontakt lægen.

 

Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede.  

  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue.
  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kontakt læge eller skadestue.
  • Overfølsomhedsreaktioner, f.eks. pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Kraftig afskalning og afstødning af hud. Kontakt læge eller skadestue.
  • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue.
  • Symptomer på eller forværring af muskelsygdommen myasthenia gravis (abnorm træthed og lammelser af muskler, især af øjenlåg, åndedrætsbesvær). Kontakt læge eller skadestue. Ved åndedrætsbesvær ring 112.

Ikke-alvorlige bivirkninger:

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede.  

  • Langsom puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget langsom puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Træthed (ofte forbigående). Søvnforstyrrelser. Mareridt.
  • Kolde hænder og fødder.
  • Åndenød.
  • Diaré, fordøjelsesbesvær, kvalme, opkastning.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede.  

  • Paranoide forestillinger, psykose og hallucinationer. Kan være alvorligt. Kontakt evt. læge eller skadestue.
  • Rastløshed, uro, forvirring, desorientering, humørsvingninger og svedtendens.
  • Usikre bevægelser.
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden. Svimmelhed.
  • Forstoppelse.
  • Hududslæt, psoriasis, psoriasislignende udslæt, forværring af psoriasis.
  • Hornagtig fortykkelse af huden. Negleforandringer.
  • Rødmen, kløe og nældefeber.
  • Mathed, koldsved, sult, forvirring, evt. bevidstløshed og kramper pga. lavt blodsukker (blodglukose).
  • Forhøjet stofskifte (feber, diaré, uro, uklarhed, hurtig hjerterytme).
  • For lavt blodtryk evt. med besvimelse. Kontakt lægen.

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1000 behandlede.  

  • Besvær med at opfatte eller reagere på hvad der foregår.
  • Hukommelsestab
  • Synsforstyrrelser og tørre øjne.
  • Impotens.
  • Mundtørhed
  • Ekg-forandringer (ses ved undersøgelse).
  • Rødfarvning af huden, som ikke blegner ved tryk.
  • Mindre blødning i hud og slimhinder.

 

Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede.  

  • Hårtab. Vægtstigning ved langvarig behandling.
  • Forhøjelse af visse antistoffer (ses ved blodprøve).
  • Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben.
  • Kramper i forbindelse med for lavt blodsukker.
  • Mundtørhed.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen på www. meldenbivirkning.dk, ved at kontakte Lægemiddelstyrelsen via mail på dkma@dkma.dk eller med almindeligt brev til Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Må ikke opbevares over 25ºC. 

 

Opbevares i den originale emballage for at beskytte mod fugt.  

 

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen (EXP) er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Propranolol Retard Abacus Medicine hårde depotkapsler, 80 mg og 160 mg indeholder:

Aktivt stof: propranololhydrochlorid. 

Øvrige indholdsstoffer: Saccharose; majsstivelse; povidon; ethylcellulose; talcum; gelatine og farvestoffet titandioxid (E171). 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende:  

Propranolol Retard Abacus Medicine 80 mg hårde kapsler er glasklare i den ene ende og hvide i den anden og indeholder hvide kugler. 

Propranolol Retard Abacus Medicine 160 mg hårde kapsler er hvide og indeholder hvide kugler. 

 

Pakningsstørrelser:  

Propranolol Retard Abacus Medicine hårde depotkapsler 80 mg: 30 stk. og 100 stk.  

Propranolol Retard Abacus Medicine hårde depotkapsler 160 mg: 30 stk. og 100 stk. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaveren af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaveren af markedsføringstilladelsen:

Abacus Medicine A/S  

Vesterbrogade 149 

1620 København V 

Tel: +45 70 22 02 12 

e-mail: kundeservice@abacusmedicine.com 

Frigivet af

Abacus Medicine B.V.  

Herculesstraat 25 

1812 PD Alkmaar  

Holland 

Tel +31 6 50 57 41 87 

e-mail: kundeservice@abacusmedicine.com 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 09/2018  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...