Rosuvastatin "Teva"

filmovertrukne tabletter 5 mg, 10 mg, 20 mg og 40 mg

Teva

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Rosuvastatin Teva 5 mg filmovertrukne tabletter 

Rosuvastatin Teva 10 mg filmovertrukne tabletter 

Rosuvastatin Teva 20 mg filmovertrukne tabletter  

Rosuvastatin Teva 40 mg filmovertrukne tabletter 

rosuvastatin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

1. Virkning og anvendelse  

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Rosuvastatin Teva  

3. Sådan skal du tage Rosuvastatin Teva  

4. Bivirkninger  

5. Opbevaring  

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Rosuvastatin Teva tilhører en gruppe lægemidler, der kaldes statiner. 

 

Du har fået ordineret Rosuvastatin Teva af lægen, fordi: 

  • du har for højt kolesterolindhold i blodet, og derfor kan du risikere at få en blodprop eller et slagtilfælde.
    Rosuvastatin Teva bruges til voksne, teenagere og børn over 6 år til behandling af forhøjet kolesterol.


Du er blevet rådet til at tage statiner, da kostomlægning og mere motion ikke altid er nok til at sænke kolesteroltallet. Du skal fortsætte med din kolesterolsænkende kost og med at motionere, mens du tager Rosuvastatin Teva. 


Eller 

 

  • Der er andre faktorer, der øger risikoen for, at du får et hjerteanfald, et slagtilfælde eller andre helbredsmæssige problemer.

 

Hjerteanfald, slagtilfælde eller andre problemer kan være forårsaget af en sygdom, der hedder aterosklerose (åreforkalkning). Åreforkalkning opstår, når der lejres fedtdepoter i dine årer. 

 

Hvorfor er det vigtigt at blive ved med at tage Rosuvastatin Teva? 

Rosuvastatin Teva anvendes til at korrigere niveauet af fedtstoffer i blodet, og det mest almindelige af disse fedstoffer er kolesterol. 


Der findes forskellige typer af kolesterol i blodet - ”dårligt” kolesterol (LDL-C) og ”godt” kolesterol (HDL-C).  

  • Rosuvastatin Teva kan sænke indholdet af det ”dårlige” kolesterol og øge indholdet af det ”gode” kolesterol i blodet.
  • Rosuvastatin Teva blokerer din krops produktion af ”dårligt” kolesterol. Det forbedrer også din krops evne til at fjerne det fra blodet.

 

For de fleste mennesker påvirker højt kolesteroltal ikke den måde, de har det på, fordi det ikke giver nogen symptomer. Hvis det imidlertid ikke behandles, kan der opbygges fedtdepoter i væggene af dine blodkar, hvilket kan få dem til at snævre ind. 


Sommetider kan disse indsnævrede blodkar blive blokeret, så blodforsyningen til hjertet eller hjernen blokeres, og dette fører til et hjerteanfald eller slagtilfælde. Hvis dit kolesteroltal sænkes, kan du nedsætte risikoen for at få et hjerteanfald eller slagtilfælde. 


Du skal blive ved med at tage Rosuvastatin Teva, selv hvis dit kolesteroltal er blevet sænket til det rette niveau, da medicinen forhindrer dit kolesteroltal i at stige igen.
Du skal dog stoppe behandlingen, hvis lægen fortæller dig det, eller hvis du bliver gravid. 


Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Rosuvastatin Teva

Tag ikke Rosuvastatin Teva:

  • hvis du er allergisk over for rosuvastatin eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6).
  • hvis du er gravid eller ammer. Hvis du bliver gravid under behandlingen med Rosuvastatin Teva, skal du straks stoppe med at tage medicinen og fortælle det til din læge. Kvinder bør undgå at blive gravide, mens de er i behandling med Rosuvastatin Teva, ved at bruge et passende præventionsmiddel.
  • hvis du har en leversygdom.
  • hvis du har en alvorlig nyresygdom.
  • hvis du gentagen eller uforklarlig ømhed eller smerte i musklerne.
  • hvis du er i behandling med et lægemiddel, der indeholder ciclosporin (anvendes fx efter organtransplantation).

