Dalacin C

kapsler, hårde 300 mg

2care4 ApS

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Dalacin C 300 mg hårde kapsler
clindamycin 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Dalacin C
  3. Sådan skal du tage Dalacin C
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Dalacin C kapsler indeholder et antibiotikum. Du kan bruge Dalacin C til behandling af betændelse (infektion), der skyldes bakterier.

Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.  

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Dalacin C

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Dalacin C

  • hvis du er allergisk over for clindamycin, lincomycin eller et af de øvrige indholdsstoffer i Dalacin C (angivet i afsnit 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Dalacin C, hvis du: 

  • har eller tidligere har haft en tarmsygdom (f.eks. Crohns sygdom eller colitis ulcerosa)
  • har eller tidligere har haft lever- eller nyreproblemer
  • får kløe og svie i hud eller slimhinder. Det kan være tegn en svampeinfektion, som Dalacin C ikke virker mod
  • får voldsom eller langvarig, blodig diarré, mens du tager eller op til 2 måneder efter du har stoppet behandlingen. Dette kan være tegn på alvorlig tarmbetændelse (pseudomembranøs colitis). Du må ikke bruge lægemidler mod diarré uden lægens anvisning
  • får overfølsomhedsreaktioner eller alvorligt hududslæt. Kontakt straks lægen.

Akutte nyresygdomme kan forekomme. Fortæl det altid til lægen, hvis du tager andre lægemidler,
og hvis du har forudeksisterende problemer med nyrerne. Du bør straks kontakte lægen, hvis du oplever nedsat urinproduktion, væskeophobning, der medfører hævelse af ben, ankler eller fødder, åndenød eller kvalme.

Ved behandling i længere tid vil lægen tage blodprøver for at kontrollere, om din lever og nyrer fungerer normalt.
På grund af risiko for betændelse i spiserøret (øsofagitis) og sår på spiserøret er det vigtigt, at du altid tager Dalacin C nøjagtigt som beskrevet i afsnit 3

Brug af andre lægemidler sammen med Dalacin C

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. Fortæl lægen hvis du samtidig tager: 

  • muskelafslappende lægemidler.
  • andre lægemidler mod betændelse (erythromycin)
  • warfarin eller lignende lægemidler - anvendes som blodfortyndende behandling. Du vil være mere tilbøjelig til at bløde. Din læge vil regelmæssig tage blodprøver for at undersøge dit blods evne til at størkne.
  • lægemidler mod tuberkulose (rifampicin). Samtidig behandling med Dalacin C og rifampicin kan medføre at effekten af Dalacin C bliver mindre.

Brug af Dalacin C sammen med mad og drikke

Du skal tage Dalacin C hele sammen med mindst 1 helt glas vand, og der skal gå mindst 30 minutter, inden du lægger dig ned. På den måde undgår du mulig irritation af spiserøret. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. 


Graviditet
Hvis du er gravid, må du normalt ikke tage Dalacin C. Tal med lægen. 


Amning  

Hvis du ammer, må du ikke tage Dalacin C, da Dalacin C går over i modermælken. Dalacin C kan medføre diarre, blod i afføringen eller udslæt, hos barnet som ammes. Hvis behandling er nødvendig, skal amning ophøre. Spørg lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Dalacin C påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Dalacin C indeholder lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Dalacin C

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne  

600-1800 mg daglig fordelt på 2-4 doser. 


Børn over 1 måned
 

10-30(40) mg/kg/døgn fordelt på 3-4 doser.
Dosis afhænger af barnets vægt, uanset om barnet er overvægtigt. Tal med lægen. 

Dalacin C kapsler bør kun anvendes til børn, der kan synke kapsler. 

Vær opmærksom på, at ikke alle anførte doseringsmuligheder kan følges med dette præparat. 

Administrationsmåde

Dalacin C kapsler skal tages hele sammen med mindst 1 helt glas vand, og der skal gå mindst 30 minutter, inden du lægger dig ned. På den måde undgår du mulig irritation af spiserøret. 


Børn under 1 måned:
Du bør ikke bruge Dalacin C til børn under 1 måned. 


Ældre:
Det er ikke nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning.

