Timonil® Retard

depottabletter 300 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Timonil® Retard 300 mg depottabletter  

Carbamazepin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

 

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Timonil Retard
  3. Sådan skal du tage Timonil Retard
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Timonil Retard indeholder det aktive stof carbamazepin. Det tilhører en gruppe lægemidler der kaldes antiepileptika. Timonil Retard påvirker hjernen, så hjernen bedre kan styre musklerne og kroppens bevægelser. Du kan tage Timonil Retard mod:  

  • epilepsi
  • en nervesygdom, der giver smerter i ansigtet (trigeminusneuralgi)
  • alkoholabstinenser.

 

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Timonil Retard

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Timonil Retard

  • hvis du er allergisk over for carbamazepin eller lignende stoffer (for eksempel visse typer lægemidler mod depression, såsom amitriptylin, desipramin, nortriptylin) eller et af de øvrige indholdsstoffer i Timonil Retard (angivet i afsnit 6)
  • hvis du har en hjertesygdom med hæmmet ledning af hjertets impulser (A/V blok)
  • hvis du har eller har haft svækkelse af knoglemarven (knoglemarvsdepression), så der dannes færre nye blodlegemer
  • hvis du har en arvelig forstyrrelse af stofskiftet i leveren (forskellige former af hepatisk porfyri)
  • hvis du har svært nedsat leverfunktion
  • hvis du anvender (eller har anvendt inden for de seneste to uger) MAO-hæmmere (en type lægemiddel mod depression eller Parkinsons sygdom)
  • hvis du anvender voriconazol (et svampemiddel, som anvendes mod svære infektioner)
  • hvis du har eller har haft Stevens-Johnsons syndrom (SJS) eller toksisk epidermal nekrolyse (TEN).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Timonil Retard 

  • hvis du har eller tidligere har haft dårligt hjerte
  • hvis du har haft overfølsomhedsreaktioner (f.eks. hududslag) over for oxcarbazepin, phenobarbital, lamotrigin eller phenotyin (epilepsimidler), da du i så fald har en højere risiko for at udvikle usædvanlig overfølsomhed også over for carbamazepin. Hvis du er/var allergisk over for carbamazepin, er sandsynligheden for en allergisk reaktion over for oxcarbazepin 25-30 %
  • hvis du har eller tidligere har haft en leversygdom
  • hvis du har eller tidligere har haft nyreproblemer
  • hvis du lider eller har lidt af sygdomme i de bloddannende organer (hæmatologiske sygdomme), eller hvis du har haft blodsygdomme som en reaktion på andre lægemidler
  • hvis du har forhøjet tryk i øjet (grøn stær), eller hvis du har smerter eller ubehag under urinering. I så fald skal lægen overvåge din tilstand nøje
  • hvis du er i substitutionsbehandling med skjoldbruskkirtelhormon. I så fald skal lægen kontrollere dit skjoldbruskkirtelhormonniveau, eftersom dosis måske skal justeres
  • hvis du anvender p-piller, da Timonil Retard kan ophæve effekten af denne type præventionsmiddel. Kvinder i den fødedygtige alder skal anvende sikker prævention under behandling med Timonil Retard samt i 2 uger efter sidste dosis, se ”Brug af anden medicin sammen med Timonil Retard”
  • er gravid eller planlægger at blive gravid. Tal med lægen om den mulige risiko, der er forbundet med tage Timonil Retard under graviditet, da behandlingen muligvis kan medføre en påvirkning af det ufødte barn
  • hvis du tager produkter/naturlægemidler, der indeholder perikon (Hypericum perforatum)
  • hvis du lider af forstyrrelser i væske- og elektrolytbalancen (unormalt stofskifte af natrium)
  • hvis du har en sygdom med nedbrydning af muskler (myotonisk dystrofi), da lednings-forstyrrelser i hjertet almindeligvis optræder sammen med denne lidelse
  • hvis du lider af absencer (epileptiske anfald, der omfatter korte perioder med bevidsthedstab), da carbamazepin kan forårsage eller forstærke absencer
  • kan udløse en hvilende psykose, og hos ældre patienter forvirring og uro
  • hvis det gives til børn med en kropsvægt på under 20 kg.

 

Hvis du er i behandling for alkoholabstinenser kan der optræde bivirkninger, der kan minde om og forveksles med abstinenser. 


