Nilemdo®
filmovertrukne tabletter 180 mg
Daiichi Sankyo Europe GmbH
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til patienten
Nilemdo® 180 mg filmovertrukne tabletter
Bempedoinsyre
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Nilemdo
- Sådan skal du tage Nilemdo
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse
Hvad er Nilemdo, og hvordan virker det?
Nilemdo er et lægemiddel, der sænker niveauet af det såkaldt "dårlige" kolesterol (LDL-kolesterol), der er en type fedt i blodet. Nilemdo kan også hjælpe med at reducere risikoen for hjerte-kar-sygdom ved at sænke niveauerne af dårligt kolesterol.
Nilemdo indeholder det aktive stof bempedoinsyre, der først bliver aktivt, når det når leveren, hvor det forandres til dets aktive form. Bempedoinsyre sænker produktionen af kolesterol i leveren og øger fjernelsen af LDL-kolesterol fra blodet ved at blokere et enzym (ATP-citratlyase), der er nødvendigt for dannelsen af kolesterol.
Hvad anvendes Nilemdo til?
- Voksne med primær hyperkolesterolæmi eller blandet dyslipidæmi, som er sygdomme, der forårsager et højt kolesterolniveau i blodet. Nilemdo gives i tillæg til kolesterolsænkende diæt.
- Voksne med høje niveauer af kolesterol i blodet, som allerede har hjerte-kar-sygdom eller har andre tilstande, der gør, at de har en forhøjet risiko for hjerte-kar-sygdom.
Nilemdo gives:
- hvis du har brugt et statin (f.eks. simvastatin, et almindeligt anvendt lægemiddel til behandling af forhøjet kolesterol), uden at det har sænket dit LDL-kolesterol tilstrækkeligt
- alene eller sammen med andre lipidsænkende midler, når statin ikke tåles eller ikke kan anvendes.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Nilemdo
Tag ikke Nilemdo:
- hvis du er allergisk over for bempedoinsyre eller et af de øvrige indholdsstoffer i Nilemdo (angivet i punkt 6)
- hvis du er gravid
- hvis du ammer
- hvis du tager over 40 mg simvastatin dagligt (et andet kolesterolsænkende lægemiddel).
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Nilemdo:
- hvis du tidligere har haft urinsyregigt
- hvis du har alvorlige nyreproblemer
- hvis du har alvorlige leverproblemer.
Lægen vil måske tage en blodprøve, før du begynder at tage Nilemdo, for at se, hvor godt din lever fungerer.
Hvis du tager andre lægemidler, som kaldes statiner (kolesterolsænkende midler), skal du straks tale med din læge, hvis du oplever uventet smerte, ømhed eller svaghed i musklerne (se ”Brug af andre lægemidler sammen med Nilemdo”).
Hvis du planlægger at blive gravid, skal du først tale med din læge. Din læge vil fortælle dig, hvordan du stopper med at tage Nilemdo, før du stopper med at bruge nogen form for prævention.
Børn og unge
Nilemdo må ikke gives til børn og unge under 18 år. Anvendelse af Nilemdo er ikke undersøgt hos denne aldersgruppe.
Brug af andre lægemidler sammen med Nilemdo
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. Fortæl det især til lægen, hvis du tager lægemidler, der indeholder nogen af følgende aktive stoffer:
- atorvastatin, fluvastatin, pitavastatin, pravastatin, rosuvastatin eller simvastatin (såkaldte statiner, der sænker kolesterolniveauet).
Risikoen for muskelsygdom kan øges ved samtidig anvendelse af et statin og Nilemdo. Sig det til lægen med det samme, hvis du oplever uventet smerte, ømhed eller svaghed i musklerne - bosentan (til behandling af forhøjet blodtryk i lungearterierne)
- fimasartan (til behandling af forhøjet blodtryk og hjertesvigt)
- asunaprevir, glecaprevir, grazoprevir eller voxilaprevir (til behandling af hepatitis C).
Graviditet og amning
Du må ikke tage dette lægemiddel, hvis du er gravid, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, da det muligvis kan være skadeligt for det ufødte barn. Hvis du bliver gravid, mens du tager dette lægemiddel, skal du straks kontakte lægen og holde op med at tage Nilemdo.
