Skinoren®

creme 20%

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Skinoren® 20 % creme  

azelainsyre 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Skinoren
  3. Sådan skal du bruge Skinoren
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Skinoren creme indeholder azelainsyre, som forekommer naturligt i menneskets krop og som forhindrer vækst af de bakterier, som giver akne (bumser). Skinoren normaliserer desuden dannelsen af det øverste hudlag, således at hudorme ikke dannes. 

 

Skinoren anvendes til behandling af mild til moderat akne (bumser). 

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Skinoren

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Skinoren

  • hvis du er allergisk over for azelainsyre eller et af de øvrige indholdsstoffer i Skinoren (angivet i afsnit 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Skinoren. 

  • Hvis du har astma. Der er i sjældne tilfælde set forværring i astmasymptomerne hos nogle patienter, der er blevet behandlet med azelainsyre.
  • Skinoren er kun til udvortes brug.
  • Cremen må ikke komme i kontakt med dine øjne, mund eller på slimhinder. Hvis du får lægemidlet i øjne, mund eller på slimhinder, skal du skylle grundigt med rigelige mængder vand. Hvis øjenirritation bliver ved, skal du kontakte lægen eller skadestuen.
  • Vask hænderne efter hver behandling med Skinoren.

Børn og unge

Skinoren bør ikke anvendes til børn under 12 år, da cremens sikkerhed og virkning hos denne gruppe ikke er blevet fastslået. 

Brug af anden medicin sammen med Skinoren

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin, for nylig har brugt anden medicin eller planlægger at bruge anden
medicin. 


Der foreligger ingen oplysninger om, hvorvidt Skinoren påvirker effekten eller sikkerheden af andre lægemidler eller at Skinoren påvirkes af andre lægemidler. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Der er begrænset erfaring med brugen af det aktive stof azelainsyre under graviditet og amning. 


Spædbørn må ikke komme i kontakt med behandlet hud. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Skinoren påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Skinoren indeholder benzoesyre og propylenglycol

Dette lægemiddel indeholder 2 mg benzoesyre pr. 1 gram creme.
Benzoesyre kan medføre lokal irritation. 


Dette lægemiddel indeholder 125 mg propylenglycol pr. 1 gram creme.
Propylenglycol kan give irritation af huden. 

3. Sådan skal du bruge Skinoren

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Voksne:  

Skinoren er kun til udvortes brug. 

 

Før du smører Skinoren på den angrebne hud, skal du vaske huden grundigt med vand eller et mildt hudrensende middel og tørre den godt. 

 

Du skal normalt smøre Skinoren på den angrebne hud, som anvist af lægen, normalt 2 gange dagligt (morgen og aften). 

Massér forsigtigt Skinoren ind i huden. 2,5 cm Skinoren er nok til at behandle hele ansigtet. 

 

Hvis der opstår hudirritationer (se afsnit 4 - Bivirkninger) kan du anvende mindre mængder Skinoren eller du kan nøjes med at behandle huden 1 gang om dagen, indtil irritationen ophører. 

Det kan eventuelt være nødvendigt at stoppe behandlingen i nogle dage. 

 

Det er vigtigt, at du fortsætter med at anvende Skinoren regelmæssigt i hele behandlingsperioden. Behandlingstiden er forskellig fra person til person og afhænger også af, hvor svær din akne er. Normalt ses en forbedring efter ca. 4 ugers behandling, men for at få det bedst mulige resultat, bør du fortsætte behandlingen uafbrudt i flere måneder, afhængigt af, hvordan du reagerer på behandlingen. 

 

Brug til børn og unge 

Det er ikke nødvendigt at justere dosis hos unge mellem 12 og 18 år. 

Hvis du har brugt for meget Skinoren

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Skinoren, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Hvis du har glemt at bruge Skinoren

Du må ikke bruge en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt behandlingen som din læge har foreskrevet. 

Hvis du holder op med at bruge Skinoren

Hvis du afbryder behandlingen kan dit hudbesvær blive værre. Kontakt lægen inden du afbryder behandlingen. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Lokal hudirritation (oftest med brændende fornemmelse) forekommer specielt i starten af behandlingen, men aftager som regel i løbet af behandlingen. 

 

Angioødem 

Stop med at tage Skinoren, og kontakt straks din læge, hvis du oplever et af følgende symptomer (angioødem): hævelse i ansigt, tunge eller hals; synkebesvær; nældefeber og åndedrætsbesvær. 

 

Følgende bivirkninger er baseret på rapporter fra kliniske undersøgelser med Skinoren og overvågning efter markedsføringen. Bivirkningerne er ordnet efter deres hyppighed. 

 

Meget almindelig (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter): 

På påføringsstedet: Brændende fornemmelse, kløe, rødmen af huden. 

 

Almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter): 

På påføringsstedet: Afskalning af huden, smerter, tør hud, misfarvning af huden, hudirritation. 

 

Ikke almindelig (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter): 

Seboré (overproduktion i talgkirtlerne), akne, lyse pletter i huden. 

På påføringsstedet: Prikkende eller snurrende fornemmelse, eksem, ubehag i huden, hævelse i huden. 

 

Sjælden (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

Allergisk reaktion (overfølsomhed) (som kan forekomme sammen med angioødem1

kontakteksem1, hævede øjne1, hævet ansigt1), forværring af astma, nældefeber, betændelse i læben, udslæt1

 

På påføringsstedet: varmefølelse, blærer, eksem, sår. 

 

1 Disse bivirkninger er set hos patienter, der anvender Skinoren efter at det er godkendt til markedsføring  

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1 

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Må ikke opbevares over 30 °C. 

Efter første åbning har produktet en holdbarhed på 6 måneder. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apoteketspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Skinoren indeholder:

  • Aktivt stof: azelainsyre. 1 gram creme indeholder 0,2 gram (20 %) azelainsyre.
  • Øvrige indholdsstoffer: benzoesyre (E210), cetearyloctanoat + isopropylmyristat (PCL Liquid), glycerol 85%, glycerylstearat + cetearylalkohol + cetylpalmitat + cocoglycerider (CUTINA CBS), propylenglycol, renset vand og stearoylmacrogolglycerider.

Udseende og pakningsstørrelser

Skinoren er en hvid, uigennemsigtig creme.  

 

Pakninger med 30 g og 60 (2 x 30) g. 

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4
Stenhuggervej 12
6710 Esbjerg V  

Fremstiller:

2care4
Stenhuggervej 12-14
6710 Esbjerg V 

 

Skinoren® er et registreret varemærke, der tilhører LEO Pharma A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret april 2021.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...