Omeprazol "Nordic Prime"

enterokapsler 40 mg

Nordic Prime

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten

Omeprazol Nordic Prime 40 mg, hårde enterokapsler  

omprazol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Omeprazol Nordic Prime
  3. Sådan skal du tage Omeprazol Nordic Prime
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Omeprazol Nordic Prime kapsler indeholder det aktive stof omeprazol. Det tilhører en gruppe lægemidler, som kaldes protonpumpehæmmere. De virker ved at nedsætte produktionen af mavesyre. 

Omeprazol Nordic Prime bruges til behandling af følgende lidelser: 

Hos voksne: 

  • Gastroøsofageal reflukssygdom (GERD), hvor syre fra maven stiger op i spiserøret (røret der forbinder dit svælg med din mavesæk) og giver smerte, betændelse og halsbrand.
  • Sår i den øverste del af tarmen (duodenalt ulcus) eller i maven (gastrisk ulcus).
  • Mavesår, som er inficeret med bakterien ‘Helicobacter pylori’. Hvis du lider af dette, kan din læge også udskrive antibiotika, så infektionen behandles, og såret kan få ro til at hele.
  • Mavesår, som er opstået ved brug af smertestillende medicin af typen NSAID (nonsteroide anti- inflammatoriske lægemidler). Omeprazol Nordic Prime kan også bruges til at hindre udviklingen af mavesår, hvis du tager lægemidler af typen NSAID.
  • For meget mavesyre på grund af en svulst i bugspytkirtlen (Zollinger-Ellisons syndrom).

 

Hos børn:
Børn over 1 år og ≥ 10 kg 

  • Gastroøsofageal reflukssygdom (GERD), hvor syre fra maven stiger op i spiserøret (røret der forbinder dit svælg og din mavesæk) og giver smerte, betændelse og halsbrand. Hos børn kan symptomerne på denne tilstand omfatte tilbageløb af mavens indhold til munden (gylpning), opkastning og ringe vægtøgning.

 

Børn og unge over 4 år 

  • Mavesår, som er inficeret med bakterien ’Helicobacter pylori’. Hvis dit barn lider af dette, kan lægen også udskrive antibiotika, så infektionen kan behandles, og såret kan få ro til at hele.

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Omeprazol Nordic Prime

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Omeprazol Nordic Prime:

  • hvis du er allergisk over for omeprazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Omeprazol Nordic Prime (angivet i punkt 6).
  • hvis du er allergisk over for medicin, der indeholder andre protonpumpehæmmere (f.eks. pantoprazol, lansoprazol, rabeprazol, esomeprazol).
  • hvis du tager medicin, som indeholder nelfinavir (anvendes mod hiv).

 

Du må ikke tage Omeprazol Nordic Prime, hvis noget af ovenstående gælder for dig. Hvis du er i tvivl, så tal med din læge eller apotekspersonalet, inden du tager Omeprazol Nordic Prime. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Omeprazol Nordic Prime. 

  • hvis du skal have taget en særlig blodprøve (chromogranin A)
  • hvis du nogensinde har fået hudreaktioner efter at have taget et lægemiddel af samme slags som Omeprazol Nordic Prime, der nedsætter syreindholdet i maven.

 

Hvis du får udslæt, især på de dele af huden, der er udsat for sol, skal du snarest muligt sige det til lægen, da du kan være nødt til at holde op med at tage Omeprazol Nordic Prime. Husk også at nævne andre negative virkninger, såsom ledsmerter. 


