Primcillin®

filmovertrukne tabletter 400 mg og 800 mg

Meda

Om indlægssedlen

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN

Primcillin, 250 mg, 400 mg og 800 mg filmovertrukne tabletter

Phenoxymethylpenicillinkalium 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen. 

  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide. 

  • Lægen har ordineret Primcillin til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. 

    Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se pkt. 4

Den nyeste indlægsseddel for dette produkt kan findes på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse 

  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Primcillin 

  3. Sådan skal du tage Primcillin 

  4. Bivirkninger 

  5. Opbevaring 

  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger 

1. Virkning og anvendelse

Primcillin er et smalspektret antibiotikum af penicillintypen. Primcillin anvendes til behandling af betændelser i bihuler, øre, hals, bronkier og lunger. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage PRIMCILLIN

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Primcillin

  • hvis du er overfølsom (allergisk) over for phenoxymethylpenicillinkalium eller et af de øvrige indholdsstoffer (se pkt. 6). 

  • hvis du er overfølsom over for penicilliner eller andre antibiotika (beta-lactamer). 

Advarsler og forsigtighedsregler

Før du begynder at tage denne medicin skal du fortælle din læge; 

  • hvis du lider af allergi eller har astma 

  • hvis du er overfølsom over for anden medicin mod infektioner (cefalosporiner og penicillin) 

Kontakt straks lægen eller skadestuen, hvis du får:  

  • voldsom eller langvarig, blodig diaré, når du bruger eller har brugt Primcillin. Det kan være tegn på en alvorlig tarmbetændelse. 

  • pludselige overfølsomhedsreaktioner f.eks. hududslæt, åndedrætsbesvær, hævelse af ansigt, læber og hals og besvimelse (anafylaktiske reaktioner). Opstår symptomerne inden for minutter til timer, skal du straks ringe 112. Kan være livsfarligt. 

  • Vedvarende diare eller opkastning 

Andre forholdsregler

Ved længere tids behandling bør din læge kontrollere din lever- og nyrefunktion samt undersøge, om der er ændringer i blodets sammensætning ved en blodprøvekontrol. 

  

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Primcillin. Det kan påvirke prøveresultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med primcillin

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. Fortæl din læge, hvis du tager eller bruger nogle af nedenstående lægemidler, da både deres virkning og Primcillins virkning kan blive ændret ved samtidig anvendelse: 

  • Methotrexat (middel til behandling af blodkræft, psoriasis og leddegigt) 

  • Probenecid/allopurinol (midler til behandling af urinsyregigt) 

Brug af Primcillin sammen med mad og drikke

Du kan tage Primcillin sammen med mad og drikke. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Primcillin. 

  

Du kan tage Primcillin under graviditet. 

  

Du kan tage Primcillin, selvom du ammer. Primcillin bliver udskilt i modermælken. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Primcillin påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Primcillin indeholder kalium

Primcillin 250 mg indeholder 0,6 mmol (25 mg) kalium pr. tablet. 

Primcillin 400 mg indeholder 1,0 mmol (40 mg) kalium pr. tablet.  

Primcillin 800 mg indeholder 2,1 mmol (81 mg) kalium pr. tablet. 

  

Hvis du har nedsat nyrefunktion og/eller får kaliumfattig diæt, skal du tage hensyn hertil. 

3. Sådan skal du tage PRIMCILLIN

Tag altid Primcillin nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket. 

  

Voksne 

Den daglige dosis afhænger af din alder, vægt, nyrefunktion og hvor svær betændelsen er. Følg lægens anvisning. 

  

Den sædvanlige dosering er: 

400-800 mg 2-4 gange daglig. 

  

Børn 

Dosis afhænger af barnets vægt og hvor svær betændelsen er. Din læge vil oplyse dig om den præcise dosis til dit barn. Følg altid lægens anvisning. 

  

Nedsat nyrefunktion: 

Det kan være nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning. 

Administrationsmetode

Primcillin filmovertrukne tabletter er kun til oralt brug (gennem munden). 

Tabletterne er forsynet med en delekærv, som kun gør deling mulig for at lette indtagelsen. Ikke for at indtage den halve dosis. 

Hvis du har taget for meget Primcillin

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Primcillin, end der står her, eller mere end lægen har foreskrevet, og du af den grund føler dig utilpas. Tag emballagen med. 

  

Symptomer på overdosering kan være kvalme, opkastning, diaré, bevidsthedsændring, forstyrrelser i saltbalancen, muskeltrækninger, krampeanfald, dyb bevidstløshed (koma), alvorlig blodmangel med gulsot og nyresvigt. 

Hvis du har glemt at tage Primcillin

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis. 

Hvis du holder op med at tage Primcillin

Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Primcillin kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Følgende bivirkninger er blevet rapporteret: 

Alvorlige bivirkninger:

Ikke almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag. Kontakt læge eller skadestue. 

Sjældne bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlede): 

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion/shock). Ring 112. Kan være livsfarligt. 

Meget sjældne bivirkninger (det sker hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede): 

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Kontakt straks læge eller skadestue. 

  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue. 

  • Alvorlig blodmangel med gulsot. Kontakt læge eller skadestue. 

Ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

  • Alvorlig diaré pga. betændelse i tyktarmen. Kontakt lægen. 

Ikke alvorlige bivirkninger:

Almindelige - meget almindelige bivirkninger (det sker hos flere end 1 ud 100 behandlede): 

  • Udslæt 

Almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlede): 

  • Kvalme og diaré 

Ikke almindelige bivirkninger (det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede): 

  • Feber 

  • Opkastning 

  • Mundbetændelse 

  • Betændelse i tungen 

  • Fordøjelsesbesvær 

  • Smerter i leddene 

  • Nældefeber 

  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan der være livsfarligt. Ring 112. 

  • Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben. 

Meget sjældne bivirkninger (det sker hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede): 

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). 

  • Kløe 

Primcillin kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver og undersøgelser, f.eks. forandringer i blodet (eosinofili). 

  

Tal med apoteket eller lægen, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Sundhedsstyrelsen på www.meldenbivirkning.dk, eller ved at kontakte Sundhedsstyrelsen via mail på sst@sst.dk, eller med almindeligt brev til Sundhedsstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. 

  

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Du kan opbevare Primcillin 250 mg, 400 mg og 800 mg ved almindelig temperatur. 

 

Brug ikke Primcillin efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal aflevere medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Primcillin indeholder: 

Det aktive indholdsstof i Primcillin filmovertrukne tabletter er phenoxymethylpenicillinkalium. 

  

De øvrige indholdstoffer er: Polyvidon; magnesiumstearat; methylhydroxypropylcellulose; polyethylenglycol 6000; paraffin special; titandioxid (E 171); vand, renset. 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende: 

250 mg: Hvid, aflang, filmovertrukken tablet med delekærv og mærket pcV/250 på den ene side. 400 mg: Hvid, aflang, filmovertrukken tablet med delekærv og mærket pcV/400 på den ene side. 800 mg: Hvid, aflang, filmovertrukken tablet med delekærv og mærket pcV/0,8 på den ene side. 

  

Pakningsstørrelser: 

10, 20, 30 og 100 stk. 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Meda AS  

Solvang 8 

3450 Allerød 

Telefon: 44 52 88 88 

Fax: 44 52 88 99 

E-mail: info@meda.dk 

Fremstiller

Recipharm Strängnäs AB  

Mariefredsvägen 35 

645 41 Strängnäs  

Sverige 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret februar 2014.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...