Kaliumklorid "PS"

oral opløsning 75 mg/ml

Pharma-Skan

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Kaliumklorid ”PS”, 75 mg/ml, oral opløsning  

Kaliumchlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt. 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre eller hvis du ikke får det bedre.

Den senest reviderede indlægsseddel kan findes på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Kaliumklorid ”PS”
  3. Sådan skal du tage Kaliumklorid ”PS”
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Kaliumklorid "PS" virker mod kaliummangel. 

Du kan bruge Kaliumklorid "PS" til at forebygge eller behandle mangel på kalium i blodet.  

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Kaliumklorid "PS":

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Kaliumklorid "PS":

  • hvis du har stærkt nedsat funktion af nyrerne
  • hvis du har for højt indhold af kalium, chlorid eller kalcium i blodet
  • hvis du har alvorlige ændringer af kroppens indhold af vand eller salte
  • hvis du lider af Addisons sygdom og ikke bliver behandlet for den
  • hvis du er allergisk over for kaliumchlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Kaliumklorid "PS" (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet før du tager Kaliumklorid ”PS”: 

  • hvis din nyrefunktion er nedsat
  • hvis din binyrefunktion er nedsat
  • hvis du har en hjertesygdom
  • hvis du lider af akut væskeunderskud
  • hvis du lider af akut vævsbeskadigelse, som forekommer ved svære forbrændinger

Brug af anden medicin

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Du har større risiko for højt kalium i blodet, hvis du samtidig med Kaliumklorid "PS" tager: 

  • medicin mod forhøjet blodtryk (ACE-hæmmere)
  • kaliumbesparende, kaliumholdig eller vanddrivende medicin, eller
  • medicin som bruges efter en transplantation (tacrolimus)

 

Kaliumklorid "PS", oral opløsning indeholder ethanol.
Du må ikke tage Kaliumklorid "PS", hvis du er i behandling med Antabus eller metronidazol. Tal med din læge. 

Brug af Kaliumklorid "PS" sammen med mad, drikke og alkohol

Du bør tage Kaliumklorid "PS" sammen med mad.
Kaliumklorid ”PS” indeholder 1.1 % V/V ethanol, se afsnittet ”Kaliumklrid ”PS” oral opløsning indeholder alkohol” nedenfor. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Kaliumklorid ”PS”. 

 

Graviditet:  

Du må kun tage Kaliumklorid "PS" under graviditet efter aftale med lægen. Kaliumkorid ”PS” indeholder glycyrrhizin (findes i lakridsekstrakt). Sikkerhedsdata for indtagelse af glycyrrhizin under graviditet foreligger ikke. Indtagelse af mængder på 500 mg glycyrrhizin per uge og derover, har vist sig at forkorte graviditet. 

 

Amning:  

Du må kun tage Kaliumklorid "PS" under amning efter aftale med lægen. Kaliumkorid ”PS” indeholder glycyrrhizin (findes i lakridsekstrakt). Sikkerhedsdata for indtagelse af glycyrrhizin under amning foreligger ikke. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Kaliumklorid "PS" påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. Dette lægemiddel indeholder ethanol svarende til 4,4 ml øl eller 1,8 ml vin pr. dosis (20 ml). 

Kaliumklorid "PS" oral opløsning indeholder alkohol

Denne medicin indeholder 1,1 % V/V alkohol, dvs. op til 177 mg pr. dosis (20 ml), svarende til 4,4 ml øl, eller 1,8 ml vin pr. dosis. Skadelig for alkoholikere. 


Anvend kun denne medicin til børn, gravide og ammende kvinder og patienter i højrisikogruppe som patienter med epilepsi og leversygdomme efter aftale med lægen. 

Kaliumklorid "PS" indeholder methylparahydroxybenzoat (E 218) og propylparahydroxybenzoat (E 216)

Kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen). 

3. Sådan skal du tage Kaliumklorid "PS"

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Dosering

Voksne og ældre: 

Forebyggende: 10 - 20 ml 2-3 gange dagligt. 

 

Behandling: Individuelt, afpasset efter indholdet af kalium i blodet. Følg lægens anvisninger. 

 

Brug til børn og unge:  

Bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år uden lægens anvisning pga. lakridsindholdet. 

 

For at forhindre at mængden af ethanol i blodet stiger til over 0,01 gram/liter, må en enkeltdosis til brug til børn i alderen 2-6 år ikke overstige 0,7 ml/kg kropsvægt. Der er begrænsede toksicitetsdata på akut og kronisk brug af ethanol til børn og unge. Når man bruger lægemidler, der indeholder ethanol til børn under 2 år og børn fra 2-5 år skal man tage hensyn til, at børns enzymsystemer ikke er fuld udviklede, at der er risiko for ophobning af ethanol, og at der mangler toksicitetsdata. Fordelene ved at bruge dette lægemiddel indeholdende ethanol skal overstige de mulige ulemper. 

 

Nedsat nyrefunktion: 

Det er nødvendigt at nedsætte dosis ved mild til moderat nedsat nyrefunktion. Følg lægens anvisninger. 

 

Kaliumklorid "PS" bør indtages ved måltider. Afmål medicinen i et målebæger. 

Hvis du har taget for meget Kaliumklorid "PS":

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Kaliumklorid "PS", end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

Tag pakningen med. 

 

Hvis du tager for meget Kaliumklorid "PS", vil indholdet af kalium i blodet blive for højt. Symptomerne på en overdosis kan være slaphed, sovende fornemmelse i hænder eller fødder, muskelsvaghed eller forvirring. 

Det kan også medføre lammelse, nedsat blodtryk med svimmelhed, uregelmæssig hjerterytme, hjertestop og ekg-ændringer. 

Hvis du har glemt at tage Kaliumklorid "PS"?

Hvis du har glemt at tage Kaliumklorid "PS", skal du vente med at tage næste dosis til sædvanlig tid. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):  

Alvorlig påvirkning af blodet, der kan vise sig ved træthed, blødning fra hud og slimhinder og infektioner. Sår i mave og tarm, hul i tarmen. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Ikke alvorlige bivirkninger

Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter): Forhøjet indhold af kalium i blodet: slaphed, sovende fornemmelse i hænder eller fødder, muskelsvaghed eller forvirring.  

 

Sjældne- meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 1.000 patienter til færre end 1 ud af 10.000 patienter): Forhøjet blodtryk, kløe, udslæt, nældefeber, kvalme, mavesmerter, mavekramper, luft i maven og diarré.  

Indberetning af bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via: 

 

Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk  

E-mail: dkma@dkma.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, som står på flasken efter ”Anv. inden”. 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere information

Kaliumklorid "PS indeholder:

  • Aktivt stof: kaliumchlorid. 1 ml indeholder 75 mg kaliumchlorid
  • Øvrige indholdsstoffer: ethanol 96 %, vand renset, anisolie, lakridsekstrakt 65%, methylparahydroxybenzoat (E 218) og propylparahydroxybenzoat (E 216).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende: 

Kaliumklorid "PS" er en klar til næsten klar brun væske. Klumper af lakrids kan forekomme.  

 

Pakningsstørrelse: Glasflaske med 500 ml. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Pharma-Skan ApS  

Adelgade 27 

8660 Skanderborg. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 05/2018.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...