Før og under behandlingen med Timonil Retard vil din læge tage blodprøver, da behandlingen kan ændre sammensætningen af dit blod. Lever- og nyrefunktionen vil også blive målt før behandlingens start, hvorefter den kontrolleres regelmæssigt.
Oplys altid ved blod- og urinprøvekontrol at du er i behandling med Timonil Retard. 


I sjældne tilfælde kan Timonil Retard påvirke de hvide blodlegemer, hvilket fører til immundefekt eller forårsager leverskader. Kontakt straks din læge, hvis du under behandling med Timonil Retard oplever symptomer som feber, ondt i halsen, udslæt med hævelse af lymfeknuderne og/eller influenzalignende symptomer, sår i munden, små blodpletter i huden, en tendens til blå mærker eller tegn på leverbetændelse såsom træthed, appetitløshed, kvalme eller gulfarvning af hud og øjne. 


En lille andel af de personer, der bliver behandlet med epilepsimedicin som for eksempel Timonil Retard har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på sig selv. Hvis du på noget tidspunkt får sådanne tanker, bør du straks kontakte din læge. 


Kontakt lægen med det samme, hvis du oplever svimmelhed, døsighed, nedsat blodtryk eller forvirring pga. behandling med Timonil Retard, da det kan medføre fald. 


Potentielt livstruende hududslæt (Stevens-Johnsons syndrom og toksisk epidermal nekrolyse) er rapporteret ved anvendelse af Timonil Retard og ses først på kroppen som rødlige pletter eller som runde pletter (ofte med blærer i midten). Yderligere symptomer, man bør være opmærksom på, er sår i munden, i svælget, på kønsorganerne og øjenbetændelse (røde og hævede øjne). Disse potentielt livstruende hududslæt er ofte ledsaget af influenzalignende symptomer. Udslættet kan udvikle sig til udbredt blæredannelse eller afskalning af huden. 


Der er størst risiko for at udvikle alvorlige hududslæt de første uger af behandlingen. Hvis du har udviklet Stevens-Johnsons syndrom eller toksisk epidermal nekrolyse ved behandling med Timonil Retard, må du aldrig begynde at tage Timonil Retard igen. Hvis du udvikler hududslæt eller de nævnte hudsymptomer, skal du straks søge læge. Fortæl lægen at du tager dette lægemiddel. 


Disse alvorlige hudreaktioner kan være mere almindelige hos personer fra visse asiatiske lande. Risikoen for disse reaktioner hos patienter af hankinesisk eller thailandsk oprindelse kan forudsiges ved at tage en blodprøve hos disse patienter. Din læge vil rådgive om, hvorvidt en blodprøve er nødvendig, før du tager carbamazepin. 


Når Timonil Retard bruges mod epilepsi, må behandlingen ikke pludseligt stoppes. Dosis bør reduceres gradvist for at undgå alvorlige bivirkninger (øget risiko for anfald). 


Beskyt dig selv mod stærkt sollys, da du under behandling med Timonil Retard er mere modtagelig for hudskader på grund af solen. 

Brug af anden medicin sammen med Timonil Retard

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin. 


Du må ikke tage MAO-hæmmere (en slags medicin mod depression) eller voriconazol (et lægemiddel, der bruges mod alvorlige svampeinfektioner) sammen med Timonil Retard. Du skal være holdt op med at tage MAO-hæmmere mindst to uger før behandlingen med Timonil Retard startes. Tal med din læge, hvis du tager nogen af disse lægemidler. 


Andre lægemidler kan øge eller mindske blodets indhold af carbamazepin. Forhøjet indhold af carbamazepin i blodet kan forårsage bivirkninger (f.eks. svimmelhed, søvnighed, nedsat koordination af bevægelser, dobbeltsyn). 


Reducerede plasmakoncentrationer af carbamazepin kan medføre en forværring af din sygdom, f.eks. nye epileptiske anfald eller anfald af dissemineret sklerose eller en smertefornemmelse i ansigtet, munden eller halsen. Endvidere kan virkningen af andre lægemidler blive påvirket af Timonil Retard. 


