Olanzapin "Nordic Prime"

filmovertrukne tabletter 2,5 mg og 5 mg

Nordic Prime

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Olanzapin Nordic Prime 2,5 mg filmovertrukne tabletter  

Olanzapin Nordic Prime 5 mg filmovertrukne tabletter  

Olanzapin Nordic Prime 10 mg filmovertrukne tabletter 

olanzapin  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Olanzapin Nordic Prime
  3. Sådan skal du tage Olanzapin Nordic Prime
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Olanzapin Nordic Prime indeholder det aktive stof olanzapin. Olanzapin Nordic Prime tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes antipsykotika, og anvendes til behandling af følgende lidelser:  

  • Skizofreni, en sygdom med symptomer såsom at man hører, ser og mærker ting, der ikke eksisterer, føler mistro eller er usædvanligt mistænksom eller indesluttet. Personer med denne lidelse kan også føle sig deprimerede, angste eller anspændte.
  • Moderate til alvorlige maniske episoder, en tilstand med symptomer som ophidselse eller eufori.
    Olanzapin har vist sig at forebygge tilbagevenden af disse symptomer hos patienter med bipolar lidelse, når behandling med olanzapin havde effekt på de maniske episoder.

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Olanzapin Nordic Prime

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Olanzapin Nordic Prime:

  • hvis du er allergisk over for olanzapin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Olanzapin Nordic Prime (angivet i punkt 6).
  • hvis du tidligere er blevet diagnosticeret med øjenproblemer såsom en bestemt slags glaukom (grøn stær, øget tryk i øjet).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Olanzapin Nordic Prime. 

  • Brug af Olanzapin Nordic Prime til ældre patienter med demens frarådes, da dette kan medføre alvorlige bivirkninger.
  • Denne type medicin kan forårsage usædvanlige bevægelser af især ansigt eller tunge. Hvis dette forekommer, efter du har fået olanzapin, skal du fortælle det til lægen.
  • Denne slags medicin kan meget sjældent forårsage en kombination af feber, hurtigere vejrtrækning, svedtendens, muskelstivhed og døsighed eller søvnighed. Hvis dette forekommer, skal du straks kontakte din læge.
  • Der er set vægtforøgelse hos patienter, der tog Olanzapin Nordic Prime. Du og din læge skal jævnligt kontrollere din vægt. Henvisning til en diætist eller hjælp med at lægge en kostplan bør om nødvendigt overvejes.
  • Der set højt blodsukkerniveau og høje fedtniveauer (triglycerider og kolesterol) hos patienter, der tog Olanzapin Nordic Prime. Din læge skal tage blodprøver for at kontrollere blodsukkeret og niveauet af visse fedtstoffer, inden du begynder at tage Olanzapin Nordic Prime, og jævnligt under behandlingen.
  • Fortæl det til din læge, hvis du eller andre i din familie har haft blodpropper. Det skyldes, at lægemidler som Olanzapin Nordic Prime er sat i forbindelse med dannelse af blodpropper.

 

Hvis du lider af en af de følgende sygdomme, skal du fortælle det til din læge snarest muligt: 

  • Slagtilfælde eller "mini"-slagtilfælde (forbigående symptomer på slagtilfælde)
  • Parkinsons sygdom
  • Prostata problemer
  • En tilstoppet tarm (paralytisk ileus)
  • Lever- eller nyresygdom
  • Blodsygdomme
  • Hjertesygdom
  • Sukkersyge
  • Epilepsi

 

Hvis du lider af demens, bør du eller din plejer/pårørende fortælle det til din læge, hvis du nogensinde har haft et slagtilfælde eller et "mini" slagtilfælde. 


Som en rutinemæssig forholdsregel kan din læge overvåge dit blodtryk, hvis du er over 65 år. 

Børn og unge

Olanzapin Nordic Prime er ikke til patienter under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med Olanzapin Nordic Prime

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin.
Tag kun anden medicin samtidig med du tager Olanzapin Nordic Prime, hvis din læge siger, at du kan. Du kan føle dig døsig, hvis Olanzapin Nordic Prime tages sammen med midler mod depression eller medicin til behandling af angst eller søvnløshed (afslappende midler). 

 

Det er især vigtigt at fortælle det til lægen, hvis du 

  • tager medicin for Parkinsons sygdom.
  • tager carbamazepin (et krampestillende og humør-stabiliserende lægemiddel), fluvoxamin (et middel mod depression) eller ciprofloxacin (et antibiotikum), da det kan blive nødvendigt at ændre din dosis af Olanzapin Nordic Prime.
  • ryger.
  • tager nogle former for hjertemedicin.

Brug af Olanzapin Nordic Prime sammen med alkohol

Drik ikke alkohol, hvis du har fået Olanzapin Nordic Prime, da Olanzapin Nordic Prime og alkohol kan få dig til at føle dig døsig, hvis de tages samtidig. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Olanzapin Nordic Prime bør ikke anvendes under graviditet.Tal med lægen.
Følgende symptomer kan forekomme hos nyfødte, hvis moderen har anvendt olanzapin i det sidste trimester (de sidste tre måneder af graviditeten): rysten, muskelstivhed og/eller svaghed, søvnighed, ophidselse, vejrtrækningsproblemer og problemer med fødeindtagelse. Hvis dit barn får disse symptomer, skal du kontakte din læge. 

