Voltaren Forte

gel 23,2 mg/g

GlaxoSmithKline Consumer

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Voltaren Forte 23,2 mg/g, gel 

diclofenacdiethylamin 

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Brug altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet, har givet dig.
  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se afsnit 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 7 dage. Se den nyeste indlægsseddel påwww.indlaegsseddel.dk

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Voltaren Forte
  3. Sådan skal du bruge Voltaren Forte
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Voltaren Forte tilhører gruppen af non-steroide antiinflammatoriske stoffer (NSAID). Voltaren Forte dæmper betændelse og er smertestillende. 

Du kan bruge Voltaren Forte til behandling af smerter, ømhed og hævelser i led og muskler pga. betændelse. 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af 7 dage. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Voltaren Forte

Brug ikke Voltaren Forte

  • hvis du er allergisk over for diclofenac eller et af de øvrige indholdsstoffer i Voltaren Forte (angivet i afsnit 6).
  • hvis du er overfølsom over for medicin, der anvendes til behandling af smerter, feber eller betændelse, som f.eks. ibuprofen eller acetylsalicylsyre (et stof, der også anvendes til forebyggelse af blodpropper). Hvis du er i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. Symptomer på en allergisk reaktion kan omfatte: hvæsen eller åndenød (astma); hududslæt med blærer eller nældefeber; hævelse af ansigt eller tunge samt løbende næse.
  • er gravid i 7.-9. måned.
  • er under 14 år.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Voltaren Forte.  

  • Du må ikke påføre gelen på beskadiget hud som f.eks. rifter, åbne sår eller på hud med udslæt eller eksem. Stop behandlingen, hvis du får hududslæt efter påføring af produktet.
  • Undgå anvendelse på store hudområder eller i længere tid end den godkendte anvendelsesperiode, med mindre din læge anbefaler det.
  • Voltaren Forte er kun til anvendelse på huden. Du må ikke anvende det i munden. Du må ikke synke det. Vær forsigtig, så du ikke får Voltaren Forte i øjnene. Hvis det sker, skal du skylle øjnene grundigt med rent vand. Opsøg lægen eller apoteket, hvis der er vedvarende gener.
  • En skinne eller et støttebind, der normalt bruges til skader som forstuvninger, kan anvendes, men gelen må ikke bruges under lufttætte (plast) bandager.
  • Voltaren Forte kan påvirke dine nyrer, selvom det smøres på huden.
  • Hvis du tager anden medicin mod smerter (NSAID), er risikoen for bivirkninger større.
  • Hvis du har eller har haft astma eller allergi, kan Voltaren udløse astmalignende anfald.

Hvis du har nogen spørgsmål, så tal med lægen eller apotekspersonalet før du anvender Voltaren Forte. 

Børn (under 14 år):

Der foreligger utilstrækkelige data om Voltaren Fortes sikkerhed og virkning hos børn og unge under 14 år. Voltaren Forte må ikke anvendes til børn under 14 år. 

Børn og unge (14 år og derover):

For børn og unge i alderen 14 år og derover anbefales det, at patienten/forældrene til patienten rådfører sig med en læge, hvis produktet skal anvendes i mere end 7 dage til smertelindring eller hvis symptomerne forværres. 

Brug af anden medicin sammen med Voltaren Forte

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Du må ikke anvende Voltaren Forte i de sidste 3 måneder af graviditeten, da det kan skade dit ufødte barn eller medføre problemer ved fødslen. Voltaren Forte bør kun anvendes i løbet af de første 6 måneder af graviditeten efter lægens anbefaling, og dosen skal holdes så lav som muligt og behandlingsvarigheden så kort som muligt. 


Voltaren Forte skal kun anvendes under amning efter lægens anbefaling, da diclofenac passerer over i modermælk i små mængder. Dog bør Voltaren Forte ikke anvendes på brystet, hvorfra der ammes eller andetsteds på store hudområder eller i længere tid. 


Kontakt din læge eller apotekspersonalet for yderligere oplysninger, hvis du er gravid eller ammer. 

Voltaren Forte indeholder propylenglycol og butylhydroxytoluen

Dette lægemiddel indeholder 50 mg propylenglycol og 0,2 mg butylhydroxytoluen per gram gel. 

  • propylenglycol, kan give irritation af huden.
  • butylhydroxytoluen, kan give lokalt hududslæt (f.eks. kontakteksem) og irritation af øjne og slimhinder.

3. Sådan skal du bruge Voltaren Forte

Brug altid Voltaren Forte nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er:

Voksne og børn på 14 år og derover:  

Påfør gelen 2 gange dagligt (fortrinsvist om morgenen og aftenen) på det smertefulde område. 

Sådan påføres Voltaren Forte gel:

Tube med skruelåg: 

  1. Skru hætten af for at fjerne forseglingen, før første anvendelse. Med bagsiden af hætten gennembores forseglingen. Drej og fjern forsegling i tuben.
  2. Tryk forsigtigt en lille mængde gel ud af tuben og påfør gelen på det smertefulde eller hævede område ved langsomt at gnide det ind i huden. Den mængde, der er behov for afhænger af størrelsen på det smertefulde eller hævede område. Normalt er en mængde svarende til størrelsen af et kirsebær eller en valnød tilstrækkelig. Du mærker måske en let kølende virkning, når du gnider gelen ind i huden.

