Duloxetin "Nordic Prime"
enterokapsler, hårde 60 mg
Nordic Prime ApS
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til patienten
Duloxetin Nordic Prime 30 mg, hårde enterokapsler
Duloxetin Nordic Prime 60 mg, hårde enterokapsler
duloxetin (som hydrochlorid)
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Duloxetin Nordic Prime
- Sådan skal du tage Duloxetin Nordic Prime
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse
Duloxetin Nordic Prime indeholder det aktive stof duloxetin. Duloxetin Nordic Prime øger indholdet af serotonin og noradrenalin i nervesystemet.
Duloxetin Nordic Prime anvendes hos voksne til behandling af:
- depression
- angst (kronisk fornemmelse af angst og nervøsitet)
- diabetiske neuropatiske smerter (beskrives ofte som brændende, stikkende, sviende, jagende, skærende eller som elektrisk stød. Der kan forekomme følelsesløshed i det angrebne område eller påvirkninger såsom berøring, varme, kulde eller tryk, som kan fremkalde smerte).
Hos de fleste mennesker med depression eller angst begynder Duloxetin Nordic Prime at virke inden for de første to uger, men det kan vare 2-4 uger, før du får det bedre. Fortæl det til lægen, hvis du ikke begynder at få det bedre efter dette tidsrum. Din læge kan vælge at fortsætte din behandling med Duloxetin Nordic Prime efter, at du har fået det bedre for at forebygge, at din depression eller angst skal vende tilbage.
Hos mennesker med diabetiske neuropatiske smerter kan det vare nogle uger, før de får det bedre.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre efter 2 måneder.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Duloxetin Nordic Prime
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Duloxetin Nordic Prime
- hvis du er allergisk over for duloxetin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Duloxetin Nordic Prime (angivet i afsnit 6).
- hvis du har en leversygdom.
- hvis du har svært nedsat nyrefunktion.
- hvis du tager, eller inden for de sidste 14 dage har været i behandling med en MAO-hæmmer (monoaminooxidasehæmmer) (se ”Brug af andre lægemidler sammen med Duloxetin Nordic Prime”).
- hvis du tager fluvoxamin, der normalt anvendes til behandling af depression, ciprofloxacin eller enoxacin, der bruges mod infektioner.
- hvis du tager andre lægemidler indeholdende duloxetin (se ”Brug af andre lægemidler sammen med Duloxetin Nordic Prime”).
Fortæl det til din læge, hvis du har forhøjet blodtryk eller en hjertesygdom. Hvis du kan tage Duloxetin Nordic Prime, vil din læge sige det til dig.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Duloxetin Nordic Prime.
I følgende situationer kan du muligvis ikke anvende Duloxetin Nordic Prime. Kontakt lægen, før du tager Duloxetin Nordic Prime, hvis du:
- tager andre lægemidler til behandling af depression (se ”Brug af andre lægemidler sammen med Duloxetin Nordic Prime”).
- tager et naturlægemiddel, der indeholder perikum (Hypericum perforatum).
- har en nyresygdom.
- tidligere har haft et krampeanfald.
- tidligere har haft mani.
- lider af en bipolar sygdom.
- har øjenproblemer, såsom visse typer af grøn stær (glaukom - forøget tryk i øjet).
- tidligere har lidt af blødningsforstyrrelser (tendens til blå mærker).
- har risiko for at få lavt indhold af natrium i blodet (for eksempel hvis du tager vanddrivende lægemidler, især hvis du er ældre).
- er i samtidig behandling med lægemidler, der kan skade leveren.
- samtidig tager andre lægemidler med duloxetin (se ”Brug af andre lægemidler sammen med Duloxetin Nordic Prime”).
Duloxetin Nordic Prime kan give en følelse af uro eller manglende evne til at sidde eller stå stille. Hvis det sker for dig, bør du fortælle din læge dette.
