Flecainid "2care4"

tabletter 50 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Flecainid 2care4 50 mg tabletter
Flecainidacetat 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Flecainid 2care4
  3. Sådan skal du tage Flecainid 2care4
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Flecainid 2care4 tilhører en gruppe af lægemidler, som anvendes mod hjerterytmeforstyrrelser (kaldet antiarytmika). Flecainid 2care4 virker hæmmende på ledningsevnen i hjertet og forlænger hjertets hviletid, hvorved hjertet igen kommer til at pumpe normalt. 


Flecainid 2care4 anvendes til 

  • visse alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, som ofte viser sig som alvorlig hjertebanken eller hurtig puls/hjerterytme.
  • tilfælde af alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, som ikke kan behandles med anden medicin, eller når andre behandlinger ikke tåles.


Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Flecainid 2care4

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Flecainid 2care4

  • hvis du er allergisk over for flecainid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Flecainid 2care4 (angivet i afsnit 6).
  • hvis du lider af en anden hjertesygdom, som adskiller sig fra den hjertesygdom, som du tager denne medicin for. Hvis du er usikker eller vil vide mere, bør du kontakte din læge eller apoteket.
  • hvis du også tager visse andre lægemidler mod rytmeforstyrrelser (natriumkanalblokkere, såsom disopyramid og quinidin).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Flecainid 2care4 

  • hvis du lider af nedsat leverfunktion og/eller nedsat nyrefunktion, da koncentrationen af flecainid i blodet kan øges. Derfor kan din læge regelmæssigt tjekke koncentrationen af flecainid i dit blod.
  • hvis du har en permanent pacemaker eller en midlertidig elektrode.
  • hvis du lider af hjerterytmeforstyrrelser efter en hjerteoperation.
  • hvis du lider af svær bradykardi (langsom puls) eller meget lavt blodtryk.
  • hvis du har en eksisterende hjertesygdom med forstørret hjerte, åreforkalkninger og hjertesvigt
  • hvis du tidligere har haft en blodprop i hjertet
  • hvis du lider af andre hjerteproblemer, herunder strukturel, organisk hjertesygdom, abnorm venstre ventrikelfunktion eller syg sinus syndrom.

Et nedsat eller forøget kaliumniveau eller andre elektrolytforstyrrelser i blodet kan påvirke effekten af Flecainid 2care4. Elektrolytniveauerne skal normaliseres, før du begynder at bruge Flecainid 2care4. 

Børn

Flecainid er ikke godkendt til brug hos børn under 12 år. 

Brug af anden medicin sammen med Flecainid 2care4

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin eller har gjort det for nylig.

Hvis du bruger andre lægemidler samtidig med Flecainid 2care4, kan lægemidlerne nogle gange påvirke hinandens effekt og/eller bivirkninger (dvs. der kan være interaktioner).

Interaktioner kan forekomme, når du bruger denne medicin med for eksempel: 

  • natriumkanalblokkere (klasse I-antiarytmika), såsom disopyramid og quinidin. Se afsnittet “Tag ikke Flecainid 2care4”.
  • betablokkere såsom propranolol (lægemidler, der nedsætter hjertets pumpefunktion).
  • amiodaron (hjertemedicin); dosis af Flecainid 2care4 skal reduceres hos nogle patienter.
  • calciumkanalblokkere, såsom verapamil (sænker blodtrykket).
  • diuretika (vanddrivende midler), laksantia (afføringsmidler) og binyrebarkhormoner (kortikosteroider). Lægen vil eventuelt måle niveauet af kalium i dit blod.
  • mizolastin og terfenadin (lægemidler mod allergi der kaldes antihistaminer).
  • ritonavir (lægemiddel til behandling af HIV- infektioner).
  • fluoxetin, paroxetin og visse andre midler mod depression, der kaldes ”tricykliske antidepressiva”.
  • phenytoin, phenobarbital og carbamazepin (lægemidler mod epilepsi): nedbrydelsen af flecainid kan øges via disse substanser.
  • clozapin (lægemiddel til behandling af psykotiske forstyrrelser der kaldes neuroleptika).
  • quinin (lægemiddel mod malaria).
  • terbinafin (lægemidler til behandling af svampeinfektion der kaldes antimykotika).
  • cimetidin (syreneutraliserende middel); dette kan øge effekten af Flecainid 2care4.
  • bupropion (rygestop-medicin).
  • digoxin (et lægemiddel, som stimulerer hjertet); Flecainid 2care4 kan øge digoxinkoncentrationen i blodet.

