Diprosalinova
kutanopløsning 0,5+20 mg/g
Paranova Danmark A/S
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til brugeren
Diprosalinova 0,5 mg/g + 20 mg/g kutanopløsning
betamethason/salicylsyre
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret Diprosalinova til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk.
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at bruge Diprosalinova
- Sådan skal du bruge Diprosalinova
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
1. Virkning og anvendelse
- Diprosalinova indeholder et stærkt binyrebarkhormon og salicylsyre.
- Diprosalinova virker ved at salicylsyren blødgør huden, og binyrebarkhormonet dæmper hævelse og irritation ved betændelse, der ikke skyldes bakterier, virus eller svampe. Derved bliver udbredelsen af udslæt, eksem eller psoriasis mindre.
- Du kan bruge Diprosalinova til behandling af forskellige former for eksem samt psoriasis.
2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Diprosalinova
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug ikke Diprosalinova
- Hvis du er allergisk over for betamethason, salicylsyre eller et af de øvrige indholdsstoffer i Diprosalinova (angivet i punkt 6).
- Hvis du har betændelse i huden som skyldes svampe eller bakterier, medmindre betændelsen også bliver behandlet.
- Hvis du har en betændelsesagtig hudsygdom i ansigtet, som viser sig ved rødme, især på næsen, kinderne og i panden (rosacea).
- Hvis du har betændelse med røde knopper omkring næse og mund (perioral dermatit).
- På bumser eller på områder med bumser.
- Hvis du har sygdomme på huden, der skyldes virus (forkølelsessår, skoldkopper og helvedesild).
- Til hudlidelser hos børn under 1 år, f.eks. eksem eller bleeksem.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Diprosalinova.
Vær ekstra forsigtig med at bruge Diprosalinova:
Vær opmærksom på følgende:
- Behandlingen må ikke vare længere end højst nødvendigt, og ikke mere end fire uger uden at din læge igen har set på din hudsygdom.
- Du må ikke bruge binyrebarkhormon længere end aftalt med lægen. Det gælder især ved behandling af den sarte hud i ansigt, armhuler, lyske, ved endetarmsåbning og på kønsdele.
- Du skal især undgå at bruge binyrebarkhormon til børn længere end aftalt med lægen. Børn har større risiko for bivirkninger.
- Hvis huden bliver mere tør, irriteret, betændt, rød, eller klør og svier, skal du tale med din læge. Der kan være kommet betændelse eller allergi.
- Du må ikke dække det indsmurte område med tætsluttende og lufttæt forbinding eller plaster.
- Du må ikke bruge Diprosalinova på åbne sår eller beskadiget hud.
- Du må ikke bruge Diprosalinova rundt om øjnene.
- Undgå at få Diprosalinova i øjnene.
- Langvarig brug gør huden tynd og skrøbelig, især i ansigtet, på kønsdelene og på indersiden af arme og ben.
- Hvis du har brugt Diprosalinova i lang tid, må du ikke stoppe behandlingen pludseligt, da det kan forværre din hudsygdom. Tal med lægen om langsom aftrapning af behandlingen.
- Dine binyrers dannelse af hormoner kan blive nedsat, når du bruger Diprosalinova i længere tid. Fortæl derfor lægen, at du bruger Diprosalinova, hvis du er kommet alvorligt til skade, har en svær betændelse (f.eks. lungebetændelse) eller skal opereres.
- Oplys altid ved blodprøvekontrol og urinprøvekontrol, at du er i behandling med Diprosalinova.
- Sig det til lægen, hvis du oplever sløret syn eller andre synsforstyrrelser.
Brug af andre lægemidler sammen med Diprosalinova
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.
Du kan bruge Diprosalinova sammen med andre lægemidler.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel.
Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun bruge Diprosalinova efter aftale med lægen.
Amning
Hvis du ammer, må du kun bruge Diprosalinova i korte perioder efter aftale med lægen. Du må ikke bruge Diprosalinova på brystet mens du ammer.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Diprosalinova påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken.
3. Sådan skal du bruge Diprosalinova
Brug altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Den anbefalede dosis er
Voksne og børn:
Påsmør et tyndt lag 1-2 gange dagligt, morgen og aften.
