Sarlopax

filmovertrukne tabletter 50 mg og 100 mg

Nordic Prime

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Sarlopax 50 mg filmovertrukne tabletter  

Sarlopax 100 mg filmovertrukne tabletter  

losartankalium 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Sarlopax
  3. Sådan skal du tage Sarlopax
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Losartan tilhører en medicingruppe, der er kendt som angiotensin II-receptorantagonister. Angiotensin II er et stof, der dannes i kroppen, og som binder sig til receptorer i blodkarrene og får dem til at trække sig sammen. Dette medfører en stigning i blodtrykket. Losartan forhindrer, at angiotensin II binder sig til disse receptorer, hvilket får blodkarrene til at slappe af og dermed sænker blodtrykket. 

Losartan forsinker nedgang i nyrefunktionen hos patienter med forhøjet blodtryk og type II-diabetes. 

 

Sarlopax anvendes til: 

  • behandling af forhøjet blodtryk (hypertension) hos voksne og børn og unge i alderen 6-18 år.
  • at beskytte nyrerne hos type 2-diabetikere med forhøjet blodtryk, hvor laboratorieprøver viser nedsat nyrefunktion og proteinuri ≥0,5 g pr. dag (en tilstand hvor urinen indeholder en unormal mængde protein).
  • at behandle patienter med kronisk nedsat hjertefunktion, når lægen finder behandling med særlige lægemidler, der kaldes angiotensinkonverterende enzymhæmmere uegnet (ACE-hæmmere, medicin til at sænke blodtrykket). Hvis din nedsatte hjertefunktion er blevet stabiliseret med ACE- hæmmere, behøver du ikke at skifte til losartan.
  • patienter med både højt blodtryk og en fortykkelse af hjertevæggen, hvor losartan kan nedsætte risikoen for slagtilfælde ("LIFE"-indikationen).

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre. 

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Sarlopax

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Sarlopax:

  • hvis du er allergisk over for losartan eller et af de øvrige indholdsstoffer i Sarlopax (angivet i punkt 6)
  • hvis din leverfunktion er alvorligt nedsat
  • hvis du er gravid og mere end 3 måneder henne i graviditeten. (Det er også bedst at undgå Sarlopax i starten af graviditeten - se punktet om graviditet)
  • hvis du har sukkersyge eller nedsat nyrefunktion, og du også tager et blodtrykssænkende lægemiddel, der indeholder aliskiren.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Sarlopax. 


Fortæl det til lægen, hvis du tror, at du er (eller kan blive) gravid. Sarlopax frarådes i de første 3 måneder af graviditeten, og må ikke tages, hvis du er mere end 3 måneder henne i din graviditet, da det kan medføre alvorlig skade på dit barn, hvis det anvendes i dette stadie (se punktet om graviditet). 


Tal med lægen, inden du tager Sarlopax: 

  • hvis du tidligere har haft angioødem (hævelse af ansigt, læber, svælg og/eller tunge) (se også punkt 4 "Bivirkninger"),
  • hvis du kaster voldsomt op eller har kraftig diarré, som fører til stort tab af væske og/eller salt fra kroppen,
  • hvis du får diuretika (vanddrivende medicin som øger mængden af vand, der passerer ud gennem nyrerne), eller hvis du er på saltbegrænset diæt, som medfører stort tab af væske og salt fra kroppen (se punkt 3 "Dosering til særlige patientgrupper"),
  • hvis du har forsnævring eller blokering af de blodkar, der fører til nyrerne, eller hvis du for nylig har fået nyretransplantation,
  • hvis din leverfunktion er nedsat (se punkt 2 "Tag ikke Sarlopax" og punkt 3 "Dosering til særlige patientgrupper"),
  • hvis du har nedsat hjertefunktion, med eller uden nedsat nyrefunktion, eller samtidig alvorlig livstruende rytmeforstyrrelser i hjertet. Det er nødvendigt at være særlig forsigtig, hvis du samtidig er i behandling med en beta-blokker,
  • hvis du har problemer med hjerteklapperne eller hjertemusklen,
  • hvis du har sygdom i hjertets kranspulsårer (forårsaget af nedsat blodgennemstrømning i hjertets blodkar), eller du har sygdom i hjernens blodkar (forårsaget af nedsat blodcirkulation i hjernen),
  • hvis du har primær hyperaldosteronisme (et syndrom der er forbundet med øget udskillelse af hormonet aldosteron fra binyrerne, som skyldes en abnormitet i kirtlen),
  • hvis du samtidig tager et af følgende lægemidler til behandling af for højt blodtryk:
    • en ACE-hæmmer (f.eks. enalapril, lisinopril, ramipril), især hvis du har nyrerproblemer i forbindelse med sukkersyge
    • aliskiren.

