Avamys®
næsespray, suspension 27,5 mikrogram
GSK Ireland


Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren
Avamys® 27,5 mikrogram/pust, næsespray, suspension
fluticasonfuroat
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis en bivirkning bliver værre, eller du får bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Avamys
- Sådan skal du bruge Avamys
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Brugervejledning
1. Virkning og anvendelse

Avamys (fluticasonfuroat) tilhører en gruppe af lægemidler, som hedder binyrebarkhormoner. Avamys virker ved at nedsætte inflammation (en betændelsesagtig tilstand) i næsen og irritation i øjnene forårsaget af allergi (rhinitis) og reducerer derfor symptomerne på allergi.
Avamys næsespray anvendes til behandling af symptomer på allergi (sæson- og helårsbetinget), herunder tilstoppet, løbende eller kløende næse, nysen og rindende, kløende eller røde øjne hos voksne og børn fra 6 år.
Allergiske symptomer kan opstå på bestemte tidspunkter af året. De forårsages af allergier over for pollen fra græs eller træer (høfeber). De kan også opstå året rundt på grund af allergi over for dyr, husstøvmider eller skimmelsvamp, for at nævne nogle af de mest almindelige.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Avamys

Brug ikke Avamys
- Hvis du er allergisk over for det aktive stof eller et af de øvrige indholdsstoffer i dette lægemiddel (angivet i punkt 6).
Advarsler og forsigtighedsregler
Børn og unge
Må ikke anvendes til børn under 6 år.
Behandling med Avamys:
- kan være årsag til langsommere vækst hos børn, hvis de får det i lang tid. Lægen vil jævnligt måle højden på dit barn og sørge for, at han eller hun får den mindste dosis, der holder allergien under kontrol.
- kan være årsag til glaukom (grøn stær øget tryk i øjet) eller katarakt (grå stær sløret syn). Du skal fortælle lægen, hvis du tidligere har haft en af disse øjenlidelser, eller hvis du bemærker sløret syn eller andre synsforstyrrelser, mens du er i behandling med Avamys.
Brug af anden medicin sammen med Avamys
Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin, for nylig har brugt anden medicin eller planlægger at bruge anden medicin.
Det er særligt vigtigt at fortælle lægen, hvis du tager eller lige har taget et af følgende lægemidler:
- steroider (som tabletter eller injektioner)
- steroidcreme
- astmamedicin
- ritonavir eller cobicistat (medicin mod hiv)
- ketoconazol (medicin mod svampeinfektioner)
Lægen vil vurdere, om du kan bruge Avamys sammen med disse lægemidler. Lægen kan vælge at følge dig tæt, hvis du tager et af disse lægemidler, da de kan øge bivirkningerne af Avamys.
Avamys må ikke anvendes på samme tid med andre næsespray der indeholder steroider.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Du må ikke bruge Avamys, hvis du er gravid eller har planer om at blive det, medmindre lægen eller apotekspersonalet siger, at du må.
Hvis du ammer, må du ikke bruge Avamys, medmindre lægen eller apotekspersonalet siger, at du må.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Det er ikke sandsynligt, at Avamys påvirker arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Avamys indeholder benzalkoniumchlorid
Dette lægemiddel indeholder 8,25 mikrogram benzalkoniumchlorid pr. pust (27,5 mikrogram) Benzalkoniumchlorid kan forårsage irritation eller hævelse i næsen, særligt hvis anvendt i en længere periode. Fortæl det til lægen eller apotekspersonalet, hvis det føles ubehageligt at bruge sprayen.
3. Sådan skal du bruge Avamys