Dryp nogle få dråber Diprosalinova på det berørte område, og massér det forsigtigt godt ind i huden. Det vil i nogle tilfælde være tilstrækkeligt med færre påsmøringer.
Undgå at få Diprosalinova i øjnene.
Vask hænderne efter påsmøring, medmindre det er hænderne, der skal behandles.
Følg altid lægens anvisning. Der er forskel på, hvad den enkelte har brug for.
Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen.
Hvis du har brugt for meget Diprosalinova
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Diprosalinova, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas.
Tag pakningen med.
I sjældne tilfælde med langvarig og overdreven brug kan du få rødt, rundt måneansigt, mindre muskler, uønsket behåring, blålige striber i huden, øgede fedtdepoter på maven og i nakken samt andre bivirkninger (se punkt 4 Bivirkninger).
Hvis du har glemt at bruge Diprosalinova
Påsmør et tyndt lag Diprosalinova så hurtigt som muligt. Du må ikke bruge en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis.
Hvis du holder op med at bruge Diprosalinova
Stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen.
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Der er større risiko for, at du får bivirkninger, hvis du bliver behandlet på store hudområder, eller hvis du bruger lufttæt forbinding på den indsmurte hud.
Alvorlige bivirkninger ved brug af Diprosalinova
Sjældne til meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 1.000 behandlede):
- Rødt, rundt måneansigt, sukkersyge, for højt blodtryk, nedsat muskelmasse, øgede fedtdepoter på maven og i nakken. Kontakt lægen.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):
- Alvorlig shocktilstand ved tilskadekomst, operation eller svær betændelse (f.eks. lungebetændelse).
- Børn kan vokse mindre og tage mindre på i vægt end normalt. Kontakt lægen.
- Børn kan få vedvarende hovedpine på grund af forhøjet tryk i hjernen. Kontakt lægen.
- Psoriasis med pusfyldte knopper på hænder og fødder, eller over hele kroppen. Kontakt læge eller skadestue.
Ikke alvorlige bivirkninger ved brug af Diprosalinova
Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlede):
- Ny betændelse på det behandlede område. Tynd, skrøbelig hud, strækmærker, rødme lokaliseret til hage og næse (steroid-rosacea), små punktformede eller større blødninger i huden.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):
- Betændelse i hårsække, små væskefyldte blærer (miliaria), udslæt med bumser.
- Sløring af betændelse i huden, forværring af betændelse i huden.
- Kløe, brænden, irritation, tør hud, revner ved mundvige, smerte ved det behandlede område.
- Betændelse med røde knopper omkring næse og mund (perioral dermatit), udslæt, udvidelse af de små blodkar i huden, opblødt og laset hud.
- Allergisk kontakteksem.
- Forværring af eksem ved ophør af behandlingen.
- Sløret syn.
Der kan i sjældne eller meget sjældne tilfælde optræde andre ikke alvorlige bivirkninger. Ønsker du information om disse bivirkninger, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
5. Opbevaring
- Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
- Må ikke opbevares over 25 °C.
- Holdbarhed efter åbning: 6 uger. Skriv åbningsdatoen, hvor der er gjort plads til det på etiket og æske.
- Brug ikke Diprosalinova efter den udløbsdato, der står på pakningen (efter EXP). Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
- Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Diprosalinova indeholder:
- Aktive stoffer: Betamethason 0,5 mg/g som betamethasondipropionat og salicylsyre 20 mg/g.
- Øvrige indholdsstoffer: Dinatriumedetat, hypromellose, natriumhydroxid, isopropanol og renset vand.
Udseende og pakningsstørrelser
Diprosalinova kutanopløsning er en ensartet, farveløs, halvgennemsigtig tyktflydende opløsning i plastflaske.
Diprosalinova kutanopløsning findes i følgende pakningsstørrelser:
90 ml (3 x 30 ml) eller 120 ml (4 x 30 ml).
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen
Paranova Danmark A/S
Stationsalleen 42, 1. sal
2730 Herlev
Frigivet af:
Paranova Pack A/S
Stationsalleen 42, 1. sal
DK-2730 Herlev