Brug af Flecainid 2care4 sammen med mad og drikke

Mejeriprodukter (mælk, modermælkserstatning og muligvis også yoghurt) kan reducere optagelsen af flecainid hos børn og spædbørn. Flecainid er ikke godkendt til brug hos børn under 12 år. Alligevel er der rapporteret
om flecainidtoksicitet i forbindelse med flecainidbehandling hos børn med reduceret indtagelse af mælk og hos spædbørn, der blev skiftet fra mælkeblanding til dextroseernæring. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Flecainide passerer moderkagen og passerer over i modermælken i små mængder. Hvis du er gravid eller ammer, må du kun tage Flecainid 2care4 efter aftale med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Hvis du lider af bivirkninger, såsom svimmelhed, dobbeltsyn eller sløret syn, eller hvis du føler dig ør i hovedet, kan din reaktionsevne være nedsat. Dette kan være farligt i situationer, som kræver koncentration og opmærksomhed, såsom at køre på vejen, betjene farlige maskiner eller arbejde i højder. Hvis du er usikker på, om denne medicin har en negativ indvirkning på din evne til at køre, bør du tale med din læge om det. 

Flecainid 2care4 indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Flecainid 2care4

Tag altid Flecainid 2care4 nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 


Din læge vil udskrive en personlig dosis, tilpasset til dit behov. 

Behandling med Flecainid 2care4 vil normalt blive startet op under lægeligt opsyn (om nødvendigt på hospitalet). 


Hvornår og hvordan bør tabletterne indtages?
Tag tabletterne ved at synke dem med tilstrækkelig væske (f.eks. vand). Den daglige dosis tages normalt fordelt over dagen, på tom mave eller mindst én time før måltider. 


Den sædvanlige dosis er blot en vejledning og er som følgende:
100-200 mg 2 gange dagligt. Dosen kan øges af din læge til maksimalt 400 mg per dag. 


Ældre patienter 

Din læge vil muligvis ordinere en lavere dosis 

til dig. Den sædvanlige dosis er 100 mg 2 gange dagligt. 


Patienter med nedsat nyre- eller leverfunktion
Din læge vil muligvis ordinere en lavere dosis til dig. Den daglige dosis bør ikke overskride 100 mg dagligt. 

Din læge vil undersøge dig regelmæssigt, og visse patienter vil få ordineret en lavere dosis. 

Under behandling vil din læge regelmæssigt måle flecainidkoncentrationen i blodet og tage et elektrokardiogram (EKG) af hjertet. Et simpelt EKG bør tages én gang om måneden, og et mere omfattende EKG bør tages en gang hver 3. måned. I starten af behandlingen og når dosis øges, vil et EKG blive foretaget hver 2. til 4. dag. 


Et EKG skal tages mere hyppigt hos patienter, som får en mindre dosis end hvad, der sædvanligt bliver ordineret. Lægen kan justere dosen i intervaller af 6 til 8 dage. Hos disse patienter vil et EKG blive foretaget efter henholdsvis 2 og 3 uger. 


Brug til børn
Flecainid 2care4 bør ikke tages af børn under 12 år. 

Hvis du har taget for mange Flecainid 2care4

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Flecainid 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 


Symptomerne på overdosering er meget lavt blodtryk, hjertesvigt, hjerterytmeforstyrrelser, meget lav puls og hjertestop. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112. 

Hvis du har glemt at tage Flecainid 2care4

Hvis du har glemt at tage en dosis, så tag den, så snart du kommer i tanke om det. Hvis det er nået at blive tid til din næste dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis, men blot følge din sædvanlige dosering. 

Det er vigtigt at tage tabletterne ifølge doseringen. Kontakt din læge, hvis du er i tvivl. 


Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Flecainid 2care4

Hvis du pludselig stopper med at tage Flecainid 2care4, vil du ikke få afvænningssymptomer. Dog vil hjerterytmeforstyrrelsen ikke længere blive kontrolleret, som det var meningen. Derfor bør du aldrig stoppe med at tage lægemidlet uden din læges kendskab. 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Følgende bivirkninger kan forekomme: 


Meget almindelige bivirkninger:
Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede
Svimmelhed, ørhed, omtumlethed, hovedpine, problemer med synet såsom dobbeltsyn og sløret syn. 


Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede
Rysten, opståen af en sværere type hjerterytmeforstyrrelse eller øget hyppighed eller sværhedsgrad af eksisterende hjerterytmeforstyrrelser, åndenød, forstoppelse, mavesmerter, kvalme, svaghed, træthed (udmattelse), feber og ophobning af væske i vævet (væskeansamling). 


Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede
Fald i røde og hvide blodlegemer og -plader, brystsmerter, meget langsom puls med tendens til besvimelse pga. nedsættelse af overledningen mellem hjertets forkammer og hjertekamrene (atrioventrikulært blok af anden eller tredje grad), hjertebanken, øget puls hos patienter med atrieflagren, opkastning, nedsat appetit, diarré, fordøjelsesbesvær, luftafgang fra tarmen, allergiske hudreaktioner såsom udslæt og hårtab. 


Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede
Forhøjede koncentrationer af visse antistoffer, hvilket kan være et tegn på en autoimmun sygdom (med eller uden betændelse i kroppen), at se, høre eller føle ting, der ikke er der (hallucinationer), depression, forvirring, angst, nervøsitet, hukommelsestab, søvnløshed, snurren i huden (”myrekryb”), koordinationsproblemer, nedsat følsomhed, øget svedtendens, besvimelse, rødme, søvnighed, nerveforstyrrelser, f.eks. i arme og ben, kramper, bevægelsesforstyrrelser (tics), ringen for ørerne, fornemmelse 

af, at rummet snurrer rundt (vertigo), lungebetændelse, forhøjede leverenzymer med eller uden gulfarvning af huden eller øjnene og alvorlig nældefeber. 


Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede
Ardannelse i lungerne eller lungesygdom (kaldet interstitiel lungesygdom, og som forårsager åndenød), aflejringer på øjets hornhinde, øget hudfølsomhed over for sollys, led- og muskelsmerter, impotens, mundtørhed, smagsforstyrrelser. 


Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data)
Visse ændringer på elektrokardiogrammet (forlængelse af PR- og QRS-intervallet), forhøjet pacingtærskel hos patienter med pacemaker eller midlertidige pacing-elektroder, hjertestop, langsommere eller hurtigere hjerteslag, nedsat hjertepumpeeffekt, så 

der ikke pumpes nok blod ud til vævene, lavt blodtryk, hjerteanfald, hjertebanken, pause i den normale hjerterytme (sinusarrest), livstruende uregelmæssigt hjerteslag (ventrikulærhjerteflimren), fremtræden af visse eksisterende hjertesygdomme (Brugadas syndrom), som ikke blev bemærket inden behandlingen med Flecainid 2care4 og leverforstyrrelser. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaring. 


Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Flecainid 2care4 indeholder:

  • Aktivt stof: flecainidacetat. 1 tablet indeholder 50 mg flecainidacetat.
  • Øvrige indholdsstoffer: croscarmellosenatrium, magnesiumstearat, pregelatineret majsstivelse, hydrogeneret vegetabilsk olie, mikrokrystallinsk cellulose.

Udseende og pakningsstørrelser

Flecainid 2care4 er hvide, runde tabletter med en diameter på 6,35 mm mærket med ”TR 50” på den ene side og ”3M” på den anden side. 


Flecainid 2care4 findes i pakninger med 120 tabletter. 

Indehaver af markedføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markeds-føringstilladelsen:

2care4
Stenhuggervej 12
6710 Esbjerg V  

Fremstiller:

2care4
Stenhuggervej 12-14 

6710 Esbjerg V 


Flecainid 2care4 svarer til Tambocor. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret april 2020.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...