Esomeprazol "Hexal"

enterotabletter 40 mg

Hexal A/S

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Esomeprazol Hexal 20 mg enterotabletter
Esomeprazol Hexal 40 mg enterotabletter
esomeprazol 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se afsnit 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Esomeprazol Hexal
  3. Sådan skal du tage Esomeprazol Hexal
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Esomeprazol Hexal indeholder et lægemiddel, der hedder esomeprazol. Det tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes “protonpumpehæmmere”. De virker ved at nedsætte mavens produktion af syre. 


Esomeprazol Hexal anvendes til at behandle følgende tilstande: 


Voksne 

  • Gastroøsofageal reflukssygdom (GERD). Det er en sygdom, hvor mavesyren løber op i spiserøret (der forbinder halsen og maven), hvilket giver smerter, betændelse og halsbrand.
  • Sår i maven eller den øvre del af tarmen, der er inficerede med bakterier, der kaldes “Helicobacter pylori”. Hvis du lider af denne tilstand, vil lægen muligvis også ordinere antibiotika til behandling af infektionen, så såret kan hele.
  • Mavesår forårsaget af lægemidler, der kaldes for NSAID’er (non-steroide antiinflammatoriske lægemidler).
  • Esomeprazol Hexal kan også anvendes til at forebygge mavesår, hvis du tager NSAID’er.
  • Overdreven produktion af mavesyre, forårsaget af en vækst i bugspytkirtlen (Zollinger-Ellisons syndrom).
  • Som opfølgende behandling efter behandling med intravenøs esomeprazol for at forebygge ny blødning fra mavesår.


Unge på 12 år og derover 

  • Gastroøsofageal reflukssygdom (GERD). Det er en sygdom, hvor mavesyren løber op i spiserøret (der forbinder halsen og maven), hvilket giver smerter, betændelse og halsbrand.
  • Sår i maven eller den øvre del af tarmen, der er inficerede med bakterier, der kaldes “Helicobacter pylori”. Hvis du lider af denne tilstand, vil lægen muligvis også ordinere antibiotika til behandling af infektionen, så såret kan hele.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Esomeprazol Hexal

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Esomeprazol Hexal

  • Hvis du er allergisk over for esomeprazol eller et af de øvrige indholdsstoffer i Esomeprazol Hexal (angivet i afsnit 6).
  • Hvis du er allergisk over for andre protonpumpehæmmere (f.eks. pantoprazol, lansoprazol, rabeprazol, omeprazol).
  • Hvis du tager lægemidler, der indeholder nelfinavir (bruges til behandling af HIV-infektion).
  • Hvis du nogensinde har fået et alvorligt hududslæt eller hudafskalning, blæredannelse og/eller mundsår efter at have taget Esomeprazol Hexal eller andre relaterede lægemidler.

Tag ikke Esomeprazol Hexal, hvis nogen af disse punkter gælder for dig. Hvis du er i tvivl, så spørg altid din læge eller på apoteket, før du tager Esomeprazol Hexal. 

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Esomeprazol Hexal: 

  • Hvis du har alvorlige leverproblemer.
  • Hvis du har alvorlige nyreproblemer.
  • Hvis du nogensinde har fået hudreaktioner efter at have taget et lægemiddel af samme slags som Esomeprazol Hexal, der nedsætter syreindholdet i maven.
  • Hvis du skal have taget en særlig blodprøve (chromogranin A).


Esomeprazol Hexal kan skjule symptomerne på andre sygdomme. Du skal derfor straks kontakte lægen, hvis du oplever noget af følgende inden eller under behandlingen med Esomeprazol Hexal: 

  • Du taber dig uventet og har problemer med at synke.
  • Du får mavesmerter eller fordøjelsesbesvær.
  • Du kaster mad eller blod op.
  • Du har sort afføring (blod i afføringen).

Hvis lægen har ordineret Esomeprazol Hexal “efter behov”, skal du kontakte lægen, hvis dine symptomer fortsætter eller ændrer karakter.

Når du tager protonpumpehæmmere som Esomeprazol Hexal, især i en periode over et år, kan din risiko for brud på hofte, håndled og ryg være øget en smule. Fortæl det til din læge, hvis du har osteoporose eller hvis du tager kortikosteroider (hvilket kan øge risikoen for osteoporose). 


Udslæt og hudsymptomer
Hvis du får udslæt, især på de dele af huden, der er udsat for sol, skal du snarest muligt sige det til lægen, da du kan være nødt til at holde op med at tage Esomeprazol Hexal. Husk også at nævne andre negative virkninger såsom ledsmerter.

