Mirtazapin "Nordic Prime"

filmovertrukne tabletter 15 mg

Nordic Prime

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Mirtazapin Nordic Prime 15 mg filmovertrukne tabletter 

mirtazapin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Mirtazapin Nordic Prime
  3. Sådan skal du tage Mirtazapin Nordic Prime
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Mirtazapin Nordic Prime er et antidepressivt lægemiddel, som virker på centralnervesystemet. Mirtazapin Nordic Prime bruges til behandling af depression. 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Mirtazapin Nordic Prime

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Mirtazapin Nordic Prime:

  • hvis du er allergisk over for mirtazapin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Mirtazapin Nordic Prime (angivet i afsnit 6).
  • hvis du tager eller for nyligt (indenfor de sidste to uger) har taget medicin, der kaldes monoaminooxidase-hæmmere (MAO-hæmmere).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Mirtazapin Nordic Prime, hvis du har eller har haft: 

  • Epilepsi
  • Organisk hjernesygdom
  • Nedsat lever- eller nyrefunktion
  • Hjertesygdomme, et nyligt hjerteanfald eller hjertesvigt
  • Visse hjertelidelser som kan påvirke hjerterytmen, eller hvis du tager lægemidler, som kan påvirke hjerterytmen
  • For lavt blodtryk
  • Psykiske sygdomme, som f.eks. skizofreni og maniodepressiv sygdom
  • Vandladningsproblemer såsom forstørret prostata
  • Visse øjensygdomme
  • Sukkersyge (diabetes mellitus)
  • Gulsot (lægen vil fortælle dig, om du skal stoppe med at tage Mirtazapin Nordic Prime)

Vær opmærksom på følgende:  

  • Børn og unge under 18 år Mirtazapin Nordic Prime bør normalt ikke anvendes til børn og unge under 18 år, da der ikke er påvist nogen effekt. Derudover har patienter under 18 år øget risiko for bivirkninger som f.eks. selvmordsforsøg, selvmordstanker og fjendtlighed (fortrinsvis aggression, oppositionel adfærd og vrede), når de behandles med denne klasse af lægemidler. Trods dette kan lægen ordinere Mirtazapin Nordic Prime til patienter under 18 år, hvis han/hun beslutter, at det er i deres bedste interesse. Hvis lægen har ordineret Mirtazapin Nordic Prime til en patient under 18 år, og du ønsker at drøfte dette, skal du henvende dig til lægen. Du bør underrette lægen, hvis nogle af ovennævnte symptomer opstår eller forværres, når patienter under 18 år indtager Mirtazapin Nordic Prime. Derudover foreligger der ikke langtidsdata om sikkerhed for Mirtazapin Nordic Prime med hensyn til vækst, modning samt kognitiv og adfærdsmæssig udvikling i denne aldersgruppe. Desuden er der oftere set betydelig vægtøgning i denne aldersgruppe efter behandling med mirtazapin, sammenlignet med voksne.
  • Selvmordstanker og forværring af din depression eller angst Hvis du er deprimeret og/eller lider af angst, kan du sommetider have selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv. Disse tanker kan forstærkes, når du starter med at tage antidepressiv medicin, fordi medicinen er et stykke tid om at virke, ofte omkring 14 dage, men nogle gange længere tid. Du kan have øget risiko for sådanne tanker:
    • Hvis du tidligere har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv.
    • Hvis du er ung. Information fra kliniske studier har vist, at der var en øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år med psykiatriske lidelser, der blev behandlet med antidepressiv medicin.

Hvis du på noget tidspunkt får tanker om selvmord eller tanker om at gøre skade på dig selv, bør du straks kontakte din læge eller hospitalet. Det kan måske være en hjælp at tale med en ven eller pårørende om, at du er deprimeret eller angst, og bede dem om at læse denne indlægsseddel. Du kan eventuelt bede dem om at fortælle dig, hvis de synes, at din depression eller angst bliver værre, eller hvis de bliver bekymrede over ændringer i din opførsel. 