Du bør også kontakte din læge:
Hvis du oplever tegn og symptomer på rastløshed, hallucinationer, tab af koordination, hurtig hjerterytme, forhøjet kropstemperatur, hurtige ændringer i blodtrykket, overaktive reflekser, diarré, koma, kvalme, opkastning, da du måske lider af et serotoninsyndrom.
I sin mest alvorlige form kan serotoninsyndrom ligne malignt neuroleptikasyndrom (MNS). Tegn og symptomer på MNS kan omfatte en kombination af feber, hurtig hjerterytme, svedtendens, svær muskelstivhed, forvirring, forhøjede muskelenzymer (bestemt ved en blodprøve).
Lægemidler som Duloxetin Nordic Prime (såkaldte SSRI / SNRI) kan forårsage symptomer på seksuel dysfunktion (se afsnit 4). I nogle tilfælde har disse symptomer fortsat efter at behandlingen er stoppet.
Selvmordstanker og forværring af din depression eller angst
Hvis du er deprimeret og/eller lider af angst, kan du sommetider have selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv. Disse tanker kan forstærkes, når du starter med at tage antidepressive lægemidler, fordi lægemidlet er et stykke tid om at virke, ofte omkring 14 dage, men nogle gange længere tid. Du kan have øget risiko for sådanne tanker:
- hvis du tidligere har haft selvmordstanker eller tanker om at gøre skade på dig selv.
- hvis du er ung. Information fra kliniske studier har vist, at der var en øget risiko for selvmordsadfærd hos voksne under 25 år med psykiatriske lidelser, der blev behandlet med antidepressive lægemidler.
Hvis du på noget tidspunkt får tanker om selvmord eller tanker om at gøre skade på dig selv, bør du straks kontakte din læge eller hospitalet.
Det kan måske være en hjælp at tale med en ven eller pårørende om, at du er deprimeret eller angst, og bede dem om at læse denne indlægsseddel. Du kan eventuelt bede dem om at fortælle dig, hvis de synes, at din depression eller angst bliver værre, eller hvis de bliver bekymrede over ændringer i din opførsel.
Børn og unge under 18 år
Duloxetin Nordic Prime bør normalt ikke bruges til behandling af børn og unge under 18 år. Du skal også være klar over, at patienter under 18 år har en forøget risiko for bivirkninger såsom selvmordsforsøg, selvmordstanker og fjendtlighed (overvejende aggression, modsættende adfærd og vrede), når de tager denne type af lægemiddel. På trods af dette kan din læge ordinere Duloxetin Nordic Prime til patienter under 18 år, hvis lægen skønner, at det er til patientens bedste. Du bedes henvende dig til din læge, hvis din læge har udskrevet Duloxetin Nordic Prime til en patient under 18 år, og du gerne vil drøfte dette. Du skal fortælle det til din læge, hvis et af ovenstående symptomer opstår eller forværres hos en patient under 18 år, som er i behandling med Duloxetin Nordic Prime. Ydermere foreligger der endnu ikke data på langtidssikkerhed hos denne aldersgruppe, hvad angår vækst, modning, kognitiv og adfærdsmæssig udvikling ved brug af Duloxetin Nordic Prime.
Brug af andre lægemidler sammen med Duloxetin Nordic Prime
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Det aktive stof (duloxetin) i Duloxetin Nordic Prime bruges i andre lægemidler mod andre tilstande:
- diabetisk neuropatisk smerte, depression, angst og urininkontinens.
Brug af flere end et af disse lægemidler samtidig bør undgås. Spørg din læge, om du allerede tager andre lægemidler indeholdende duloxetin.
Din læge bør afgøre, om Duloxetin Nordic Prime kan tages sammen med andre lægemidler. Start eller afbryd ikke behandlingen med lægemidlet, det gælder også for lægemidler, som ikke er på recept, samt naturlægemidler og kosttilskud, før du har talt med din læge.
