Trimopan®
filmovertrukne tabletter 100 mg
Orion


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Trimopan®, 100 mg filmovertrukne tabletter
Trimethoprim
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret Trimopan til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Trimopan
- Sådan skal du tage Trimopan
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse

Trimopan er et antibiotikum, der virker ved at hæmme eller dræbe bakterier.
Trimopan anvendes til behandling af blærebetændelse og andre former for betændelse i urinvejene, når bakterierne er følsomme over for trimethoprim.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Trimopan

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Trimopan
- hvis du er allergisk over for trimethoprim eller et af de øvrige indholdsstoffer i Trimopan (angivet i punkt 6)
- hvis du har alvorligt nedsat nyre- eller leverfunktion
- hvis du har visse former for blodmangel eller forandringer i blodets sammensætning
- hvis du har folinsyremangel (kan forårsage blodmangel (anæmi)).
- hvis du har vitamin B12-mangel.
Du må ikke bruge Trimopan til børn under 6 uger gamle.
Advarsler og forsigtighedsregler
Samtidig brug af trimethoprim med visse lægemidler f.eks. spironolacton, kaliumtilskud og mad rig på kalium kan føre til alvorlig hyperkaliæmi (forhøjet kalium i blodet). Symptomerne på alvorlig hyperkaliæmi kan omfatte muskelkramper, uregelmæssig hjerterytme, diarré, kvalme, svimmelhed eller hovedpine.
Kontakt lægen, før du tager Trimopan:
- hvis du har nedsat nyrefunktion
- hvis du har vedvarende diarré
- hvis du lider af en stofskiftesygdom, som kaldes Føllings sygdom
- hvis du lider af en stofskiftesygdom, som kaldes porfyri.
Lægen vil muligvis undersøge dit blod ved en langtidsbehandling med Trimopan, hvis din nyrefunktion er nedsat, eller hvis du har risiko for forhøjet indhold af kalium i blodet.
Trimopan er normalt ikke anbefalet til børn under 3 måneder, men din læge kan vurdere at det er nødvendigt. Trimopan må ikke bruges til børn under 6 uger gamle. Mindre børn har ofte svært ved at synke tabletter. Det anbefales derfor at bruge den orale suspension til mindre børn.
Brug af anden medicin sammen med Trimopan
Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har gjort det for nylig.
Tal med lægen, da det eventuelt er nødvendigt at ændre dosis, hvis du er i behandling med:
- medicin mod speciel hudsygdom og specielle infektioner (dapson)
- medicin mod tuberkulose (rifampicin)
- medicin mod epilepsi (phenytoin)
- medicin mod HIV (zidovudin)
- hjertemedicin (digoxin)
- medicin, der gives efter en transplantation (ciclosporin)
- blodfortyndende medicin (warfarin)
- medicin mod forhøjet blodtryk (ACE-hæmmere)
- medicin mod malaria (pyrimethamin)
- medicin, der hæmmer knoglemarven
- medicin mod kræft, svær psoriasis eller leddegigt (methotrexat)
- vanddrivende medicin (f.eks. spironolacton).
Trimethoprim kan påvirke undersøgelser af kreatinin i kroppen.
Brug af Trimopan sammen med mad og drikke
Trimopan kan tages sammen med mad og drikke.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Du må ikke tage Trimopan, hvis du er gravid. Anvendelse af Trimopan i løbet af de første 20 uger af graviteten, har været forbundet med øget risiko for spontan abort.
Amning
Trimopan bliver udskilt i modermælken. Hvis du ammer, må du kun tage Trimopan efter aftale med lægen.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Trimopan påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Trimopan indeholder lactose
Kontakt lægen før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
3. Sådan skal du tage Trimopan

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Tag tabletten med et glas vand.
Den sædvanlige dosis er:
Korttidsbehandling:
Voksne og børn over 12 år: 2 tabletter (200 mg) 2 gange dagligt.
Børn over 6 år: 1 tablet (100 mg) 2 gange dagligt.
Børn over 3 måneder: 6-8 mg/kg/dag fordelt på 2-3 doser. Følg lægens anvisning.
Langtidsbehandling:
Voksne og børn over 12 år: 1 tablet (100 mg) dagligt.
Børn over 3 måneder: 1-2 mg/kg/dagligt som enkelt dosis til natten. Følg lægens anvisning.
Til børn under 17 kg anbefales en suspension i stedet for tabletter.
Ældre:
Dosisjustering er ikke nødvendig.
Nedsat nyrefunktion:
Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning.
Hvis du har taget for mange Trimopan
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Trimopan , end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
Tag pakningen med.
Symptomerne på overdosering: Kvalme, diarré, hævelse i ansigtet og hovedpine.
Hvis du har glemt at tage Trimopan
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis.
Hvis du holder op med at tage Trimopan
Stop kun behandlingen med Trimopan i samråd med din læge.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger:
Sjældne bivirkninger(forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):
- Pludselige overfølsomhedsreaktioner (inden for minutter til timer), f.eks. hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (anafylaktisk reaktion). Ring 112 (kan være livsfarligt).
- Hævelse af tunge, læber og ansigt, der kan medføre at luftvejene blokeres (angioneurotisk ødem). Ring 112.
- Forandringer i blodet, der kan vise sig ved træthed, bleghed, infektioner, feber, blødning fra hud og slimhinder samt blå mærker. Søg straks læge.
- Meningitis, der ikke er forårsaget af infektion. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
- Alvorlige hudreaktioner i form af udslæt, betændelse og afskalning af huden. Kontakt lægen eller skadestuen.
- Alvorlig diarré, betændelse i tyktarmen. Kontakt lægen.
Ikke alvorlige bivirkninger:
Almindelige bivirkninger(forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter):
- Kvalme og opkastning.
- Betændelse i tungen.
- Kløe og hududslæt.
Ikke almindelige bivirkninger(forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter):
- Nældefeber.
Sjældne bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter):
- Allergi/overfølsomhedsreaktioner.
- Øget lysfølsomhed i huden med risiko for solskoldning.
- Feber forårsaget af allergisk reaktion over for medicinen.
- Diarré.
Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 patienter):
- Betændelse i øjets regnbue- og årehinde.
Trimopan kan herudover medføre visse ændringer i blodet, f.eks. forhøjet indhold af kalium, som igen bliver normalt, når behandlingen ophører.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Der er ingen særlige krav vedrørende opbevaringstemperaturer for dette lægemiddel.
Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Brug ikke Trimopan efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Trimopan indeholder:
- Aktivt stof: trimethoprim.
- Øvrige indholdsstoffer: lactosemonohydrat, majsstivelse, pregelatineret stivelse, povidon, polysorbat 80, crospovidon, mikrokrystallinsk cellulose, magnesiumstearat, hypromellose, propylenglycol.
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende:
Trimopan er runde, hvide, filmovertrukne tabletter med delekærv.
Pakningsstørrelser:
30 og 100 filmovertrukne tabletter.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen
Orion Corporation
Orionintie 1
FI-02200 Espoo
Finland
Fremstiller:
Orion Corporation Orion Pharma
Joensuunkatu 7
FI-24100 Salo
Finland
eller
Orion Corporation Orion Pharma
Orionintie 1
FI-02200 Espoo
Finland
For yderligere oplysning om dette lægemiddel, bedes henvendelse rettet til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:
Orion Pharma A/S
medinfo@orionpharma.com
Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 06/2020.