Omeprazol Nordic Prime kan skjule symptomerne på andre sygdomme. Derfor skal du straks tale med din læge, hvis du oplever følgende, før du begynder at tage Omeprazol Nordic Prime, eller mens du tager det: 

  • hvis du uden grund taber dig meget og har svært ved at synke.
  • hvis du får mavesmerter eller fordøjelsesbesvær.
  • hvis du kaster mad eller blod op.
  • hvis du har sort/mørk afføring (blod i afføringen).
  • hvis du får alvorlig eller vedvarende diarré, eftersom brug af omeprazol er sat i forbindelse med en let øget risiko for smitsom diarré.
  • hvis du har alvorlige leverproblemer.
  • hvis du har et lille B12-vitamin-depot eller er i risiko for nedsat B12-vitaminindhold i kroppen, og du tager omeprazol i langtidsbehandling. Som det er tilfældet med alle syrehæmmende lægemidler, kan omeprazol medføre nedsat absorption af B12-vitamin.

 

Hvis du tager Omeprazol Nordic Prime i længere tid (over 1 år), vil lægen sandsynligvis gerne se dig regelmæssigt.
Du skal indberette alle nye og usædvanlige symptomer eller forhold, når du konsulterer din læge.
Når du tager protonpumpehæmmere som Omeprazol Nordic Prime, især i en periode over et år, kan din risiko for brud på hofte, håndled og ryg være øget en smule. Fortæl det til din læge, hvis du har knogleskørhed, eller hvis du tager kortikosteroider (hvilket kan øge risikoen for knogleskørhed). 

Brug af anden medicin sammen med Omeprazol Nordic Prime

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin. 


Du må ikke tage Omeprazol Nordic Prime, hvis du tager et lægemiddel, som indeholder nelfinavir (anvendes mod hiv). 


Fortæl det til din læge eller apotekspersonalet, hvis du tager et eller flere af følgende lægemidler: 

  • Ketoconazol, itraconazol, posaconazol eller voriconazol (anvendes mod svampeinfektioner).
  • Digoxin (anvendes mod hjerteproblemer).
  • Diazepam (anvendes mod angst, til muskelafslapning eller mod epilepsi).
  • Phenytoin (anvendes mod epilepsi). Hvis du tager phenytoin, vil din læge måle koncentrationen af phenytoin i dit blod, når du starter eller stopper med at tage Omeprazol Nordic Prime.
  • Blodfortyndende medicin, som warfarin eller andre K-vitamin-hæmmere. Din læge kan være nødt til at følge dig, når du starter eller stopper med at tage Omeprazol Nordic Prime.
  • Rifampicin (anvendes mod tuberkulose).
  • Atazanavir og nelfinavir (anvendes mod hiv).
  • Tacrolimus (anvendes ved organtransplantation).
  • Perikon (Hypericum perforatum) (anvendes mod nedtrykthed).
  • Cilostazol (anvendes mod claudicatio intermittens, også kaldet ’vindueskiggersyndrom’)
  • Saquinavir (anvendes mod hiv)
  • Clopidogrel (anvendes forebyggende mod blodpropper (tromboser))
  • Erlotinib (anvendes mod kræft)
  • Methotrexat (kemoterapi anvendt i høje doser mod kræft); hvis du tager en høj dosis methotrexat, kan din læge vælge midlertidigt at stoppe behandlingen med Omeprazol Nordic Prime.

 

Hvis lægen har ordineret amoxicillin og clarithromycin (antibiotika) sammen med Omeprazol Nordic Prime for at behandle mavesår forårsaget af en infektion med ’Helicobacter pylori’, er det meget vigtigt, at du fortæller lægen, hvilken anden medicin du tager. 

Brug af Omeprazol Nordic Prime sammen med mad og drikke

Kapslerne kan tages sammen med mad eller på tom mave. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Omeprazol Nordic Prime kan anvendes under graviditet. 

 

Amning  

Omeprazol udskilles i modermælk, men det er ikke sandsynligt, at de terapeutiske doser vil have indvirkning på dit barn.
Lægen vil tage stilling til, om du kan tage Omeprazol Nordic Prime mens du ammer 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Det er ikke sandsynligt, at Omeprazol Nordic Prime påvirker din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Der kan forekomme bivirkninger, såsom svimmelhed eller synsforstyrrelser (se punkt 4). Hvis du får et eller flere af disse symptomer, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Omeprazol Nordic Prime indeholder saccharose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Omeprazol Nordic Prime

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Lægen vil fortælle dig, hvor mange kapsler du skal tage, og hvor længe du skal tage dem. Dette afhænger af din tilstand og din alder. De anbefalede doser er angivet nedenfor. 