Alvorlige hudreaktioner, herunder Stevens-Johnson syndrom, toksisk epidermal nekrolyse, lægemiddelreaktion med eosinofili og systemiske symptomer (DRESS), har været rapporteret i forbindelse med behandling med Esomeprazol Hexal. Stop med at bruge Esomeprazol Hexal, og søg straks lægehjælp, hvis du bemærker nogen af de symptomer, der er forbundet med disse alvorlige hudreaktioner, som er beskrevet i punkt 4

Brug af andre lægemidler sammen med Esomeprazol Hexal

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler. Dette gælder også medicin, som ikke er købt på recept. Esomeprazol Hexal kan nemlig påvirke virkningen af visse andre lægemidler, ligesom visse andre lægemidler kan påvirke virkningen af Esomeprazol Hexal.

Tag ikke Esomeprazol Hexal, hvis du tager medicin, som indeholder nelfinavir (bruges til behandling af HIV-infektion).

Fortæl din læge eller på apoteket, hvis du tager medicin, som indeholder: 

  • Atazanavir (bruges til behandling af HIV-infektion)
  • Clopidogrel (bruges ved forebyggelse af blodpropper)
  • Ketoconazol, itraconazol eller voriconazol (bruges til behandling af infektioner, der skyldes svamp)
  • Erlotinib (til behandling af cancer)
  • Citalopram, imipramin eller clomipramin (bruges til behandling af depression)
  • Diazepam (bruges til behandling af angst, til muskelafslapning eller til epilepsi)
  • Phenytoin (bruges til behandling af epilepsi). Hvis du tager phenytoin, kan det være nødvendigt for din læge at holde øje med dig, når du starter eller stopper med at tage Esomeprazol Hexal.
  • Blodfortyndende middel såsom Warfarin. Det kan være nødvendigt for din læge at holde øje med dig, når du starter eller stopper med at tage Esomeprazol Hexal.
  • Cilostazol (anvendes til behandling af claudicatio intermittens - en smerte i dine ben når du går, der er forårsaget af en utilstrækkelig blodforsyning)
  • Cisaprid (middel mod fordøjelsesbesvær og halsbrand)
  • Digoxin (bruges til hjerteproblemer)
  • Methotrexat (kemoterapi-medicin, som gives i høje doser til behandling af cancer) - hvis du tager høje doser af methotrexat, vil din læge muligvis afbryde din behandling med Esomeprazol Hexal midlertidigt.
  • Tacrolimus (organtransplantation)
  • Rifampicin (bruges til behandling af tuberkulose)
  • Perikon (Hypericum perforatum) (bruges til behandling af depression)

Hvis din læge har ordineret antibiotikaene amoxicillin og clarithromycin samt Esomeprazol Hexal til behandling af mavesår, forårsaget af Helicobacter pylori, er det meget vigtigt, at du fortæller din læge, hvis du tager andre lægemidler. 

Brug af Esomeprazol Hexal sammen med mad og drikke

Du kan tage tabletterne sammen med mad eller på tom mave. 

Graviditet, amning og frugtbarhed

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager dette lægemiddel. Lægen vil tage stilling til, om du kan tage Esomeprazol Hexal i denne periode. Det vides ikke, om Esomeprazol Hexal udskilles i modermælk. Derfor bør du ikke tage Esomeprazol Hexal, mens du ammer. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Esomeprazol Hexal påvirker sandsynligvis ikke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Bivirkninger såsom svimmelhed og synsforstyrrelser kan forekomme, men er ikke almindelige (se pkt. 4). Hvis du er påvirket af dette, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner. 

Esomeprazol Hexal indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

Esomeprazol Hexal indeholder saccharose og lactose

Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter. 

3. Sådan skal du tage Esomeprazol Hexal

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

  • Hvis du tager dette lægemiddel i lang tid, er det muligt, at din læge vil holde øje med din medicinering (især hvis du tager det i mere end et år).
  • Hvis lægen har fortalt dig, at du skal tage dette lægemiddel efter behov, så fortæl din læge, hvis dine symptomer ændrer sig.

Lægen vil fortælle dig, hvor mange tabletter du skal tage, og hvor længe du skal tage dem. Det vil afhænge af din tilstand, alder og leverfunktion. 