 

Hvis noget af ovenstående gælder for dig (eller du er i tvivl), skal du tale med lægen igen

Du må heller ikke tage Rosuvastatin Teva 40 mg (den højeste styrke):

  • hvis du har moderat nyresygdom (spørg din læge, hvis du er i tvivl).
  • hvis din skjoldbruskkirtel ikke fungerer optimalt.
  • hvis du har haft gentagen eller uforklarlig ømhed eller smerte i musklerne, eller nogen i din nærmeste familie har eller har haft problemer med musklerne eller har haft problemer med musklerne under behandling med andre kolesterolsænkende lægemidler.
  • hvis du regelmæssigt indtager større mængder alkohol.
  • hvis du er af asiatisk oprindelse (af japansk, kinesisk, filippinsk, vietnamesisk, koreansk eller indisk oprindelse).
  • hvis du tager anden medicin, der kaldes fibrater, som skal sænke kolesterolindholdet i dit blod.

 

Hvis noget af det ovenstående gælder for dig (eller du er i tvivl), skal du tale med lægen igen.  

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Rosuvastatin Teva  

 

  • hvis du har problemer med nyrerne.
  • hvis du har problemer med leveren.
  • hvis du har gentagen eller uforklarlig muskelømhed eller -smerte, hvis du eller nogen i din familie har muskelproblemer eller tidligere har haft muskelsygdom ved indtagelse af anden kolesterolsænkende medicin. Fortæl det straks til din læge, hvis du har uforklarlig muskelømhed eller -smerte, især hvis du føler dig utilpas, eller hvis du har feber. Du skal ligeledes fortælle det til din læge eller til apotekspersonalet, hvis du har konstante muskelsmerter.
  • hvis du regelmæssigt drikker store mængder alkohol.
  • hvis din skjoldbruskkirtel ikke virker optimalt.
  • hvis du tager anden medicin, der kaldes fibrater, som skal sænke kolesterolindholdet i dit blod. Læs denne indlægsseddel nøje, også selvom du før har taget anden medicin mod forhøjet kolesterol.
  • Hvis du tager medicin til behandling af hiv-infektion, fx ritonavir med lopinavir og/eller atazanavir, se afsnittet ”Brug af anden medicin sammen med Rosuvastatin Teva”
  • Hvis du tager eller inden for de sidste syv dage har taget medicin, der indeholder fusidinsyre (et lægemiddel mod bakterieinfektion) enten oralt (gennem munden) eller ved injektion. Kombinationen af fusidinsyre og Rosuvastatin Teva kan medføre alvorlige muskelproblemer (rhabdomyolyse).

Børn og unge

Hvis patienten er under 6 år: Rosuvastatin Teva bør ikke anvendes til børn under 6 år.  

Hvis patienten er under 18 år: Rosuvastatin Teva 40 mg er ikke velegnet til brug hos børn og unge under 18 år. 

 

  • Hvis du er over 70 år (da din læge skal vælge den rigtige startdosis af Rosuvastatin Teva til dig).
  • Hvis du har alvorlig åndedrætssvigt.
  • Hvis du er af asiatisk oprindelse - det vil sige af japansk, kinesisk, filippinsk, vietnamesisk, koreansk eller indisk oprindelse. Din læge skal vælge den rette startdosis af Rosuvastatin Teva til dig.

 

Hvis noget af det ovenstående gælder for dig (eller hvis du er i tvivl): 

  • Tag ikke Rosuvastatin Teva 40 mg (den højeste styrke), og spørg din læge eller apotekspersonalet, før du overhovedet begynder at tage nogen af styrkerne af Rosuvastatin Teva.

 

Hos nogle få mennesker kan statiner påvirke leveren. Dette kan påvises ved en simpel test, der viser, om der er forhøjede niveauer af leverenzymer i blodet. Af denne grund vil din læge normalt tage en blodprøve (leverfunktionstest) før og under behandling med Rosuvastatin Teva. 

