Voltaren®

øjendråber, opløsning 1 mg/ml

2care4 ApS

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Voltaren® 1 mg/ml, øjendråber, opløsning  

diclofenacnatrium 

 

 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Voltaren
  3. Sådan skal du bruge Voltaren
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Voltaren er et non-steroid antiinflammatorisk lægemiddel (NSAID), som dæmper smerter, hævelse, rødme og irritation (inflammation). 

Du skal bruge Voltaren 

  • mod smerter, rødme og hævelse efter operationer i øjet
  • mod smerter ved beskadigelse af hornhinden
  • mod at pupillen trækker sig sammen under operation i øjet
  • for at forebygge udvikling af blod/væskeansamling i den bagerste del af øjet efter grå stær operation.


Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.  

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Voltaren

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Voltaren:

  • hvis du er allergisk over for diclofenac eller et af de øvrige indholdsstoffer i Voltaren (angivet i afsnit 6).
  • hvis du tidligere har fået allergi, nældefeber (udslæt med kløe), akut snue (hævelse og irritation i næsen) eller astma, efter du brugte disse øjendråber eller lignende lægemidler som f.eks. andre NSAID’er eller acetylsalicylsyre.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Voltaren. 

  • Voltaren kan, som andre NSAID’er, i sjældne tilfælde fremkalde allergiske reaktioner herunder anafylaktiske reaktioner (alvorlig allergisk reaktion, som medfører vejrtrækningsbesvær eller svimmelhed), selv uden forudgående udsættelse for lægemidlet.
  • Stop med at bruge lægemidlet og kontakt straks lægen eller nærmeste skadestue, hvis du får en overfølsomhedsreaktion eller tegn på allergi over for dette lægemiddel. Det gælder især astmaanfald eller pludselige hævelser af ansigt og hals.
  • Inden behandling med Voltaren skal du fortælle det til lægen, hvis du har både astma og kronisk betændelse af næseslimhinden, kronisk bihulebetændelse og/eller næsepolypper.
  • Lokal brug af antiinflammatoriske midler kan skjule en pludselig infektion i øjet. NSAID’er har ingen antimikrobielle egenskaber. I tilfælde af infektion i øjet skal infektionen behandles med en eller flere typer lægemidler mod infektion.
  • Samtidig brug af topikale NSAID’er og topikale steroider (som f.eks. dexamethason) kan øge risikoen for problemer med opheling.
  • NSAID’er kan forsinke sårhealing på øjets hornhinde.
  • Hvis du har tendens til blødning fra hud eller slimhinder eller hvis du behandles med blodfortyndende lægemidler.
  • Lokal behandling med NSAID og langvarig brug kan medføre betændelse i øjets hornhinde.
  • Hvis du har gennemgået flere øjenoperationer på kort tid, eller hvis du har diabetes (sukkersyge), en sygdom i øjets overflade (f.eks. tørre øjne) eller leddegigt, kan du have en øget risiko for at opleve bivirkninger i øjets hornhinde.
  • Hvis du bruger andre øjendråber mod inflammation i øjet (kortikosteroid)
  • Du bør ikke bruge kontaktlinser efter en operation for grå stær. Din læge kan fortælle dig, hvornår du kan bruge kontaktlinser igen.


Kontakt straks lægen 

  • hvis du får uklart syn og smerter i øjet.

Brug af andre lægemidler sammen med Voltaren

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler. 


Tal med din læge, hvis du er i behandling med andre lægemidler til udvortes brug, f.eks. øjendråber, creme eller salve, som indeholder binyrebarkhormoner. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Graviditet
Du bør ikke bruge Voltaren i de første 5 måneder af graviditeten (de første 24 uger efter udebleven menstruation), medmindre din læge mener, at det er absolut nødvendigt. Hvis det er nødvendigt, at du bruger Voltaren, vil lægen ordinere den lavest mulige dosis til dig, og behandlingen vil vare så kort tid som muligt. 


Fra begyndelsen af 6. måned (fra 24. uge efter udebleven menstruation) og indtil afslutningen af din graviditet må du IKKE tage Voltaren, da det kan forårsage alvorlige skader på dit barn. Hvis du har brugt Voltaren under din graviditet, skal du straks fortælle det til lægen, så du eventuelt kan blive overvåget. 


Amning
Du må kun bruge Voltaren efter aftale med lægen. 


Frugtbarhed
Ligesom andre non-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID’er) kan Voltaren påvirke kvinders frugtbarhed og gøre det sværere at blive gravid. Denne effekt forsvinder efter behandlingen er ophørt. Fortæl det til lægen, hvis du planlægger at blive gravid eller har svært ved at blive gravid. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Voltaren kan give sløret syn og ubehag lige efter drypning. Vent med at køre bil eller andet køretøj samt betjene maskiner, indtil dit syn er klart igen. 

Voltaren indeholder benzalkoniumchlorid

Dette lægemiddel indeholder 0,0014 milligram benzalkoniumchlorid pr. dråbe, svarende til 0,05 mg/ml. 