  • Forstyrrelser i saltbalancen
    I meget sjældne tilfælde kan behandling med mirtazapin medføre forstyrrelser i saltbalancen. Symptomer på lavt indhold af natrium i blodet kan være: Kvalme, utilpashed, muskelsvaghed og forvirring. Tal med lægen hvis du oplever disse symptomer, hvis du er ældre eller hvis du i forvejen tager medicin, der er kendt for at kunne forårsage forstyrrelser i saltbalancen (hyponatriami).
  • Knoglemarvsdepression I sjældne tilfælde kan Mirtazapin Nordic Prime forårsage knoglemarvsdepression, hvilket er en sygdom, der giver mangel på hvide blodlegemer og blodplader i knoglemarven. Dette kan føre til nedsat modstandskraft over for infektioner. Hvis du har feber, ondt i halsen, betændelse i mundslimhinden eller andre tegn på infektion, bør du straks kontakte lægen.
  • Skizofreni eller andre psykotiske lidelser Hvis du lider af skizofreni eller andre psykotiske lidelser, kan der forekomme en forværring af symptomerne, når du tager Mirtazapin Nordic Prime. Paranoide symptomer kan forstærkes, når du tager Mirtazapin Nordic Prime.
  • Maniodepressiv psykose Når den depressive fase behandles, kan den ændre sig til manisk fase (opstemthed). Hvis du tidligere har lidt af mani/hypomani, bør du overvåges nøje. Hvis du går i manisk fase, bør behandlingen med Mirtazapin Nordic Prime afbrydes.
  • Bevægelsesforstyrrelser Anvendelse af antidepressiva er blevet forbundet med udvikling af bevægelsesforstyrrelser (akatisi), karakteriseret ved ubehagelig eller generende uro og behov for ofte at bevæge sig samt en manglende evne til at sidde eller stå stille. Dette vil mest sandsynligt ses inden for de første få uger af behandlingen. Hvis du oplever dette, bør du kontakte lægen.
  • Ældre Ældre er ofte mere følsomme, især hvad angår bivirkninger ved brug af antidepressiva. Ved brug af Mirtazapin Nordic Prime er der dog ikke set flere bivirkninger hos ældre end hos andre aldersgrupper.
  • Serotoninsyndrom Du bør være forsigtig med at anvende Mirtazapin Nordic Prime sammen med andre serotonerge antidepressive lægemidler, f.eks SSRI-præparater og venlafaxin, da der er en risiko for, at du kan udvikle serotoninsyndrom (symptomerne herpå kan være feber, muskeltrækninger, forvirring, opstemthed, for højt eller lavt blodtryk, hurtig puls, diarré, øget svedtendens, skælven, ukoordinerede bevægelser og uro stigende til delirium og koma). Du skal straks stoppe behandlingen og ringe 112.
  • Afhængighed Mirtazapin Nordic Prime er ikke afhængighedsskabende, men hvis du har været i behandling med Mirtazapin Nordic Prime i lang tid, bør du ikke pludseligt stoppe, da det kan give symptomer som svimmelhed, ophidselse, angst, kvalme, hovedpine og utilpashed. Du bør derfor nedtrappe brugen af Mirtazapin Nordic Prime gradvist, medmindre lægen har foreskrevet andet.

Som for al anden medicin, der anvendes mod depression, indtræder virkningen ikke straks. Du kan derfor først forvente en bedring efter nogle ugers behandling. 

Brug af anden medicin sammen med Mirtazapin Nordic Prime

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin, for nylig har brugt anden medicin eller planlægger at bruge anden medicin. 


Hvis du tager Mirtazapin Nordic Prime samtidig med visse andre lægemidler, kan der forekomme uønskede bivirkninger, ligesom virkningen af disse lægemidler eller Mirtazapin Nordic Prime kan påvirkes. 


Vær opmærksom på, at dette også kan gælde for medicin, som du har brugt for flere dage siden, eller som du skal bruge inden for de næste dage eller uger. 

 

Du må ikke anvende Mirtazapin Nordic Prime sammen med: 

  • Monoaminooxidase-hæmmere (MAO-hæmmere). Du må heller ikke tage Mirtazapin i to uger efter, at du er stoppet med at tage MAO-hæmmere. Hvis du holder op med at tage Mirtazapin, må du heller ikke tage MAO-hæmmere i de første to uger herefter.