 

Mens du er i behandling med dette lægemiddel, vil din læge følge dig nøje, hvis du har sukkersyge eller har risiko for at udvikle sukkersyge. Du har sandsynligvis risiko for at udvikle sukkersyge, hvis du har et højt indhold af sukker og fedt i dit blod, er overvægtig og har forhøjet blodtryk. 

Brug af anden medicin sammen med Rosuvastatin Teva

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig. 


Du skal fortælle det til din læge, hvis du tager noget af følgende: 

  • ciclosporin (bruges fx efter organtransplantation)
  • warfarin eller clopidogrel (eller anden medicin, der bruges til at fortynde blodet).
  • fibrater (såsom gemfibrozil, fenofibrat) eller anden medicin, der bruges til at sænke kolesteroltallet (såsom ezetimib).
  • midler mod fordøjelsesbesvær (syreneutraliserende midler).
  • erythromycin (antibiotika).
  • fusidinsyre. Hvis du har behov for at tage oral fusidinsyre til behandling af en bakterieinfektion, skal du midlertidigt stoppe med at tage dette lægemiddel. Din læge vil fortælle dig, hvornår du kan fortsætte med at tage Rosuvastatin Teva igen.
    Kombinationen af Rosuvastatin Teva og fusidinsyre kan i sjældne tilfælde medføre muskelsvaghed, ømhed og smerter (rhabdomyolyse). Se også punkt 4
    i denne indlægsseddel.
  • p-piller.
  • hormonerstatningsbehandling.
  • regorafenib (anvendes til behandling af kræft)
  • et eller flere af følgende lægemidler, som anvendes til behandling af visurinfektioner, herunder HIV eller hepatitis C-infektion, alene eller i kombination (se Advarsler og forsigtighedsregler): ritonavir, lopinavir, atazanavir, simeprevir, ombitasvir, paritaprevir, dasabuvir, velpatasvir, grazoprevir, elbasvir, glecaprevir, pibrentasvir.

 

Rosuvastatin Teva kan ændre virkningen af ovennævnte lægemidler, eller andre lægemidler kan ændre virkningen af Rosuvastatin Teva. 

Graviditet og amning

Du må ikke tage Rosuvastatin Teva, hvis du er gravid eller ammer. Hvis du bliver gravid, mens du tager Rosuvastatin Teva, skal du straks stoppe og fortælle det til din læge. Kvinder skal undgå at blive gravide, mens de tager Rosuvastatin Teva ved at bruge passende prævention.  

 

Spørg din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager nogen former for medicin. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

De fleste mennesker kan føre motorkøretøj og betjene maskiner, mens de tager Rosuvastatin Teva - det vil ikke påvirke deres evne til at færdes sikkert i trafikken. Nogle mennesker kan dog føle sig svimmel under behandling med Rosuvastatin Teva. Hvis dette sker, skal du kontakte din læge, inden du forsøger at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Rosuvastatin Teva indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Rosuvastatin Teva

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Sædvanlig dosis til voksne

Hvis du tager Rosuvastatin Teva mod forhøjet kolesterol:  

 

Startdosis 

Din behandling med Rosuvastatin Teva skal begynde med en dosis på 5 mg eller 10 mg, selv hvis du tidligere har fået en højere dosis af en anden kolesterolsænkende medicin. Valget af din startdosis vil afhænge af: 

  • dit kolesteroltal.
  • hvor høj risiko du har for at få et hjerteanfald eller slagtilfælde.
  • om du har en risikofaktor, der kan gøre dig mere følsom for bivirkninger.

 

Tal med lægen eller apotekspersonalet om, hvilken startdosis af Rosuvastatin Teva der passer bedst til dig. 