 

Omeprazol fås i flere styrker. Vær derfor opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan bruge dine Omeprazol Nordic Prime hårde, enterokapsler til alle de anførte doseringer. 

Den anbefalede dosis er

Voksne: 

Til behandling af GERD-symptomer, såsom halsbrand og sure opstød: 

  • Hvis dit spiserør er let beskadiget, er den anbefalede dosis 20 mg en gang dagligt i 4-8 uger. Din læge kan vælge at give dig 40 mg i yderligere 8 uger, hvis dit spiserør ikke er helet.
  • Den anbefalede dosis, når spiserøret er helet, er 10 mg en gang dagligt.
  • Hvis dit spiserør ikke er beskadiget, er den anbefalede dosis 10 mg en gang dagligt.

 

Til behandling af sår i den øverste del af tarmen (duodenalt ulcus): 

  • Den anbefalede dosis er 20 mg en gang dagligt i 2 uger. Din læge kan vælge at give dig samme dosis i yderligere 2 uger, hvis dit sår ikke er helet.
  • Hvis dit sår ikke heler fuldstændigt, kan dosis sættes op til 40 mg en gang dagligt i 4 uger.

 

Til behandling af mavesår (gastrisk ulcus): 

  • Den anbefalede dosis er 20 mg en gang dagligt i 4 uger. Din læge kan vælge at give dig samme dosis i yderligere 4 uger, hvis dit sår ikke er helet.
  • Hvis dit sår ikke heler fuldstændigt, kan dosis sættes op til 40 mg en gang dagligt i 8 uger.

 

For at forebygge, at mavesår og sår i den øverste del af tarmen vender tilbage: 

  • Den anbefalede dosis er 10 mg eller 20 mg en gang dagligt. Din læge kan vælge at sætte dosis op til 40 mg en gang dagligt.

 

Til behandling af mavesår og sår på den øverste del tarmen opstået som følge af behandling med NSAID (non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler): 

  • Den anbefalede dosis er 20 mg en gang dagligt i 4-8 uger.

 

Til forebyggelse af mavesår og sår i den øverste del af tarmen, hvis du tager NSAID: 

  • Den anbefalede dosis er 20 mg en gang dagligt.

 

Til behandling af mavesår forårsaget af infektion med Helicobacter pylori og for at forebygge, at det vender tilbage: 

  • Den anbefalede dosis er 20 mg to gange dagligt i en uge.
  • Lægen vil også ordinere behandling med to af følgende tre antibiotika: amoxicillin, clarithromycin eller metronidazol.

 

Til behandling af for meget mavesyre på grund af en svulst i bugspytkirtlen (Zollinger-Ellisons syndrom): 

  • Den anbefalede dosis er 60 mg dagligt.
  • Din læge vil tilpasse dosis efter dit behov og tage stilling til, hvor lang tid du skal tage medicinen.

 

Brug til børn:
Til behandling af GERD-symptomer, såsom halsbrand og gylpning: 

  • Børn over 1 år med en legemsvægt på over 10 kg må få Omeprazol Nordic Prime. Dosis til børn afhænger af barnets vægt, og lægen vil beregne den korrekte dosis.

 

Til behandling af mavesår forårsaget af infektion med Helicobacter pylori og for at forebygge, at det vender tilbage: 

  • Børn over 4 år må få Omeprazol Nordic Prime. Dosis til børn afhænger af barnets vægt, og lægen vil beregne den korrekte dosis.
  • Lægen vil også ordinere to typer antibiotika kaldet amoxicillin og clarithromycin til dit barn.