De anbefalede doser er angivet nedenfor:

Brug til voksne (18 år og derover)
Til behandling af halsbrand forårsaget af gastroøsofageal reflukssygdom (GERD):
 

  • Hvis lægen har konstateret, at dit spiserør er lettere beskadiget, er den sædvanlige dosis 1 Esomeprazol Hexal 40 mg enterotablet én gang dagligt i 4 uger. Din læge kan vælge at give dig samme dosis i yderligere 4 uger, hvis dit spiserør ikke er helet.
  • Den anbefalede dosis efter heling af såret er én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet én gang dagligt.
  • Hvis dit spiserør ikke er beskadiget, er den sædvanlige dosis én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet hver dag. Når din tilstand er kommet under kontrol, vil lægen eventuelt anvise, at du tager medicinen efter behov, dog højst én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet om dagen.
  • Hvis du har alvorlige leverproblemer, vil lægen eventuelt give dig en lavere dosis.


Til behandling af mavesår, forårsaget af infektion med Helicobacter pylori, og forebyggelse af tilbagevendende mavesår: 

  • Den anbefalede dosis er én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet to gange dagligt i en uge.
  • Din læge vil kombinere behandlingen med antibiotika for eksempel amoxicillin og clarithromycin.


Til behandling af mavesår, der er forårsaget af NSAID'er (non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler): 

  • Den anbefalede dosis er én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet én gang dagligt i 4 til 8 uger.


Til forebyggelse af mavesår, hvis du tager NSAID'er (non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler): 

  • Den anbefalede dosis er én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet én gang dagligt.


Til behandling af for meget mavesyre som følge af en vækst i bugspytkirtlen (Zollinger-Ellisons syndrom): 

  • Den anbefalede dosis er Esomeprazol Hexal 40 mg to gange dagligt.
  • Din læge vil tilpasse dosis efter dine behov og afgøre, hvor længe du skal tage lægemidlet. Den maximale dosis er 80 mg to gange dagligt.


Opfølgende behandling efter behandling med intravenøs esomeprazol for at forebygge ny blødning fra mavesår: 

  • Den anbefalede dosis er én Esomeprazol Hexal 40 mg enterotablet én gang dagligt i 4 uger.


Brug til unge (12 år eller derover)
Til behandling af halsbrand forårsaget af gastroøsofageal reflukssygdom (GERD):
 

  • Hvis lægen har konstateret, at dit spiserør er lettere beskadiget, er den sædvanlige dosis én Esomeprazol Hexal 40 mg enterotablet én gang dagligt i 4 uger. Din læge kan vælge at give dig samme dosis i yderligere 4 uger, hvis dit spiserør ikke er helet.
  • Den anbefalede dosis efter heling af såret er én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet én gang dagligt.
  • Hvis dit spiserør ikke er beskadiget, er den sædvanlige dosis én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet hver dag.
  • Hvis du har alvorlige leverproblemer, vil lægen eventuelt give dig en lavere dosis.


Til behandling af mavesår, forårsaget af infektion med Helicobacter pylori, og forebyggelse af tilbagevendende mavesår: 

  • Den anbefalede dosis er én Esomeprazol Hexal 20 mg enterotablet to gange dagligt i en uge.
  • Din læge vil kombinere behandlingen med antibiotika for eksempel amoxicillin og clarithromycin.


Brug til børn under 12 år
Esomeprazol Hexal anbefales ikke til børn under 12 år. 


Ældre
Der er ikke behov for dosisjustering hos ældre. 

Hvordan skal du tage tabletterne

  • Du kan tage enterotabletterne når som helst i løbet af dagen
  • Du kan tage enterotabletterne sammen med mad eller på tom mave
  • Esomeprazol Hexal enterotabletter skal synkes hele sammen med vand. Enterotabletterne må ikke tygges eller knuses. Dette skyldes, at enterotabletterne indeholder overtrukne pellets, der sørger for, at medicinen ikke nedbrydes af mavesyre. Det er vigtigt ikke at ødelægge disse pellets.


Hvad skal du gøre, hvis du har problemer med at synke tabletterne  

  • Hvis du har problemer med at synke tabletterne:
    • Læg dem i et glas postevand. Anvend ikke andre former for væske.
    • Rør rundt indtil tabletten opløses (væsken bliver uklar). Drik væsken straks eller indenfor 30 minutter. Omrør altid, før du drikker væsken.
    • For at sikre, at du har indtaget al medicinen, skal glasset skylles grundigt med et halvt glas vand, og dette skal drikkes. De små hårde korn indeholder medicinen - tyg eller knus dem ikke.
  • Hvis du slet ikke kan synke, kan tabletten opløses i lidt vand og puttes i en sprøjte. Medicinen kan derefter gives til dig gennem en slange direkte ned i din mave (“sonde”).

Hvis du har taget for meget Esomeprazol Hexal

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Esomeprazol Hexal, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 

Hvis du har glemt at tage Esomeprazol Hexal

Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du tage den, så snart du husker det. Hvis det næsten er tid til næste dosis, skal du springe den glemte dosis over.