Eksempler på MAO-hæmmere er isocarboxazid, moclobemid og selegilin (anvendes ved depression og Parkinsons sygdom). 

  • Du bør være forsigtig med at anvende Mirtazapin Nordic Prime sammen med: Serotonerge lægemidler, f.eks SSRI-præparater, venlafaxin (mod depression), linezolid (mod infektioner), tramadol (mod smerte), L-tryptofan, triptaner (mod migræne), litium (til behandling af nogle psykiatriske tilstande), methylenblåt (til behandling af høje niveauer af methæmoglobin i blodet) og perikon-produkter (et naturprodukt mod depression), da der er en risiko for, at du kan udvikle serotoninsyndrom. Symptomerne kan være feber, muskeltrækninger, forvirring, opstemthed, for højt eller lavt blodtryk, hurtig puls, diarré, øget svedtendens, skælven, ukoordinerede bevægelser og uro stigende til delirium og koma). Hvis du oplever symptomer på serotoninsyndrom, skal du ringe 112.

Mirtazapin Nordic Prime forstærker virkningen af disse lægemidler: 

  • Blodfortyndende medicin/medicin mod blodpropper (warfarin).
  • Beroligende medicin såsom antipsykotika, antihistaminer og opioider og sovemedicin af typen benzodiazepiner.

Disse lægemidler forstærker virkningen af Mirtazapin Nordic Prime: 

  • Medicin til behandling af HIV- infektioner (proteasehæmmere).
  • Svampemidler af azolgruppen (for eksempel ketoconazol).
  • Medicin mod infektion (erythromycin).
  • Medicin mod depression (nefazadon).
  • Medicin mod mavesår (cimetidin).

Disse lægemidler nedsætter virkningen af Mirtazapin Nordic Prime 

  • Medicin mod epilepsi (carbamazepin og phenytoin).
  • Medicin mod tuberkulose (rifampicin).

Kontakt lægen, hvis du indtager nogen af ovenstående lægemiddelstoffer eller er i tvivl. 

Brug af Mirtazapin Nordic Prime sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Mirtazapin Nordic Prime i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. Tabletterne skal sluges, de må ikke knuses eller tygges. Drik et glas væske samtidig med indtagelse af Mirtazapin Nordic Prime.
Mirtazapin Nordic Prime kan forstærke virkningen af alkohol. Du bør derfor undgå alkohol under behandlingen. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Du må kun anvende Mirtazapin Nordic Prime efter lægens anvisning.
Fortæl din jordemoder og/eller læge at du tager Mirtazapin Nordic Prime. Når lignende medicin (SSRI) tages under graviditeten, kan det forøge risikoen for en alvorlig tilstand med forhøjet tryk i lungekredsløbet hos den nyfødte (kaldet Persisterende Pulmonal Hypertension hos den Nyfødte (PPHN)). Dette medfører, at barnet bliver blåligt og trækker vejret hurtigere. Disse symptomer starter normalt indenfor 24 timer efter fødslen. Hvis dette sker for dit barn, så kontakt straks din jordemoder eller læge. 

 

Amning 

Erfaringer med Mirtazapin Nordic Prime er begrænsede. Du bør derfor ikke tage Mirtazapin Nordic Prime, hvis du ammer. Spørg lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Mirtazapin Nordic Prime kan påvirke din koncentrationsevne og opmærksomhed, og kan dermed i større eller mindre grad påvirke evnen til at færdes sikkert i trafikken. Dette gælder især i starten af behandlingen. 

Mirtazapin Nordic Prime indeholder lactose, farvestoffet Sunset Yellow FCF (E110) og natrium Mirtazapin

Nordic Prime indeholder lactose. Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. Mirtazapin Nordic Prime indeholder farvestoffet Sunset Yellow FCF (E110), som kan medføre allergiske reaktioner. 


Mirtazapin Nordic Prime indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Mirtazapin Nordic Prime

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er:

Voksne: 

Startdosis er 15 - 30 mg daglig, og vedligeholdelsesdosis er sædvanligvis 15-45 mg daglig. 