Din læge vil eventuelt måle din nyrefunktion, dit blodtryk og elektrolytter (f.eks. kalium) i dit blod med jævne mellemrum. 


Se også information under overskriften ”Tag ikke Sarlopax”. 

Brug til børn og unge

Losartan er undersøgt hos børn og unge. Tal med lægen for at få yderligere information. 

Brug af anden medicin sammen med Sarlopax

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager anden medicin, for nylig har taget anden medicin eller planlægger at tage anden medicin. 


Vær særlig forsigtig, hvis du får den medicin, der nævnes nedenfor, mens du er i behandling med Sarlopax: 

  • anden blodtrykssænkende medicin da denne kan sænke dit blodtryk yderligere. Blodtrykket kan også sænkes med en af følgende typer/slags medicin: Tricyklisk antidepressiv medicin, medicin til behandling af psykotiske tilstande, baclofen, amifostin,
  • medicin som holder på kalium eller som kan øge indholdet af kalium (f.eks. kaliumtilskud, salterstatninger, der indeholder kalium eller kaliumbesparende medicin som visse vanddrivende lægemidler (amilorid, triamteren, spironolacton) eller heparin),
  • (NSAID’ere) som f.eks. indomethacin, herunder COX-2-hæmmere (medicin som hjælper på betændelsestilstande, og som også kan bruges til smertelindring), da disse kan nedsætte losartans blodtrykssænkende virkning.

 

Hvis din nyrefunktion er nedsat, kan samtidig brug af disse typer medicin føre til forværring af nyrefunktionen.
Medicin, der indeholder lithium, bør ikke tages sammen med losartan, uden at lægen overvåger behandlingen nøje. Det kan være hensigtsmæssigt med særlige forholdsregler (f.eks. blodprøver). 


Det er muligt, at lægen er nødt til at ændre din dosis og/eller tage andre forholdsregler:
Hvis du samtidig tager en ACE-hæmmer eller aliskiren (se også information under overskrifterne ”Tag ikke Sarlopax” og ”Advarsler og forsigtighedsregler”). 

Brug af Sarlopax sammen med mad og drikke

Du kan tage Sarlopax med eller uden mad. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 

 

Graviditet  

Fortæl det til lægen, hvis du tror, at du er gravid (eller kunne blive gravid). Din læge vil normalt råde dig at stoppe med at tage Sarlopax inden du bliver gravid eller så snart du ved, at du er gravid, og lægen vil anbefale dig at tage et andet lægemiddel i stedet for Sarlopax. Sarlopax bør ikke anvendes i starten af graviditen og må ikke tages, hvis du er mere end 3 måneder henne i graviditeten, fordi det kan give alvorlige fosterskader, hvis det bruges efter de første 3 måneder af graviditeten. 

 

Amning  

Fortæl det til lægen, hvis du ammer eller skal til at begynde at amme. Sarlopax bør ikke anvendes af mødre, som ammer, og din læge kan udvælge en anden behandling til dig, hvis du gerne vil amme, specielt hvis dit barn er nyfødt eller blev født for tidligt. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Der er ikke udført undersøgelser af virkningen på evnen til at køre bil eller arbejde med maskiner. 

 

Det er ikke sandsynligt, at Sarlopax vil påvirke din evne til at køre bil eller arbejde med maskiner. Som det dog er tilfældet med megen anden medicin til behandling af forhøjet blodtryk, kan losartan medføre svimmelhed eller døsighed hos nogle mennesker. Hvis du oplever svimmelhed eller døsighed, bør du tale med din læge, før du foretager lignende aktiviteter. 

Sarlopax indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke kan tåle visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Sarlopax

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

 

Lægen bestemmer, hvilken dosis af Sarlopax der er hensigtsmæssig for dig, afhængigt af din tilstand, og om du tager anden medicin. Det er vigtigt at fortsætte med at tage Sarlopax, så længe lægen foreskriver det, det vil sikre en jævn kontrol af dit blodtryk. 

 

Sarlopax findes i følgende styrker: 50 mg og 100 mg. 