Din læge kan beslutte at give dig den laveste dosis (5 mg), hvis: 

  • du er af asiatisk oprindelse (af japansk, kinesisk, filippinsk, vietnamesisk, koreansk eller indisk oprindelse).
  • du er over 70 år.
  • du har moderat nyresygdom.
  • du har risiko for muskelømhed og -smerte.

 

Dosisøgning og maksimal daglig dosis 

Din læge kan beslutte at øge din dosis. Dette gøres, for at du får den dosis Rosuvastatin Teva, der er den rette for dig. Hvis du startede med en dosis på 5 mg, kan din læge beslutte at fordoble denne til 10 mg, derefter 20 mg og derefter til maksimalt 40 mg om nødvendigt. Hvis du startede på 10 mg, kan lægen bestemme at fordoble denne til 20 mg og derefter til maksimalt 40 mg om nødvendigt. Der vil være et interval på fire uger mellem hver dosisjustering. 


Den maksimale daglige dosis af Rosuvastatin Teva på 40 mg ordineres kun til patienter med højt kolesteroltal og høj risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde, eller hvis kolesteroltallet ikke sænkes tilstrækkeligt med 20 mg. 

 

Hvis du tager Rosuvastatin Teva for at nedsætte risikoen for hjerteanfald eller slagtilfælde eller relaterede hjertelidelser: 

Den anbefalede dosis er 20 mg dagligt. Din læge kan dog beslutte at nedsætte dosis, hvis du har en af ovenstående risikofaktorer. 

 

Sædvanlig dosis til børn og unge i alderen 6-17 år  

Den sædvanlige startdosis er 5 mg. Din læge kan forøge dosis for at finde den korrekte mængde rosuvastatin til dig. Den maksimale daglige dosis er 10 mg til børn i alderen 6-9 år og 20 mg til børn i alderen 10-17 år. Du skal tage din dosis en gang dagligt. Rosuvastatin Teva 40 mg tabletter bør ikke bruges til børn. 

 

Tabletindtagelse  

Du skal synke hver tablet hel med en tår vand. 

 

Tag Rosuvastatin Teva én gang dagligt. Du kan tage tabletten når som helst på dagen med eller uden mad.  

Prøv at tage din tablet på samme tidspunkt hver dag, så det er lettere at huske at tage den. 

 

Regelmæssig kontrol af kolesteroltal  

Det er vigtigt at gå til regelmæssig kontrol hos lægen for at sikre, at dit kolesteroltal har nået og bliver på det rette niveau. 


Din læge kan beslutte at øge dosis, så du får den dosis Rosuvastatin Teva, der passer til dig. 

Hvis du har taget for meget Rosuvastatin Teva

Kontakt lægen, skadestuen eller apotekspersonalet, hvis du har taget flere Rosuvastatin Teva filmovertrukne tabletter, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 


Hvis du skal på hospitalet eller behandles for en anden lidelse, skal du fortælle sundhedspersonalet, at du tager Rosuvastatin Teva. 

Hvis du har glemt at tage Rosuvastatin Teva

Hvis du glemmer en dosis, skal du ikke bekymre dig, men tage den så snart du kommer i tanker om det. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Rosuvastatin Teva

Denne beslutning må kun tages sammen med din læge, da dit kolesteroltal sandsynligvis vil stige igen, når du stopper med at tage Rosuvastatin Teva. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Det er vigtigt, at du kender til disse bivirkninger. De er som regel milde og forsvinder efter kort tid. 

 

Du skal straks stoppe med at tage Rosuvastatin Teva og omgående søge lægehjælp, hvis du har nogle af de følgende allergiske reaktioner: 

  • vejrtrækningsbesvær med eller uden hævelse af ansigt, læber, tunge og/eller svælg
  • hævelse af ansigt, læber, tunge og/eller svælg, som kan forårsage besvær med at synke
  • kraftig kløe på huden (med hævede områder).