Du skal også fortælle det til din læge, hvis du tager nogen af nedenstående lægemidler:
Monoaminooxidasehæmmere (MAO-hæmmere): Du må ikke tage Duloxetin Nordic Prime, hvis du tager eller inden for de sidste 14 dage har taget et andet lægemiddel mod depression kaldet en monoaminooxidasehæmmer (MAO-hæmmer). Eksempler på MAO-hæmmere er bl.a. moclobemid (mod depression) og linezolid (et antibiotikum). Hvis du tager en MAO-hæmmer sammen med en række forskellige receptpligtige lægemidler, heriblandt Duloxetin Nordic Prime, kan det medføre alvorlige og endda livstruende bivirkninger. Du skal vente mindst 14 dage, efter at du er holdt op med at tage en MAO-hæmmer, før du må begynde at tage Duloxetin Nordic Prime. Du skal ligeledes vente mindst 5 dage, efter at du er holdt op med at tage Duloxetin Nordic Prime, før du må begynde at tage en MAO-hæmmer.
Lægemidler der kan virke sløvende: Dette omfatter receptpligtige lægemidler inklusiv benzodiazepiner, stærkt smertestillende lægemidler, antipsykotika, phenobarbital og antihistaminer.
Lægemidler, som øger niveauet af serotonin: Triptaner, tramadol, tryptophan, SSRI-præparater (såsom paroxetin og fluoxetin), SNRI-præparater (såsom venlafaxin), tricykliske antidepressiva (såsom clomipramin, amitriptylin), pethidin, perikum og MAO-hæmmere (såsom moclobemid og linezolid). Disse typer lægemidler øger risikoen for bivirkninger. Oplever du uventede symptomer, mens du tager en af disse typer lægemidler sammen med Duloxetin Nordic Prime, skal du kontakte din læge.
Orale antikoagulantia eller lægemidler, der påvirker blodpladerne: Lægemiddel, der fortynder blodet og modvirker dannelse af blodpropper. Disse typer af lægemidler kan øge risikoen for blødninger.
Brug af Duloxetin Nordic Prime sammen med mad, drikke og alkohol
Duloxetin Nordic Prime kan tages med og uden mad.
Du bør udvise forsigtighed, hvis du drikker alkohol samtidig med, at du er i behandling med Duloxetin Nordic Prime.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
- Fortæl det til din læge, hvis du bliver gravid, eller hvis du prøver at blive gravid, mens du tager Duloxetin Nordic Prime. Du må kun bruge Duloxetin Nordic Prime, efter at du har talt med din læge om de mulige fordele for dig og de mulige risici for dit ufødte barn. Fortæl din jordemoder og/eller læge, at du tager Duloxetin Nordic Prime. Når lignende lægemidler (SSRI) tages under graviditeten, kan det forøge risikoen for en alvorlig tilstand med forhøjet tryk i lungekredsløbet hos den nyfødte (kaldet Persisterende Pulmonal Hypertension hos den Nyfødte (PPHN)). Dette medfører, at barnet bliver blåligt og trækker vejret hurtigere. Disse symptomer starter normalt indenfor 24 timer efter fødslen. Hvis dette sker for dit barn, så kontakt straks din jordemoder eller læge. Hvis du tager Duloxetin Nordic Prime i slutningen af graviditeten, kan dit barn udvise visse symptomer, når det bliver født. Som regel opstår de ved fødslen eller inden for få dage efter fødslen. Symptomerne omfatter slappe muskler, skælven, spjætteri, spisebesvær, vejrtrækningsbesvær og krampeanfald. Hvis dit barn udviser nogen af disse symptomer, eller du er bekymret for dit barns helbred, skal du kontakte din læge eller jordemoder med henblik på råd og vejledning.
- Hvis du tager Duloxetin Nordic Prime i slutningen af graviditeten, er der en øget risiko for kraftig vaginal blødning kort efter fødslen, især hvis du tidligere har haft blødningsforstyrrelser. Din læge eller jordemoder skal gøres opmærksom på, at du tager duloxetin, så de kan rådgive dig.
