UriVesc

hårde depotkapsler 60 mg

2care4

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Urivesc® 60 mg hårde depotkapsler
trospiumchlorid 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Urivesc
  3. Sådan skal du tage Urivesc
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Urivesc er et lægemiddel, der bruges til at få urinblærens muskler til at afslappes. Det bruges til behandling af symptomer i forbindelse med ufrivillig urinafgang (vædning) og/eller forøget vandladningsfrekvens og/eller trang til vandladning hos patienter med en overaktiv urinblære. 


Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Urivesc

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Urivesc:

  • hvis du er allergisk over for trospiumchlorid eller et af de øvrige indholdsstoffer i Urivesc (angivet i afsnit 6)
  • hvis du lider af en af de følgende sygdomme:
    • urinretention, dvs. blokade af urinvejene
    • øjensygdommen grøn stær med snæver kammervinkel
    • abnorm/højere hjertefrekvens end normalt
    • myasthenia gravis (en sygdom som forårsager muskeltræthed)
    • en alvorlig mavetarm-tilstand, såsom toksisk megakolon
    • problemer med nyrerne
    • alvorlige problemer med leveren.

 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Urivesc, hvis du lider af en af de følgende sygdomme: 

  • alle former for blokerende tilstande i mavetarmsystemet
  • et blokeret urinflow (f.eks. i tilfælde af godartet vækst af det mandlige prostatavæv)
  • neuropati, dvs. skader på nerver
  • et hiatus hernia i forbindelse med refluxøsofagitis. Dette er normalt forbundet med halsbrand, hvilket forværres ved sammenbøjning eller i liggende stilling
  • en overaktiv skjoldbruskkirtel
  • enhver form for hjertelidelse, såsom koronararteriesygdom eller kronisk hjerteinsufficiens
  • enhver form for leverproblemer.

Patienter med leversygdomme

Du bør tale med din læge, hvis du har en leversygdom. Patienter med alvorlige leversygdomme bør ikke tage dette lægemiddel. 

Patienter med nyresygdomme

Du bør tale med din læge, hvis du har en nyresygdom. Patienter med nyresygdomme bør ikke tage dette lægemiddel. 

Børn og unge

Urivesc må IKKE gives til børn og unge under 18 år. 

Brug af anden medicin sammen med Urivesc

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin, for nylig har brugt anden medicin eller planlægger at bruge anden medicin.

Du skal specielt informere din læge, hvis du tager nogle af følgende lægemidler: 

  • visse antidepressiva f.eks. amitryptilin eller imipramin
  • nogle lægemidler til behandling af astma, som kan forøge hjertefrekvensen (f.eks. salbutamol)
  • andre lægemidler med antikolinerg virkning (f.eks. amantadin - bruges til at behandle Parkinsons sygdom)
  • metoclopramid - et lægemiddel mod kvalme og opkastning
  • lægemidler, der indeholder guar, colestipol eller colestyramin.

Bemærk venligst at denne information også kan gælde for lægemidler, som du har taget for nyligt. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.

Da der ikke er nogen erfaring med trospiumchlorid under graviditet og amning, bør Urivesc kun tages under graviditet og amning, hvis din læge anser det for absolut nødvendigt. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Selv når det bruges efter anvisningerne, kan dette lægemiddel påvirke synet, således at evnen til at færdes i trafikken, betjene maskiner eller arbejde kan være svækket. Derfor bør du ikke føre motorkøretøjer, betjene maskiner eller udføre andre farlige aktiviteter, hvis du lider af sløret syn. 

Urivesc indeholder saccharose og natrium

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter, så som saccharose.
Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. kapsel, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

3. Sådan skal du tage Urivesc

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den anbefalede dosis er

Den anbefalede dosis er én Urivesc depotkapsel om dagen, med mindre din læge har ordineret andet. 


Kapslen skal sluges hel med et glas vand. Den må ikke tygges. Kapslen tages mindst en time før måltidet på tom mave.

Din læge vil bestemme behandlingens varighed. 

Behovet for fortsat behandling bør kontrolleres med regelmæssige intervaller på 3-6 måneder.

Patienter med en nyresygdom bør kontakte deres læge og ikke tage dette lægemiddel. 


Patienter med en leversygdom bør kontakte deres læge, før de tager dette lægemiddel. 

