Alimta®

pulver til konc. til infusionsvæske, opl. 500 mg

Eli Lilly NL

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

ALIMTA 100 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning  

ALIMTA 500 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning  

pemetrexed 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden De begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. De kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, De vil vide.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis De får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt. 4.


Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal De vide, før De begynder at bruge ALIMTA
  3. Sådan skal De bruge ALIMTA
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

ALIMTA er et lægemiddel, der anvendes til behandling af kræft. 

 

ALIMTA anvendes sammen med cisplatin, en anden medicin mod kræft, til behandling af malignt pleuramesoteliom, en kræftform som påvirker lungehinderne, til patienter, som ikke tidligere har fået kemoterapi. 

 

ALIMTA er også en behandling, som gives i kombination med cisplatin, som 1. linje-behandling af patienter med fremskreden lungecancer. 

 

ALIMTA kan ordineres til Dem, hvis De har fremskreden lungekræft, og Deres sygdom har reageret på behandling, eller hvis den stort set er uforandret efter den indledende kemoterapibehandling. 

 

ALIMTA er også en behandling til patienter med fremskreden lungekræft, hvor sygdommen har udviklet sig, efter anden indledende behandling med kemoterapi har været forsøgt. 

2. Det skal De vide, før De begynder at bruge ALIMTA

Brug ikke ALIMTA:

  • hvis De er overfølsom (allergisk) over for pemetrexed eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6).
  • hvis De ammer, skal De afbryde amningen under behandlingen med ALIMTA.
  • hvis De for nylig er blevet eller snart skal vaccineres mod gul feber.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller hospitalapotekspersonalet, før De får ALIMTA. 


Hvis De har eller tidligere har haft nyreproblemer, skal De tale med Deres læge eller hospitalapotekspersonalet, da De muligvis ikke må få ALIMTA.

Før hver indgivelse vil De få taget blodprøver til vurdering af, om Deres nyre- og leverfunktion er tilstrækkelig god, og for at kontrollere, om De har blodlegemer nok til at få ALIMTA. Deres læge kan beslutte at ændre dosen eller udskyde behandlingen, afhængigt af Deres generelle tilstand, og hvis Deres blodtal er for lave. Hvis De også får cisplatin, vil Deres læge kontrollere, at De får tilstrækkelig med væske og får den rette behandling før og efter indgivelse af cisplatin for at forebygge opkastning. 


Hvis De har fået eller skal have strålebehandling, skal De fortælle det til Deres læge, idet ALIMTA kan medføre en tidlig eller sen strålingsreaktion. 


Informér Deres læge, hvis De for nylig er blevet vaccineret, da det muligvis kan forårsage dårlige virkninger med ALIMTA. 


Informér Deres læge, hvis De har en hjertesygdom eller tidligere har haft en hjertesygdom. 


Hvis De har en væskeansamling omkring lungerne, vil lægen muligvis beslutte at fjerne denne væske, før De modtager behandling med ALIMTA. 

Børn og unge

Dette lægemiddel må ikke anvendes til børn og unge, da der ikke er erfaringer med lægemidlet hos børn og unge under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med ALIMTA

Hvis De tager medicin mod smerter eller inflammation (betændelse/hævelse), såsom de såkaldte non- steroide anti-inflammatoriske lægemidler (NSAID-præparater), herunder ikke-receptpligtig medicin (som f.eks. ibuprofen), skal De fortælle det til lægen. Der findes mange slags NSAID-præparater med forskellig varighed af det aktive stof. Ud fra den planlagte dato for Deres infusion af ALIMTA og/eller status for Deres nyrefunktion skal Deres læge fortælle Dem, hvilke typer medicin De må tage, og hvornår De må tage dem. Hvis De er usikker, skal De spørge lægen eller på apoteket, om noget af den medicin, De tager, er et NSAID-prærarat. 


Fortæl altid lægen eller hospitalapotekspersonalet, hvis De tager anden medicin eller har gjort det for nylig. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. 