- Tilgængelige data fra brug af Duloxetin Nordic Prime i de første tre måneder af graviditeten viser ikke en generel øget risiko for samlede fødselsdefekter hos barnet. Hvis Duloxetin Nordic Prime tages i løbet af anden halvdel af graviditeten, kan der være en øget risiko for, at barnet fødes tidligt (yderligere 6 for tidligt fødte børn for hver 100 kvinder, der tager Duloxetin Nordic Prime i anden halvdel af graviditeten), oftest mellem uge 35 og 36 af graviditeten.
- Fortæl det til din læge, hvis du ammer. Det anbefales ikke at bruge Duloxetin Nordic Prime, mens du ammer. Spørg din læge eller apotekspersonalet til råds.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Duloxetin Nordic Prime kan gøre dig søvnig og svimmel. Du må ikke køre bil eller arbejde med værktøj eller maskiner, før du ved, hvordan Duloxetin Nordic Prime påvirker dig.
Duloxetin Nordic Prime indeholder saccharose og natrium
Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. kapsel, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.
3. Sådan skal du tage Duloxetin Nordic Prime
Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Duloxetin Nordic Prime er til oral brug. Du skal synke kapslen hel og skylle den ned med et glas vand.
Duloxetin Nordic Prime fås i flere styrker. Vær derfor opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan bruge dine hårde enterokapsler til alle de anførte doseringer.
Depression og diabetiske neuropatiske smerter:
Den sædvanlige dosis af Duloxetin Nordic Prime er 60 mg én gang dagligt. Din læge beslutter dog den rette dosis for dig.
Generaliseret angst:
Den sædvanlige startdosis af Duloxetin Nordic Prime er 30 mg én gang dagligt, hvorefter de fleste patienter vil få 60 mg én gang dagligt, men din læge vil fastlægge den dosis, som passer til dig. Dosis kan justeres op til 120 mg daglig afhængigt af dit respons på Duloxetin Nordic Prime.
Det kan være lettere at huske at tage Duloxetin Nordic Prime, hvis du tager det på samme tidspunkt hver dag. Tal med din læge om, hvor længe du skal blive ved med at tage Duloxetin Nordic Prime. Du må kun stoppe behandlingen eller ændre dosis efter aftale med lægen. For at du kan få det bedre er det vigtigt, at din sygdom behandles korrekt. Hvis den ikke behandles, vil du måske ikke få det bedre, og din tilstand kan forværres og blive sværere at behandle.
Hvis du har taget for meget Duloxetin Nordic Prime
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Duloxetin Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Symptomer på overdosering omfatter søvnighed, koma, serotoninsyndrom (en sjælden bivirkning, som kan forårsage en unormal opstemthed, døsighed, klodsethed, rastløshed, en følelse af at være beruset, feber, svedtendens og muskelstivhed), krampeanfald, opkastning og hurtig puls.
Hvis du har glemt at tage Duloxetin Nordic Prime
Glemmer du at tage en dosis, skal du tage den, så snart du kommer i tanke om det. Hvis det allerede er blevet tid til din næste dosis, skal du springe den glemte dosis over og blot tage en enkelt dosis, som du plejer. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Du må ikke tage mere Duloxetin Nordic Prime pr. dag, end lægen har ordineret.
Hvis du holder op med at tage Duloxetin Nordic Prime
DU MÅ IKKE holde op med at tage kapslerne uden at have konsulteret din læge, heller ikke selv om du har fået det bedre. Hvis lægen mener, at du ikke længere behøver at tage Duloxetin Nordic Prime, vil lægen bede dig reducere dosis over mindst 2 uger, før du stopper behandlingen helt.
Nogle patienter, som pludselig holdt op med at tage Duloxetin Nordic Prime, oplevede symptomer som:
- svimmelhed, prikkende fornemmelse som når noget sover eller følelse af elektriske stød (især i hovedet), søvnforstyrrelser (livagtige drømme, mareridt, søvnløshed), træthed, søvnighed, rastløshed eller uro, angst, kvalme eller opkastning, rystelser (tremor), hovedpine, muskelsmerter, irritation, diarré, forøget tendens til at svede eller fornemmelse af, at rummet drejer rundt (vertigo).