 

Amning  

Du bør ikke få denne medicin, mens du ammer, da små mængder af Olanzapin Nordic Prime kan udskilles i human mælk. Tal med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Der er risiko for døsighed, når du får Olanzapin Nordic Prime. Hvis dette forekommer, må du ikke føre motorkøretøj eller arbejde med værktøj eller maskiner. Fortæl det til din læge. 

Olanzapin Nordic Prime indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Olanzapin

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.  

Den anbefalede dosis er

Din læge vil fortælle dig, hvor mange Olanzapin Nordic Prime, du skal tage, og i hvor lang tid, du skal fortsætte med at tage dem. Den daglige dosis af olanzapin er mellem 5 og 20 mg. Konsulter din læge, hvis dine symptomer vender tilbage, men stop ikke med at tage Olanzapin Nordic Prime, medmindre din læge fortæller dig det. 

 

Du bør tage dine Olanzapin Nordic Prime én gang dagligt efter din læges anvisning. Forsøg at tage dine tabletter på samme tidspunkt hver dag. Det er ligegyldigt, om du tager tabletterne sammen med eller uden et måltid. Olanzapin Nordic Prime er til oral anvendelse. Du bør synke Olanzapin Nordic Prime hele med vand. 

 

Brug til børn og unge  

Olanzapin Nordic Prime er ikke til børn og unge under 18 år.  

Tal med lægen. 

 

Olanzapin fås i flere styrker. Vær derfor opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan bruge dine Olanzapin Nordic Prime til alle de anførte doseringer. 

Hvis du har taget meget Olanzapin Nordic Prime

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Olanzapin Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Symptomer på overdosering: 

Hurtigt hjerteslag, ophidselse/aggression, problemer med at tale, usædvanlige bevægelser (især af ansigt eller tunge) og nedsat bevidsthedsniveau. Andre symptomer kan være: akut forvirring, krampeanfald (epilepsi), koma, en kombination af feber, hurtigere vejrtrækning, svedtendens, muskelstivhed og døsighed eller søvnighed, langsommere vejrtrækning, aspiration, højt eller lavt blodtryk, unormal hjerterytme. Kontakt straks din læge eller skadestuen, hvis du får et eller flere af ovenstående symptomer. Vis lægen tablet-pakningen. 

Hvis du har glemt at tage Olanzapin Nordic Prime

Tag din tabletter lige så snart, som du husker på det. Du må ikke tage to doser på en dag. 

Hvis du holder op med at tage Olanzapin Nordic Prime

Du må ikke holde op med at tage dine tabletter, blot fordi du får det bedre. Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage Olanzapin Nordic Prime, så længe lægen beder dig om det. 

Hvis du pludselig holder op med at tage Olanzapin Nordic Prime, kan der forekomme symptomer som svedtendens, søvnløshed, rysten, angst eller kvalme og opkastning. Din læge vil måske forslå dig, at du nedsætter dosen gradvist, før de stopper behandlingen. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Fortæl det straks til din læge, hvis du har:  

  • Usædvanlige bevægelser, især af ansigt eller tunge (en almindelig bivirkning, der kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter).
  • Blodpropper (en ikke almindelig bivirkning, der kan forekomme hos up til 1 ud af 100 patienter), især i blodårerne i benene (symptomer kan være hævelse, smerter og rødmen på benene), der kan bevæge sig gennem blodkarrene til lungerne og give brystsmerter og vejrtrækningsbesvær. Hvis du får disse symptomer, skal du straks ringe 112.
  • En kombination af feber, hurtig vejrtrækning, svedtendens, muskelstivhed og sløvhed eller søvnighed (en sjælden bivirkning, der kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter)
  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader) (en sjælden bivirkning, der kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter). Kontakt læge eller skadestue.
  • Muskelsmerter, muskelsvaghed eller brunfarvet urin pga. nedbrydning af musklerne. Det kan ende med nyresvigt. (en sjælden bivirkning, der kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter). Kontakt læge eller skadestue.

 

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)  

  • Øget vægt.
  • Søvnighed.
  • Forhøjede niveauer af prolaktin i blodet.
  • I begyndelsen af behandlingen kan nogle patienter føle svimmelhed eller svaghed (med langsom puls), særligt når de rejser sig fra liggende eller siddende stilling. Det vil sædvanligvis gå over af sig selv, men hvis det ikke gør, så fortæl det til lægen.