Det er bedst at indtage Mirtazapin Nordic Prime én gang daglig ved sengetid. Lægen kan dog anbefale, at Mirtazapin Nordic Prime fordeles på 2 doser - 1 dosis om morgenen og 1 dosis ved sengetid. Hvis medicinen er fordelt på 2 doser, bør den højeste dosis tages ved sengetid. 

Mirtazapin Nordic Prime begynder normalt at virke efter 1-2 ugers behandling. Efter 2-4 uger bør du tale med lægen om, hvorvidt virkningen af behandlingen er tilfredsstillende. Hvis dette ikke er tilfældet, kan lægen forhøje dosis, og efter yderligere 2-4 uger bør du så tale med lægen igen. 

 

Behandlingen med Mirtazapin Nordic Prime bør fortsætte over en tilstrækkelig lang periode på mindst 6 måneder for at sikre symptomfrihed. Herefter bør behandlingen nedtrappes gradvist. Nedtrapningen skal ske i samråd med lægen. 

 

Ældre: 

Lægens anvisninger skal følges. Øgning af dosis bør kun foretages efter lægens anvisning og under nøje overvågning. 

 

Børn og unge under 18 år: 

Mirtazapin Nordic Prime bør ikke anvendes til børn og unge under 18 år. 

 

Mirtazapin Nordic Prime fås i flere styrker. Vær derfor opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan bruge dine filmovertrukne tabletter til alle de anførte doseringer. 

 

Nedsat nyre- og leverfunktion:  

Dosis skal muligvis justeres. Lægens anvisninger skal følges. 

 

Tabletterne må ikke knuses eller tygges. Drik et glas væske samtidig med indtagelse af Mirtazapin Nordic Prime. Tabletten kan deles i to lige store doser. 

Hvis du har taget for meget Mirtazapin Nordic Prime

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Mirtazapin Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Symptomerne på overdosering kan være døsighed, forvirring hjertebanken, for højt eller for lavt blodtryk. Alvorlig overdosering kan have alvorlige følger, specielt hvis der også er indtaget andre lægemidler. 

Hvis du har glemt at tage Mirtazapin Nordic Prime

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Mirtazapin Nordic Prime

Du bør undgå et pludseligt ophør af behandlingen, da dette kan medføre abstinenssymptomer, som svimmelhed, ophidselse, angst, kvalme, hovedpine og utilpashed. 

Du bør derfor nedtrappe brugen af Mirtazapin Nordic Prime gradvist, medmindre lægen har foreskrevet andet. Behandlingen med Mirtazapin Nordic Prime må kun stoppes eller nedtrappes efter aftale med lægen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Hvis du oplever nogen af følgende alvorlige bivirkninger, skal du stoppe med at tage mirtazapin og kontakte din læge med det samme.

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede  

  • Følelse af opstemthed eller følelsesmæssig ‘høj’ (mani).

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede  

  • Gulning af øjne eller hud. Dette kan være tegn på forstyrrelser i leverfunktionen (gulsot)
  • Voldsomme mavesmerter og feber pga. betændelse i bugspytkirtlen.

Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data)  

  • Tegn på infektion såsom pludselig uforklarlig høj feber, ondt i halsen og sår i munden (agranulocytose). Mirtazapin kan forårsage forstyrrelser i dannelsen af blodlegemer (knoglemarvsdepression). Nogle bliver mindre modstandsdygtige over for infektion, fordi mirtazapin kan forårsage midlertidig mangel på hvide blodlegemer (granulocytopeni). I sjældne tilfælde kan mirtazapin også forårsage mangel på røde og hvide blodlegemer såvel som på blodplader (aplastisk anæmi), mangel på blodplader (trombocytopeni) eller stigning i antallet af hvide blodlegemer (eosinofili)
  • En kombination af symptomer såsom uforklarlig feber, sveden, øget hjerterytme, diarré, (ukontrollable) muskelsammentrækninger, kulderystelser, overaktive reflekser, rastløshed, humørændringer, bevidstløshed og øget spytafsondring. I meget sjældne tilfælde kan disse være tegn på serotoninsyndrom
  • Tanker om at gøre skade på sig selv eller tage livet af sig selv
  • Epileptiske anfald (krampeanfald)
  • Alvorlige hudreaktioner med blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber eller kraftig afskalning og afstødning af hud (Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse)
  • Muskelsmerter, muskelsvaghed eller brunfarvet urin pga. nedbrydning af musklerne. Det kan ende med nyresvigt (Rabdomyolyse).