 

Tube med flip-låg: 

  1. Brug en finger, tommel, siden af din hånd eller endda kanten af et bord til at åbne fliplåget let.
    Forseglingen på hver side af hætten brydes, når låget åbnes for første gang.
    Tjek at forseglingen ikke er brudt før du anvender produktet for første gang.
    Voltaren Forte GlaxoSmithKline Consumer gel 23,2 mg/g
  2. Tryk forsigtigt en lille mængde gel ud af tuben og påfør gelen på det smertefulde eller hævede område ved langsomt at gnide det ind i huden.
    Den mængde, der er behov for afhænger af størrelsen på det smertefulde eller hævede område.
    Normalt er en mængde svarende til størrelsen af et kirsebær eller en valnød tilstrækkelig.
    Du mærker måske en let kølende virkning, når du gnider gelen ind i huden.
    Voltaren Forte GlaxoSmithKline Consumer gel 23,2 mg/g
  3. Vask hænderne når du har gnedet gelen ind i huden for at undgå utilsigtet kontakt med munden eller øjnene (se afsnit 2) med mindre det er hænderne, der skal behandles.
    Voltaren Forte GlaxoSmithKline Consumer gel 23,2 mg/g
  4. Hvis nødvendigt, fjernes overskydende gel fra hætten efter brug med et håndklæde eller papir til hætten er ren og tør.
    Flip-låget lukkes ved at presse låget ned med din finger, siden af hånden eller mod et bord, til du hører en klik-lyd. Hold tuben oprejst, når du åbner og lukker den for at undgå lækage.
    Voltaren Forte GlaxoSmithKline Consumer gel 23,2 mg/g

 

Efter påføring: 

    1. Efter påsmøring skal hænderne tørres med absorberende papir (fx køkkenrulle) og derefter vaskes, medmindre du behandler hænderne. Det absorberende papir skal smides i skraldespanden efter brug.
    2. Vent med at bade indtil Voltaren Forte er tørret ind.

 

Voltaren Forte er kun til anvendelse på huden. 

 

Så længe skal du anvende Voltaren Forte 

Du må ikke anvende Voltaren Forte i mere end 2 uger ved muskel- og ledskader (f.eks. forstuvninger, forstrækninger, blå mærker) eller senebetændelse. 

Lægen kan anbefale længere behandling. 

 

Kontakt lægen, hvis smerter og hævelse ikke er bedre inden for 7 dage, eller hvis de forværres. 

 

Brug til børn under 14 år 

Voltaren Forte må ikke anvendes til børn under 14 år. 

Hvis du har brugt for meget Voltaren Forte

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere Voltaren Forte, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).  

  • Hvis du bruger mere gel end du burde, tør overskydende gel af med en klud.
  • Hvis du eller et barn ved et uheld sluger gelen, skal du straks kontakte din læge.

Hvis du har glemt at bruge Voltaren Forte

Hvis du har glemt at påføre Voltaren Forte til tiden, så påfør gelen, når du kommer i tanke om det og fortsæt som normalt. Du må ikke påføre en dobbelt mængde som erstatning for den glemte dosis. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Nogle sjældne og meget sjældne bivirkninger kan være alvorlige

Stop med at anvende Voltaren Forte og kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112, hvis du får nogen af følgende symptomer på allergi: 

  • Hududslæt med blisterdannelse, nældefeber (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter).
  • Hvæsende vejrtrækning, åndenød eller følelse af tæthed i brystet (astma) (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter).
  • Hævelse af ansigt, læber, tunge eller svælg (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter).

Andre bivirkninger, der kan forekomme, er normalt lette, forbigående og harmløse (fortæl det til lægen eller på apoteket, hvis du er bekymret). 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • Hududslæt, kløe, rødmen eller svie af huden.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Huden kan blive mere følsom over for sollys. Mulige symptomer er solskoldning med kløe, hævelse og blisterdannelse.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

 

  • Opbevar Voltaren Forte utilgængeligt for børn.
  • Brug ikke Voltaren Forte efter den udløbsdato, der står på pakningen og tuben efter EXP. Udløbsdatoen (EXP) er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.
  • Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Voltaren Forte gel indeholder:

Aktivt stof: diclofenacdiethylamin. Ét gram gel indeholder 23,2 mg diclofenacdiethylamin. Øvrige indholdsstoffer (hjælpestoffer): butylhydroxytoluen, carbomer, cocoylcaprylocaprat, 

diethylamin, isopropylalkohol, paraffinolie, macrogolcetostearylether, oleylalkohol, propylenglycol, eukalyptusolie, renset vand. 

Udseende og pakningsstørrelser

Voltaren Forte er en hvid til næsten hvid, blød, homogen creme-lignende gel. Produktet findes i pakninger med 50 g, 100 g, 150 g. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

GlaxoSmithKline Consumer Healthcare A/S  

Nykær 68 

2605 Brøndby  

Danmark 

Telefon: 80 25 16 27 

E-mail: scanda.consumer-relations@gsk.com 

Fremstiller

GlaxoSmithKline Consumer Healthcare A/S  

Nykær 68 

2605 Brøndby  

Danmark 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret: 07/2020. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...