 

Du skal også stoppe med at tage Rosuvastatin Teva og straks kontakte din læge, hvis du har usædvanlig ømhed eller smerte i dine muskler, som varer længere, end du ville forvente. Muskelpåvirkning er mere almindelig hos børn og unge end hos voksne. Som ved anden kolesterolsænkende medicin har et meget lille antal personer oplevet ubehagelige muskelpåvirkninger, som i sjældne tilfælde har udviklet sig til potentielt livstruende muskelskade, der kaldes rhabdomyolyse. 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter): 

  • hovedpine.
  • mavepine.
  • forstoppelse.
  • opkastninger.
  • muskelsmerter.
  • en følelse af svaghed.
  • svimmelhed.
  • øget proteinindholdet i urinen - proteinindholdet vender sædvanligvis tilbage til normalt niveau af sig selv, uden at du skal stoppe med at tage Rosuvastatin Teva (gælder kun 40 mg-tabletten).
  • sukkersyge. Der er større sandsynlighed for at udvikle sukkersyge, hvis du har et højt indhold af sukker og fedtstoffer i dit blod, er overvægtig og har forhøjet blodtryk. Din læge vil følge dit helbred, mens du er i behandling med dette lægemiddel.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter): 

  • udslæt, kløe og andre reaktioner i huden.
  • stigning i proteinindholdet i urinen - proteinindholdet vender sædvanligvis tilbage til normalt niveau af sig selv, uden at du skal stoppe med at tage Rosuvastatin Teva (gælder kun 5 mg-, 10 mg- og 20 mg-tabletterne).

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

  • alvorlig allergisk reaktion - symptomerne omfatter hævelse af ansigt, læber, tunge og/eller svælg, synke- og vejrtrækningsbesvær, kraftig kløe på huden (med hævede områder). Hvis du tror, at du har fået en allergisk reaktion, skal du stoppe med at tage Rosuvastatin Teva og straks søge lægehjælp.
  • muskelskade hos voksne; som forholdsregel skal du stoppe med at tage Rosuvastatin Teva og straks kontakte din læge, hvis du har usædvanlig ømhed eller usædvanlige smerter i dine muskler, som varer længere end forventet.
  • alvorlige mavesmerter (betændelse i bugspytkirtlen).
  • stigning i leverenzymer i blodet.
  • uventet forekomst af blødning eller blå mærker.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter): 

  • gulsot (gulfarvning af huden og det hvide i øjnene)
  • leverbetændelse
  • spor af blod i urinen
  • beskadigelse af nerverne i ben og arme (såsom følelsesløshed)
  • ledsmerter
  • hukommelsestab
  • brystforstørrelse hos mænd.

 

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

  • diarré
  • alvorlig blæredannelse på hud, mund, øjne og kønsorganer (Stevens-Johnson Syndrom)
  • hoste
  • vejrtrækningsbesvær
  • hævelse
  • søvnforstyrrelser, herunder søvnløshed og mareridt
  • seksuelle problemer
  • depression
  • vejrtrækningsproblemer, herunder vedvarende hoste og/eller åndenød eller feber
  • lidelser i senerne
  • vedvarende muskelsvaghed.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder
Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk  

Email: dkma@dkma.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Blister: 

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C 

 

Tablet beholder: 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Rosuvastatin Teva indeholder:

  • Aktivt stof: rosuvastatin.
    Rosuvastatin Teva 5 mg, 10 mg, 20 mg, 40 mg filmovertrukne tabletter indeholder rosuvastatincalcium svarende til hhv. 5 mg, 10 mg, 20 mg eller 40 mg rosuvastatin.
  • Øvrige indholdsstoffer:

    Tabletkerne:
    Cellulose, mikrokrystallinsk
    Lactose monohydrat
    Crospovidon (Type B)
    Hydroxypropylcellulose
    Natriumhydrogencarbonat
    Magnesiumstearat

    Filmovertræk:

    Lactosemonohydrat
    Hypromellose 6 Cp
    Titandioxid (E171)
    Triacetin
    Gul jernoxid (E172) i Rosuvastatin Teva 5 mg filmovertrukne tabletter
    Rød jernoxid (E 172) i Rosuvastatin Teva 10 mg, 20 mg og 40 mg filmovertrukne tabletter

 

Udseende og pakningsstørrelser

Rosuvastatin Teva 5 mg filmovertrukne tabletter: rund, bikonveks, gul tablet, ca. 5,5 mm i diameter. 

