Cabergolin "Paranova"

tabletter 0,5 mg

Paranova Danmark

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Cabergolin Paranova 0,5 mg tabletter  

cabergolin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Cabergolin Paranova til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen:

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Cabergolin Paranova
  3. Sådan skal du tage Cabergolin Paranova
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Cabergolin Paranova nedsætter mængden af hormonet prolaktin i kroppen. Prolaktin dannes i hypofysen i hjernen. 

 

Du kan bruge Cabergolin Paranova: 

  • til at afbryde eller hæmme mælkeproduktionen.
  • ved menstruationsforstyrrelser, mangel på ægløsning og ved mælkeflåd, der skyldes for meget prolaktin i blodet.
  • hvis hypofysen danner for meget prolaktin på grund af en svulst.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Cabergolin Paranova

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Cabergolin Paranova

  • hvis du er allergisk over for cabergolin, lignende stoffer (sekalealkaloider), eller et af de øvrige indholdsstoffer i Cabergolin Paranova (angivet i punkt 6).
  • hvis du har eller har haft sygdomme i dine lunger, hjertehinde eller bughule med dannelse af bindevæv (fibrose).
  • hvis du skal have langtidsbehandling med Cabergolin Paranova og har eller tidligere har haft hjerteklaplidelse, der er fundet ved ekkokardiografi.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Cabergolin Paranova: 

  • hvis du har haft alvorlige sindslidelser.
  • hvis du har dårlig lever.
  • hvis du har eller tidligere har haft fibrotiske reaktioner (arvæv), der har påvirket dit hjerte, lunger eller underliv.
  • hvis du skal have langtidsbehandling med Cabergolin Paranova. Lægen vil før behandlingsstart kontrollere, om dit hjerte, lunger og nyrer er velfungerende. Lægen vil også sørge for, at du inden behandlingsstart og med jævne mellemrum under behandlingen får foretaget en ekko-kardiografi (en ultralydstest af hjertet). Hvis der opstår fibrotiske reaktioner, skal behandlingen afbrydes.
  • hvis du har alvorlig sygdom i hjertet eller blodkarrene.
  • hvis du har mavesår eller blødning fra mave eller tarm.
  • hvis du har dårligt blodomløb i fingre og tæer (Raynauds sygdom).
  • hvis du har haft svangerskabsforgiftning eller lider af forhøjet blodtryk, som følge af fødsel.
  • hvis du har uregelmæssig menstruation. Du bør tage en graviditetstest mindst hver 4. uge i perioden uden menstruation, da Cabergolin Paranova giver ægløsning og dermed mulighed for graviditet.
  • hvis du igen har fået menstruation, bør du tage en graviditetstest, hvis menstruationen er forsinket mere end 3 dage.
  • hvis du får medicin, der sænker blodtrykket.


Hvis du lige har født, kan du have større risiko for visse tilstande. De kan omfatte forhøjet blodtryk, hjerteanfald, krampeanfald, slagtilfælde eller psykiske lidelser. Din læge skal derfor kontrollere dit blodtryk regelmæssigt under behandlingen. Fortæl straks din læge, hvis du får forhøjet blodtryk, brystsmerter eller unormalt kraftig eller vedvarende hovedpine (med eller uden synsforstyrrelser). 

 

Fortæl din læge, hvis du eller din familie/behandler bemærker, at du udvikler stærk trang eller adfærd, som er usædvanlig for dig, eller hvis du ikke kan modstå lysten eller fristelsen for at udføre bestemte aktiviteter, som kan skade dig selv eller andre. Denne form for opførsel kaldes sygelige vane- og impulshandlinger og kan omfatte sygelig spilletrang, overdreven spisning eller brug af penge, unormalt stor sexlyst eller øget antal seksuelle tanker og følelser. Der kan være behov for, at din læge ændrer din behandling. 

 

Du skal straks kontakte lægen, hvis du:  

  • får åndedrætsbesvær, kortåndethed, vedvarende hoste eller brystsmerter.
  • får smerter i lænden eller i siden og hævelser i benene samt evt. ømhed i maven.
  • får problemer med hjertet, ledsaget af hoste, åndenød, brystsmerter og hævede ben.

 

Du skal være opmærksom på, at:  

  • du kan blive svimmel eller føle dig svag, når du rejser dig hurtigt op (på grund af lavt blodtryk).
  • du højst bør tage ½ tablet (0,25 mg) ad gangen, hvis du ammer og vil afbryde eller hæmme mælkeproduktionen.
  • behandling med Cabergolin Paranova kan gøre, at man pludseligt falder i søvn, nogle gange uden at være søvnig. Derfor skal du være forsigtig, hvis du færdes i trafikken eller arbejder med maskiner, mens du tager Cabergolin Paranova.
  • du må ikke være gravid, når du begynder at tage Cabergolin Paranova.
  • du bør benytte svangerskabsforebyggelse, når du tager Cabergolin Paranova. Hvis du tager Cabergolin Paranova for menstruationsforstyrrelser, bør du ikke bruge prævention, der indeholder hormoner (f.eks. P-piller). Anvend i stedet kondom eller anden barrieremetode som prævention. Tal med lægen.
  • hvis du bliver gravid, bør du straks stoppe med at tage Cabergolin Paranova. Kontakt lægen.
  • du bør undgå at blive gravid i mindst en måned efter, at behandlingen med Cabergolin Paranova er afsluttet.
  • hvis du tager Cabergolin Paranova i lang tid, kan dine lunger og hjerte blive påvirket. Dette viser sig ved slim i lungerne, åndenød, og tendens til hævede ben.
  • du kan få øget begær og lyst til sex samt unormalt øget seksuel aktivitet under behandlingen med Cabergolin Paranova.
  • du kan få sygelig spilletrang (ludomani).