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Du må ikke bruge mere end den anbefalede dosis. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Hvornår skal Avamys bruges
- én gang daglig
- på samme tidspunkt hver dag.
På denne måde bliver dine symptomer behandlet døgnet rundt.
Hvor hurtigt virker Avamys
Nogle mennesker får først maksimal virkning efter flere dages brug, men normalt begynder Avamys at virke i løbet af 8-24 timer.
Hvor meget Avamys skal der bruges
Voksne og børn fra 12 år
- Den sædvanlige startdosis er 2 pust i hvert næsebor 1 gang daglig.
- Når symptomerne er under kontrol, kan dosis muligvis nedsættes til 1 pust i hvert næsebor 1 gang daglig.
Børn 6-11 år
- Den sædvanlige startdosis er 1 pust i hvert næsebor 1 gang daglig.
- Hvis symptomerne er meget voldsomme, kan lægen øge dosis til 2 pust i hvert næsebor 1 gang daglig, indtil symptomerne igen er under kontrol. Dosis kan derefter måske nedsættes til 1 pust i hvert næsebor 1 gang daglig.
Sådan bruges næsesprayen
Avamys har stort set ingen smag og ingen lugt. Det sprøjtes ind i næsen som en fint forstøvet væske. Undgå at få medicinen i øjnene. Skyl øjnene med vand, hvis det skulle ske.
Der er en brugervejledning efter punkt 6 i denne indlægsseddel. Følg nøje vejledningen for at få fuldt udbytte af Avamys.
→Se brugervejledningen efter punkt 6.
Hvis du har brugt for meget Avamys
Kontakt lægen eller apotekspersonalet.
Hvis du har glemt at bruge Avamys
Hvis du har glemt en dosis, skal du tage den, når du kommer i tanke om det.
Hvis det er tæt på næste dosis, skal du vente og tage den. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Spørg lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken, hvis der er noget, du er i tvivl om, eller hvis det er ubehageligt at bruge næsesprayen.
4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Ved allergiske reaktioner: Søg straks lægehjælp
Allergiske reaktioner over for Avamys er sjældne og kan forekomme hos færre end 1 ud af 1.000 personer. Hos nogle få personer kan allergiske reaktioner udvikle sig til en alvorlig, endog livstruende situation, hvis de ikke behandles. Symptomerne kan være:
- meget hvæsende vejrtrækning, hoste eller vejrtrækningsbesvær
- pludselig fornemmelse af svaghed eller svimmelhed (der kan føre til kollaps eller bevidstløshed)
- hævelse i ansigtet
- udslæt eller rødme
Disse symptomer er i mange tilfælde tegn på mindre alvorlige bivirkninger. Men du skal være opmærksom på, at de muligvis kan blive alvorlige. Derfor hvis de opstår:
Søg lægehjælp hurtigst muligt.
Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer)
- Næseblod (som regel let), især hvis du bruger Avamys i mere end 6 uger.
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer)
- Sår i næsen - hvilket kan give irritation og ubehag i næsen. Du kan måske også opleve en smule blod, når du pudser næse.
- Hovedpine.
- Åndenød.
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer)
- Smerte, en brændende fornemmelse, irritation, ømhed eller tørhed i næsen.
Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 personer)
- Små huller (perforeringer) i næsens skillevæg.
Ikke kendt (hyppigheden kan ikke vurderes ud fra tilgængelige data)
- Langsommere vækst hos børn.
- Sløret syn eller midlertidige ændringer i synet ved længerevarende brug.
- Trykken for brystet, der resulterer i vejrtrækningsbesvær.
Brug af binyrebarkhormoner i næsen kan påvirke den naturlige hormonproduktion i kroppen, især hvis du bruger høje doser i lang tid. Hos børn kan denne bivirkning medføre langsommere vækst.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S, Websted: www.meldenbivirkning.dk. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Opbevares bedst opretstående og altid med hætten på.
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på etiketten og æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. Avamys næsespray skal bruges senest to måneder efter flasken blev åbnet første gang.
Må ikke opbevares i køleskab eller nedfryses.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe medicinrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Avamys indeholder:
- Aktivt stof: fluticasonfuroat. Hvert pust afgiver 27,5 mikrogram fluticasonfuroat.
- Øvrige indholdsstoffer: vandfrit glucose, dispergibel cellulose, polysorbat 80, benzalkoniumchlorid, dinatriumedetat, renset vand (se punkt 2).
Udseende og pakningsstørrelser
Medicinen er en hvid suspension i brun glasflaske med pumpefunktion. Flasken er i en råhvid plastickappe med lyseblå hætte og dosisknap på siden. Man kan se indholdet gennem et vindue. Avamys fås i pakninger med 30, 60 og 120 pust.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen
GlaxoSmithKline (Ireland) Limited
12 Riverwalk, Citywest Business Campus
Dublin 24, Irland
Fremstiller
Glaxo Wellcome S.A.
Avenida de Extremadura 3
09400 Aranda de Duero
Burgos
Spanien
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:
Danmark
GlaxoSmithKline Pharma A/S
Tlf: + 45 36 35 91 00
dk-info@gsk.com
Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu.
Brugervejledning