Graviditet

Hvis De er gravid, har mistanke om, at De er gravid eller planlægger at blive gravid, skal De fortælle det til Deres læge. ALIMTA må ikke anvendes under graviditet. Deres læge vil sammen med Dem drøfte den potentielle risiko ved at tage ALIMTA under graviditet. Kvinder skal anvende effektive svangerskabsforebyggende midler under behandlingen med ALIMTA. 

Amning

Hvis De ammer, skal De fortælle Deres læge dette.  

Amningen skal afbrydes under behandling med ALIMTA. 

Frugtbarhed

Mænd rådes til ikke at gøre en kvinde gravid hverken under eller i op til 6 måneder efter behandlingen med ALIMTA. Derfor skal der bruges effektive svangerskabsforebyggende midler under behandlingsforløbet med ALIMTA og i 6 måneder efter. Hvis De ønsker at gøre en kvinde gravid under behandlingsforløbet eller tidligere end 6 måneder efter, behandlingen er stoppet, skal De søge vejledning hos Deres læge eller på apoteket. Det kan være en god idé at søge rådgivning om opbevaring af sæd, inden behandlingen påbegyndes. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

ALIMTA kan muligvis gøre Dem træt. Vær derfor forsigtig, hvis De kører bil eller betjener maskiner. 

ALIMTA indeholder natrium

ALIMTA 100 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning 

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol natirum (23 mg) pr. hætteglas, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 


ALIMTA 500 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning 

Dette lægemiddel indeholder 54 mg natirum (hovedbestanddelen i køkkensalt/bordsalt) pr. hætteglas. Dette svarer til 2,7 % af det anbefalede maksimale daglige indtag af natrium for en voksen. 

3. Sådan skal de bruge ALIMTA

Dosis er baseret på Deres højde og vægt (som anvendes til beregning af legemsoverfladearealet), idet der indgives, hvad der svarer til 500 mg ALIMTA per kvadratmeter legemsoverflade. Deres læge vil bruge dette mål på overfladeareal til at bestemme den rette dosis til Dem. Denne dosis skal muligvis justeres, eller behandlingen skal udskydes, afhængigt af Deres blodtal og generelle tilstand. Hospitalsapoteket, lægen eller sygeplejersken blander på forhånd ALIMTA-pulveret med natriumchloridinjektionsvæske 9 mg/ml (0,9%), før det indgives til Dem. 

 

De vil altid få ALIMTA ved infusion i en af Deres blodårer. Infusionen tager omkring 10 minutter.  

 

Når ALIMTA tages sammen med cisplatin: 

Lægen eller hospitalsfarmaceuten beregner den nødvendige dosis ud fra Deres højde og vægt. 

Cisplatin indgives også ved infusion i en af Deres blodårer, cirka 30 minutter efter at infusionen med ALIMTA er afsluttet. Infusionen af cisplatin tager omkring 2 timer. 

 

De vil normalt få infusionen én gang hver tredje uge.  

 

Andre lægemidler: 

Kortikosteroider: Deres læge vil udskrive steroidtabletter til Dem (svarende til 4 milligram dexamethason 2 gange dagligt), som De skal tage på dagen før, på behandlingsdagen og dagen efter behandling med ALIMTA. De får denne medicin for at reducere hyppigheden og sværhedsgraden af eventuelle hudreaktioner, som De kan opleve under kræftbehandlingen. 

 

Vitamintilskud: De skal tage en folsyretablet eller en multivitamin indeholdende folsyre (350-1000 mikrogram) 1 gang dagligt, mens De tager ALIMTA. De skal tage mindst 5 doser i løbet af de 7 dage op til den første dosis ALIMTA. De skal fortsætte med at tage folsyre i 21 dage efter indgift af den sidste dosis ALIMTA. De vil også få en injektion med B12-vitamin (1.000 mikrogram) i løbet af ugen op til første dosis ALIMTA og derefter cirka hver 9. uge (svarende til 3 ALIMTA-behandlings- forløb). De får B12-vitamin og folsyre for at mindske risikoen for mulige toksiske virkninger af kræftbehandlingen. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, De er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.  


