Acamprosatcalcium "2care4"
enterotabletter 333 mg
2care4


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Acamprosatcalcium 2care4 333 mg enterotabletter
Acamprosatcalcium
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Acamprosatcalcium 2care4
- Sådan skal du tage Acamprosatcalcium 2care4
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Acamprosatcalcium 2care4 er et lægemiddel mod alkohol-afhængighed. Acamprosatcalcium 2care4 nedsætter trangen til alkohol og derved risikoen for tilbagefald. Behandlingen skal kombineres med rådgivning (afvænningsprogram).
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Acamprosatcalcium 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Acamprosatcalcium 2care4
- hvis du er allergisk over for Acamprosatcalcium eller et af de øvrige indholdsstoffer i Acamprosatcalcium 2care4 (angivet i afsnit 6)
- hvis du har meget nedsat nyrefunktion
- hvis du ammer.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Acamprosatcalcium 2care4
- hvis du har nedsat nyrefunktion
- hvis du har meget nedsat leverfunktion.
Vær opmærksom på at Acamprosatcalcium 2care4 ikke virker på abstinenssymptomer.
Alkoholafhængighed, depression og selvmordstanker hænger ofte sammen. Søg hjælp hos din læge, hvis du føler dig nedtrykt, fortvivlet eller ikke kan overskue hverdagen.
Brug af anden medicin sammen med Acamprosatcalcium 2care4
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Du må ikke tage Acamprosatcalcium 2care4, hvis du er gravid, medmindre din læge nøje har vurderet fordele og ulemper for dig og dit barn.
Erfaringerne med brug af Acamprosatcalcium 2care4 under graviditet er begrænsede.
Amning
Du må ikke tage Acamprosatcalcium 2care4, når du ammer, medmindre din læge nøje har vurderet fordele og ulemper for dig og dit barn. Erfaringerne med brug af Acamprosatcalcium 2care4 under amning er begrænsede.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Acamprosatcalcium 2care4 påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
3. Sådan skal du tage Acamprosatcalcium 2care4

Tag altid Acamprosatcalcium 2care4 nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Tag tabletterne hele sammen med rigelig væske. Du må ikke tygge eller knuse dem.
Behandlingen med Acamprosatcalcium 2care4 varer sædvanligvis et år.
Den sædvanlige dosis er
Voksne over 60 kg: 2 tabletter 3 gange dagligt.
Voksne under 60 kg: 2 tabletter morgen, 1 tablet middag og 1 tablet aften.
Brug til børn og unge
Du må kun bruge Acamprosatcalcium 2care4 til børn under 18 år efter aftale med lægen.
Ældre
Du må kun tage Acamprosatcalcium 2care4 efter aftale med lægen.
Nedsat lever- og nyrefunktion
Lægen kan vælge at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning.
Hvis du har taget for mange Acamprosatcalcium 2care4
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Acamprosatcalcium 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Diarré kan være tegn på, at du har taget for mange Acamprosatcalcium 2care4.
Hvis du har glemt at tage Acamprosatcalcium 2care4
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at tage Acamprosatcalcium 2care4
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Bivirkningerne er normalt milde og forbigående.
Ring 112 eller søg omgående læge ved tegn på alvorlige bivirkninger.
Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede):
Ikke alvorlige: Diarré.
Almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 100 behandlede):
Ikke alvorlige: Mavesmerter, kvalme, opkastning, luft i maven, udslæt, kløe, manglende evne og lyst til sex (for både kvinder og mænd).
Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 1.000 behandlede):
Ikke alvorlige: Øget lyst til sex.
Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):
Alvorlige: Overfølsomhedsreaktion, der giver nældefeber eller væskeophobninger især ved læber og hals.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
Ikke alvorlige: Udslæt med væskefyldte blærer.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget
i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til
Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar Acamprosatcalcium 2care4 utilgængeligt for børn.
Opbevares ved temperaturer under 25 °C.
Tag ikke Acamprosatcalcium 2care4 efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Acamprosatcalcium 2care4 indeholder:
- Aktivt stof: acamprosatcalcium. Hver tablet indeholder 333 mg acamprosatcalcium.
- Øvrige indholdsstoffer: crospovidon, mikrokrystallinsk cellulose, magnesiumsilicat, natriumstivelsesglycollat, vandfri kolloid silica, magnesiumstearat, Eudragit L30D, talkum og propylenglycol.
Udseende og pakningsstørrelser
Acamprosatcalcium 2care4 enterotabletter er hvide, runde tabletter mærket 333 på den ene side.
Acamprosatcalcium 2care4 fås i pakninger à 96 enterotabletter.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret november 2019.