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Hvis du oplever nogen af følgende alvorlige bivirkninger, skal du stoppe med at tage Esomeprazol Hexal og kontakte lægen straks:

  • Gullig hud, mørk urin og træthed, hvilket kan være symptomer på leverproblemer. Disse bivirkninger er sjældne, og forekommer hos op til 1 ud af 1.000 patienter.
  • Pludseligt åndedrætsbesvær, hævelse af læber, tunge og svælg eller andre steder på kroppen, udslæt, besvimelse eller synkebesvær (alvorlig allergisk reaktion). Disse bivirkninger er sjældne, og forekommer hos op til 1 ud af 1.000 patienter.
  • Pludseligt opstået alvorligt udslæt eller rødmen af huden med blæredannelse eller afskalning kan ske selv efter flere ugers behandling. Der kan også være alvorlig blæredannelse og blødning fra læber, øjne, mund, næse og kønsorganer. Hududslættene kan udvikle sig til alvorlige udbredte skader på huden (afskalning af overhuden og de overfladiske slimhinder) med livstruende konsekvenser. Det kan være ’erythema multiforme’, ’Stevens-Johnsons syndrom’ eller ’toksisk epidermal nekrolyse’. Disse bivirkninger er meget sjældne, og forekommer hos op til 1 ud af 10.000 patienter.
  • Udbredt udslæt, høj kropstemperatur og forstørrede lymfekirtler (DRESS-syndrom eller lægemiddeloverfølsomhedssyndrom), der ses meget sjældent.

Øvrige bivirkninger omfatter:

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter  

  • Hovedpine
  • Påvirkning af mave eller tarm: diarré, mavesmerter, forstoppelse, luft i maven (flatulens)
  • Kvalme eller opkastning
  • Godartede polypper i mavesækken.


Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter  

  • Hævede fødder og ankler
  • Forstyrret søvn (søvnløshed)
  • Svimmelhed, prikkende, snurrende fornemmelser eller følelsesløshed i huden, træthedsfølelse
  • Følelsen af at det hele drejer rundt (svimmelhed)
  • Mundtørhed
  • Ændringer i de blodprøver der viser, hvordan leveren fungerer
  • Hududslæt, nældefeber og kløe
  • Brud på hofte, håndled eller rygrad (hvis anvendt i høje doser og i lang tid).


Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 patienter  

  • Blodproblemer såsom nedsat antal hvide blodlegemer eller blodplader. Dette kan forårsage svaghed, blå mærker eller en øget modtagelighed overfor infektioner.
  • Lavt natriumindhold i blodet. Dette kan forårsage svaghed, opkastning og kramper.
  • Sindsbevægelse, forvirring eller depression
  • Smagsforstyrrelser
  • Synsproblemer såsom sløret syn
  • Pludselig hvæsende vejrtrækning eller åndedrætsbesvær (bronkospasme)
  • Betændelse i mundslimhinden
  • En infektion kaldet trøske, der kan angribe tarmen, og som er forårsaget af svamp
  • Leverproblemer, herunder gulsot, som kan forårsage gullig hud, mørk urin og træthed
  • Hårtab (alopecia)
  • Hududslæt ved udsættelse for sollys
  • Ledsmerter (artralgi) eller muskelsmerter (myalgi)
  • Utilpashed og manglende energi
  • Øget svedtendens
  • Bronkospasme.


Meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10.000 patienter  

  • Ændringer i blodtælling, herunder agranulocytose (mangel på hvide blodlegemer)
  • Aggression
  • Se, føle eller høre ting, der ikke er der (hallucinationer)
  • Alvorlige leverproblemer der kan føre til leversvigt og betændelse i hjernen
  • Muskelsvaghed
  • Alvorlige nyreproblemer
  • Forstørrelse af bryster hos mænd.


Ikke kendt (frekvens kan ikke fastslås ud fra tilgængelige data)  

  • Hvis du tager Esomeprazol Hexal i mere end tre måneder, kan koncentrationen af magnesium i dit blod falde. Lav magnesiumkoncentration kan ses som træthed, ufrivillige muskelsammentrækninger, desorientering, kramper, svimmelhed og øget puls. Hvis du får nogen af disse symptomer, skal du omgående kontakte din læge. Lav magnesiumkoncentration kan også føre til en reduktion i kalium- eller calciumkoncentrationen i blodet. Det kan være, at din læge vil tage regelmæssige blodprøver på dig for at holde øje med magnesiumkoncentrationen.
  • Betændelse i tarmen (giver diarré)
  • Udslæt, eventuelt med ledsmerter.