Ikke-alvorlige bivirkninger:

Meget almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 behandlede  

  • Øget appetit og vægtøgning
  • Døsighed og sløvhed
  • Hovedpine
  • Mundtørhed.

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede  

  • Svimmelhed
  • Skælven og rysten
  • Kvalme, diarré, opkastning og forstoppelse
  • Udslæt
  • Smerter i led og muskler, rygsmerter
  • Svimmelhed, evt. besvimelse ved skift fra liggende til siddende eller fra siddende til stående stilling pga. lavt blodtryk
  • Væskeophobning (typisk i ankler og fødder)
  • Træthed
  • Livagtige drømme og søvnproblemer
  • Forvirring
  • Angst.

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede  

  • Prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden
  • Uro i benene
  • Besvimelse. Ved normal puls og vejrtrækning og hurtig opvågning, tal med læge. I alle andre tilfælde ring 112
  • Fornemmelse af følelsesløshed i munden (oral hypoæstesi)
  • Svimmelhed eventuelt besvimelse pga. lavt blodtryk
  • Mareridt
  • Ophidsethed og rastløs uro (agitation)
  • Hallucinationer. Kan være alvorligt. Kontakt evt. læge eller skadestue
  • Uro i kroppen (inklusiv rokkende, vridende bevægelser især med benene samt ufrivillige bevægelser).

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede  

  • Rykvise muskelsammentrækninger
  • Aggression.

Ikke kendt (frekvens ikke fastslås ud fra tilgængelige data)  

  • Unormal fornemmelse i munden (oral paræstesi)
  • Væskeophobning i munden (mundødem), i hele kroppen (generelt ødem) eller lokal væskeophobning
  • Kvalme, utilpashed, muskelsvaghed og forvirring pga. for lavt natrium i blodet (hyponatriæmi). For lavt natrium i blodet kan i meget sjældne tilfælde blive alvorlig med muskelkramper og koma. Tal med lægen
  • Uhensigtsmæssig produktion af antidiuretisk hormon
  • Betændelse i huden med blærer
  • Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben
  • Søvngængeri
  • Taleforstyrrelse
  • Besvær med at lade vandet evt. vandladningsstop. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen
  • Mælkesekretion og ophør af menstruation pga. forhøjet hormon (prolaktin) i blodet. Hos mænd brystudvikling og impotens.
  • Øget spytsekretion.

Mirtazapin Nordic Prime kan herudover give bivirkninger, som du ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver. 

 

Hos børn og unge kan endvidere ses følgende bivirkninger:  

Hos børn under 18 år er følgende bivirkninger almindeligvis blevet konstateret i kliniske forsøg: væsentlig vægtøgning, nældefeber og forhøjet koncentration af triglycerider i blodet. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk. 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaring. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æske og blisterkort efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Mirtazapin Nordic Prime indeholder:

  • Aktivt stof: Mirtazapin. Hver tablet indeholder 15 mg mirtazapin.
  • Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat; majsstivelse; hydroxypropylcellulose; silica, kolloid vandfri; magnesiumstearat; hypromellose; macrogol 8000 og titandioxid (E171).

Mirtazapin Nordic Prime 15 mg indeholder herudover quinolingult (E104), Sunset Yellow FCF (E110) og gul jernoxid (E172). 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende 

Mirtazapin Nordic Prime 15 mg er gule, runde, hvælvede filmovertrukne tabletter, diameter 8,1 mm med delekærv på den ene side. 

 

Pakningsstørrelser  

Mirtazapin Nordic Prime findes i pakningsstørrelser á 30, 100 og 300 filmovertrukne tabletter. Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime  

Kongensgade 36, 1. 

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.  

Smetanovo nabrezi 1238/20a  

500 02 Hradec Kralove  

Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret august 2020.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...