Bilastin "Paranova"

tabletter 20 mg

Paranova Danmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Bilastin Paranova 20 mg tabletter 

bilastin 

 

Bilastin Paranova svarer til lægemidlet Revitelle® 

Revitelle® er et registreret varemærke, der tilhører Berlin-Chemie AG. 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Bilastin Paranova til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Bilastin Paranova
  3. Sådan skal du tage Bilastin Paranova
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Bilastin Paranova tabletter indeholder bilastin, som er et antihistamin. Bilastin Paranova bruges til at lindre symptomerne på høfeber (nysen, kløende, løbende eller tilstoppet næse og røde øjne, der løber i vand) og andre former for allergisk forkølelse. Tabletterne kan også bruges til behandling af kløende hududslæt (nældefeber eller urticaria). 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Bilastin Paranova

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Bilastin Paranova:

  • hvis du er allergisk over for bilastin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Bilastin Paranova (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Bilastin Paranova. 

Vær ekstra forsigtig med at tage Bilastin Paranova

  • Hvis din nyrefunktion er moderat eller stærkt nedsat, og du bruger anden medicin (se afsnittet nedenfor).
  • Bilastin Paranova 20 mg tabletter er uegnet til børn under 12 år.
  • Den anbefalede dosis må ikke overskrides. Kontakt lægen, hvis symptomerne varer ved.

Brug af anden medicin sammen med Bilastin Paranova

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. 

 

Det er særlig vigtigt, at du taler med lægen, hvis du tager et af følgende midler: 

  • Ketoconazol (svampemiddel).
  • Erythromycin (antibiotikum).
  • Diltiazem (mod angina pectoris).
  • Ciclosporin (til at nedsætte dit immunforsvar for at undgå afstødning, hvis du har fået en transplantation eller til at dæmpe sygdomsaktivitet ved autoimmune og allergiske sygdomme som f.eks. psoriasis, atopisk dermatitis eller reumatoid artritis).
  • Ritonavir (til behandling af AIDS).
  • Rifampicin (antibiotikum).

Brug af Bilastin Paranova sammen med mad og drikke

Du må ikke tage tabletterne i forbindelse med et måltid eller sammen med grapefrugtsaft eller anden frugtsaft, da det kan nedsætte virkningen af Bilastin Paranova. For at undgå dette kan du: 

  • tage tabletten og vente i en time, før du indtager mad eller frugtsaft.
  • vente i to timer, før du tager tabletten, hvis du allerede har indtaget mad eller frugtsaft.

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

For en sikkerheds skyld bør Bilastin Paranova undgås under graviditet. 

 

Amning 

Lægen beslutter, om du skal afholde dig fra behandling med Bilastin Paranova, eller om behandlingen skal afbrydes, idet der tages højde for fordelene ved amning for barnet i forhold til de behandlingsmæssige fordele for moderen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Behandling med 20 mg bilastin påvirker ikke evnen til at færdes sikkert i trafikken. Vær opmærksom på at i nogle tilfælde kan medicinen virke sløvende, hvilket kan påvirke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. I disse tilfælde bør man ikke føre maskiner eller færdes i trafikken selv. 

Indtagelse af alkohol

Den anbefalede dosis på 20 mg Bilastin Paranova øger ikke alkohols sløvende virkning. 

3. Sådan skal du tage Bilastin Paranova

Tag altid Bilastin Paranova nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er

For voksne (inklusive ældre samt børn på 12 år og derover)  

  • 1 tablet (20 mg) dagligt.
  • Tabletten sluges sammen med vand.
  • Det anbefales at tage den daglige dosis på en gang.
  • Delekærven er kun beregnet til at du kan dele tabletten, hvis du har svært ved at sluge den hel.
  • Lægen vil vurdere hvor længe du skal være i behandling med Bilastin Paranova.

Brug til børn og unge

Bilastin Paranova 20 mg tabletter bør ikke anvendes til børn under 12 år. 

Hvis du har taget for mange Bilastin Paranova

Kontakt straks lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere tabletter, end der står her, eller flere, end lægen har foreskrevet. De hyppigst rapporterede bivirkninger ved overdosering er svimmelhed, hovedpine og kvalme. Lægen vurderer behovet for videre behandling ved overdosering. 

Hvis du har glemt at tage Bilastin Paranova

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Hvis du har glemt at tage en dosis til tiden, så tag den, så snart du kommer i tanke om det. Fortsæt dernæst med at tage Bilastin Paranova som du plejer.
Spørg din læge eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om eller føler dig usikker på. 

Hvis du holder op med at tage Bilastin Paranova

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Mulige bivirkninger
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)  

  • Hovedpine.
  • Søvnighed.


Ikke almindelige bivirkninger
(kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)  

  • Unormalt hjertediagram (EKG).
  • Alvorlige hjerterytmeforstyrrelser med hurtig, uregelmæssig puls. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Uregelmæssig puls. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Blodprøver der viser forandringer i leverfunktionen.
  • Blodprøver der viser forandringer i nyrefunktionen.
  • Øget fedtstoffer i blodet.
  • Åndedrætsbesvær (dyspnø).
  • Søvnløshed.
  • Svimmelhed.
  • Træthed.
  • Angst.
  • Susen for ørerne (tinnitus).
  • Mavebesvær.
  • Kvalme (følelsen af at være syg).
  • Mavesmerter.
  • Diarré.
  • Betændelse i maveslimhinden (gastritis).
  • Fordøjelsesbesvær, sure opstød/halsbrand.
  • Kraftesløshed og svaghed.
  • Feber.
  • En form for svimmelhed, hvor “verden drejer rundt" (vertigo).
  • Mundtørhed.
  • Tørst.
  • Forkølelsessår (herpes ved munden).
  • Næsetørhed, ubehag i næsen.
  • Øget appetit.
  • Øget vægt.
  • kløe
  • Bedring af underliggende sygdom.


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt  

  • Hjertebanken.
  • Hurtig puls. Kan blive alvorligt. Hvis du får meget hurtig og uregelmæssig puls eller bliver utilpas eller besvimer, skal du kontakte læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Overfølsomhedsreaktioner såsom anafylaksi, nældefeber, hævelser, åndedrætsbesvær, udslæt og lokal hævelse.
  • opkast.

Tal med lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Bilastin Paranova utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke Bilastin Paranova efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Bilastin Paranova indeholder:

  • Aktivt stof: Bilastin 20 mg.
  • Øvrige indholdsstoffer: Mikrokrystallinsk cellulose, natriumstivelsesglycolat (type A) (udvundet af kartofler), kolloid vandfri silica og magnesiumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser:

Bilastin Paranova er hvide, ovale og bikonvekse tabletter med delekærv. 

 

Bilastin Paranova findes i pakningsstørrelsen 30 tabletter. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S 

Marielundvej 46D, 2730 Herlev 

Frigivet af:

Paranova Pack B.V. 

Vijzelweg 32, 8243 PM Lelystad 

Holland 

Revisionsdato

Denne indlægssedel blev senest ændret 05/2020. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...