Vermox®

tabletter 100 mg

Orifarm

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Vermox® 100 mg tabletter 

Mebendazol 

Læs denne indlægsseddel grundigt inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt her. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Vermox.
  3. Sådan skal du tage Vermox.
  4. Bivirkninger.
  5. Opbevaring.
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger.

1. Virkning og anvendelse

Vermox (mebendazol) er et ormemiddel, der virker mod flere typer af indvoldsorm. Vermox dræber voksne orm, larver og æg fra spolorm, piskeorm og hageorm, men ikke æg fra børneorm. 

 

Du kan tage Vermox, hvis du har børneorm, spolorm, piskeorm eller hageorm. 

 

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Vermox

Tag ikke Vermox

  • hvis du er allergisk over for mebendazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Vermox angivet i afsnit 6.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Vermox. Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Vermox. Det kan have betydning for prøveresultaterne. 

Børn og unge

Vermox må kun gives til et barn under 1 år, hvis lægen specifikt har ordineret medicinen til barnet. 

Brug af andre lægemidler sammen med Vermox

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler. 

 

Tal med din læge, hvis du bruger medicin mod 

  • mavesår, sure opstød eller spiserørskatar (cimetidin).
  • infektioner (metronidazol)

Brug af Vermox sammen med mad og drikke

Du kan tage Vermox i forbindelse med et måltid, men det er ikke nødvendigt. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet 

Hvis du er gravid, må du kun tage Vermox efter aftale med lægen. 

 

Amning 

Hvis du ammer, må du kun tage Vermox efter aftale med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Vermox påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Vermox indeholder Sunset yellow (E110) og natrium

Farvestoffet Sunset yellow kan medføre allergiske reaktioner. 

 

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. der er i det væsentlige natrium-fri. 

3. Sådan skal du tage Vermox

Tag altid Vermox nøjagtigt efter lægens ellers apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Du skal tage tabletterne med et glas vand. 

 

Det er vigtigt, at have en god hygiejne for at få den bedste virkning af behandlingen. Det er især vigtigt, at hele familien vasker hænder efter hvert toiletbesøg og før enhver form for fødeindtagelse. 

Den sædvanlige dosis er

Børneorm 

Voksne og børn: 1 tablet som enkeltdosis. Da der ofte opstår fornyet smitte, bør behandlingen gentages efter 2 og 4 uger for at sikre at ormene er helt væk. Følg lægens anvisninger. 

 

Spolorm, piskeorm og hageorm samt ved forekomst af flere slags indvoldsorm  

Voksne og børn: 1 tablet 2 gange daglig i 3 dage. 

 

Ved nedsat nyre- og leverfunktion:  

Det er normalt ikke nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger. 

Hvis du har taget for meget Vermox

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere tabletter, end der står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.  

Tag emballagen med. 

 

Hvis du har taget for mange tabletter, kan du få mavekramper, kvalme, opkastning og diaré. 

Hvis du har glemt at tage Vermox

Du må ikke tage en dobbeltdosis, som erstatning for den glemte tablet. Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. 

Hvis du holder op med at tage Vermox

Kontakt lægen, hvis du ønsker at stoppe eller afbryde behandlingen med Vermox. For at få et godt resultat er det vigtigt, at du gennemfører hele behandlingen.  

Kontakt straks lægen, hvis du igen får tegn på, at du har orm, efter behandlingen med Vermox er stoppet. 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre læge- midler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Sjældne bivirkninger: Det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter  

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer) pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion). Kan være livsfarligt. Ring 112.
  • Kramper er forekommet - også hos spæd- børn. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden, ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue.
  • Kraftig afskalning og afstødning af huden. Kontakt læge eller skadestue.
  • Leverbetændelse, gulsot. Kontakt læge eller skadestue.
  • Nyrebetændelse og kraftigt nedsat antal hvide blodlegemer kan forekomme med længere tids brug af Vermox ved doser, som er betragteligt højere end de anbefalede (meget mere end normalt ordineret). Kontakt læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger: Det sker hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter  

  • Mavesmerter.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Det sker hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter  

  • Ubehag i maven, diarré, luftafgang fra tarmen, kvalme, opkastning.

 

Sjældne bivirkninger: Det sker hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter  

  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner), især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du kontakte læge eller skadestue.
  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Det kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af tunge, læber og ansigt, kan det være livsfarligt. Ring 112.
  • Hårtab.
  • Svimmelhed.

 

Vermox kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. blodprøver for leverfunktion, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen 

Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Vermox utilgængeligt for børn. 

Tag ikke Vermox efter den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

Opbevar ikke Vermox ved temperatur over 25 ºC. 

Opbevar Vermox i original emballage. 

 

Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Vermox, 100 mg indeholder:

  • Aktivt stof: Mebendazol 100 mg.
  • Øvrige indholdsstoffer: Mikrokrystallinsk cellulose, natriumstivelsesglycolat, talcum, majsstivelse, saccharinnatrium, hydrogeneret bomuldsfrøolie, magnesiumstearat, orangearoma, kolloid vandfri silica, natriumlaurilsulfat, Sunset yellow (E110).

Udseende og pakningsstørrelser:

Tabletterne er runde, svagt orangefarvede med skrå kant og delekærv.
Tabletterne er præget med: Me, 100, JANSSEN 

 

Vermox fås i: 

Vermox 100 mg i pakninger med 6 tabletter  

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S  

Mail: info@orifarm.com 

Tlf.: +45 6395 2700 

Fremstiller:

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ 

 

For yderligere oplysninger om denne medicin og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 01/2021
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...