Questran®

pulver til oral suspension, endosis 4 g

Nordic Prime

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Questran® 4 g, pulver til oral suspension  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Questran til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Questran
  3. Sådan skal du tage Questran
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Questran binder tarmens galdesyre, som fjernes med afføringen. Kroppen bruger galdesyre til at danne kolesterol. Derfor nedsættes kolesterol i blodet. 


Du kan bruge Questran til at sænke blodets indhold af kolesterol, hvis diæt ikke har haft tilstrækkelig virkning. Du kan også bruge Questran mod hudkløe, ved galdevejssygdomme og mod diaré, som skyldes for meget galdesyre i tarmen. 


Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Questran

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information.
Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Questran:

  • hvis du er allergisk over for colestyramin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Questran i punkt 6).
  • hvis du har fuldstændig blokering af galdevejene (med meget alvorlig gulsot).
  • hvis du har sivende eller blodig diaré.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Questran hvis du har 

  • stofskifteforstyrrelser.
  • diabetes.
  • dårlige nyrer.
  • en leversygdom.
  • skrumpelever.

Vær opmærksom på følgende

Questran kan være med til at du får for lidt A-,D-,E- og K-vitamin og folinsyre. Tal med din læge om du skal have folinsyre og vitamintilskud. Questran kan være med til eller forværre forstoppelse eller hæmmorider.
Questran kan ved længerevarende brug medføre syreforgiftning. 

Brug af anden medicin sammen med Questran

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 

 

Du kan tage Questran sammen med anden medicin, men tal først med lægen, hvis du tager: 

  • blodfortyndende medicin,
  • medicin mod depression (tricykliske antidepressive midler som doxepin),
  • vanddrivende medicin (chlorthiazid),
  • anden medicin mod forhøjet kolesterol (nikotinsyre),
  • medicin mod infektion (tetracyclin, penicillin),
  • epilepsimedicin (phenobarbital),
  • medicin mod for lavt stofskifte (thyroideahormoner),
  • hjertemedicin (digoxin).

 

Du skal tage anden medicin mindst en time før eller 4-6 timer efter Questran. 

Brug af Questran sammen med mad og drikke

Det er bedst at tage Questran i forbindelse med et måltid. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Hvis du er gravid, må du kun tage Questran efter aftale med lægen. 


Amning 

Hvis du ammer, må du kun tage Questran efter aftale med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Questran påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Questran indeholder aspartam

Aspartam er en fenylalaninkilde.
Kan være skadelig for patienter med fenylketonuri (PKU, Føllings sygdom). 

3. Sådan skal du tage Questran

Tag altid Questran nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er

Voksne

1-2 breve (4-8 g) 3 gange dagligt. 


Brug til børn:
 

½ brev (2 g) 2 gange dagligt, evt. stigende til voksendosis. 


Du må ikke tage Questran tørt. Du skal udrøre pulveret i vand eller anden væske inden indtagelse. Du kan også blande pulveret i mad. 


Du skal tage anden medicin mindst 1 time før eller 4-6 timer efter Questran. 

Hvis du har taget for meget Questran

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Questran, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet og du føler dig utilpas. 


Der er ikke kendskab til forgiftninger efter brug af Questran. 

Hvis du har glemt at tage Questran

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Questran

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger: (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Blodig opkastning og/eller sort afføring pga. blødning i mave og tarm. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Hovedpine, kvalme og opkastninger pga. for meget syre i blodet. I alvorlige tilfælde bevidsthedssvækkelse med dyb og hurtig vejrtrækning. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.

 

Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Voldsomme mavesmerter og feber pga. betændelse i bugspytkirtlen. Kontakt læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger: (forekommer hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

  • Forstoppelse.

 

Almindelige bivirkninger: (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter): 

  • Halsbrand, sure opstød, luftafgang fra tarmen, kvalme, diarre, mavesmerter.
  • Hovedpine.

 

Ikke almindelige bivirkninger: (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): 

  • Vægtstigning.
  • Overfølsomhedsreaktioner som nældefeber og vand i kroppen. Kontakt lægen.
  • Smerter i leddene, muskelsmerter.
  • Udslæt, irritation af hud og slimhindeoverflader f.eks. tunge og området omkring endetarmsåbningen.
  • Opkastning, fedtdiarre (ved høje doser), huller i tænderne, synkebesvær, bøvsen, hæmorideblødning, smerte i endetarmen, smagsforstyrrelser.
  • Åndenød / åndedrætsbesvær. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Svimmelhed.
  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden.
  • Øget blødningstendens pga. K-vitaminmangel, ved længerevarende behandling (hypoprotrombinæmi).
  • A-vitaminmangel og natteblindhed pga. A-vitaminmangel.
  • D-vitaminmangel.
  • Øget risiko for knoglebrud pga. knogleskørhed. Kan udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Kontakt lægen, hvis du får pludselige smerter i ryggen.
  • Appetitmangel/madlede.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt: 

  • Fald i mængden af folinsyre i blodet hos børn.

 

Questran kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. leverfunktion og blodprøver, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 


Efter markedsføring er der rapporteret om intestinal obstruktion som giver voldsomme anfald af smerter i maven, stop for luftafgang og afføring pga. stop for tarmpassagen, herunder 2 tilfælde af relaterede dødsfald hos børn. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via  

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S  

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk  

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Questran utilgængeligt for børn. 


Brug ikke Questran efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Questran indeholder:

  • Aktivt stof: colestyramin
  • Øvrige indholdsstoffer: vandfri citronsyre (E330), kolloid silica, kelcoloid (E405), xanthangummi (E415), appelsinsmagsstof og aspartam (E951).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

Pulver til oral suspension, enkeltdosisbeholder. 


Pakningsstørrelser 

Questran fås i en pakningsstørrelse á 50 endosispulvere. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime 

Kongensgade 36, 1. 

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s. 

Smetanovo nabrezi 1238/20a 

500 02 Hradec Kralove 

Tjekkiet 

 

Questran svarer til Questran Loc. 

 

Questran® er et registreret varemærke, der tilhører E.R. Squibb & Sons, L.L.C., a corporation of the State of Delaware. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret oktober 2018. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...