Følgende lægemidler kan påvirkes/påvirke effekten af Timonil Retard: 

  • smertestillende og/eller antiinflammatoriske lægemidler, f.eks. buprenorphin, dextro-propoxyphen/propoxyphen, ibuprofen, methadon, paracetamol, fenazon, tramadol, fentanyl
  • mandligt hormon: danazol
  • antibiotika, f.eks. doxycyklin og makrolidantibiotika (f.eks. erythromycin, troleandomycin, josamycin, clarithromycin, ciprofloxacin)
  • lægemidler mod depression, f.eks. fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin, bupropion, citalopram, trazodon, mianserin, nefazodon, sertralin, viloxazin, tricykliske antidepressiva (f.eks. imipramin, amitriptylin, nortriptylin, clomipramin, desipramin), MAO-hæmmere (du skal have stoppet med at tage MAO-hæmmere mindst to uger før start på behandlingen med carbamazepin)
  • andre lægemidler mod epilepsi (f.eks. stiripentol, vigabatrin, brivaracetam, clobazam, eslicarbazepin, etosuximid, lamotrigin, tiagabin, topiramat, felbamat, mephenytoin, methsuximid, levetiracetam, oxcarbazepin, phenobarbital, phensuximid, phenytoin samt phosphenytoin, primidon, progabid og muligvis også clonazepam, valproat, valnoctamid eller valpromid, zonisamid)
  • lægemidler mod svamp, f.eks. itraconazol, ketoconazol, fluconazol, voriconazol, caspofungin. Hvis det er nødvendigt, at du tager itraconazol eller voriconazol, kan lægen anbefale et andet lægemiddel mod epilepsi
  • lægemidler mod allergi, f.eks. terfenadin, loratadin (antihistaminer)
  • lægemidler mod skizofreni og sindslidelser (antipsykotika), f.eks. loxapin, olanzapin, paliperidon, quetiapin, aripiprazol, clozapin, haloperidol, bromperidol, risperidon, ziprasidon, zotepin
  • lithium, der anvendes ved maniodepressive lidelser
  • lægemidler mod kvalme: aprepitant, ondansetron
  • angstdæmpende midler: alprazolam, midazolam
  • lægemidler mod tuberkulose: isoniazid, rifampicin
  • antivirale lægemidler til HIV-behandling, f.eks. indinavir, ritonavir, saquinavir
  • lægemidler til behandling af forhøjet tryk i øjet: acetazolamid
  • lægemidler til behandling af hjerte-kar-sygdomme: verapamil, diltiazem, calciumantagonister såsom felodipin, digoxin, hydrochlorthiazid, furosemid, quinidin, propranolol, antiarytmika, ivabradin
  • kolesterolsænkende lægemidler (atorvastatin, cerivastatin, lovastatin, simvastatin)
  • lægemidler mod mavesår: cimetidin, omeprazol
  • muskelafslappende midler: oxybutynin, dantrolen, pancuronium
  • lægemidler mod blodpropper: ticlopidin, warfarin, phenprocoumon, dicoumarol, acenocoumarol, rivaroxaban, dabigatran, apixaban, edoxaban
  • lægemidler mod kræft: cisplatin, cyclophosphamid, doxorubicin, imatinib, lapatinib, temsirolimus, toremifen
  • lægemidler mod astma: teofyllin, aminofyllin
  • kortison-lignende lægemidler: f.eks. prednisolon, dexamethason
  • immunundertrykkende midler: ciclosporin, everolimus, sirolimus, tacrolimus
  • p-piller eller andre hormonelle præventionsmidler samt præparater indeholdende østrogen og/eller progesteron. Behandling med Timonil Retard kan svække virkningen af p-piller og derfor medføre uønsket graviditet. Tal med lægen om alternative præventionsmidler
  • lægemidler som påvirker skjoldbruskkirtlen: levothyroxin
  • lægemidler mod acne: isotretinoin
  • ormemidler: albendazol, praziquantel
  • psykostimulerende lægemiddel som primært anvendes ved ADHD: methylphenidat
  • lægemiddel, der bruges i behandlingen af migræne og svimmelhed: flunarizin
  • lægemiddel mod impotens: tadalafil
  • lægemiddel til behandling af tuberkulose: rifabutin
  • produkter/naturmedicin der indeholder: Hypericum perforatum (perikon).

 

Andre interaktioner: nicotinamid (en type B-vitamin) (hos voksne, kun i høje doser). 

Brug af Timonil Retard sammen med mad, drikke og alkohol

Du kan tage Timonil Retard sammen med mad og drikke. Du bør drikke et glas vand samtidig med, at du tager Timonil Retard. Du bør ikke drikke grapefrugtjuice under behandling med Timonil Retard. 

