Metronidazol Carefarm

creme 10 mg/g

Orifarm A/S

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Metronidazol Carefarm 10 mg/g (1 %) creme
Metronidazol  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give medicinen til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Metronidazol Carefarm
  3. Sådan skal du bruge Metronidazol Carefarm
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Metronidazol Carefarm indeholder et antibiotikum. 

Du kan bruge Metronidazol Carefarm til at behandle røde, betændte knopper og rødmen ved hudsygdommen rosacea. 


Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse. Følg altid lægens anvisning. 

2. Det skal du vide, før du bruger Metronidazol Carefarm

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Metronidazol Carefarm

  • Hvis du er overfølsom (allergisk) over for metronidazol eller et eller flere af de øvrige indholdsstoffer i Metronidazol Carefarm (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Metronidazol Carefarm. 

  • Undgå at få cremen i øjne eller på slimhinder.
  • Undgå sollys og udsættelse for ultraviolet lys (solbadning, solarium, UV-lampe) efter du har brugt Metronidazol Carefarm, da cremens virkning kan blive mindre.
  • Hvis huden bliver irriteret, bør du bruge Metronidazol Carefarm sjældnere eller midlertidigt stoppe behandlingen. Tal med lægen.
  • Undgå at bruge Metronidazol Carefarm for længe, eller hvis det ikke er nødvendigt.
  • Tal med lægen inden du bruger Metronidazol Carefarm, hvis du har eller har haft en blodsygdom (bloddyskrasi).

Brug af andre lægemidler sammen med Metronidazol Carefarm

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nyligt har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.

Anden medicin kan påvirke virkningen af Metronidazol Carefarm, og/eller Metronidazol Carefarm kan påvirke virkningen af anden medicin. Dette er normalt uden praktisk betydning. Hvis du ønsker yderligere oplysninger herom, så spørg lægen eller apoteket. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger Metronidazol Carefarm.

Metronidazol Carefarm bør kun bruges under graviditet, hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, da erfaring med brug under graviditet mangler.
Rådfør dig med din læge før brug, hvis du er gravid.

Metronidazol Carefarm udskilles i modermælken. Kontakt din læge før brug, hvis du ammer. Din læge vil afgøre, om amningen skal ophøre, eller behandling med Metronidazol Carefarm skal stoppes. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Metronidazol Carefarm påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Metronidazol Carefarm indeholder cetylalkohol og cetostearylalkohol

Metronidazol Carefarm indeholder cetylalkohol og cetostearylalkohol, som kan give lokalt hududslæt (f.eks. kontakteksem). 

Metronidazol Carefarm indeholder natriumlaurilsulfat

Dette lægemiddel indeholder 8 mg natriumlaurilsulfat pr. 1 g creme. Natriumlaurilsulfat kan medføre lokale hudreaktioner (f.eks. stikkende eller brændende fornemmelse) eller øge hudreaktioner forårsaget af andre produkter, når de påføres samme område. 

3. Sådan skal du bruge Metronidazol Carefarm

Brug altid Metronidazol Carefarm nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 


Voksne
Den sædvanlige dosis er 2 gange daglig, morgen og aften. Rens det angrebne hudområde med et mildt rensemiddel og smør det derefter med et tyndt lag Metronidazol Carefarm creme. Du kan bruge ikke- porestoppende og ikke-adstringerende (ikke-sammentrækkende) kosmetik efter anvendelse af Metronidazol Carefarm. 


Du skal normalt bruge Metronidazol Carefarm i 3-4 måneder. 


Brug ikke Metronidazol Carefarm i en længere periode end 3 til 4 måneder, med mindre det er aftalt med lægen. 


Kontakt lægen hvis behandlingen ikke hjælper. 


Børn
Du må ikke bruge Metronidazol Carefarm til børn. 


Ældre
Det er ikke nødvendigt at nedsætte dosis. 

Hvis du har brugt for meget Metronidazol Carefarm

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Metronidazol Carefarm, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. 

Der er ikke kendskab til forgiftninger efter brug af for meget Metronidazol Carefarm. 

Hvis du har glemt at bruge Metronidazol Carefarm

Hvis du glemmer at bruge Metronidazol Carefarm, skal du bruge Metronidazol Carefarm, så snart du kommer i tanke om det. 

Medmindre det er tid til næste påsmøring. Smør ikke dobbelt lag på som erstatning for det glemte. 

Hvis du holder op med at bruge Metronidazol Carefarm

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede):  

  • Hudgener (brændende fornemmelse i huden og smerter), tør hud, rødme, hudirritation, kløe, forværring af din hudsygdom (rosacea).


Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede):  

  • Smagsforstyrrelser, snurrende eller prikkende fornemmelse eller følelsesløshed i huden, kvalme.


Bivirkninger hvor hyppigheden ikke erkendt (hyppigheden kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):  

  • Kontakteksem

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apoteket.
Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via de oplysninger, der fremgår herunder.

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Metronidazol Carefarm utilgængeligt for børn. 

Brug ikke Metronidazol Carefarm efter den udløbsdato, der står på pakningen. Hvis pakningen er mærket med EXP betyder det at udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 

Må ikke opbevares over 25 °C.
Må ikke opbevares i køleskab. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Metronidazol Carefarm 10 mg/g (1 %) creme indeholder:

Det aktive stof er metronidazol 10 mg/g. 

De øvrige indholdsstoffer er: Mælkesyre, natriumlaurilsulfat, cetylalkohol, emulgerende cetostearylalkohol (type A), renset vand. 

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende: Hvid creme  


Pakningsstørrelser: 25 g.  

 

Indehaver af markedsføringstilladelse og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Orifarm A/S, Energivej 15, 5260 Odense S
Mail: info@orifarm.com 

Tlf.: +45 6395 2700 

Fremstiller

Orifarm Supply s.r.o., Palouky 1366, 253 01 Hostivice, CZ. 


For yderligere oplysninger om dette lægemiddel og ved reklamationer kan du henvende dig til Orifarm A/S. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret 05/2025.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...