Disse symptomer er normalt ikke alvorlige og forsvinder inden for få dage, men hvis du oplever meget generende symptomer, skal du rådføre dig med lægen.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. Bivirkningerne er normalt milde til moderate og forsvinder ofte efter få uger.
Meget almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter
- hovedpine, søvnighed
- kvalme, mundtørhed.
Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter
- mangel på appetit
- søvnbesvær, uro, mindre lyst til sex, angst, problemer med at opnå orgasme, mærkelige drømme
- svimmelhed, følelse af ugidelighed, rysten, følelsesløshed inklusive følelsesløshed eller prikken/snurren i huden
- sløret syn
- susen for ørerne (tinnitus)
- hjertebanken
- forhøjet blodtryk, rødmen
- øget tendens til at gabe
- forstoppelse, diarré, mavesmerter, opkastning, halsbrand eller fordøjelsesbesvær, luft i maven
- øget tendens til at svede, (kløende) udslæt
- muskelsmerter, muskelkramper
- smertefuld vandladning, hyppig vandladning
- problemer med at få erektion, ændret ejakulation
- fald (oftest hos ældre), træthed
- vægttab.
Børn og unge under 18 år med depression, som blev behandlet med dette lægemiddel, oplevede et vægttab i begyndelsen af behandlingen. Efter 6 måneders behandling var vægten steget, så den svarede til vægten hos jævnaldrende af samme køn.
Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter
- halsbetændelse, der forårsager hæs stemme
- selvmordstanker, søvnforstyrrelser, tænderskæren eller sammenbidte tænder, desorientering, manglende motivation
- pludselig, ufrivillig spjætten eller sitren i musklerne, følelse af rastløshed eller manglende evne til at sidde eller stå stille, nervøsitet, koncentrationsbesvær, ændret smagsoplevelse, problemer med at styre egne bevægelser f.eks. koordinationsbesvær eller ufrivillige muskelbevægelser, restless legs syndrom (stærk uro og krybende fornemmelse i underbenene), dårlig søvnkvalitet
- store pupiller (øjets sorte centrum), synsforstyrrelser
- svimmelhed eller fornemmelse af, at rummet snurrer rundt (vertigo), ørepine
- hurtig og/eller uregelmæssig puls
- besvimelse, svimmelhed, uklarhed eller besvimelse efter at have rejst sig op, kolde fingre og/eller tæer
- sammensnøret hals, næseblod
- opkastning af blod eller sort, tjærefarvet afføring (på grund af blod i afføringen), mave-tarm-katar, bøvsen, synkebesvær
- betændelse i leveren, som kan give mavesmerter og gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene, akut leverskade
- natlig sveden, nældefeber, kontakteksem, koldsved, øget følsomhed overfor sollys, øget tendens til blå mærker
- muskelstivhed, muskelsitren
- besværet eller manglende evne til at lade vandet, besvær med at påbegynde vandladningen, behov for vandladning i løbet af natten, behov for hyppigere vandladning end normalt, nedsat urinmængde
- unormal vaginalblødning, unormal menstruation herunder voldsom, smertefuld, uregelmæssig eller forlænget blødning, usædvanlig sparsom eller manglende menstruation, smerter i testiklerne eller pungen
- brystsmerter, generel unormal følelse, kuldefølelse, tørst, skælven, utilpashed, varmefølelse, unormal gangart
- vægtøgning
- Duloxetin Nordic Prime kan medføre bivirkninger, som du måske ikke er opmærksom på, f.eks. forhøjede leverenzymer eller forhøjede værdier af kalium, kreatinfosfokinase eller sukker i blodet.
Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter
- alvorlig allergisk reaktion, der forårsager vejrtrækningsbesvær eller svimmelhed med hævelse af tunge eller læber, allergiske reaktioner
- nedsat aktivitet af skjoldbruskkirtlen, som kan forårsage træthed og vægtøgning
- dehydrering (væskemangel), lavt indhold af natrium i blodet (oftest hos ældre mennesker; symptomerne omfatter bl.a. svimmelhed, svaghed, forvirring, søvnighed eller udpræget træthed eller kvalme og opkastning; mere alvorlige symptomer er besvimelse, krampeanfald eller fald), syndrom med uhensigtsmæssig udskillelse af anti-diuretisk hormon (SIADH)
- selvmordsadfærd, mani (overaktivitet, tanker der løber løbsk og nedsat behov for søvn), hallucinationer, aggressivitet og vrede
- ”serotoninsyndrom” (en sjælden bivirkning, der kan forårsage unormal opstemthed, døsighed, klodsethed, rastløshed, en følelse af at være beruset, feber, tendens til at svede eller muskelstivhed), kramper
- en konstant trang til at bevæge sig, ufrivillige bevægelser af ansigt og krop
- øget tryk i øjet (grøn stær, glaukom)
- pludselig, massiv stigning i blodtrykket
- betændelse i mundhulen, frisk rødt blod i afføringen, dårlig ånde, betændelse i tyktarmen (med diarré til følge)
- leversvigt, gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene (gulsot)
- Stevens-Johnsons syndrom (en alvorlig lidelse med blærer i huden, munden, øjnene og på kønsorganerne), alvorlig allergisk reaktion, som kan forårsage hævelse i ansigtet eller halsen (angioødem)
- sammenbidte kæber
- unormal urinlugt
- symptomer på overgangsalder, unormal mælkeproduktion hos mænd og kvinder
- kraftig vaginal blødning kort efter fødslen (postpartum blødning)
- hoste, hvæsende vejrtrækning og åndenød, som kan være ledsaget af en høj temperatur
- forhøjet kolesterol i blodet.
Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter
- betændelse i blodkarrene i huden (kutan vaskulitis).
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
- tegn og symptomer på en tilstand kaldet “stress kardiomyopati”, som kan omfatte brystsmerter, åndenød, svimmelhed, besvimelse, uregelmæssig hjerterytme.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring
Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen og blisterkort efter Exp.
Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Må ikke opbevares over 30 °C.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Duloxetin Nordic Prime indeholder:
- Aktivt stof: duloxetin (som hydrochlorid). Hver enterokapsel indeholder enten 30 mg eller 60 mg duloxetin (som hydrochlorid).
- Øvrige indholdsstoffer:
- Kapselindhold: sukkerkugler, methacrylsyre-ethylacrylat copolymer (1:1) dispersion 30 % (Eudragit L30D55), hypromellose, saccharose, kolloid vandfri silica, talcum, triethylcitrat, plasacryl T20 (glycerylmonostearat, triethylcitrat, polysorbat 80, vand)
- Kapselskal:
- 30 mg hårde enterokapsler: titandioxid (E171), gelatine, indigotin, vand
- 60 mg hårde enterokapsler: titandioxid (E171), gelatine, indigotin, gul jernoxid (E172), vand.
Udseende og pakningsstørrelser
Duloxetin Nordic Prime er en hård enterokapsel. Hver kapsel indeholder pellets med duloxetinhydrochlorid, der er overtrukket for at beskytte dem mod mavesyre.
Duloxetine Nordic Prime 30 mg hårde enterokapsler er hårde gelatinekapsler med uigennemsigtig blå kapseltop og uigennemsigtig hvid kapselbund.
Duloxetin Nordic Prime 60 mg hårde enterokapsler er hårde gelatinekapsler med uigennemsigtig blå kapseltop og uigennemsigtig grøn kapselbund.
Duloxetin Nordic Prime 30 mg og 60 mg hårde enterokapsler fås i pakninger med: 28 og 98 kapsler.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller
Revisionsdato
Denne indlægsseddel blev senest ændret december 2025.