Sådan skal du tage medicinen

  • Det anbefales, at du tager kapslerne om morgenen.
  • Du kan tage kapslerne sammen med mad eller på tom mave.
  • Du skal synke kapslerne hele med et halvt glas vand. Alternativt kan du sutte på kapslen og synke enterogranulatet med et halvt glas vand. Du må ikke tygge eller knuse kapslerne, enterogranulatet må ikke tygges. Dette skyldes, at kapslerne indeholder små overtrukne kugler, som sikrer, at medicinen ikke bliver nedbrudt af mavesyren. Det er vigtigt ikke at ødelægge disse.

Hvad du kan gøre, hvis du eller dit barn har svært ved at synke kapslerne

Hvis du eller dit barn har svært ved at synke kapslerne: 

  • Åbn kapslen, og synk indholdet direkte med et halvt glas vand eller hæld indholdet i et glas vand uden brus. Du kan også bruge syreholdige typer juice (f.eks. æble, appelsin eller ananas) eller æblemos.
  • Rør altid rundt, umiddelbart før du drikker (blandingen bliver ikke klar). Drik blandingen med det samme eller inden for 30 minutter.
  • For at være sikker på, at du har drukket al medicinen, skal du skylle glasset grundigt efter med et halvt glas vand og drikke det. De små hårde kugler indeholder medicinen og må ikke knuses eller tygges.

Hvis du har taget for mange Omeprazol Nordic Prime kapsler

Kontakt lægen, skadestuen eller apotekspersonalet, hvis du har taget mere af Omeprazol Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet. 

Hvis du har glemt at tage Omeprazol Nordic Prime

Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om den. Hvis det næsten er tid til den næste dosis, skal du springe den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

Hvis du holder op med at tage Omeprazol Nordic Prime

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Hvis du får nogen af følgende sjældne eller meget sjældne, men alvorlige bivirkninger, skal du stoppe med at tageOmeprazol Nordic Prime og straks kontakte lægen:  

  • Pludselig hvæsende vejrtrækning, hævelse af læber, tunge og svælg eller hævelser andre steder på kroppen, udslæt, besvimelse eller besvær med at synke (alvorlig allergisk reaktion).
  • Rødmen af huden med blæredannelse eller afskalning. Der kan også forekomme alvorlig blæredannelse og blødning fra læber, øjne, mund, næse og kønsorganer. Dette kan være forbundet med høj feber og ledsmerter og kan være erythema multiforme, Stevens-Johnsons syndrom eller toksisk epidermal nekrolyse.
  • Leverproblemer fx leversvigt eller leverbetændelse med eller uden gulsot.
  • Kortåndethed / Vejrtrækningsbesvær / Astmalignende anfald / Åndenød. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Betændelse i hjernen hos patienter med tidligere leversygdom.
  • Langsom aftagende nyrefunktion med anfald af smerter over lænden, plumret eller blodig urin pga. nyreskade. Kontakt læge eller skadestue.

 

Almindelige (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede)  

  • Hovedpine.
  • Påvirkning af mave og tarm: diarré, mavesmerter, forstoppelse, luft i maven.
  • Kvalme eller opkastning.
  • Godartede polypper i mavesækken.

 

Ikke almindelige (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede)  

  • Hævede fødder og ankler.
  • Søvnforstyrrelser (søvnløshed).
  • Svimmelhed, prikken eller snurren som f.eks. når benet sover, træthedsfølelse.
  • Følelse af, at det hele drejer rundt (svimmelhed).
  • Ændringer i de blodprøver, der viser, hvordan leveren fungerer.
  • Hududslæt, nældefeber og kløende hud.
  • Generel utilpashed og mangel på energi.
  • Brud på hofte, håndled eller rygrad (se punkt 2).