 

Voksne patienter med forhøjet blodtryk  

Behandlingen starter normalt med 50 mg losartan (en tablet Sarlopax 50 mg) én gang dagligt. Den største blodtrykssænkende virkning bør være nået 3-6 uger efter start af behandling. Hos nogle patienter kan dosis senere øges til 100 mg losartan (to tabletter Sarlopax 50 mg) én gang dagligt. Hvis du har indtryk af, at virkningen af losartan er for stærk eller for svag, skal du tale med din læge eller apoteket. 

 

Voksne patienter med forhøjet blodtryk og type 2-diabetes  

Behandlingen starter normalt med 50 mg losartan (en tablet Sarlopax 50 mg) én gang dagligt. Dosis kan senere øges til 100 mg losartan (to tabletter Sarlopax 50 mg eller én tablet Sarlopax 100 mg) én gang dagligt, afhængigt af hvordan dit blodtryk reagerer på behandlingen. 

 

Losartan tabletter kan gives sammen med anden blodtrykssænkende medicin (f.eks. diuretika, kalciumkanalblokkere, alfa- eller beta-blokkere og centralt virkende lægemidler) og også sammen med insulin og anden medicin, som bruges til at nedsætte blodglucosen (f.eks. sulfonylurinstoffer, glitazoner og glucosidasehæmmere). 

 

Voksne patienter med nedsat hjertefunktion  

Behandlingen starter normalt med 12,5 mg losartan (en tablet Losartan 12,5 mg) én gang dagligt. Dosis bør sædvanligvis øges trinvis en gang om ugen (dvs. 12,5 mg dagligt i den første uge, 25 mg dagligt i den næste uge, 50 mg dagligt i den tredje uge, 100 mg dagligt i den fjerde uge, 150 mg i den femte uge) op til en vedligeholdelsesdosis, som fastsættes af din læge. Der kan anvendes en højeste dosis på 150 mg losartan én gang dagligt (f.eks. 3 tabletter Sarlopax 50 mg eller 1 tablet Sarlopax 100 mg og 1 tablet Sarlopax 50 mg). 

I behandlingen af nedsat hjertefunktion er losartan normalt kombineret med et diuretikum (medicin som øger mængden af vand, der passerer ud gennem nyrerne) og/eller digitalis (medicin som er med til at gøre hjertet stærkere og mere effektivt) og/eller beta-blokkere. 

 

Forbyggende mod slagtilfælde (”LIFE”-indikationen) hos voksne patienter med højt blodtryk og dokumenteret forstørrelse af hjertet  

Normal startdosis er 50 mg losartan én gang dagligt. En lav dosis hydrochlorthiazid bør tilføjes og/eller dosis af losartan bør øges til 100 mg en gang daglig på basis af blodtryksrespons. 

 

Dosering til særlige patientgrupper  

Lægen kan tilråde en lavere dosis, især for visse patienter i starten af behandlingen, f.eks. patienter som får vanddrivende medicin i høje doser, patienter med nedsat leverfunktion eller patienter over 75 år. Losartan bør ikke gives til patienter med alvorligt nedsat leverfunktion (se punktet "Tag ikke Sarlopax"). 

 

Brug til børn og unge i alderen 6-18 år  

Den anbefalede startdosis til patienter, som vejer mellem 20 og 50 kg er 25 mg losartan én gang dagligt. Til patienter, der vejer mere end 50 kg, er den sædvanlige dosis 50 mg losartan én gang dagligt. Din læge kan øge dosis op til 100 mg én gang dagligt, hvis blodtrykket ikke er velkontrolleret. 

 

Sarlopax bør ikke gives til børn under 6 år. 

 

Indgivelse  

Tabletterne bør sluges sammen med et glas vand. Du bør forsøge at tage din daglige dosis på samme tid hver dag. Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage Sarlopax, indtil lægen siger noget andet. 

 

Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat. 

Hvis du har taget for meget Sarlopax

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Sarlopax, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

 

Hvis du kommer til at tage for mange tabletter, eller et barn sluger nogle tabletter, skal du straks kontakte lægen. Symptomer på overdosering er lavt blodtryk, øget hjerterytme, muligvis nedsat hjerterytme. 