 

Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Cabergolin Paranova. Det kan have betydning for resultaterne. 

Brug af anden medicin sammen med Cabergolin Paranova

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud. 


Tal med din læge, hvis du samtidig tager: 

  • medicin der påvirker nervesystemet (f.eks. phenothiazin, butyrophenon, thioxanthen og metoclopramid).
  • medicin mod betændelse (f.eks. erythromycin).
  • medicin mod for højt blodtryk.

 

Ved langtidsbrug af Cabergolin Paranova bør du ikke samtidig bruge andre lægemidler af samme type. Spørg lægen, hvis du er i tvivl. 

Brug af Cabergolin Paranova sammen med mad og drikke

Du skal tage Cabergolin Paranova i forbindelse med et måltid. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til
råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Du må ikke tage Cabergolin Paranova, hvis du er gravid. 


Før du starter behandlingen, skal det udelukkes, at du er gravid. Desuden skal du undgå at blive gravid i mindst 1 måned efter behandlingen med Cabergolin Paranova er afsluttet. 


Hvis du er i den fødedygtige alder, skal du bruge sikker prævention under behandlingen og i mindst 4 uger efter behandlingen.
Hvis du tager Cabergolin Paranova for menstruationsforstyrrelser, bør du ikke bruge prævention, der indeholder hormoner (f.eks. P-piller).
Anvend i stedet kondom eller anden barrieremetode som prævention. Tal med lægen. 

 

Amning  

Hvis du ammer, bør du ikke tage Cabergolin Paranova. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Cabergolin Paranova kan især i begyndelsen af behandlingen og ved øgning af dosis give bivirkninger, som kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 


Du kan få lavt blodtryk i starten af behandlingen. Du bør i de første 4 dage af behandlingen være forsigtig ved bilkørsel og lignende aktiviteter. 


Behandling med Cabergolin Paranova kan gøre, at du pludseligt falder i søvn, nogle gange uden at være søvnig. Derfor skal du være forsigtig, hvis du kører bil, motorcykel eller cykel eller betjener maskiner, mens du tager Cabergolin Paranova. 


Hvis du bliver søvnig eller pludselig falder i søvn, skal du undgå at færdes i trafikken eller arbejde med maskiner og lignende, hvor nedsat opmærksomhed kan bringe dit eget eller andres liv og helbred i fare. 

Cabergolin Paranova indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Cabergolin Paranova

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er:

Voksne 

Ved hæmning af mælkeproduktionen  

2 tabletter (1 mg) som engangsdosis indenfor 24 timer efter fødsel. 

 

Ved afbrydelse af mælkeproduktionen  

½ tablet (0,25 mg) 2 gange om dagen i 2 dage. 

 

Ved for meget prolaktin i blodet  

1 tablet (0,5 mg) om ugen, evt. fordelt på 2 doser i løbet af ugen. Efter en måned kan lægen øge dosis med 1 tablet (0,5 mg) om ugen, indtil den rigtige dosis er nået. Den er sædvanligvis 2 tabletter (1 mg) om ugen. 

 

Dosis må ikke overstige 3 mg dagligt. 

 

Nedsat leverfunktion  

Det kan være nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisninger. 

 

Brug til børn og unge  

Du må ikke bruge Cabergolin Paranova til børn under 16 år. Følg lægens anvisning. 

Hvis du har taget for mange Cabergolin Paranova

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere af Cabergolin Paranova, end der står i denne information, eller flere end lægen har 

foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med. 

Hvis du har taget for mange Cabergolin Paranova, kan du få kvalme, opkastning, smerter i maven, forvirring, hallucinationer og lavt blodtryk. 

Hvis du har glemt at tage Cabergolin Paranova

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Cabergolin Paranova

Kontakt lægen, hvis du ønsker at holde pause eller stoppe behandlingen med Cabergolin Paranova. 

 

Hvis du er blevet behandlet mod for meget prolaktin i blodet og holder op med at tage Cabergolin Paranova, vil du sædvanligvis få for meget prolaktin i blodet igen. Hos nogle patienter ses nedsat prolaktinniveau i blodet i flere måneder efter at behandlingen med Cabergolin Paranova er stoppet. 