De skal omgående kontakte Deres læge, hvis De mærker nogen af følgende bivirkninger: 

  • Feber eller infektion (henholdsvis almindelig eller meget almindelig): Hvis Deres temperatur er 38 ºC eller højere, hvis De sveder eller viser andre tegn på infektion (fordi De muligvis har færre hvide blodlegemer end normalt, hvilket er meget almindeligt). En infektion (sepsis  blodforgiftning) kan være alvorlig og kan medføre døden.
  • Hvis De begynder at føle brystsmerter (almindelig) eller har hjertebanken (ualmindelig).
  • Hvis De har smerter, rødmen, hævelse eller sår i munden (meget almindelig).
  • Allergisk reaktion: Hvis De udvikler udslæt (meget almindelig)/en brændende eller prikkende fornemmelse (almindelig) eller feber (almindelig). Hudreaktioner kan i sjældne tilfælde være alvorlige og kan medføre døden. Fortæl det til Deres læge, hvis De får alvorligt udslæt, kløe eller blæredannelse (Stevens-Johnsons syndrom eller toksisk epidermal nekrolyse).
  • Hvis De føler træthed, svimmelhed, hurtigt mister vejret, eller hvis De er bleg (fordi De muligvis har mindre hæmoglobin end normalt, hvilket er meget almindeligt).
  • Hvis De bløder fra gummer, næse eller mund eller anden blødning, som ikke vil stoppe, rødlig eller lyserødlig urin, uventede blå mærker (fordi De muligvis har færre blodplader end normalt, hvilket er meget almindeligt).
  • Hvis De pludselig får åndenød, stærke smerter i brystet eller hoste med blodigt spyt (ikke almindeligt) (dette kan betyde, at der er en blodprop i en af lungernes blodårer).

Bivirkninger med ALIMTA kan være:

Meget almindelig (forekommer hos flere end 1 ud af 10 personer) 

Infektion 

Svælgkatar (en øm hals) 

Lavt antal neutrofile granulocytter (en type hvide blodlegemer) 

Lavt antal hvide blodlegemer 

Lavt hæmoglobin niveau 

Smerter, rødmen, hævelse eller sår i munden 

Appetitløshed 

Opkastning 

Diarré 

Kvalme 

Udslæt 

Afskallende hud 

Unormale blodprøver, der viser nedsat nyrefunktion 

Træthed 

 

Almindelig (forekommer hos op til 1 ud af 10 personer) 

Infektion i blodet 

Feber med et lavt antal neutrofile granulocytter (en type hvide blodlegemer) 

Lavt antal blodplader 

Allergisk reaktion 

Tab af kropsvæske 

Smagsforstyrrelser 

Skader på de motoriske nerver, der kan forårsage muskelsvaghed og -svind, primært i arme og ben 

Skader på de sensoriske nerver, der kan forårsage tab af følesans, brændende smerter og ustabil gang 

Svimmelhed 

Betændelse eller hævelse i bindehinden (membranen, der omkranser øjenlågene og dækker det hvide i øjet) 

Tørre øjne 

Våde øjne 

Tørhed i bindehinden (membranen, der omkranser øjenlågene og dækker det hvide i øjet) og hornhinden (det klare lag foran iris og pupillen) 

Hævelse af øjenlågene 

Øjenlidelse med tørhed, tåreflåd, irritation og/eller smerter 

Hjertesvigt (tilstand, der påvirker dine hjertemusklers pumpekraft) 

Uregelmæssig hjerterytme 

Dårlig fordøjelse 

Forstoppelse 

Mavesmerter 

Lever: stigninger i de stoffer i blodet, der leveres af leveren 

Øget hudpigmentering 

Kløende hud 

Udslæt på kroppen, hvor hvert mærke ligner en skydeskive 

Hårtab 

Nældefeber 

Nyrensvigt 

Nedsat nyrefunktion 

Feber 

Smerte 

Overskydende væske i kropsvævet, der forårsager hævelse 

Brystsmerter 

Betændelse og sårdannelse i slimhinderne i fordøjelseskanalen 

 

Ikke almindelig (forekommer hos op til 1 ud af 100 personer) 