 

Du bør undgå alkohol under behandling med Timonil Retard, da carbamazepin kan reducere evnen til at tåle alkohol. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Behandling med Timonil Retard kan svække virkningen af p-piller og derfor medføre uønsket graviditet. Kvinder i den fødedygtige alder skal anvende sikker prævention under behandling med Timonil Retard samt i 2 uger efter sidste dosis. En anden form for prævention end p-piller kan være nødvendig. Tal med din læge om dette.
 

Graviditet  

Du må kun tage Timonil Retard efter lægens anvisning. 

Hvis du er i behandling med Timonil Retard og planlægger at blive gravid, bør du kontakte din læge for at få vurderet, om din behandling eventuelt skal ændres. Som det er tilfældet med andre antiepileptika, er der indberettet forskellige typer misdannelser såsom misdannelser i ansigtet, kraniet eller hjerte og kredsløb, underudvikling af fingernegle samt misdannelser i andre organer (også kendt som ”føtal antikonvulsiv syndrom“), og udviklingsforstyrrelser i forbindelse med carbamazepin. En række undersøgelser har vist, at risikoen for manglende sammenvoksning af rygraden (spina bifida) øges til 1 %. Det anbefales at udføre ultralydsundersøgelse og teste for alfaføtoprotein for tidligt at kunne påvise eventuelle skader på foster eller fosteranlæg. 

 

Hvis du er blevet gravid, mens du er i behandling med Timonil Retard, bør du straks kontakte din læge. Du må ikke stoppe behandlingen, da dette eventuelt kan skade fosteret og dig selv. Især i de første tre måneder af graviditeten, som er af særlig betydning i forhold til misdannelser, bør den laveste virksomme dosis tages, og den skal fordeles på flere små doser i løbet af dagen, da misdannelser sandsynligvis er forårsaget af en høj plasmakoncentration af det aktive stof. Hvis det er muligt, bør carbamazepin ikke tages sammen med andre antiepileptika under graviditet, da det øger risikoen for misdannelser. 

Timonil Retard kan forværre mangel på folinsyre under graviditeten. Du bør derfor tage folinsyretilskud før og under graviditet. Du bør desuden tage K1-vitamin i de sidste uger af graviditeten. Tal med din læge om dette. 

 

Amning  

Timonil Retard går over i modermælken. Du skal derfor tale med din læge, før du begynder at amme. Hvis du ammer, og dit barn ikke tager nok på i vægt, har overfølsomhedsreaktioner i huden, tegn på leversygdomme eller er unormalt søvnigt, skal du holde op med at amme og tale med din læge. Under alle omstændigheder må du kun tage Timonil Retard efter aftale med din læge. 

 

Frugtbarhed 

Meget sjældne tilfælde af nedsat mandlig fertilitet og/eller unormal spermproduktion er rapporteret. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pakningen er forsynet med en rød advarselstrekant. Det betyder, at Timonil Retard især i begyndelsen af behandlingen og ved stigning i dosis virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Timonil retard indeholder natrium

Timonil retard indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Timonil Retard

Tag altid Timonil Retard nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.

Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat. 

Den anbefalede dosis er

Epilepsi 

Voksne: Startdosis er 150 mg 2 gange dagligt. Lægen vil herefter øge dosis gradvist med 150 mg pr. uge. Vedligeholdelsesdosis er 600 - 1200 mg daglig fordelt på 2 doser. 

 

Brug til børn og teenagere: Til gradvis ændring af dosis hos børn anbefales lægemiddelformer, hvor det aktive stof frigives med det samme (f.eks. en opløsning, der tages gennem munden). Vedligeholdelsesdosis til børn med en kropsvægt på over 20 kg: 10 - 20 mg/ kg fordelt på 2 daglige doser. Hvis barnet f.eks. vejer 20 kg, vil dosis normalt være 200 - 400 mg daglig fordelt på 2 daglige doser. 

 

Trigeminusneuralgi 

Voksne: 200 - 400 mg dagligt langsomt stigende til smertefrihed. 

Vedligeholdelsesdosis 600 - 1200 mg dagligt fordelt på 2 doser. Dosis reduceres herefter gradvis til lavest mulige vedligeholdelsesniveau.  

 

Til ældre patienter anbefales en initial dosis på 100 mg, 2 gange dagligt. 

 

Alkoholabstinenssymptomer 

Voksne: Behandlingen indledes med 600 - 1200 mg dagligt fordelt på 2 eller flere doser og nedtrappes langsomt, som regel efter to dages behandling. 

