Yderligere information
Recepter, udleveringsregler og priser
På hver præparatbeskrivelse i medicin.dk står der under "Pakninger, priser, tilskud og udlevering" om lægemidlet kræver recept eller om det er i håndkøb.
Recepter
Recepter udstedes som regel elektronisk og lægges ind i den fælles database på "receptserveren". Det betyder, at du kan hente din medicin på hvilket som helst apotek. Husk dit Sundhedskort. Du kan se dine recepter på Medicinkortet.
Recepter er gyldige i 2 år efter udstedelsesdatoen, men
- Den, der har udstedt recepten, har mulighed for at gøre perioden kortere end 2 år.
- Recepter fra lægevagt eller behandlerfarmaceut gælder kun i 7 dage.
- En recept forsvinder automatisk med det samme, hvis en ordination seponeres (ophører).
Udleveringsregler
- Recept
Et lægemiddel, der er ordineret på recept, kan kun udleveres én gang, medmindre lægen angiver, at det må udleveres flere gange med faste mellemrum.
Stærk smertestillende medicin, som fx morfin, må kun udleveres én gang pr. recept. Visse lægemidler må kun udleveres til sygehuse, eller hvis det er ordineret af en speciallæge. - Håndkøb (HA)
Hvis medicin er i håndkøb, kan det købes på apoteket uden recept. - Håndkøb - min. 18 år (HA18)
Medicinen kan købes på apoteket uden recept, men den må kun udleveres til personer over 18 år. - Håndkøb - ikke kun fra apotek (HF, HX)
Noget håndkøbsmedicin kan desuden købes i mindste pakning i fx supermarkeder og på tankstationer. - Håndkøb - ikke kun fra apotek - min. 18 år (HX18)
Noget håndkøbsmedicin kan desuden købes i mindste pakning i fx supermarkeder og på tankstationer, men den må kun udleveres til personer over 18 år.
Medicinpriser
De priser, der er angivet under de enkelte præparater, opdateres hver 14. dag. Priserne er apotekets udsalgspriser uden fradrag af eventuelle tilskud. Et håndkøbslægemiddel, der ordineres på recept, tillægges et gebyr på kr. 10,00. Alle priser er inkl. 25 % moms.
Håndkøbslægemidler, der kan købes i fx supermarkeder eller på tankstationer, er "i fri handel", og derfor er der ikke angivet en fast pris.
Brug af håndkøbsmedicin
Håndkøbsmedicin kan tages uden større risici, når du bruger medicinen korrekt og i de anbefalede doser. Håndkøbsmedicin kan give dig bivirkninger lige som al anden medicin. Hvis du bruger det forkert eller i for stor dosis, kan det være meget alvorlige bivirkninger.
Brug derfor kun håndkøbsmedicin til det formål, der er angivet på pakningen, fx kan jerntabletter og mange smertestillende tabletter, som kan fås i håndkøb, være farlige for små børn.
Nogle hostemidler indeholder alkohol og skal derfor bruges med omtanke i forbindelse med bilkørsel eller maskinbetjening.
Håndkøbsmedicin er underlagt samme kvalitetskontrol som medicin, der kun kan udleveres efter recept.
Recept eller håndkøb?
Det afhænger af flere forhold om et lægemiddel kræver recept fra en læge eller kan købes i håndkøb, dvs. uden recept. Lægemiddelstyrelsen vurderer, om lægemidlet kan medføre sundhedsfare ved normal og korrekt brug, og om det er forsvarligt at bruge, uden at en læge har vurderet, hvad du fejler, eller uden at en læge følger og vurderer behandlingen. Det indgår også i bedømmelsen, om medicinen kan misbruges.