Locoid Lipid

creme 0,1%

Paranova Danmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Locoid Lipid® 1 mg/g creme  

Hydrocortisonbutyrat 

 

Locoid Lipid® er et registreret varemærke, der tilhører LEO Pharma A/S. 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Locoid Lipid til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Locoid Lipid
  3. Sådan skal du bruge Locoid Lipid
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Locoid Lipid indeholder hydrocortisonbutyrat. Hydrocortisonbutyrat er et binyrebarkhormon (steroid), som hæmmer irritation i huden. Du kan bruge Locoid Lipid ved eksem, ved irriteret hud og ved psoriasis.  

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Locoid Lipid

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Locoid Lipid:

  • hvis du er allergisk over for hydrocortisonbutyrat, eller et af de øvrige indholdsstoffer i Locoid Lipid (angivet i punkt 6).
  • hvis din hudsygdom er betændt med bakterier eller svampe. I så fald skal du også have medicin mod betændelsen.

Advarsler og forsigtighedsregler

Brug ikke Locoid Lipid mod: 

  • virussygdomme, der giver udbrud på huden f.eks. forkølelsessår, helvedesild eller skoldkopper.
  • rosacea, der er en betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet med rødme og udvidede blodkar.
  • betændt eksem eller irritation i huden omkring munden.

 

Særlige forholdsregler 

  • Tal med lægen hvis cremen ikke hjælper i løbet af kort tid. Din hudsygdom kan være betændt med bakterier eller svampe.
  • Du må ikke bruge cremen i længere tid end lægen har fortalt dig.
  • Tal med lægen, hvis du har brugt cremen i lang tid, du må ikke stoppe behandlingen pludseligt, da det kan få din hudsygdom til at blusse op igen.
  • Du må kun bruge cremen i ansigtet, hvis lægen har fortalt dig det. Pas på, at cremen ikke kommer i øjnene.
  • Du må ikke sætte plaster på behandlingsstedet, dække det med plastik eller på anden måde pakke det ind, da det øger risikoen for bivirkninger. Tal evt. med lægen.
  • Dine binyrers dannelse af hormoner kan blive nedsat, når du bruger Locoid Lipid. Fortæl lægen, at du bliver behandlet med Locoid Lipid, hvis du får en alvorlig betændelse, kommer alvorligt til skade eller skal opereres.
  • Hvis du oplever sløret syn eller andre synsforstyrrelser under behandlingen med Locoid Lipid, skal du kontakte din læge.

Brug af anden medicin sammen med Locoid Lipid

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Der er ikke kendskab til problemer med brug af Locoid Lipid sammen med andre lægemidler. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Graviditet
Du må kun bruge Locoid Lipid efter lægens anvisning. 


Amning
Du kan amme, selv om du bruger Locoid Lipid. 


Du skal vaske cremen af, inden du ammer dit barn, hvis du bruger cremen på brystet eller brystvorten. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Locoid Lipid påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Locoid Lipid indeholder cetostearylalkohol og propylparahydroxybenzoat

Locoid Lipid indeholder cetostearylalkohol, der kan give lokalt hududslæt (f.eks. kontakteksem). Locoid Lipid indeholder propylparahydroxybenzoat der kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen). 

3. Sådan skal du bruge Locoid Lipid

Brug altid Locoid Lipid nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er:

Voksne: 

  • Brug Locoid Lipid på de angrebne steder i et tyndt lag 1-2 gange daglig.
  • Vask hænder omhyggeligt efter brug, medmindre det er hænderne du skal behandle.
  • Pas på, at cremen ikke kommer i øjnene.
  • Brug ikke cremen i længere tid, end lægen har fortalt dig.

 

Brug til børn:
Du skal følge lægens anvisning.
Du må kun ændre dosis eller holde op med behandlingen efter aftale med lægen. 

Hvis du har brugt for meget Locoid Lipid

Kontakt lægen, skadestuen eller apotekspersonalet, hvis du har brugt mere Locoid Lipid end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Det sker normalt kun, hvis du har brugt Locoid Lipid på store områder gennem lang tid. 

Hvis du har glemt at bruge Locoid Lipid

Brug Locoid Lipid så snart du kommer i tanke om det. 

Hvis du holder op med at bruge Locoid Lipid

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 


Du må kun holde op med behandlingen efter aftale med lægen. Din hudsygdom kan blusse op igen eller forværres, hvis du stopper behandlingen pludseligt, især hvis du har brugt Locoid Lipid i lang tid. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Du må kun bruge Locoid Lipid i hudfolder, på store hudarealer eller dække den behandlede hud med en tæt forbinding efter aftale med din læge, da det øger risikoen for bivirkninger. Det gælder også ved hyppig behandling eller behandling gennem lang tid. 

Alvorlige bivirkninger

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Træthed, svækket modstandskraft pga. nedsat funktion af binyrebarken.
  • Overfølsomhedsreaktion.

Ikke alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter): 

  • Tynd hud, der let går i stykker.
  • Tydelige små blodkar i huden.
  • Mindre blødning i hud og slimhinder.
  • Strækmærker.
  • Rødmen af huden herudner betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet med rødme og evt. små knopper eller bumser.
  • Lyse pletter på huden (mindre pigment).
  • Øget behåring hos kvinder, evt. skægvækst/tynde bløde hår i ansigtet, på krop samt arme og ben.
  • Ny infektion.
  • Kontakteksem.
  • Hudsygdommen kommer igen eller blusser op, når du stopper behandlingen.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt: 

  • Sløret syn.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelsstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelsstyrelsen 

Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S.
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Locoid Lipid utilgængeligt for børn.
  • Må ikke opbevares over 25 °C.
  • Må ikke opbevares koldt eller fryses.
  • Holdbarheden efter anbrud er 6 måneder.
  • Brug ikke Locoid Lipid efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Locoid Lipid indeholder:

  • Aktivt stof: Hydrocortisonbutyrat 1 mg/g.
  • Øvrige indholdsstoffer: Cetostearylalkohol, macrogolcetostearylether, hvid blød paraffin, tynd paraffinolie, vandfri natriumcitrat, vandfri citronsyre, propylparahydroxybenzoat (E216), benzylalkohol og renset vand.

Udseende og pakningsstørrelser:

Udseende: 

Locoid Lipid er en hvid creme. 

 

Locoid Lipid findes i pakningstørrelserne 90 g (3x30) og 100 g. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og frigiver

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S  

Marielundvej 46D, 2730 Herlev 

Frigivet af:

Paranova Pack B.V 

Vijzelweg 32, 8243 PM Lelystad  

Holland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret september 2018.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...