Tolterodintartrat "2care4"
depotkapsler, hårde 2 mg
2care4 ApS
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til brugeren
Tolterodintartrat 2care4 2 mg hårde depotkapsler
Tolterodintartrat 2care4 4 mg hårde depotkapsler
tolterodintartrat
Bemærk at Tolterodintartrat 2care4 2 mg og 4 mg depotkapsler svarer til andre tolterodin depotkapsler, hvor styrken er angivet som hhv. 1,4 mg og 2,8 mg. Det er to forskellige måder, at angive den samme mængde af det virksomme stof (tolterodin) på.
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Tolterodintartrat 2care4
- Sådan skal du tage Tolterodintartrat 2care4
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse
Det aktive stof i Tolterodintartrat 2care4 er tolterodin. Tolterodin tilhører en gruppe af lægemidler der kaldes antimuskariner.
Tolterodintartrat 2care4 bruges til behandling af symptomer på overaktiv blære. Hvis du lider af overaktiv blære:
- kan du ikke kontrollere din vandladning
- vil du skulle skynde dig på toilettet uden advarsel og/eller gå hyppigt på toilettet.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Tolterodintartrat 2care4
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Tolterodintartrat 2care4
- hvis du er allergisk over for tolterodintartrat eller et af de øvrige indholdsstoffer i Tolterodintartrat 2care4 (angivet i afsnit 6).
- hvis du ikke kan lade vandet (urinretention).
- hvis du har ukontrolleret snævervinklet grøn stær (forhøjet tryk i øjet med synstab, som ikke er tilstrækkeligt behandlet).
- hvis du lider af myasthenia gravis (udtalt muskelsvaghed).
- hvis du har alvorlig tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa. Sårdannelse og inflammation i tarmen).
- hvis du har udspilet tyktarm (toksisk megacolon).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Tolterodintartrat 2care4, især hvis du:
- har problemer med at komme af med urinen og/eller urinstrålen er svag.
- har en sygdom i mave eller tarm, der påvirker tarmtømningen og/eller fordøjelsen.
- har dårlige nyrer (nedsat nyrefunktion).
- har en leversygdom.
- har en neurologisk lidelse, der påvirker dit blodtryk, tarmfunktion eller seksualfunktion (enhver form for nervebetændelse i det autonomiske nervesystem).
- har mellemgulvsbrok.
- indimellem har træg mave eller lider af kraftig forstoppelse (nedsat bevægelse i mave/ tarmsystemet)
- har en hjertelidelse, som f.eks.:
- unormalt hjertekardiogram (EKG)
- langsom puls (bradykardi)
- allerede forekommende relevante hjertelidelser som: kardiomyopati (sygdom i hjertemusklen), myokardieiskæmi (nedsat blodgennemstrømning i hjertet), arytmi (uregelmæssig puls) og hjertesvigt.
- har unormalt lavt indhold af kalium (hypokalæmi), calcium (hypocalcæmi) eller magnesium (hypomagnesiæmi) i blodet.
Brug af andre lægemidler sammen med Tolterodintartrat 2care4
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Tolterodin, som er det aktive stof i Tolterodintartrat 2care4, kan påvirke andre lægemidler.
Det tilrådes ikke at bruge Tolterodintartrat 2care4 sammen med:
- visse typer antibiotika (der indeholder f.eks. erythromycin og clarithromycin)
- lægemidler mod svampeinfektioner (der indeholder f.eks. ketoconazol og itraconazol)
- lægemidler mod hiv.
Tolterodintartrat 2care4 skal bruges med forsigtighed sammen med:
- lægemidler, der påvirker fordøjelsen (f.eks. metoclopramid og cisaprid)
- lægemidler til behandling af uregelmæssig hjerterytme (f.eks. amiodaron, sotalol, quinidin og procainamid)
- andre lægemidler, der virker på samme måde som Tolterodintartrat 2care4 (antimuskarine egenskaber) eller lægemidler, der virker modsat af Tolterodintartrat 2care4 (kolinerge egenskaber). Den nedsatte bevægelighed i maven der skyldes antimuskarine stoffer kan påvirke hvordan andre lægemidler optages. Spørg lægen, hvis du er usikker.
Brug af Tolterodintartrat 2care4 sammen med mad og drikke
Tolterodintartrat 2care4 kan tages før, efter eller under et måltid.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Du må ikke bruge Tolterodintartrat 2care4 når du er gravid.
Amning
Det vides ikke om tolterodin, det aktive stof i Tolterodintartrat 2care4, udskilles i brystmælk. Amning anbefales ikke under behandling med Tolterodintartrat 2care4.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Tolterodintartrat 2care4 kan gøre dig svimmel, træt eller påvirke dit syn. Hvis du oplever nogle af disse påvirkninger skal du ikke køre bil eller betjene maskiner.
Tolterodintartrat 2care4 indeholder lactose og natrium
Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. depotkapsel, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.