- Graviditet
Inden du påbegynder behandling, skal du bekræfte, at du ikke er gravid, og at du bruger sikker prævention som anvist af lægen. Hvis du bruger p-piller og oplever diarré eller opkastning, der varer mere end 2 dage, skal du bruge en anden præventionsmetode (f.eks. kondom eller pessar) i 7 dage, efter at symptomerne har fortaget sig.
Hvis du efter at være startet på Nilemdo beslutter, at du ønsker at blive gravid, skal du sige det til lægen, da din behandling så skal ændres. - Amning
Du må ikke tage Nilemdo, hvis du ammer, da det er ukendt, om Nilemdo udskilles i modermælk.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Nilemdo påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.
Nilemdo indeholder lactose og natrium
Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.
3. Sådan skal du tage Nilemdo
Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Den anbefalede dosis er én tablet én gang dagligt.
Tabletten skal synkes hel og kan tages med eller uden mad.
Hvis du har taget for meget Nilemdo
Kontakt straks lægen eller apotekspersonalet.
Hvis du har glemt at tage Nilemdo
Hvis du opdager:
- sent på dagen, at du har glemt en dosis, skal du tage den glemte dosis og tage den næste dosis på det sædvanlige tidspunkt næste dag.
- at du har glemt din dosis dagen før, skal du springe den over og tage din næste tablet på det sædvanlige tidspunkt. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Hvis du holder op med at tage Nilemdo
Du må ikke holde op med at tage Nilemdo uden lægens godkendelse, da dit kolesterol kan stige igen. Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Bivirkninger kan optræde med følgende hyppigheder:
Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter)
- nedsat antal røde blodlegemer (anæmi)
- øget urinsyre i blodet, urinsyregigt
- smerter i skuldre, ben eller arme
- unormale levertal i blodprøver
- nedsat glomerulær filtrationshastighed (et mål for nyrefunktionen)
Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter)
- nedsat hæmoglobin (et protein i de røde blodlegemer, der transporterer ilt)
- forhøjet kreatinin og karbamid i blodet (laboratorietest for nyrefunktion)
- vægttab
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S, Websted: www.meldenbivirkning.dk. Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring
Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på blisteren og æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Nilemdo indeholder:
- Aktivt stof: bempedoinsyre. Hver filmovertrukket tablet indeholder 180 mg bempedoinsyre.
- Øvrige indholdsstoffer:
- lactosemonohydrat (se til sidst i punkt 2 under "Nilemdo indeholder lactose og natrium")
- mikrokrystallinsk cellulose (E460)
- natriumstivelsesglycolat (type A) (se til sidst i punkt 2 under "Nilemdo indeholder lactose og natrium")
- hydroxypropylcellulose (E463)
- magnesiumstearat (E470b)
- vandfri kolloid silica (E551)
- delvist hydrolyseret polyvinylalkohol (E1203), talcum (E553b), titandioxid (E171), macrogol/PEG (E1521)
Udseende og pakningsstørrelser
Filmovertrukne tabletter, der er hvide til offwhite, ovale og præget med "180" på den ene side og "ESP" på den anden side. Tabletstørrelse: 13,97 mm × 6,60 mm × 4,80 mm.
Nilemdo fås i plast/aluminium-blisters i æsker med 10, 14, 28, 30, 84, 90, 98 eller 100 filmovertrukne
tabletter eller enkeltdosisblisters i æsker med 10 x 1, 50 x 1 eller 100 x 1 filmovertrukne tabletter.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført i Danmark.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller
Indehaver af markedsføringstilladelsen
Daiichi Sankyo Europe GmbH
Zielstattstrasse 48
81379 München
Tyskland
Fremstiller
Daiichi Sankyo Europe GmbH
Luitpoldstrasse 1
85276 Pfaffenhofen
Tyskland
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om dette lægemiddel, skal du henvende dig til den lokale repræsentant for indehaveren af markedsføringstilladelsen:
Danmark
Organon Denmark ApS
Tlf: +45 4484 6800
Andre informationskilder
Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside https://www.ema.europa.eu.
Revisionsdato
Denne indlægsseddel blev senest ændret 05/2025.