 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om eller føler dig usikker på. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):  

  • Lidelser i hjerteklapperne, f.eks. betændelse (perikardit) eller væskeansamlinger i hjertesækken (perikardieekssudat). De tidlige symptomer på dette er en eller flere af følgende tilstande: åndedrætsbesvær, åndenød, smerter i brystet og ryggen og hævede ben. Hvis du oplever nogen af disse symptomer, skal du straks kontakte lægen.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • Smerter i brystet, åndenød, hoste og feber pga. væske i lungehinden. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112
  • Tiltagende åndenød pga. dannelse af bindevæv i lungerne. Kontakt læge eller skadestue.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter): 

  • Dannelse af bindevæv (fibrose) i lungerne, som viser sig ved hoste og åndenød. Kontakt lægen.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

  • Svækket vejrtrækning, blåfarvning af læber og negle. Ring 112.
  • Overfølsomhedsreaktioner. Kontakt lægen.
  • Sindslidelser. Kontakt lægen.
  • Smerter i brystet, evt. med udstråling til arm eller hals og åndenød pga. dårlig blodforsyning til hjertemusklen. Kontakt læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):  

  • Kraftesløshed og svaghed, træthed.
  • Svimmelhed, hovedpine.
  • Mavegener (f.eks. mavesmerter, sure opstød, kvalme, opkastninger).

 

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • Depression. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Søvnighed.
  • Hedeture.
  • Svimmelhed evt. besvimelse ved skift fra liggende til siddende eller fra siddende til stående stilling pga. lavt blodtryk.
  • Forstoppelse, opkastning.
  • Smerter i brysterne.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • Åndenød. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Besvimelse. Kan være eller blive alvorligt. Ved normal puls og vejrtrækning og hurtig opvågning, tal med læge. I alle andre tilfælde ring 112.
  • Udtalt træthed i dagtimerne og tendens til pludseligt at falde i søvn. Kan være eller blive alvorlig. Tal med lægen.
  • Vand i kroppen. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.
  • Øget begær og lyst til sex.
  • Hjertebanken.
  • Kramper i benene.
  • Meget uren hud (akne), kløe eller udslæt.
  • Forbigående synsforstyrrelser.
  • Næseblod.
  • Hvide fingre og tæer, prikkende, snurren, kuldefornemmelse og følelsesløshed i huden. Kan blive alvorligt. Kontakt lægen.
  • Hårtab.
  • Hævede fødder, ankler og hænder.

 

Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter): 

  • Smerter i den øverste del af maven.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data): 

  • Luftvejslidelser, brystsmerter.
  • Sygelig spilletrang (ludomani).
  • Vrangforestillinger. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Hallucinationer. Kan være alvorligt. Kontakt evt. læge eller skadestue.
  • Påvirkning af leverens funktion.
  • Unormalt øget seksuel aktivitet.
  • Truende evt. voldelig adfærd. Det kan hos nogle udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.
  • Nedsat syn.
  • Rysten.

 

Du kan opleve følgende bivirkninger: 

  • Manglende evne til at modstå trangen til at gøre noget som kan være skadeligt, hvilket kan være:
    • Sygelig spilletrang på trods af alvorlige personlige eller familiære konsekvenser.
    • Ændret eller øget seksuel interesse og opførsel, der skaber bekymring for dig eller andre, for eksempel øget sexlyst.
    • Ukontrolleret og overdreven shopping eller brug af penge.
    • Spiseorgie (spiser store mængder mad på meget kort tid) eller tvangsspisning (spiser mere mad end normalt eller mere end der skal til for at gøre dig mæt).

Fortæl din læge, hvis du oplever nogen af disse symptomer. Lægen vil diskutere måder at reducere og kontrollere disse symptomer. 


Cabergolin Paranova kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til som forstyrrelser i blodkarrene (digital vasospasme). Det drejer sig om ændring i visse laboratorieprøver, f.eks. unormale levertal, hæmoglobintal, lavt blodtryk efter en fødsel og påvirkning af nyretallene. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder. 


Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

  • Opbevar Cabergolin Paranova utilgængeligt for børn.
  • Må ikke opbevares over 25 °C.
  • Tabletterne skal opbevares i den originale beholder for at beskytte mod fugt.
  • Brug ikke Cabergolin Paranova efter den udløbsdato, der står på æsken (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
  • Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Cabergolin Paranova indeholder:

  • Aktivt stof: Cabergolin 0,5 mg.
  • Øvrige indholdsstoffer: Vandfri lactose og leucin.

Udseende og pakningsstørrelser:

Cabergolin Paranova 0,5 mg tabletter er hvide, flade, aflange med delekærv og de er mærket ”PU” på den ene side og ”700” på den anden side. 

 

Pakningsstørrelse: 

Et tabletglas med 8 tabletter. 

 

I tabletglassets låg er der et fugtabsorberende stof, som du ikke må fjerne. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

Paranova Danmark A/S 

Marielundvej 46D, 2730 Herlev 

Frigivet af:

Paranova Pack B.V. 

Vijzelweg 32, 8243 PM Lelystad 

Holland 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 05/2021. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...