3. Sådan skal du tage Tolterodintartrat 2care4
Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Depotkapslerne skal tages oralt og sluges hele. Kapslerne må ikke tygges.
Voksne:
Den anbefalede dosis er 4 mg 1 gang dagligt.
Patienter med nedsat lever- eller nyrefunktion Lægen kan nedsætte dosis til
2 mg Tolterodintartrat 2care4 dagligt hos patienter med nedsat lever- eller nyrefunktion.
Brug til børn og unge:
Tolterodintartrat 2care4 anbefales ikke til børn.
Hvis du har taget for meget Tolterodintartrat 2care4
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Tolterodintartrat 2care4, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Symptomer ved overdosis er hallucinationer, opstemthed, hurtigere hjerterytme end normalt, udvidelse af pupillen og besvær med at lade vandet og trække vejret normalt.
Hvis du har glemt at tage Tolterodintartrat 2care4
Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart, du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage næste dosis, så spring den glemte dosis over.
Fortsæt blot med den sædvanlige dosis.
Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at tage Tolterodintartrat 2care4
Din læge vil fortælle dig, hvor længe du skal behandles med Tolterodintartrat 2care4.
Du må ikke stoppe behandlingen tidligere, selvom du ikke umiddelbart oplever en virkning.
Din blære vil have brug for nogen tid til at tilpasse sig. Du skal gennemføre behandlingsforløbet med depotkapsler, som din læge har foreskrevet. Hvis du ikke har oplevet en virkning efter denne behandling, skal du tale med lægen.
Fordele ved behandling bør genovervejes efter 2-3 måneders behandling. Tal altid med lægen hvis du overvejer at stoppe behandlingen.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Du skal straks kontakte lægen eller tage på skadestuen, hvis du oplever symptomer på angioødem som f.eks.:
- hævet ansigt, tunge eller svælg
- synkebesvær
- nældefeber og vejrtrækningsbesvær
Du bør også søge lægehjælp, hvis du oplever en overfølsomhedsreaktion (f.eks. kløe, udslæt, nældefeber eller vejrtrækningsbesvær). Dette forekommer ikke almindeligt (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter).
Kontakt straks lægen eller tag på skadestuen, hvis du oplever nogen af følgende:
- brystsmerter, vejrtrækningsbesvær eller hvis du let bliver udmattet (selv i hvile), vejrtrækningsbesvær om natten, hævede ben.
Dette kan være symptomer på hjertesvigt. Dette forekommer ikke almindeligt (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter).
De følgende bivirkninger er set ved behandling med Tolterodintartrat 2care4 med følgende frekvenser.
Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter):
- Mundtørhed
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):
- Ansigtssmerter/tryk, tilstoppet eller løbende næse (Bihulebetændelse)
- Svimmelhed
- Søvnighed
- Hovedpine
- Tørre øjne
- Sløret syn
- Fordøjelsesbesvær (dyspepsi)
- Forstoppelse
- Mavesmerter
- Meget luft i maven eller tarmene
- Smertefuld vandladning eller vandladningsbesvær
- Diarré
- Væskeansamlinger i kroppen (f.eks. i anklerne)
- Træthed
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):
- Allergiske reaktioner
- Hjertesvigt
- Nervøsitet
- Uregelmæssig puls
- Hjertebanken
- Brystsmerter
- Ude af stand til at tømme blæren
- Stikkende og prikkende fornemmelse i fingre og tæer
- Fornemmelse af at det drejer rundt
- Svækket hukommelse
Der er desuden set alvorlige allergiske reaktioner, forvirring, hallucinationer, øget hjerterytme, hudrødmen, halsbrand, opkastninger, angioødem, tør hud og desorientering. Der er også set en forværring i symptomerne på demens hos personer, der er i behandling for demens.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring
Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 ºC.
Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Tolterodintartrat 2care4 indeholder:
- Aktivt stof: tolterodintartrat.
1 hård depotkapsel indeholder 2 mg tolterodintartrat svarende til 1,37 mg tolterodin
eller
1 hård depotkapsel indeholder 4 mg tolterodintartrat svarende til 2,74 mg tolterodin. - Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, mikrokrystallinsk cellulose, polyvinylacetat, povidon, silica, natriumlaurilsulfat, docusatnatrium, magnesiumstearat (E407b) og hydroxypropylmethylcellulose.
Kapsel: indigo carmin (E132), quinolin gul (kun i 2 mg) (E104), titandioxid (E171) og gelatine. Overtræk: Ethylcellulose, triethylcitrat, methacrylsyre - ethylacrylat copolymer og 1,2-propylenglycol.
Udseende og pakningsstørrelser
Tolterodintartrat 2care4 2 mg depotkapsler, hårde er uigennemsigtig grøn.
Tolterodintartrat 2care4 4 mg depotkapsler, hårde er uigennemsigtig lyseblå.
Blisterpakninger indeholder:
28 eller 98 depotkapsler
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

