Losarnor

filmovertrukne tabletter 100+12,5 mg

Nordic Prime

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Losarnor 100 mg/12,5 mg filmovertrukne tabletter 

losartankalium og hydrochlorthiazid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Losarnor
  3. Sådan skal du tage Losarnor
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Losarnor er en kombination af en angiotensin II-receptorantagonist (losartan) og et vanddrivende lægemiddel (hydrochlorthiazid). Angiotensin-II er et stof, der dannes i kroppen, og som binder sig til receptorer i blodkarrene og får dem til at trække sig sammen. Dette medfører en stigning i blodtrykket. Losartan forhindrer, at angiotensin-II binder sig til disse receptorer, hvilket får blodkarrene til at slappe af og dermed sænker blodtrykket. Hydrochlorthiazid virker ved at få nyrerne til at udskille mere vand og salt. Dette hjælper også til at sænke blodtrykket. 

 

Losarnor anvendes til behandling af essentiel hypertension (forhøjet blodtryk).  

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Losarnor

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Losarnor:

  • hvis du er allergisk over for losartan, hydrochlorthiazid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Losarnor (angivet i punkt 6)
  • hvis du er overfølsom (allergisk) over for andre sulfonamidafledte stoffer (f.eks. andre thiazider, nogle antibakterielle stoffer, f.eks. cotrimoxazol, spørg lægen hvis du er i tvivl om hvad det er)
  • hvis du er mere end 3 måneder henne i din graviditet. Det er bedre at undgå Losarnor (se også " Graviditet og amning")
  • hvis du har alvorligt nedsat leverfunktion
  • hvis du har alvorligt nedsat nyrefunktion, eller hvis dine nyrer ikke danner urin
  • hvis du har lavt indhold af kalium, lavt indhold af natrium eller højt indhold af calcium, som ikke kan forbedres ved behandling
  • hvis du har urinsur gigt
  • hvis du har sukkersyge eller nedsat nyrefunktion, og du også tager et blodtrykssænkende lægemiddel, der indeholder aliskiren.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Losarnor: 

  • hvis du tidligere har haft hævelse af ansigt, læber, svælg eller tunge
  • hvis du tager vanddrivende medicin
  • hvis du er på saltfattig diæt
  • hvis du kaster/har kastet voldsomt op og/eller har/har haft kraftig diarré
  • hvis du har nedsat hjertefunktion
  • hvis du har eller har haft mildt til moderat nedsat leverfunktion eller leversygdom
  • hvis du har forsnævring af de blodkar, der fører til nyrerne (nyreateriestenose), eller hvis du kun har en fungerende nyre, eller du for nylig har fået nyretransplantation
  • hvis du har forsnævring af arterierne (atherosclerose), angina pectoris (smerter i brystet pga. dårlig hjertefunktion)
  • hvis du har "aorta- eller mitralklapstenose" (forsnævring af hjerteklapperne) eller "hypertrofisk kardiomyopati" (en sygdom der medfører fortykkelse af hjertemusklen)
  • hvis du har diabetes
  • hvis du har urinsur gigt
  • hvis du har eller har haft en allergisk tilstand, astma eller en tilstand som kan medføre ledsmerter, hududslæt og feber (systemisk lupus erythematosus)
  • hvis du har højt indhold af calcium eller lavt indhold af kalium eller du er på en diæt med lavt kalium
  • hvis du skal have bedøvelse (også hos tandlægen), eller du skal opereres, eller hvis du skal have foretaget prøver af biskjoldbruskkirtelfunktionen, skal du fortælle din læge eller sundhedspersonalet, at du tager losartankalium og hydrochlorthiazid tabletter
  • hvis du har primær hyperaldosteronisme (et syndrom der er forbundet med øget udskillelse af hormonet aldosteron fra binyrerne, som skyldes en abnormitet i kirtlen)
  • hvis du tager et af følgende lægemidler til behandling af for højt blodtryk:
    • en ACE-hæmmer (f.eks. enalapril, lisinopril, ramipril), især hvis du har nyreproblemer i forbindelse med sukkersyge
    • aliskiren.