Nedsat nyre- og leverfunktion:
Det er normalt ikke nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisning.  

Hvis du har taget for meget Dalacin C

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Dalacin C, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 


Symptomer på overdosering er kvalme, opkastning og diarré. 

Hvis du har glemt at tage Dalacin C

Hvis du har glemt en dosis, så tag den så snart du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal tage den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at tage Dalacin C

Det er vigtigt at tage hele kuren med Dalacin C, da sygdommen ellers kan blusse op igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • Langvarig eller blodig diarré med mavesmerter eller feber. Kan være tegn på tarmbetændelse (pseudomembranøs colitis). Kontakt lægen.


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt  

  • Pludseligt hududslæt, åndedrætsbesvær og besvimelse (inden for minutter til timer), pga. overfølsomhed (anafylaktisk reaktion/ shock). Kan være livsfarligt. Ring 112.
  • Gulsot (gulfarvning af huden og det hvide i øjnene). Kontakt lægen.
  • Diarré, slim og blødning fra endetarmen pga. tyktarmsbetændelse (Clostridiodes difficile colitis). Kontakt lægen.
  • Kraftig afskalning og afstødning af hud. Kontakt læge eller skadestue
  • Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber. Kontakt læge eller skadestue.
  • Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag. Kontakt straks læge eller skadestue.
  • Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer). Kan blive alvorligt. Hvis du får feber, skal du kontakte læge eller skadestue.
  • Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader). Kontakt læge eller skadestue.
  • Væskeophobning, der resulterer i hævede ben, ankler eller fødder, samt åndenød eller kvalme. Kontakt læge eller skadestue (nyreskade).
  • Dalacin C kan give alvorlige eller livstruende allergiske reaktioner, som kan påvirke din hud eller andre dele af kroppen, f.eks. lever eller blodceller. Du skal muligvis på hospitalet eller stoppe behandlingen med Dalacin C. Kontakt straks lægen, hvis du får en af følgende symptomer:
    • Hududslæt, nældefeber, feber, hævede kirtler som ikke forsvinder, hævelse af læber og tunge, gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene, usædvanlige blå mærker eller blødning, stærk træthed eller svaghed, uventet muskelsmerter eller hyppige infektioner.

 

Ikke alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter):  

  • Diarré
  • Hududslæt, plettet hududslæt med små blærer.


Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter):  

  • Mavesmerter, opkastning, kvalme
  • Nældefeber
  • Muskelsvaghed
  • Smagsforstyrrelser.


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter):  

  • Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben
  • Kløe.


Meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter):  

  • Sure opstød / halsbrand.


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt  

  • Udslæt (nældefeber) og hævelser. Kan være alvorligt. Tal med lægen. Hvis der er hævelse af ansigt, læber og tunge, kan det være livsfarligt. Ring 112
  • Svien bag brystbenet, sure opstød, synkebesvær pga. betændelse og sår i spiserøret*. Tal med lægen
  • Overfølsomhed, feber, udslæt i ansigt og på arme og ben, hududslæt, betændelse i huden med blærer
  • Kløe og udflåd fra skeden (vaginal infektion).


* Bivirkninger, som typisk optræder, hvis
Dalacin C tages, mens du ligger ned og/eller med for lidt vand.

Dalacin C kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. blodprøver og leverfunktion, som igen bliver normale, når behandlingen ophører. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C. 


Tag ikke Dalacin C efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Dalacin C indeholder:

  • Aktivt stof: clindamycin.
    1 hård kapsel indeholder 300 mg clindamycin som clindamycinhydrochlorid.
  • Øvrige indholdsstoffer: lactosemonohydrat, vegetabilsk magnesiumstearat, majsstivelse, talcum, titandioxid (E171), gelatinekapsel. Sort trykblæk: sort jernoxid (E172).

Udseende og pakningsstørrelser

Dalacin C er en hård hvid gelatinekapsel og mærket ”Clin 300” og ”Pfizer”. 


Dalacin C findes i en pakning med 24 kapsler. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4
Stenhuggervej 12
6710 Esbjerg V 

Fremstiller

2care4
Stenhuggervej 12-14
6710 Esbjerg V 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret juli 2025.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...