 

Anvendelse 

Du kan dele depottabletterne og enten sluge dem hele under eller efter måltiderne med tilstrækkelig væske (f.eks. et glas vand) eller opløse (suspendere) dem i vand først. Hvis tabletterne suspenderes i vand, skal det gøres, umiddelbart før de tages. Depottabletterne må ikke knuses eller tygges før og under indtagelsen. 

Hvis du har taget for meget Timonil Retard

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Timonil Retard, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Symptomer ved lettere overdosering kan være døsighed, problem med koordination af bevægelser, sløret tale, små ufrivillige bevægelser med øjnene, ufrivillige kropsbevægelser, hallucinationer og opkastninger. 

 

Ved sværere overdosering ses koma, krampeanfald, vejrtrækningsbesvær, unormale forandringer i hjerterytmen, nedsat evne hos hjertemuskulaturen til at trække sig sammen, akut nyresvigt, væske i lungerne og nedsat blodtryk. 

 

Yderligere tegn på forgiftning er svimmelhed, voldsom sløvhed (stupor), kvalme, rastløshed, forvirring, store pupiller, rødmen, lav kropstemperatur, svækkede eller forstærkede reflekser og alvorlig ødelæggelse af muskler med muskelsmerter, ømhed eller svaghed. 

Hvis du har glemt at tage Timonil Retard

Tag dosen, så snart du kommer i tanke om det. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Hvis det næsten er tid til næste dosis, skal du vente og så tage næste dosis som du plejer. Kontakt din læge, hvis du kommer i tvivl, eller hvis du har glemt flere doser. 

Hvis du holder op med at tage Timonil Retard

Du må ikke stoppe med at tage Timonil Retard uden at konsultere din læge. Hvis du stopper, kan dine anfald vende tilbage. Du bør fortsætte med at tage Timonil Retard, så længe din læge anbefaler det. 

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Særligt i begyndelsen af behandlingen med Timonil Retard, eller hvis startdosis er for høj, kan visse typer bivirkninger opstå meget hyppigt. Det gælder f.eks. bivirkninger som påvirker det centrale nervesystem (svimmelhed, hovedpine, problemer med koordination af bevægelser, søvnighed, træthed, dobbeltsyn), mave-tarm-forstyrrelser (kvalme, opkastning) og allergiske hudreaktioner. 

 

Bivirkninger relateret til dosis aftager sædvanligvis inden for få dage, enten af sig selv eller efter en midlertidig nedsættelse af dosis. 

Alvorlige bivirkninger:

Meget almindelige bivirkninger (kan berøre flere end 1 ud af 10 behandlede):  

  • almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. nedsat antal af hvide blodlegemer (leukopeni). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du straks kontakte en læge.

 

Almindelige bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 10 behandlede):  

  • almen sløjhed, bleghed, blødninger fra hud og slimhinder, blå mærker pga. nedsat antal af blodplader (trombocytopeni). Kontakt straks læge.
  • forøgelse i antallet af bestemte hvide blodlegemer (eosinofili).

 

Sjældne bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 1000 behandlede):  

  • uregelmæssig hjerterytme. Kontakt læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • potentielt livstruende hududslæt (Stevens-Johnsons syndrom, toksisk epidermal nekrolyse) er rapporteret (se afsnit 2). Alvorlige hudbivirkninger som systemisk lupus erythematosus (udslæt i ansigt, nyrebetændelse, feber, led- og muskelsmerter). Kontakt straks læge eller skadestue.
  • forsinket overfølsomhedsreaktion, som påvirker mange organer og giver symptomer som feber, udslæt, betændelse i blodkar, hævede lymfeknuder, ledværk, forstørrelse af leveren og milten, nedbrydning af galdegangen og nedsat antal hvide blodlegemer (leukopeni og eosinofili). Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • leverbetændelse (hepatitis - kan være livstruende), gulsot, skader på galdegangen. Kontakt læge.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

