Medilax®
oral opløsning 667 mg/ml
Cooper Consumer Health B.V.
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til brugeren
Medilax, 667 mg/ml, oral opløsning
lactulose
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel, eller efter de anvisninger, lægen eller apotekspersonalet har givet dig.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger som ikke er nævnt her. Se pkt. 4.
- Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Medilax
- Sådan skal du tage Medilax
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Virkning og anvendelse
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
Medilax binder vand i tarmen og blødgør afføringen.
Du kan bruge Medilax mod kronisk forstoppelse.
Du kan også bruge Medilax til at forebygge og behandle hjernesvækkelse ved leversvigt.
Det skal du vide, før du begynder at tage Medilax
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Medilax, hvis:
- tarmen er blokeret (ved svulst eller betændelse)
- du har blindtarmsbetændelse
- du er allergisk over for galactose
- du er allergisk over for lactulose, eller reststoffer fra fremstilling f.eks. sulfit.
Advarsler og forsigtighedsregler
Tal med lægen, hvis du har brug for afføringsmiddel hver dag, så årsagen til forstoppelsen kan blive undersøgt.
Tal med lægen før du tager denne medicin, hvis du har uforklarligt ondt i maven.
Ved længerevarende brug, kan din saltbalance i kroppen ændres, og du har måske behov for at få den genoprettet. Tal med lægen om dette. Hvis du har sukkersyge, og tager mere end 100-150 ml Medilax dagligt, skal du måske have mere insulin. Tal med lægen.
Kontakt lægen, før du tager denne medicin, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
Medilax kan indeholde reststoffer fra fremstillingsprocessen såsom sulfit, lactose, galactose og fructose.
Brug af anden medicin sammen med Medilax
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig.
Tal med lægen, hvis du tager vanddrivende midler, digoxin (hjertemedicin), binyrebarkhormoner (hydrocortison, prednison m.v.) eller svampemidlet amphotericin B.
Brug af Medilax sammen med mad og drikke
Du kan tage Medilax uafhængigt af måltiderne.
Graviditet, amning og frugtbarhed
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Du kan tage Medilax under graviditet.
Amning
Du kan tage Medilax, selvom du ammer.
Frugtbarhed
Du kan tage Medilax, da det ikke har nogen påvirkning af frugtbarheden.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Medilax påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Sådan skal du tage Medilax
Den sædvanlige dosis er:
Mod forstoppelse:
Voksne og børn over 14 år: Du begynder med at tage 15-30 ml dagligt.
Når Medilax virker, kan du nøjes med den halve dosis. Hvis Medilax ikke virker efter 3 dage, kan du fordoble dosis. Tal med din læge, hvis det ikke hjælper.
Du skal tage en dosis, så din afføring bliver halvfast.
Til behandling af hjernesvækkelse ved leversvigt:
Akut behandling: Du begynder med at tage 50 ml hver 2. time, til du har haft 2 afføringer. Derefter tilpasser du dosis, så du har 2-3 bløde afføringer dagligt. Det svarer normalt til, at du skal tage 30-50 ml 3 gange dagligt.
Kronisk behandling: Du begynder med at tage 30-45 ml 3-4 gange dagligt. Derefter tilpasser du dosis, så du har 2-3 bløde afføringer dagligt.
Børn: Mod forstoppelse:
Børn under 5 måneder: 3-6 ml dagligt fordelt på 2 doser.
Børn 5-12 måneder: 10 ml dagligt fordelt på 1-2 doser.
Børn 1-14 år: 5-15 ml dagligt fordelt på 1-2 doser.
Barnet skal have Medilax, indtil afføringen er blevet normal. Det sker normalt i løbet af 7-10 dage. Derefter skal barnet have mindre og mindre doser de følgende uger, indtil behandlingen stoppes.
Du må ikke bruge Medilax til børn under 2 år uden lægens anvisning.
Hvis din læge har ordineret Medilax til dig, skal du altid følge lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.
En dosis lactulose bør synkes på én gang og bør ikke holdes i munden i længere tid.
Under behandling med afføringsmidler anbefales det at drikke rigeligt med væske (1,5-2 liter, svarende til 6-8 glas) i løbet af dagen.
Hvis du har taget for meget Medilax
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Medilax, oral opløsning, end der står her eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
Tag pakningen med.
Hvis du har taget for meget Medilax, kan du få diarré og tab af vand og salte.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget du er i tvivl om.
Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Ikke alvorlige bivirkninger
Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter)
- lette mavesmerter
- oppustet mave og afgang af luft fra tarmen
- diarré.
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter)
- kvalme
- opkastning.
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter)
- ubalance i kroppens saltindhold på grund af diarré.
Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter)
- forhøjet natriumindhold i blodet ved behandling af hjernesvækkelse ved leversvigt.
Hyppigheden ikke kendt (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra de tilgængelige data)
- allergiske reaktioner, udslæt, kløe, nældefeber
Hvis du igennem lang tid tager Medilax, og du har tynd afføring, kan du miste vand og salte.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder:
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
Opbevaring
Opbevar Medilax utilgængeligt for børn.
Opbevar ikke Medilax ved temperaturer over 25° C.
Tag ikke Medilax efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Medilax, 667 mg/ml, oral opløsning indeholder:
- Aktivt stof: lactulose
- Øvrige indholdsstoffer: renset vand
Udseende og pakningsstørrelser
Udseende
Medilax er en oral opløsning. Væsken skal være klar, lidt tyktflydende og farveløs til svagt brunliggul.
Pakningsstørrelser
100 ml, 250 ml, 500 ml, 1000 ml.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

