Terramycin-Polymyxin B
salve 30+1 mg/g
Pfizer ApS
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til brugeren
Terramycin - Polymyxin B
30 mg/g + 1 mg/g salve
oxytetracyclinhydrochlorid/polymyxin B sulfat
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret Terramycin-Polymyxin B til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke
er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen:
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Terramycin-Polymyxin B
- Sådan skal du bruge Terramycin-Polymyxin B
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse
Terramycin-Polymyxin B består af 2 antibiotika (oxytetracyklin og polymyxin B), som hæmmer bakteriers vækst.
Du kan bruge Terramycin-Polymyxin B salve til behandling af:
- betændelse i huden.
- betændte sår.
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre i løbet af få dage.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Terramycin-Polymyxin B
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug ikke Terramycin-Polymyxin B
- hvis du er allergisk over for oxytetracyclin, polymyxin B eller et af de øvrige indholdsstoffer i Terramycin-Polymyxin B (angivet i punkt 6).
Advarsler og forsigtighedsregler
Brug ikke Terramycin-Polymyxin B salve til langvarig behandling af kroniske, betændte sår. Der kan opstå modstandsdygtige bakterier.
Kontakt lægen, hvis
- der sker en forværring af betændelsen. Der kan være kommet en ny betændelse til.
- du får allergiske reaktioner.
Børn
Du må kun bruge Terramycin-Polymyxin B til børn under 8 år efter aftale med lægen.
Brug af andre lægemidler sammen med Terramycin-Polymyxin B
Fortæl det altid til lægen eller apoteketspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler,for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler. Dette gælder også for lægemidler, som ikke er købt på recept, lægemidler købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.
Du kan bruge Terramycin-Polymyxin B sammen med andre lægemidler.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun bruge Terramycin-Polymyxin B efter aftale med lægen.
Amning
Hvis du ammer, må du kun bruge Terramycin-Polymyxin B efter aftale med lægen.
Du skal normalt stoppe med at amme, hvis behandling med Terramycin-Polymyxin B er nødvendig. Tal med lægen.
Trafik og arbejdssikkerhed
Terramycin-Polymyxin B påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
3. Sådan skal du bruge Terramycin-Polymyxin B
Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Den anbefalede dosis er:
Voksne og børn over 8 år:
Rens huden forsigtigt og grundigt. Smør derefter salven direkte på det betændte hudområde 2-3 gange dagligt ved hjælp af steril gaze.
Det er vigtigt, at du fortsætter behandlingen, så længe som lægen har anbefalet. Ellers kan betændelsen blusse op igen.
Børn under 8 år:
Du må kun bruge Terramycin-Polymyxin B til børn under 8 år efter aftale med lægen.
Hvis du har brugt for meget Terramycin-Polymyxin B
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere Terramycin-Polymyxin B, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.
Der er ikke kendskab til forgiftninger efter brug af Terramycin og Polymyxin-B salve.
Hvis du har glemt at bruge Terramycin-Polymyxin B
Hvis du har glemt at bruge en dosis, skal du bruge denne så snart, du kommer i tanke om det. Hvis du snart skal bruge den næste dosis, så spring den glemte dosis over. Du må aldrig bruge dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at bruge Terramycin-Polymyxin B
Det er meget vigtigt, at du gennemfører behandlingen, indtil du er fuldstændig rask, da betændelsen ellers kan blusse op igen.
Spørg lægen eller apotekspersonalet hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Ikke alvorlige bivirkninger
Sjældne og meget sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter):
- Allergiske reaktioner, herunder lokalt eksem. Kontakt lægen, da behandlingen muligvis skal afbrydes.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt:
- Brune pletter på huden (hyperpigmentering af huden).
Oxytetracyclin er et antibiotika af tetracyclin-gruppen, og kan have lignende bivirkninger. Disse bivirkninger kan omfatte: Medikamentelle udslæt (”Fixed Drug eruption”) (som kan være runde eller ovale plamager med rødme og hævelse af huden, blærer (nældefeber), kløe).
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring
Opbevares utilgængeligt for børn.
Terramycin-Polymyxin B salve må ikke opbevares ved temperaturer over 30°C.
Når tuben er åbnet, kan den holde sig i 4 uger.
Brug ikke salven efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Aflever altid lægemiddelrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Terramycin-Polymyxin B 30 mg/g / 1 mg/g salve indeholder:
Aktive stoffer: Oxytetracyclinhydrochlorid og polymyxin B sulfat.
Øvrige indholdsstoffer: Tynd paraffinolie og hvid blød paraffin.
Udseende og pakningsstørrelser
Terramycin-Polymyxin B er en fed, gul salve.
Produktet leveres i en aluminiumstube, der indeholder 5 g eller 15 g.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