Hvis du har glemt at tage Sarlopax

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte tablet. Hvis du kommer til at glemme en daglig dosis, skal du blot tage næste dosis som normalt. Spørg lægen eller på apoteket, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

Hvis du holder op med at tage Sarlopax

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

 

Hvis du oplever følgende, skal du stoppe med at tage losartan tabletter og straks fortælle det til lægen eller tage på skadestuen på det nærmeste hospital: 

  • En alvorlig allergisk reaktion (udslæt, kløe, hævelse af ansigt, læber, mund eller svælg, som kan gøre det svært at synke eller trække vejret).

Dette er en alvorlig men sjælden bivirkning, som forekommer hos flere end 1 ud af 10.000 patienter men færre end 1 ud af 1.000 patienter. Du kan få brug for hurtig lægehjælp eller indlæggelse på hospital. 

 

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter  

  • svimmelhed
  • blodtryksfald, der viser sig, når man rejser sig fra liggende eller siddende stilling, og som kan have forbindelse til størrelsen af dosis
  • lavt blodtryk (især efter stort tab af vand fra blodkarrene i kroppen, f.eks. hos patienter med alvorligt nedsat hjertefunktion eller ved behandling med store doser vanddrivende medicin)
  • svækkelse
  • træthed
  • for lidt sukker i blodet (hypoglykæmi)
  • for meget kalium i blodet (hyperkaliæmi)
  • nedsat antal røde blodlegemer (anæmi)
  • forandringer i nyrefunktionen herunder nyresvigt
  • øget indhold af urinstof i blodet, øget indhold af serumkreatinin og serumkalium i blodet hos patienter med hjertesvigt.

 

Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter  

  • søvnighed/døsighed
  • hovedpine
  • søvnforstyrrelser
  • følelse af at hjertet slår meget hurtigt (palpitationer)
  • stærke smerter i brystet (angina pectoris)
  • åndenød (dyspnø)
  • hoste
  • mavesmerter
  • forstoppelse
  • diarré
  • kvalme
  • opkastning
  • nældefeber (urticaria)
  • kløe (pruritus)
  • udslæt
  • lokal hævelse (ødem).

 

Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter  

  • følelsesløshed eller snurrende fornemmelse (paræstesi)
  • besvimelse (synkope)
  • meget hurtige og uregelmæssige hjerteslag (atrieflimren), slagtilfælde (hjernen)
  • leverbetændelse (hepatitis)
  • overfølsomhed
  • angioødem (alvorlig allergisk reaktion med hævelse af ansigtet, svælget og tungen)
  • betændelse i blodkarrene (vasculitis, herunder Schönlein Henochs purpura)
  • forhøjet ALAT (alaninaminotransferase i blodet), som sædvanligvis forsvinder, når behandlingen stoppes.

 

Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt  

  • nedsat antal blodplader
  • depression
  • migræne
  • ringen, summen, drønen eller klikken i ørerne (tinnitus)
  • betændelse i bugspytkirtlen (pankreatitis)
  • unormal leverfunktion
  • øget følsomhed overfor sollys (fotosensitivet)
  • uforklarlig muskelsmerte med mørk (te-farvet) urin (rhabdomyolyse)
  • muskel- og ledsmerter
  • impotens
  • generel utilpashed
  • lavt natriumindhold i blodet (hyponatriæmi)
  • influenzalignende symptomer
  • rygsmerter og urinvejsinfektioner
  • smagsforstyrrelser.

 

Bivirkninger hos børn svarer til dem, der ses hos voksne. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen  

Axel Heides Gade 1  

DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 

 

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 

 

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 

 

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

 

Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Sarlopax indeholder:

  • Aktivt stof: Losartankalium. 1 filmovertrukken tablet indeholder enten 50 mg eller 100 mg af det aktive stof losartankalium.
  • Øvrige indholdsstoffer: Mikrokrystallinsk cellulose (E 460), lactosemonohydrat, prægelatineret majsstivelse, magnesiumstearat (E 572), hydroxypropylcellulose (E 463), hypromellose (E 464), titandioxid (E 171)

Udseende og pakningsstørrelser

Sarlopax 50 mg: Runde, hvide filmovertrukne tabletter.  

Sarlopax 100 mg: Runde, hvide filmovertrukne tabletter. 

 

Sarlopax 50 mg og 100 mg fås i pakningsstørrelser á 28 og 98 filmovertrukne tabletter.  

 

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime  

Kongensgade 36, 1. 

6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.  

Smetanovo nabrezi 1238/20a  

500 02 Hradec Kralove  

Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret marts 2022.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...