Fald i antallet af røde og hvide blodlegemer samt blodplader 

Slagtilfælde 

Slagtilfælde, hvor en blodåre i hjernen er blokeret 

Blødning på indersiden af kraniet 

Angina (brystsmerter forårsaget af et fald i blodgennemstrømningen til hjertet) 

Hjerteanfald 

Forsnævring eller blokering af koronararterierne 

Øget hjerterytme 

Mangelfuld fordeling af blodet til arme og ben 

Blokering i en blodåre i lungerne 

Betændelse og ardannelse i hinden som dækker lungerne, samt åndedrætsproblemer 

Frisk, rødt blod fra endetarmsåbningen 

Blødning i mave-tarmkanalen 

Rifter i tarmen 

Betændelse i slimhinden i spiserøret 

Betændelse i slimhinden i tyktarmen som kan være ledsaget af blødning i tarm- eller endetarm (ses kun i kombination med cisplatin) 

Betændelse, væskeansamling, hudrødme og beskadigelse afspiserørets slimhindeoverflade, forårsaget af strålebehandling 

Betændelse i lungerne forårsaget af strålebehandling 

 

Sjælden (forekommer hos op til 1 ud af 1000 personer) 

Ødelæggelse af røde blodlegemer 

Anafylaktisk chok (alvorlig allergisk reaktion) 

Betændelsestilstand i leveren 

Rødmen af huden 

Hududslæt, der udvikler sig gennem et tidligere bestrålet område 

 

Meget sjælden (forekommer hos op til 1 ud af 10.000 personer) 

Infektioner i hud og blødt væv 

Stevens-Johnson syndrom (en alvorlig reaktion i hud og slimhinderne, der kan være livstruende) 

Toksisk epidermal nekrolyse (en alvorlig hudreaktion, der kan være livstruende) 

Autoimmun lidelse, der resulterer i hududslæt og blærer på ben, arme og mave 

Betændelse i huden med blæredannelse, der er fyldt med væske 

Skrøbelig hud, blærer, skader og ardannelse i huden 

Rødmen, smerter og hævelse hovedsageligt i benene 

Betændelse i hud og fedtet under huden (pseudocellulitis) 

Betændelse i huden (dermatitis) 

Huden kan blive betændt, kløende, rød, sprunken og ru Intenst kløende pletter 

 

Ikke kendt: hyppigheden kan ikke vurderes ud fra forhåndenværende data 

Diabetessygdom, som hovedsageligt skyldes nyresygdom 

Nyresygdom, hvor bestemte celler (tubulære epitelceller) i nyregangene dør 


De vil muligvis kunne opleve nogle af disse symptomer og/eller tilstande. Hvis De begynder at mærke nogle af dem, skal De hurtigst muligt fortælle det til Deres læge. 


Hvis De er bekymret over eventuelle bivirkninger, bør De tale med Deres læge. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis De oplever bivirkninger, bør De tale med Deres læge, eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. De eller Deres pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk.  

Ved at indrapportere bivirkninger kan De hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken og hætteglassets etiket efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaring. 

 

Rekonstituerede opløsninger og infusionsopløsninger: Produktet skal anvendes med det samme. Hvis produktet er forberedt som angivet, har genfortyndede opløsninger og infusionsopløsninger af pemetrexed vist sig at have en kemisk og fysisk holdbarhed på 24 timer ved køleskabstemperatur. 

 

Dette lægemiddel er kun beregnet til engangsbrug. Ikke anvendt lægemiddel samt affald herfra bør bortskaffes i overensstemmelse med lokale krav. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

ALIMTA indeholder:

  • Aktivt stof: Pemetrexed.
  • Øvrige indholdsstoffer: Mannitol, saltsyre og natriumhydroxid.

 

ALIMTA 100 mg: Hvert hætteglas indeholder 100 milligram pemetrexed (som pemetrexeddinatrium)  

ALIMTA 500 mg: Hvert hætteglas indeholder 500 milligram pemetrexed (som pemetrexeddinatrium) 

 

Efter rekonstitution indeholder opløsningen 25 mg/ml pemetrexed. Opløsningen skal fortyndes yderligere af sundhedsfagligt personale inden indgivelse. 