Rosuvastatin Teva 10 mg filmovertrukne tabletter: rund, bikonveks, pink tablet med delekærv, ca. 7 mm i diameter. 

Rosuvastatin Teva 20 mg filmovertrukne tabletter: rund, bikonveks, pink tablet med delekærv, ca. 9 mm i diameter. 

Rosuvastatin Teva 40 mg filmovertrukne tabletter: rund, bikonveks, pink tablet med delekærv, ca. 11,5 x 7 mm i størrelse. 

 

Rosuvastatin Teva 10 mg, 20 mg, 40 mg filmovertrukne tabletter kan deles i to lige store halvdele.  

 

Rosuvastatin Teva filmovertrukne tabletter fås i blisterpakninger indeholdende 7, 14, 15, 20, 28, 28 (kalenderpakke), 30, 30x1, 42, 50, 50x1, 56, 60, 84, 90, 90 x 1, 98, 100 og 100x1 filmovertrukne tabletter og HDPE-beholdere indeholdende 30, 100 og 250 filmovertrukne tabletter. 

 

Beholderen kan indeholde en separat tørrebeholder med silicagel. Denne tørrebeholder må IKKE fjernes fra beholderen. Tørrebeholderen med silicagel må IKKE indtages. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Teva B.V.  

Swensweg 5 

2031 GA Haarlem  

Holland 

Repræsentant:

Teva Denmark A/S  

Vandtårnsvej 83A  

2860 Søborg 

Telefon: 44 98 55 11 

E-mail: info@tevapharm.dk 

Fremstiller:

TEVA PHARMA S.L.U. 

C/ C, nº 4 

Poligono Industrial Malpica  

50016 Zaragoza 

Spanien 

Dette lægemiddel er godkendt i EEA’s medlemslande under følgende navne:

 

Belgien 

Rosuvastatine Teva 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmomhulde tabletten/comprimés pelliculés/Filmtabletten 

Estland 

Rosuvastatin Teva Pharma 

Danmark 

Rosuvastatin Teva 

Estland 

Rosuvastatin Teva Pharma 

Finland 

Rosuvastatin Teva 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg tabletti, kalvopäällysteinen 

Frankrig 

ROSUVASTATINE TEVA 5 mg/10 mg/20 mg comprimé pelliculé 

Holland 

Rosuvastatine Teva 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmomhulde tabletten 

Irland 

Rosuvastatin Teva Pharma 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg Film-coated Tablets 

Italien 

Rosuvastatina Teva 

Kroatien 

Epri 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmom obložene tablete 

Letland 

Rosuvastatin Teva Pharma 10 mg/20 mg/40 mg apvalkotās tabletes 

Litauen 

Rosuvastatin Teva Pharma 5 mg/10 mg/20 mg plėvele dengtos tabletės 

Malta 

Rosuvastatin Teva Pharma 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg Film-coated Tablets 

Polen 

RosuvaTeva 

Portugal 

Rosuvastatina Teva 

Rumænien 

ROSUVASTATINĂ TEVA 10 mg/20 mg comprimate filmate 

Slovenien 

Rustavo 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmsko obložene tablete 

Spanien 

Rosuvastatina Teva 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg comprimidos recubiertos con película EFG 

Storbritannien 

Rosuvastatin calcium 5mg/10mg/20mg/40mg Film-coated tablets 

Sverige 

Rosuvastatin Teva 

Tjekkiet 

Rosuvastatin Teva Pharma 40 mg, potahované tablety 

Ungarn 

Rozuva-Teva 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg filmtabletta 

Østrig 

Rosuvastatin Actavis Group 5 mg/10 mg/20 mg/40 mg Filmtabletten 

 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest revideret 08/2019. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...