Din læge vil eventuelt måle din nyrefunktion, dit blodtryk og elektrolytter (f.eks. kalium) i dit blod med jævne mellemrum. Se også information under overskriften ”Tag ikke Losarnor”. 


Fortæl din læge, hvis du tror at du er gravid eller planlægger at blive gravid. Losarnor frarådes i den tidlige graviditet og må ikke tages, hvis du er mere end 3 måneder henne i graviditeten, da det kan forårsage alvorlig skade på dit barn, hvis det bruges i den periode (se afsnit ”Graviditet og amning”). 

Brug af anden medicin sammen med Losarnor

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin.
Det er muligt, at lægen er nødt til at ændre din dosis og/eller tage andre forholdsregler: Tal med lægen hvis du: 

  • tager medicin mod tuberkulose (rifampicin)
  • tager medicin mod svampeinfektioner (fluconazol)
  • tager præparater, der indeholder lithium
  • tager medicin som hjælper på betændelsestilstande, og som også kan bruges til smertelindring (såkaldte NSAID f.eks. indomethacin, høje doser acetylsalicylsyre og COX-2-hæmmere), da disse kan nedsætte Losarnors blodtrykssænkende virkning.
  • samtidig tager en ACE-hæmmer eller aliskiren (se også information under overskrifterne ”Tag ikke Losarnor” og ”Advarsler og forsigtighedsregler”)
  • tager andre blodtrykssænkende lægemidler, da denne type medicin kan sænke dit blodtryk yderligere. Blodtrykket kan også sænkes med en af følgende typer/slags medicin: Tricyklisk antidepressiv medicin, medicin til behandling af psykotiske tilstande, baclofen, amifostin
  • tager kaliumtilskud, salterstatninger med kalium eller kaliumbesparende medicin, anden vanddrivende medicin, visse afføringsmidler, medicin til behandling af urinsur gigt, medicin til at kontrollere hjerterytmen, diabetesmedicin (medicin til at tage gennem munden eller insulin) glycyrrhizin (fra lakridsrod).

Informér også lægen om, at du tager Losarnor, hvis du skal have et jodholdigt kontrastmiddel. 


Det er også vigtigt for lægen at vide, om du tager anden medicin til at nedsætte dit blodtryk, steroider, medicin til behandling af cancer, smertestillende medicin, medicin mod svampeinfektioner, eller medicin mod ledbetændelse, resiner mod forhøjet kolesterol, f.eks. colestyramin, medicin til muskelafslapning, sovemedicin; opioid medicin, f.eks. morfin, "pressoraminer", f.eks. adrenalin eller andre lægemidler fra samme gruppe. 

Brug af Losarnor sammen med mad, drikke og alkohol

Du skal helst ikke drikke alkohol, når du tager disse tabletter; alkohol og Losarnor kan øge hinandens virkning.
Diætsalt i store mængder kan modvirke virkningen af Losarnor.
Du kan tage Losarnor med eller uden mad. Losarnor skal sluges med et glas vand. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Din læge vil oftest råde dig til at stoppe behandlingen med Losarnor, før du bliver gravid eller så snart du opdager, at du er gravid og råde dig til at tage et andet præparat end Losarnor. Det frarådes at tage Losarnor tidligt i graviditeten, og Losarnor må ikke anvendes, hvis du er mere end 3 måneder henne i din graviditet, da det kan medføre alvorlige skader på dit barn, hvis det tages efter graviditetens tredje måned. 

 

Amning 

Informér din læge hvis du ammer eller skal begynde med at amme. Losarnor anbefales ikke til mødre, der ammer. Lægen kan vælge en anden behandling, hvis du ønsker at fortsætte amningen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Når du starter behandling med denne medicin, bør du ikke udføre opgaver, som kræver særlig
opmærksomhed (f.eks. føre motorkøretøj eller betjene farlige maskiner), indtil du ved, hvordan medicinen påvirker dig. 

Losarnor indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Losarnor

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er

Lægen bestemmer, hvilken dosis Losartankalium/hydrochlorthiazid der er hensigtsmæssig for dig, afhængigt af din tilstand, og om du tager anden medicin. Det er vigtigt at fortsætte med at tage Losarnor, så længe lægen foreskriver det, da det vil sikre en jævn kontrol af dit blodtryk. 