  • langsom puls, rytmeforstyrrelser (arytmier), nedsat ledningsevne i hjertemusklen (AV-blok) med besvimelse. Kontakt straks læge eller skadestue, hvis du har uregelmæssig eller meget langsom puls. Ring evt. 112.
  • hjerte- og kar-påvirkninger som f.eks. kredsløbskollaps, hjertesvigt, forværring af sygdom i hjertets blodkar, forskellige typer blodpropper.
  • almen sløjhed pga. påvirkning af blodbilledet (agranulocytose, blodmangel (anæmi), aplastisk anæmi, der kun berører de røde blodlegemer, øget produktion af røde blodlegemer (retikulocytose), alvorlig blodmangel med gulsot (hæmolytisk anæmi). Kontakt straks læge.
  • malignt neuroleptikasyndrom (livstruende forandringer i åndedræt og hjertefrekvens med symptomer såsom svær muskelstivhed, rysten, høj feber og forvirring). Ring 112.
  • overfølsomhed i lungerne (feber, vejrtrækningsbesvær, lungebetændelse) - kontakt straks læge eller skadestue.
  • forskellige typer af forstyrrelser i stofskiftet (porfyri). Giver symptomer som mørkerød urin, kraftige mavesmerter, psykiske forstyrrelser som f.eks. angst. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • alvorlig nyrepåvirkning f.eks. nyresvigt, betændelsestilstand i nyrerne.
  • hjernehindebetændelse med svær hovedpine, muskelspjæt og -sammentrækninger, et øget antal af visse hvide blodlegemer (eosinofili) og sløret bevidsthed. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • kraftig overfølsomhedsreaktion (anafylaktisk reaktion).
  • hævelse af tunge, læber og ansigt; det kan medføre, at luftvejene blokeres. Ring 112.
  • betændelse i lever og galdeveje, beskadigelse af/betændelse i galdevejene, leversvigt, forstørrelse af milten.
  • betændelse i bugspytkirtlen med voldsomme mavesmerter og feber. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • udbrud af sindslidelser, humørforandringer såsom fobi, nedsat tankevirksomhed, manglende energi. Kontakt læge.
  • lavt niveau af antistoffer i blodet (hypogammaglobulinæmi).

 

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke bedømmes ud fra forhåndenværende data):  

  • syndrom, der omfatter udslæt på grund af lægemidlet, forstørrede lymfeknuder, feber og mulig påvirkning af andre organer (DRESS-syndromet)
  • symptomforværring ved dissemineret sklerose
  • øget anfaldshyppighed, især af absencer, ligesom ved andre midler mod epilepsi
  • allergiske krydsreaktioner med andre antiepileptika tiltagende åndenød på grund af dannelse af bindevæv i lungerne (lungefibrose)
  • hudreaktion med rødmen og blæredannelse (akut generaliseret eksantematøs pustulose, AGEP)
  • knoglemarvsskader
  • hukommelsessvækkelse
  • betændelse i tyktarmen
  • reaktivering af infektion med en bestemt virus (Human herpesvirus 6)
  • Fald pga. svimmelhed, døsighed, nedsat blodtryk eller forvirring. Kontakt læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger:

Meget almindelige bivirkninger (kan berøre flere end 1 ud af 10 behandlede):  

  • forhøjelse af visse leverværdier (gamma-GT) (sædvanligvis ikke relevant)
  • forhøjet total- og HDL-kolesterol, forhøjet homocystein
  • svimmelhed, problem med koordination af bevægelser, søvnighed, udmattelse, træthed, sløvhed
  • kvalme, opkastning
  • allergiske hudreaktioner, nældefeber
  • menstruationsforstyrrelser, udebleven ægløsning.

 

Almindelige bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 10 behandlede):  

  • forhøjelse af visse leverværdier (basisk fosfatase)
  • vandforgiftning med kvalme, opkastning, utilpashed, forvirring, hovedpine, muskelsvaghed, kramper, koma pga. for lavt natrium i blodet (hyponatriæmi). Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen
  • hovedpine, dobbeltsyn, sløret syn, nedsat opfattelsesevne, mundtørhed, appetitløshe
  • hævede fødder, ankler og hænder pga. væskeansamlinger (ødemer), ophobning af væske i kroppen, vægtøgning.

 

Ikke almindelige bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 100 behandlede):  

  • abnorme ufrivillige bevægelser (f.eks. tremor, ufrivillige muskelsammentrækninger, tics), rykvise, ufrivillige øjenbevægelser (nystagmus)
  • diaré eller forstoppelse
  • hudpåvirkning såsom betændelse i huden, skællende og rødmende hud og problemer med at opretholde kropstemperaturen. Kan blive alvorligt. Tal med din læge
  • øget knogleomsætning og forandringer i omsætningen af det stof, som holder bindevævene sammen
  • forhøjelse af visse leverværdier (aminotransferaser).

