Lacrofarm®

pulver til oral opløsning

Orifarm Generics

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Lacrofarm, pulver til oral opløsning, enkeltdosisbeholder 

macrogol, natriumchlorid, natriumhydrogencarbonat, kaliumchlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre inden 14 dage hvis du har kronisk forstoppelse, eller inden 3 dage hvis du har hård, indeklemt afføring.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

    1. Virkning og anvendelse
    2. Det skal du vide, før du begynder at tage Lacrofarm
    3. Sådan skal du tage Lacrofarm
    4. Bivirkninger
    5. Opbevaring
    6. Yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Navnet på dette lægemiddel er Lacrofarm.  

  • Lacrofarm er et afføringsmiddel til behandling af kronisk forstoppelse hos voksne, børn (på 12 år og derover) og ældre.
  • Lacrofarm hjælper dig med at få en behagelig tarmbevægelse, også selvom du har haft forstoppelse i lang tid. Det virker ligeledes mod en meget svær forstoppelse, der skyldes hård, indeklemt afføring.

 

Hvis din læge har sagt, at du skal tage Lacrofarm for noget andet, skal du altid følge lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Lacrofarm

Tag ikke Lacrofarm

  • hvis du er allergisk over for macrogol 3350, natriumchlorid, natriumhydrogencarbonat, kaliumchlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Lacrofarm (angivet i punkt 6).
  • hvis du har hul i tarmvæggen.
  • hvis du har blokering af tarmene (tarmobstruktion, tarmslyng), f.eks. på grund af lammelse i tarmene.
  • hvis du har en svær betændelsestilstand i tarmene, såsom blødende tyktarmsbetændelse, Crohns sygdom eller toksisk megacolon.

Hvis noget af ovenstående gælder for dig, skal du spørge din læge eller apoteket til råds. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Når du tager Lacrofarm skal du fortsætte med at drikke meget vand. Væskeindholdet i Larcrofarm kan ikke erstatte dit sædvanlige væskeindtag. 


Hvis du får bivirkninger som hævelser, kortåndethed, træthed, dehydrering (symptomerne omfatter øget tørst, mundtørhed og svaghed) eller hjerteproblemer, skal du stoppe med at tage Lacrofarm og straks kontakte din læge. 


Hvis du oplever pludselige mavesmerter eller blødning fra endetarmen, når du tager Lacrofarm til tømning af tarmen, skal du øjeblikkeligt kontakte din læge eller søge lægehjælp. 

Brug af andre lægemidler sammen med Lacrofarm

Fortæl det altid til lægen eller på apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. 


Visse lægemidler, f.eks. mod epilepsi, kan være mindre effektive ved brug af Lacrofarm. 

Brug af Lacrofarm sammen med mad og drikke

Dette lægemiddel kan tages på et hvilket som helst tidspunkt og kan tages med eller uden mad og drikke. 

Graviditet og amning

Der er ingen dokumenteret erfaring med anvendelse af macrogol til gravide eller ammende kvinder. Der forventes dog ingen påvirkning af graviditeten eller for det ammede spædbarn, da den systemiske eksponering for macrogol er ubetydelig. Derfor kan Lacrofarm anvendes under graviditet eller amning, hvis det er nødvendigt. Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Lacrofarm påvirker ikke eller i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Lacrofarm indeholder kalium

Denne medicin indeholder 5,4 mmol kalium pr. dosis. Hvis du har nedsat nyrefunktion og/eller får kaliumfattig diæt, skal du tage hensyn hertil. 

Lacrofarm indeholder natrium

Denne medicin indeholder 187 mg natrium (hovedkomponent af madlavnings-/bordsalt) pr. brev. Dette svarer til 9,3% af den anbefalede maximale daglige indtagelse af natrium for en voksen. Tal med din læge eller apotekspersonalet, hvis du skal tage 3 eller flere breve dagligt i længere tid, især hvis du er blevet rådet til at følge en diæt med lav salt (natrium) indhold. 

3. Sådan skal du tage Lacrofarm

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sygeplejerskens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken. 

 

Denne medicin kan tages med eller uden mad. 

 

Kronisk forstoppelse (længerevarende forstoppelse) 

Dosering - voksne og børn over 12 år

1 brev en til tre gange dagligt. Den normale dosis for de fleste patienter er 1-2 breve dagligt. Det kan være nødvendigt med 3 breve dagligt, alt afhængigt af den enkelte persons respons. Dosis afhænger af, hvor alvorlig din forstoppelse er. Efter et par dage kan dosis nedjusteres til den laveste effektive dosis. Behandlingstiden er normalt 2 uger. Hvis symptomerne fortsætter efter 2 uger, skal du kontakte din læge. 