 

Forhøjet blodtryk: 

Den sædvanlige dosis Losartankalium/hydrochlorthiazid til de fleste patienter med forhøjet blodtryk er 1 tablet losartan/hydrochlorthiazid 50 mg/12,5 mg dagligt til kontrol af blodtrykket over en 24-timers periode. Dosis kan øges til 2 tabletter losartan/hydrochlorthiazid 50 mg/12,5 mg filmovertrukne tabletter én gang dagligt, eller dosis kan ændres til 1 tablet losartan/hydrochlorthiazid 100 mg/25 mg filmovertrukne tabletter (en højere styrke) pr. dag. Den højeste daglige dosis er 2 tabletter losartan/hydrochlorthiazid 50 mg/12,5 mg filmovertrukne tabletter eller 1 tablet dagligt losartan/hydrochlorthiazid 100 mg/25 mg filmovertrukne tabletter. 

 

Doseringen losartankalium/hydrochlorthiazid 100 mg/ 12,5 mg er til rådighed for de patienter, som titreres til 100 mg losartankalium, og som kræver yderligere blodtrykskontrol. 

 

Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat. 

 

Brug til børn og unge  

Der er ingen erfaring med med behandling af børn og unge. Derfor bør Losarnor ikke gives til børn. 

Hvis du har taget for meget Losarnor

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Losarnor, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

I tilfælde af en overdosis skal du kontakte lægen omgående, så du kan få hurtig lægehjælp. Overdosering kan medføre fald i blodtrykket, hjertebanken, langsom puls, ændringer i blodets elektrolytter og væskemangel. 

Hvis du har glemt at tage Losarnor

Forsøg at tage Losarnor dagligt som foreskrevet. Tag blot den næste tablet til sædvanlig tid. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Losarnor

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Hvis du oplever følgende, skal du stoppe med at tage Losarnor og straks fortælle lægen om det eller tage på skadestuen på det nærmeste hospital: 

 

En alvorlig allergisk reaktion (udslæt, kløe, hævelse af ansigt, læber, mund eller svælg, som gør det svært at synke eller trække vejret). 

Dette er en alvorlig men sjælden bivirkning, som forekommer hos mere end 1 ud af 10.000 patienter men færre end 1 ud af 1.000 patienter. Du kan få brug for hurtig lægehjælp eller indlæggelse på hospital. 

 

Følgende bivirkninger er set: 

 

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter  

  • Hoste, infektion i øvre luftveje, tilstoppet næse, bihulebetændelse, lidelser i bihulerne.
  • Diarré, mavesmerter, kvalme, sure opstød.
  • Muskelsmerter eller muskelkramper, smerter i benene, rygsmerter.
  • Søvnløshed, hovedpine, svimmelhed.
  • Svaghed, træthed, smerter i brystet.
  • Øget indhold af kalium (som kan medføre unormal hjerterytme), nedsat hæmoglobinindhold i blodet, nedsat hæmatokritværdi i blodet.
  • For lavt indhold af sukker i blodet (hypoglykæmi).