Næsesprayens udseende
Medicinen er i en brun glasflaske i en kappe af plastik - se billede a. Den indeholder enten 30, 60 eller 120 pust, alt efter hvilken pakningsstørrelse der er blevet ordineret.
I vinduet på siden af næsesprayen kan du se, hvor meget medicin der er tilbage. Det er muligt at se væskestanden i en ny spray med 30 eller 60 doser, men ikke i en ny flaske med 120 doser, fordi væsken står over vinduet.
Seks vigtige ting, du har behov for at vide om brug af næsesprayen
- Avamys er i en brun glasflaske. Hvis du har brug for at vide, hvor meget der er tilbage, hold da flasken lodret op imod lyset. Du kan på den måde se væskestanden i vinduet.
- Første gang du bruger næsesprayen, skal den rystes omhyggeligt i ca. 10 sekunder med hætten på. Dette er vigtigt, fordi Avamys er en tyk suspension, som bliver flydende, når du ryster den grundigt - se billede b. Den kan kun afgive et pust, når den er flydende.
- Dosisknappen skal presses hårdt ind for at afgive et pust - se billede c.
- Hvis du har problemer med at presse dosisknappen ind med tommelfingeren, kan du bruge begge hænder - se billede d.
- Næsesprayen skal altid have hætten på, når du ikke bruger den. Hætten holder støv ude, holder på trykket og forhindrer næsestudsen i at blive tilstoppet. Når hætten er på, kan der ikke udløses en dosis ved en fejltagelse.
- Brug aldrig en nål eller et skarpt instrument til at forsøge at få hul igennem næsestudsen. Det ødelægger næsesprayen.
Klargøring af næsesprayen
Du skal klargøre næsesprayen:
- Før næsesprayen anvendes første gang
- Hvis hætten ikke har været på i 5 dage, eller hvis næsesprayen ikke har været anvendt i 30 dage eller mere.
Når du klargør næsesprayen før brug, er det med til at sikre, at du får en fuld dosis hver gang. Følg vejledningen herunder:
- Ryst næsesprayen grundigt i ca. 10 sekunder med hætten på.
- Fjern hætten ved at klemme hårdt om siderne på den med tommel- og pegefinger - se billede e.
- Hold næsesprayen lodret; hæld den derefter let, så næsestudsen peger væk fra dig.
- Tryk dosisknappen på siden hårdt ind. Gør det mindst 6 gange, til der kommer fint forstøvet væske ud i luften - se billede f.
Næsesprayen er nu klar til brug.
Sådan skal du bruge næsesprayen
- Ryst næsesprayen grundigt.
- Tag hætten af.
- Puds næse, så der er fri passage i næsen, og bøj hovedet lidt forover.
- Før næsestudsen ind i det ene næsebor - se billede g. Hold næsestudsen, så den peger lidt ud mod næsens yderside, væk fra næseskillevæggen. På den måde fordeles medicinen bedst i næsen.
- Tryk dosisknappen hårdt ind, mens du trækker vejret ind gennem næsen - se billede h.
- Fjern næsesprayen fra næsen og pust ud gennem munden.
- Gentag punkt 4-6, hvis du skal have 2 pust i hvert næsebor.
- Gentag punkt 4-7 i det andet næsebor.
- Sæt hætten på næsesprayen.
Sådan skal du rengøre næsesprayen
Hver gang du har brugt den:
- Tør næsestudsen og indersiden af hætten med en tør, ren klud - se billede i og j.
- Brug ikke vand til rengøringen.
- Brug aldrig en nål eller noget skarpt i næsestudsen.
- Sæt altid hætten på efter brug.
Hvis næsesprayen ikke fungerer korrekt:
- Se efter at flasken ikke er tom. Kig på væskestanden gennem vinduet. Hvis væsken står meget lavt, er der muligvis ikke nok tilbage til at få et pust ud.
- Undersøg om næsesprayen er ødelagt.
- Hvis du tror, næsestudsen kan være tilstoppet, må du ikke bruge en nål eller noget skarpt for at få hul igennem.
- Prøv at få den til at virke ved at følge vejledningen under "Klargøring af næsesprayen".
- Hvis den stadig ikke virker, eller hvis væsken kommer ud som en stråle, så tal med apoteket om det.
Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 09/2021.