Udseende og pakningsstørrelser

ALIMTA er et pulver til koncentrat til infusionsvæskeopløsning i hætteglas. Det er et hvidt til lysegult eller grøngult frysetørret pulver. 


Findes i en pakning med 1 hætteglas.  

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Eli Lilly Nederland B.V.
Papendorpseweg 83 

3528 BJ Utrecht 

Holland 

Fremstiller

Lilly France S.A.S.
rue du Colonel Lilly 

F-67640 Fegersheim 

Frankrig 

 

Hvis De ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal De henvende Dem til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen. 

 

Danmark 

Eli Lilly Danmark A/S 

Tlf: +45 45 26 60 00 

 

De kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu/. 

Oplysninger tiltænkt læger og sundhedspersonale

Nedenstående oplysninger er tiltænkt læger og sundhedspersonale: 

Instruktioner vedrørende anvendelse, håndtering samt bortskaffelse.

  1. Anvend aseptisk teknik ved rekonstituering og yderligere fortynding af pemetrexed til intravenøs infusion.
  2. Beregn den nødvendige dosis og det nødvendige antal hætteglas med ALIMTA. Hvert hætteglas indeholder tilstrækkeligt pemetrexed til at levere den angivne mængde.
  3. ALIMTA 100 mg:
    Hvert hætteglas med 100 mg rekonstitueres med 4,2 ml natriumchloridinjektionsvæske 9 mg/ml (0,9%) til injektion, uden konserveringsmiddel, til en opløsning indeholdende 25 mg/ml pemetrexed.
    ALIMTA 500 mg:
    Hvert hætteglas med 500 mg rekonstitueres med 20 ml natriumchloridinjektionsvæske 9 mg/ml (0,9%) til injektion, uden konserveringsmiddel, til en opløsning indeholdende 25 mg/ml pemetrexed.

    Vend forsigtigt hvert hætteglas op og ned, indtil pulveret er helt opløst. Opløsningen bliver derefter klar og kan variere i farve fra farveløs til gul eller grøngul, uden at det har negativ indflydelse på produktets kvalitet. Den rekonstituerede opløsning har en pH-værdi på 6,6-7,8. Yderligere fortynding er nødvendig.
  4. Den passende mængde rekonstituerede pemetrexedopløsning skal fortyndes yderligere til 100 ml med 0,9 %-natriumchloridinjektionsvæske, uden konserveringsmiddel, og indgives som langsom intravenøs infusion over 10 minutter.
  5. Pemetrexedinfusionsopløsninger, der er forberedt som angivet ovenfor, er kompatible med indgivelsessæt og dropposer, som er belagt med polyvinylchlorid og polyolefin. Pemetrexid er inkompatibel med opløsningsvæsker, der indeholder calcium, herunder lakteret Ringer’s opløsning og Ringer’s opløsning.
  6. Parenterale lægemidler bør kontrolleres visuelt for partikler og misfarvning før indgivelse. Hvis der observeres partikler, må opløsningen ikke indgives.
  7. Pemetrexedopløsninger er kun beregnet til engangsbrug. Ikke anvendt lægemiddel samt affald herfra bør bortskaffes i overensstemmelse med lokale krav.

Forsigtighedsregler i forbindelse med forberedelse og indgivelse:

Som med et hvilket som helst andet potentielt toksisk lægemiddel til behandling af kræft skal der udvises forsigtighed ved hånd-tering og forberedelse af infusionsopløsninger af pemetrexed. Det anbefales at bruge handsker. Hvis pemetrexedopløsningen kommer i kontakt med huden, skal det berørte område straks vaskes grundigt med vand og sæbe. Hvis pemetrexedopløsningen kommer i kontakt med slimhinderne, skal de skylles grundigt med vand. Pemetrexed er ikke blæretrækkende. Der findes ikke en specifik modgift mod ekstravasation af pemetrexed. Der er rapporteret enkelte tilfælde af ekstravasation af pemetrexed, som investigatoren ikke betragtede som alvorlige. Som med andre ikke-blæretrækkende stoffer skal eventuel ekstravasation håndteres i henhold til lokal standardpraksis. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 09/2020. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...