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter  

  • Alvorlig blodmangel med gulsot.
  • Træthed og bleghed, evt. tendens til halsbetændelse og blødninger i huden pga. alvorlig blodmangel og evt. andre forandringer i blodet.
  • Røde eller brunlige pletter på huden (af og til især på fødder, ben, arme og balder, med ledsmerter, hævede hænder og fødder samt mavesmerter), blå mærker, nedsat antal hvide blodlegemer, manglende appetit, øget koncentration af urinsyre eller regulær urinsur gigt, øget blodsukker.
  • Angst, angstforstyrrelser, nervøsitet, panikangst (tilbagevendende angstanfald), forvirring, depression, unormale drømme, søvnforstyrrelser, døsighed, nedsat hukommelse.
  • Stikken og prikken eller lignende fornemmelser, smerter i arme og ben, rysten, migræne, besvimelse.
  • Sløret syn, brænden eller stikken i øjnene, betændelse i øjets bindehinde, forværring af synet, se ting i gult, forbigående sløret syn.
  • Susen for ørerne (tinnitus), svimmelhed.
  • Lavt blodtryk, som kan være forbundet med ændring i stilling (man føler sig ør eller svag, når man rejser sig op), angina pectoris (smerter i brystet), følelse af at hjertet hamrer eller slår meget hurtigt og evt. uregelmæssigt.
  • Unormal langsom hjerterytme.
  • Hurtig, meget uregelmæssig puls. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Meget langsom puls. Tendens til besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Ømhed eller gener i halsen/svælget, åndenød, bronkitis, lungebetændelse, vand i lungerne (som medfører besvær med at trække vejret), næseblod, løbende næse, tilstoppet næse.
  • Smerter, varme og hævelse i et eller flere led pga. betændelse.
  • Forstoppelse, alvorlig forstoppelse, luftafgang fra tarmen, mavekatar, mavegener, mavekramper, opkastning, tør mund, betændelse i spytkirtlen, tandpine.
  • Gulsot (ofte med hudkløe) (gulfarvning af øjne og hud), betændelse i bugspytkirtlen.
  • Nældefeber, kløe, betændelse i huden, udslæt, rødme af huden, lysfølsomhed, tør hud, svedtendens, hårtab.
  • Smerter i arme, skuldre, hofter, knæ eller andre led, ledhævelse, stivhed, muskelsvaghed,
  • Hyppig vandladning også om natten, unormal nyrefunktion, urinvejsinfektion, sukker i urinen.
  • Langsom aftagende nyrefunktion med anfald af smerter over lænden, plumret eller blodig urin pga. nyreskade. Kontakt læge eller skadestue.
  • Nyresvigt.
  • Hyppig vandladning, tørst, træthed pga. højt blodsukker (blodglukose).
  • Nedsat sexlyst, impotens.
  • Hævelse af ansigtet, lokal hævelse (ødemer), feber.
  • Lammelser, taleforstyrrelser, bevidstløshed pga. blodprop i hjernen eller hjerneblødning. Ring 112.
  • Åndenød, angst, brystsmerter med udstråling til hals eller arme pga. blodprop i hjertet. Ring 112.
  • Kraftig afskalning og afstødning af hud. Kontakt læge eller skadestue.
  • Lavt indhold af natrium i blodet (hyponatriæmi).
  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader) (trombocytopeni).
  • Svaghed og nedsat kraft i musklerne pga. for lavt kalium i blodet.
  • Mindre blødning i hud og slimhinder.

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter  

  • Hepatitis (betændelse i leveren).
  • Unormale leverfunktionsprøver.
  • Muskelsvaghed, forvirring, talebesvær pga. for højt kalium i blodet. Forhøjet kalium i blodet kan i meget sjældne tilfælde blive alvorlig med lammelser og forstyrrelser i hjertets rytme (risiko for hjertestop). Tal med lægen.
  • Lille stigning i blodprøver af urinstof og serum kreatinin koncentration.

Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter  

  • Stigning i leverenzymer og bilirubin målt i blodprøver.

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt 

  • Uforklarlige muskelsmerter med mørk (te-farvet) urin (rhabdomyolyse).
  • Påvirkning af leverens funktion.
  • Hud- og læbekræft (non-melanom hudkræft).

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.  

Opbevares ved temperaturer under 25 °C. 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Losarnor indeholder:

  • Aktive stoffer: losartankalium og hydrochlorthiazid. Losarnor indeholder 100 mg losartankalium og 12,5 mg hydrochlorthiazid som de aktive indholdsstoffer.
  • Øvrige indholdsstoffer: Tabletkerne: Mikrokrystallinsk cellulose, lactosemonohydrat, pregelatineret stivelse (majsstivelse), vandfri kolloid silica, magnesiumstearat.
  • Overtræk: Hydroxypropylcellulose (E463), hypromellose 6cP (E464), titandioxid (E171).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

Losarnor er hvide, ovalformede, bikonvekse tabletter med skrå kant. Præget med “F” på den ene side og “74” på den anden side. 

 

Pakningsstørrelser 

Blisterpakning: 30 og 100 filmovertrukne tabletter. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Nordic Prime  

Kongensgade 36, 1. 

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.  

Smetanovo nabrezi 1238/20a  

500 02 Hradec Kralove  

Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret juni 2020.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...