Esomeprazol Hexal kan, i meget sjældne tilfælde, påvirke de hvide blodlegemer og derved føre til en svækkelse af immunforsvaret. Hvis du har en infektion med symptomer som feber, med en alvorlig nedsat almentilstand eller feber, med symptomer på en lokal infektion såsom smerter i nakke, hals eller mund, eller du har svært ved at komme af med urinen, skal du hurtigst muligt kontakte din læge, så mangel på hvide blodlegemer (agranulocytose) kan udelukkes ved en blodprøve. Det er vigtigt, at du oplyser om den medicin, du tager. 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via:

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk

Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.  

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Må ikke opbevares ved temperaturer over 30 °C. Opbevares i den originale pakning (blister) eller hold beholderen tæt tillukket for at beskytte mod fugt. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg på apoteket, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Esomeprazol Hexal indeholder:‌

  • Aktivt stof: esomeprazol (som magnesiumtrihydrat).
  • Øvrige indholdsstoffer: Saccharosekugler (saccharose og majsstivelse), hypromellose, talcum, polysorbat 80, magnesiumstearat, methacrylsyre-ethylacrylat copolymer (1:1), plasacryl HTP 20 (glycerolmonostearat, triethylcitrat og polysorbat 80), glycerolmonostearat, triethylcitrat, macrogol, lactosemonohydrat, majsstivelse, silicificeret mikrokrystallinsk cellulose (mikrokrystallinsk cellulose og kolloid vandfri silica), crospovidon, povidon og kolloid vandfri silica, tynd paraffinolie, titandioxid (E171), jernoxid (20 mg: rød og gul; 40 mg: rød) (E172).

Udseende og pakningsstørrelser

Esomeprazol Hexal enterotabletter findes i to styrker indeholdende 20 mg eller 40 mg esomeprazol: 

  • 20 mg tabletter er ovale, bikonvekse, svagt lyserøde tabletter mærket med ”E2” på den ene side.
  • 40 mg tabletter er ovale, bikonvekse, lyserøde tabletter mærket med ”E4” på den ene side.


Esomeprazol Hexal 20 mg er tilgængelig i Alu/alu blistre med 7, 14, 28, 30, 56, 60, 90, 98 og 105 tabletter 

eller i HDPE-beholdere, der indeholder silicagel tørremiddelbeholder i låget, med 28, 56, 60, 75, 90, 98, 

100, 105, 120 og 250 tabletter. 


Esomeprazol Hexal 40 mg er tilgængelig i Alu/alu blistre med 7, 14, 28, 30, 56, 60, 90, 98 og 105 tabletter 

eller i HDPE-beholdere, der indeholder silicagel tørremiddelbeholder i låget, med 28, 56, 60, 75, 90, 98, 

100, 105, 120 og 500 tabletter. 


Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.  

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Hexal A/S, Edvard Thomsens Vej 14, 2300 København S, Danmark 

Fremstiller

Laboratorios Liconsa S.A., Avda. Miralcampo 7, 19200 Azuqueca de Henares, Spanien 

Dette lægemiddel er godkendt i medlemslandene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde under følgende navne:

Finland, Island, Sverige: Esomeprazol Hexal
Holland: Esomeprazol Sandoz 

 

Oplysninger tiltænkt læger og sundhedspersonale

Nedenstående oplysninger er til læger og sundhedspersoner:

Administration gennem mavesonde
 

  1. Læg tabletten i en passende sprøjte og fyld sprøjten med ca. 25 ml vand og ca. 5 ml luft. For nogle sonder kan det være nødvendigt med opløsning i 50 ml vand for at undgå at pellets tilstopper sonden.
  2. Omryst straks sprøjten i ca. 2 minutter, så tabletten opløses.
  3. Hold sprøjten med spidsen opad og check at spidsen ikke er stoppet til.
  4. Fastgør sprøjten til sonden mens ovenstående position opretholdes.
  5. Ryst sprøjten og vend den med spidsen pegende nedad. Injicér straks 5-10 ml ind i sonden. Vend sprøjten om efter injektion og ryst (sprøjten skal holdes med spidsen opad for at undgå, at spidsen stopper til).
  6. Vend sprøjten med spidsen nedad og injicér straks yderligere 5-10 ml ind i sonden. Gentag denne procedure indtil sprøjten er tom.
  7. Fyld sprøjten med 25 ml vand og 5 ml luft og gentag om nødvendigt trin 5 for at vaske evt. tilbageværende rester ned. For nogle sonder kan det være nødvendigt med 50 ml vand.

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 05/2025 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...