Hvis du har taget for meget Urivesc

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere Urivesc, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 


Der er ikke blevet rapporteret om symptomer og tegn på forgiftning hos mennesker på nuværende tidspunkt. 

Hvis du har taget for meget Urivesc, bør du straks informere lægen eller apotekspersonalet, så de kan beslutte, hvad der videre skal foretages. 

Hvis du har glemt at tage Urivesc

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt med at tage lægemidlet som beskrevet i doseringsvejledningen. 

Hvis du holder op med at tage Urivesc

Dine symptomer kan vende tilbage, hvis du holder op med at tage Urivesc før din læges anbefaling. Derfor bør du tage Urivesc så længe som din læge har ordineret det. Kontakt venligst din læge, hvis du ønsker at stoppe behandlingen. 


Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Meget almindelig bivirkning (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):  

  • mundtørhed.


Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • forstoppelse, kvalme, mavesmerter, fordøjelsesbesvær
  • tørre øjne, tørhed i næsen.


Ikke almindelig bivirkning (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • luftafgang fra tarmen.


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter):  

  • besvær med at tømme blæren, urinretention
  • hurtig hjertefrekvens, hjertebanken
  • besvær med at se ting tæt på
  • udslæt
  • generelt en følelse af svaghed.


Meget sjældne bivirkninger
(kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):  

  • urinvejsinfektion
  • hovedpine.


Andre mulige bivirkninger (hvor hyppigheden ikke er kendt):  

  • sporadiske tilfælde med hallucinationer, forvirring og vrede er forekommet, hovedsageligt hos ældre patienter, og kan fremmes af neurologiske sygdomme og/eller andre lægemidler, som har en tilsvarende virkningsmekanisme og som indtages samtidigt.

De følgende bivirkninger er også blevet rapporteret for trospium (trospium er det aktive stof i Urivesc; det vides ikke om disse bivirkninger også vil forekomme med de kapsler, som du har fået ordineret). 


Vejrtrækningsbesvær, diarré, brystsmerter, let til moderat forhøjelse af visse leverparametre (serum transaminaser), hurtigt uregelmæssigt hjerteslag, led- eller muskelsmerter, svimmelhed. 

De følgende “meget sjældne” bivirkninger er vigtige og vil kræve øjeblikkelig reaktion, hvis du oplever dem. Du bør stoppe med at tage Urivesc og straks søge læge, hvis de følgende symptomer opstår: 

  • hævelse af hoved, tunge og luftrør, hvilket kan forårsage alvorligt vejrtrækningsbesvær
  • en pludselig allergisk reaktion med stakåndethed, udslæt, hiven efter vejret og fald af blodtryk.

Tal med lægen eller apotekspersonalet, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt her. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Ingen særlige opbevaringsbetingelser. 


Tag ikke Urivesc efter den udløbsdato, der står på æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Urivesc indeholder:

  • Aktivt stof: Trospiumchlorid. Hver depotkapsel indeholder 60 mg trospiumchlorid.
  • Øvrige indholdsstoffer:
    Kapselindhold:
    Saccharose, majsstivelse, methylacrylat-methylmetacrylat-metacrylsyre-copolymer, natriumlaurilsulfat, ammoniumhydroxid, triglycerider, middelkædelængde, oliesyre, ethylcellulose, titandioxid (E 171), hypromellose, makrogol 400, polysorbat 80, triethylcitrat, talcum.
    Kapselskal:
    Gelatine, titandioxid (E 171), jernoxid gul (E 172), jernoxid rød (E 172), trykfarve (shellacglasur, jernoxid sort (E 172), propylenglycol).

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende
Urivesc 60 mg hårde depotkapsler består af en hvid og orangefarvet del påtrykt SAN 60 og indeholdende hvide til offwhite pellets. 


Pakningsstørrelser

Urivesc 60 mg fås i pakninger indeholdende 30 depotkapsler. 

Indehaver af markedsføringtilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringtilladelsen:

2care4
Stehuggervej 12 

6710 Esbjerg V 

Fremstiller:

2care4
Stenhuggervej 12-14 

6710 Esbjerg V 


Urivesc® er et registreret varemærke, der tilhører MADAUS GmbH.

Urivesc® svarer til Spasmo-lyt® Depot. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret oktober 2021.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...