 

Sjældne (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede)  

  • Lidelser i blodet, såsom nedsat antal hvide blodlegemer eller blodplader. Dette kan forårsage svaghed, blå mærker eller øget modtagelighed over for infektioner.
  • Lavt natriumindhold i blodet. Dette kan forårsage svaghed, opkastning og kramper.
  • Ophidselse, forvirring eller depression.
  • Smagsforstyrrelser.
  • Synsproblemer, såsom uklart syn.
  • Overfølsomhedsreaktioner f.eks. feber eller pludselig hvæsende vejrtrækning og vejrtrækningsbesvær.
  • Mundtørhed.
  • Betændelse i munden.
  • En infektion kaldet trøske, som kan angribe tarmen og er forårsaget af en svamp.
  • Hårtab.
  • Hududslæt ved eksponering af huden for sollys.
  • Ledsmerter, stivhed eller hævelse i led, eller muskelsmerter.
  • Øget svedtendens.

 

Meget sjældne (kan forekomme hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede)  

  • Ændringer i blodtælling, herunder nedsat antal hvide blodlegemer.
  • Aggression.
  • At se, føle eller høre ting, der ikke er der (hallucinationer).
  • Muskelsvaghed.
  • Forstørrede bryster hos mænd.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (hyppigheden kan ikke vurderes ud fra forhåndenværende oplysninger)  

  • Betændelse i tarmen (kan medføre diarré).
  • Udslæt, eventuelt med ledsmerter.
  • Hvis du tager Omeprazol Nordic Prime i mere end tre måneder, kan koncentrationen af magnesium i dit blod falde. Lav magnesiumkoncentration kan ses som træthed, ufrivillige muskelsammentrækninger, desorientering, kramper, svimmelhed og øget puls. Hvis du får nogen af disse symptomer, skal du omgående kontakte din læge. Lav magnesiumkoncentration kan også føre til en reduktion i kalium- eller calciumkoncentrationen i blodet. Det kan være, at din læge vil tage regelmæssige blodprøver på dig for at holde øje med magnesiumkoncentrationen.

 

Omeprazol Nordic Prime kan i meget sjældne tilfælde påvirke de hvide blodlegemer og derved føre til en svækkelse af immunforsvaret. Hvis du har en infektion med symptomer, såsom feber med en alvorligt påvirket almentilstand eller feber med symptomer på en lokal infektion, såsom smerter i nakke, hals eller mund, eller du har svært ved at komme af med urinen, skal du hurtigst muligt kontakte din læge, så mangel på hvide blodlegemer kan udelukkes ved en blodprøve. Det er vigtigt, at du oplyser om den medicin, du tager. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonale. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Blister: Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 ºC 

HDPE-beholder: Der er ingen særlige krav vedrørende opbevaringstemperaturer for dette lægemiddel.
Hold beholderen tæt tillukket for at beskytte mod fugt.
Holdbarhed efter første åbning: 100 dage. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Omeprazol Nordic Prime indeholder:

  • Aktivt stof: omeprazol. Hver kapsel indeholder små kugler med 40 mg omeprazol.
  • Øvrige indholdsstoffer: Kapselindhold: Hypromellose, talcum, titandioxid (E171), dinatriumphosphatdihydrat (E339 ii), metacrylsyre copolymer (1:1) (indeholder 0,7 % natriumlaurylsulfat og 2,3 % polysorbat 80), triethylcitrat, saccharosekugler,Kapselskal: Gelatine, titandioxid (E171).
    Sort blæk: Sort jernoxid (E172), shellac.

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende  

Kapslerne består af en hvid/beige under- og overdel, som indeholder hvide til lys beigefarvede, kugleformede pellets. Kapslerne er påtrykt ”OM” og ”40” med sort blæk. 

 

Pakningsstørrelser  

Omeprazol Nordic Prime findes i pakningsstørrelser á 30 og 90 hårde enterokapsler.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime  

Kongensgade 36, 1. 

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.  

Smetanovo nabrezi 1238/20a  

500 02 Hradec Kralove  

Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret juli 2020.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...