 

Børn (under 12 år) 

Anbefales ikke. 

 

Patienter med nedsat nyrefunktion 

Dosisjustering er ikke nødvendig ved behandling af kronisk forstoppelse. 

 

Patienter med hjertesygdom 

Tag ikke mere end 2 breve i timen. 

 

Hård, indeklemt afføring (fuldstændig og svær forstoppelse) 

Inden du tager dette lægemiddel for hård, indeklemt afføring, skal det bekræftes, at du har denne tilstand. 

 

Dosering - voksne og børn over 12 år 

Den sædvanlige dosis ved hård, indeklemt afføring (fuldstændig og svær forstoppelse) er 8 breve dagligt. De 8 breve skal tages inden for et tidsrum på 6 timer hver dag, om nødvendigt i op til 3 dage. 

 

Børn (under 12 år) 

Anbefales ikke. 

 

Patienter med nedsat nyrefunktion 

Dosisjustering er ikke nødvendig ved behandling af hård, indeklemt afføring. 

 

Patienter med hjertesygdom 

Tag ikke mere end 2 breve i timen. 

 

Indgivelsesmåde 

Opløs indholdet af 1 brev i et glas vand (125 ml), omrør grundigt, og drik blandingen. Hvis du behandles for hård, indeklemt afføring, kan det være lettere at opløse alle 8 breve i 1 liter vand. 

Hvis du har taget for meget Lacrofarm

Du kan få diarré. Stop med at tage Lacrofarm, indtil diarréen er væk, og start så igen med en lavere dosis. Hvis du er bekymret, så spørg lægen eller på apoteket. 

 

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Lacrofarm, pulver til oral opløsning, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

Tag pakningen med. 

Hvis du har glemt at tage Lacrofarm

Tag din dosis, så snart du kommer i tanke om det, og fortsæt herefter som før. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

 

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Lacrofarm kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Hvis du oplever nogen af følgende bivirkninger, skal du stoppe med at tage Lacrofarm og straks søge læge: 

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10.000 patienter):  

  • En alvorlig allergisk reaktion, som giver dig åndenød eller svimmelhed, eller hævelse i ansigtet, læberne, tungen eller halsen.
  • Tegn på allergi, f.eks. udslæt, kløe eller kortåndethed.

Følgende bivirkninger er ligeledes rapporteret: 

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til én ud af 10 patienter):  

  • Maverumlen, oppustet mave eller ondt i maven, luft i maven, opkastning, kvalme, fordøjelsesproblemer eller ondt i anus (enden). Hvis du oplever en let diarré, når du starter med at tage Lacrofarm, vil din tilstand som regel forbedres, hvis du reducerer den mængde Lacrofarm, du tager.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:  

  • Nældefeber, rødme i huden eller hududslæt.
  • Hævelse i hænder, fødder eller ankler.
  • Hovedpine.
  • Høje og lave kaliumniveauer i blodet.

Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. Nogle bivirkninger kan kræve behandling. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke Lacrofarm efter den udløbsdato, der står på æsken og brevet efter EXP. 

Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Når du har opløst Lacrofarm i vand, skal du tildække det og opbevare det i køleskab (2 °C -8 °C), hvis du ikke kan drikke det med det samme. Smid ubrugt opløsning væk efter 24 timer. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal aflevere lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Praktiske og yderligere oplysninger

Lacrofarm indeholder:

  • Aktive stoffer: macrogol 3350 (13,125 g), natriumchlorid (350,7 mg),
    natriumhydrogencarbonat (178,5 mg) og kaliumchlorid (46,6 mg).
  • Øvrige indholdsstoffer: acesulfamkalium (E950) som sødemiddel.

Udseende og pakningsstørrelser

Lacrofarm er et hvidt pulver, der er pakket i breve. 

Det fås som æsker med 2, 6, 8, 10, 20, 30, 40, 50, 60 eller 100 breve.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Orifarm Generics A/S  

Energivej 15 

5260 Odense S  

info@orifarm.com 

Dette lægemiddel er godkendt i EEAs medlemslande under følgende navne:

Danmark Lacrofarm 

Sverige Lacrofarm 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 01/2021  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...