 

Sjældne bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 1.000 behandlede):  

  • øget antal hvide blodlegemer (leukocytose), hævede lymfekirtler, folinsyremangel, blodmangel (anæmi). Kan være alvorligt, tal med lægen
  • forhøjet blodtryk eller for lavt blodtryk
  • ufrivillige bevægelser i ansigtet (orofacial dyskinesi, f.eks. grimasser), forstyrrelser i øjets bevægelser, taleforstyrrelser (f.eks. dårlig udtale, utydelig tale), chorea, nervesygdom, myrekryben samt lammelse
  • mavesmerter, betændelse i tungen, betændelse i mundslimhinden
  • overfølsomhed mod lys
  • hudkløe, akne, unormal hårvækst i ansigtet og på kroppen hos kvinder
  • svedtendens
  • muskelsvaghed, ledværk, muskelsmerter eller -kramper
  • hallucinationer (visuelle eller akustiske), depression, depressiv eller manisk tilstand, nedsat appetit, rastløshed, aggression, uro, tilstand af forvirring (især hos ældre)
  • ømme røde knuder i ansigt og på arme og/eller ben (erythema multiforme og erythema nodosum)
  • forandringer i hudpigmentering, små blødninger i hud og slimhinder.

 

Meget sjældne bivirkninger (kan berøre færre end 1 ud af 10.000 behandlede):  

  • øget mængde i blodet af det stof, som bl.a. stimulerer mælkeproduktionen (blodprolaktin), og som kan give mælkeproduktion hos kvinder uden forbindelse til amning (galaktoré) og udvikling af brystvæv hos mænd (gynækomasti)
  • unormale laboratorieværdier for skjoldbruskkirtlens funktion
  • påvirkning af knogleomsætningen, som kan give nedsat kalkaflejring i knoglevæv
  • forhøjede værdier af fedtstoffer (triglycerider) og kortisol i blodet
  • betændelse i blodkar
  • smagsforstyrrelser
  • uklarhed i øjets linse, betændelse i øjets bindehinde (konjunktivitis), øget tryk i øjnene
  • høreforstyrrelser, f.eks. tinnitus, døvhed, hørenedsættelse, ændring i toneopfattelse, ubehagelig eller smerteful opfattelse af lyde
  • hyppig vandladning, tilbageholdelse af urinen
  • hårtab
  • impotens, nedsat sædproduktion, nedsat lyst til sex, nedsat fertilitet hos mænd
  • tandkødsbetændelse.

 

Ikke kendt (hyppigheden kan ikke bedømmes ud fra forhåndenværende data):  

  • nedsatte værdier af B12-vitamin
  • øjenskader (retinotoksicitet)
  • en hudreaktion med lillafarvede, kløende, fladeformede papeller med spredte kniplingsagtige, hvide streger (lichenoid keratosis)
  • afskalning af neglene (onychomadesis)
  • knoglebrud
  • der har været rapporteret om knoglelidelser, herunder afkalkning af knoglerne, knogleskørhed og knoglebrud. Tal med din læge eller apotekspersonalet hvis du er i langtidsbehandling med epilepsimedicin, har knogleskørhed eller tager medicin med binyrebarkhormon.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til
Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.  

 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Timonil Retard indeholder:

  • Aktivt stof: carbamazepin. 1 depottablet indeholder 300 mg carbamazepin.
  • Øvrige indholdsstoffer: Eudragit, mikrokrystallinsk cellulose, natriumstivelsesglycolat, talcum, kolloid vandfri silica, magnesiumstearat.

Udseende og pakningsstørrelser

Timonil Retard 300 mg er en hvid, rund, flad tablet med krydsdelekærv på den ene side og ”T“ trykt på den anden side. Tabletten kan deles i 2 lige store dele. Yderligere deling af tabletten er til så den er nemmere at sluge, ikke for at kunne dele i lige store kvarter. 


Timonil Retard fås i blisterpakninger à 100 depottabletter. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller:

Indehaver af markedsføringstilladelsen

2care4
Stenhuggervej 12
6710 Esbjerg V  

Fremstiller

2care4
Stenhuggervej 12-14
6710 Esbjerg V 

 

Timonil® er et registreret varemærke, der tilhører Desitin Arzneimittel GmbH. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret september 2021. 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...