Benzalkoniumchlorid kan absorberes af bløde kontaktlinser og kan ændre farven af kontaktlinserne. Du skal tage kontaktlinserne ud, inden lægemidlet bruges, og vente mindst 15 minutter, før du sætter kontaktlinserne i igen. 


Benzalkoniumchlorid kan også give øjenirritation, især hvis du har tørre øjne eller problemer med hornhinderne (det klare lag forrest i øjet). Hvis du har unormale fornemmelser i øjet såsom svie eller smerte, når du bruger dette lægemiddel, skal du tale med din læge. 

3. Sådan skal du bruge Voltaren

Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

Den sædvanlige dosis er

Voksne og ældre 

Efter operation i øjet eller som smertelindring: 

1 dråbe 3-5 gange dagligt. 


Ved grå stær operation: 

1 dråbe 5 gange i løbet af de sidste 3 timer før operation. Derefter 1 dråbe 3-5 gange dagligt. 


Brug til børn
Børn skal normalt ikke bruge Voltaren. 

Anvendelsesmåde

Dette lægemiddel skal anvendes i øjet. 

Øjendråberne må ikke insprøjtes eller synkes. Øjendråberne bør ikke gives som insprøjtning i øjenomgivelserne eller i øjet. 

  1. Vask dine hænder grundigt inden anvendelse.
  2. Åbn øjendråbeflasken. Undgå at flaskens spids rører øjet, øjenlåget eller andet.
  3. Bøj hovedet bagover (Fig. 1).
  4. Træk det nederste øjenlåg nedad med en finger. Hold øjendråbeflasken i den anden hånd med spidsen nedad - et let tryk på flasken får en dråbe til at falde ned i øjet (Fig. 2).
  5. Luk øjet i ca. 5 minutter, og hold en fingerspids ind mod øjenkrogen for at forhindre øjendråben i at løbe ned i næsen gennem tårekanalen (Fig. 3).
    Gentag evt. punkt 3 til 5 for det andet øje.
  6. Luk flasken efter brug.

Voltaren® øjendråber, opløsning 1 mg/ml 2care4 ApS 

 

Hvis du bruger mere end ét øjenpræparat, så vent mindst 5 minutter mellem drypning med Voltaren og det andet præparat. Hvis det andet præparat er en øjensalve, skal denne anvendes til sidst. 

Hvis du har brugt for meget Voltaren

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Voltaren, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Der er ikke set tilfælde af skader ved overdosering med Voltaren. En overdosis kan skylles ud af øjnene med lunkent vand. 

Hvis du har glemt at bruge Voltaren

Hvis du har glemt en dosis, så dryp øjnene så snart du kommer i tanker om det. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at bruge Voltaren

Du må kun holde pause eller stoppe behandlingen efter aftale med lægen.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Meget almindelig bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter.
 

  • Øjensmerte.


Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter.  

  • Øjenirritation.
  • Sløret syn lige efter drypning.
  • Øjenbetændelse med røde øjne og tåreflåd.


Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter.  

  • Øget følsomhed overfor lys.
  • Øjenkløe.
  • Øget blodgennemstrøming i øjet.
  • Sløret syn.
  • Pletvis betændelse på hornhinden.


Sjældne bivirkninger: Kan forekomme op til 1 ud af 1.000 patienter. 

  • Uklart syn, evt. smerter pga. skader på hornhinden. Kontakt læge eller skadestue.
  • Åndenød eller forværring af astma. Kan være eller blive alvorligt. Tal med lægen.
  • Rødme på øjenlåget, hævelse i øjenlåget.
  • Sår på hornhinden, forstørrelse af hornhinden, hævelse af øjet, udtynding af hornhinden.
  • Nedsat syn.
  • Overfølsomhed.
  • Kløe.
  • Rødme af huden.
  • Lysfølsomhedsreaktioner (allergisk reaktion efter udsættelse for sollys).
  • Røde øjne eller betændelse pga. allergisk reaktion.
  • Øjenlågsirritation.


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt. 

  • Nældefeber, udslæt, eksem
  • Hoste og snue.
  • Kløe i øjenlåget.

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.

Efter åbning af flasken må øjendråberne kun bruges i 4 uger.

Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.

pørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester.
Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Voltaren indeholder:

  • Aktivt stof: diclofenac. 1 ml indeholder 1 mg diclofenacnatrium.
  • Øvrige indholdsstoffer: Benzalkoniumchlorid (konserveringsmiddel), vandfri dinatriumedetat, hydroxypropyl-gamma-cyclodextrin, fortyndet saltsyre, propylenglycol, trometamol, tyloxapol og sterilt vand.

Udseende og pakningsstørrelser

Voltaren fås i pakninger, der indeholder 1 flaske med 5 ml. 

 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen:

2care4
Stenhuggervej 12
6710 Esbjerg V 

Fremstiller:

2care4
Stenhuggervej 12-14
6710 Esbjerg V

Voltaren® er et registreret varemærke, der tilhører Novartis AG. 

 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret juli 2025.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...