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)  

  • Ændringer i mængderne af visse blodceller og cirkulerende fedtstoffer i blodet.
  • Forbigående forhøjede leverenzymer tidligt i behandlingen.
  • Forhøjet niveau af gamma-glutamyltransferase ved leverfunktionsprøver.
  • Øget niveau af sukker i blodet og urinen.
  • Forhøjet urinsyre og kreatinkinase i blodet.
  • Øget sultfornemmelse.
  • Svimmelhed.
  • Rokkende, vridende bevægelser især med benene.
  • Rysten.
  • Unormale bevægelser (dyskinesi).
  • Forstoppelse.
  • Mundtørhed.
  • Hududslæt.
  • Tab af styrke.
  • Ekstrem træthed.
  • Væskeophobning som medfører hævelse af hænder, ankler eller fødder.
  • Feber.
  • Ledsmerter.
  • Seksuelle problemer såsom nedsat sexlyst (libido) hos mænd og kvinder eller rejsningsbesvær hos mænd.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)  

  • Overfølsomhed (f.eks. hævelser i mund og hals, kløe, hududslæt).
  • Sukkersyge eller forværring af sukkersyge, af og til ledsaget af syreforgiftning (ketoacidose -ketonstoffer i blod og urin) eller bevidstløshed.
  • Krampeanfald, sædvanligvis hos patienter med tidligere krampeanfald (epilepsi).
  • Muskelstivhed eller muskelkramper (herunder øjenbevægelser).
  • Restless legs-syndrom (stærk uro i underbenene).
  • Problemer med at tale.
  • Langsom hjertefrekvens.
  • Følsomhed over for sollys.
  • Næseblod.
  • Udspilet mave.
  • Hukommelsestab eller glemsomhed.
  • Ufrivillig vandladning (urininkontinens), vandladningsbesvær evt. vandladningsstop.
  • Hårtab.
  • Manglende menstruation eller længere intervaller mellem menstruationerne.
  • Brystforandringer hos mænd og kvinder, såsom unormal produktion af brystmælk eller unormal vækst.
  • Langsomme ufrivillige bevægelser.
  • Langsom puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget langsom puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Gulfarvning af hud og slimhinder pga. forhøjet total bilirubin i kroppen.

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter)  

  • Nedsat normal kropstemperatur.
  • Unormal hjerterytme.
  • Pludselig uforklarlig død.
  • Betændelse i bugspytkirtlen som forårsager voldsomme mavesmerter, feber og utilpashed.
  • Leversygdom, som viser sig ved gulfarvning af huden og af det hvide i øjnene.
  • Forlænget og/eller pinefuld erektion.
  • Abstinenssymptomer såsom kvalme, opkastning, kraftig sveden, søvnløshed, rysten, angst, hvis behandling med olanzapin stoppes pludseligt.

 

Ikke kendt: (hyppighed kan ikke estimeres ud fra tilgængelige data)  

  • Alvorlige allergiske reaktioner såsom lægemiddelfremkaldt reaktion med eosinofili og systemiske symptomer (DRESS). DRESS fremtræder indledningsvist som influenzalignende symptomer med udslæt i ansigtet og sidenhen med mere udbredt udslæt, høj temperatur, forstørrede lymfeknuder, forhøjede tal for leverenzymer i blodprøver og et øget antal eosinofile granulocytter (en type hvide blodlegemer).
  • Abstinenssymptomer hos det nyfødte barn.

 

Ældre patienter med demens kan under behandling med olanzapin få slagtilfælde, lungebetændelse, urininkontinens, faldtendens, ekstrem træthed, synsmæssige hallucinationer, en forhøjelse af legemstemperatur, hudrødmen og have gangbesvær. Der er blevet rapporteret om nogle dødsfald i denne specielle patientgruppe. 

 

Hos patienter med Parkinsons sygdom kan olanzapin forværre symptomerne. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Olanzapin Nordic Prime indeholder:

  • Aktivt stof: olanzapin. Hver filmovertrukken tablet indeholder enten 2,5 mg, 5 mg eller 10 mg af det aktive stof.
  • Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, crospovidon, hydroxypropylcellulose, magnesiumstearat.
    Filmovertrækningen indeholder: Hypromellose (E464), titandioxid (E171), macrogol 400, polysorbat 80 (E433).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende  

Olanzapin Nordic Prime 2,5 mg: Hvide til off-white, runde, bikonvekse, filmovertrukne tabletter, glatte på begge sider. 

Olanzapin Nordic Prime 5 mg: Hvide til off-white, runde, bikonvekse, filmovertrukne tabletter, præget med ‘O1’ på den ene side og glatte på den anden side. 

Olanzapin Nordic Prime 10 mg: Hvide til off-white, runde, bikonvekse, filmovertrukne tabletter, præget med ‘O3’ på den ene side og glatte på den anden side. 

 

Pakningsstørrelser  

Olanzapin Nordic Prime 2,5 mg fås i pakningsstørrelser á 30 og 90 filmovertrukne tabletter.  

Olanzapin Nordic Prime 5 mg fås i pakningsstørrelser á 30 og 90 filmovertrukne tabletter.  

Olanzapin Nordic Prime 10 mg fås i pakningsstørrelser á 30, 60 og 90 filmovertrukne tabletter. 

 

Ikke alle pakninger er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime  

Kongensgade 36, 1. 

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.  

Smetanovo nabrezi 1238/20a  

500 02 Hradec Kralove  

Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2019.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...