Pazopanib "Newbury"

filmovertrukne tabletter 200 mg og 400 mg

Newbury Pharmaceuticals AB

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til patienten

Pazopanib Newbury 200 mg filmovertrukne tabletter
Pazopanib Newbury 400 mg filmovertrukne tabletter

pazopanib 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.


Se den nyeste indlægsseddel på www.indlægsseddel.dk. 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pazopanib Newbury
  3. Sådan skal du tage Pazopanib Newbury
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Pazopanib Newbury tilhører en gruppe af lægemidler, der kaldes proteinkinasehæmmere. Det virker ved at forhindre aktiviteten af proteiner, der er involveret i kræftcellers udvikling og evne til at sprede sig. 

Pazopanib Newbury anvendes til voksne til behandling af: 

  • fremskreden nyrekræft eller nyrekræft, der har spredt sig til andre organer.
  • visse former for bløddelssarkom, som er en kræfttype, der opstår i kroppens muskler, blodårer, fedtvæv eller andre væv, som findes rundt om og beskytter organerne.

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Pazopanib Newbury

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Tag ikke Pazopanib Newbury

  • hvis du er allergisk over for pazopanib eller et af de øvrige indholdsstoffer i Pazopanib Newbury (angivet i punkt 6).


Tal med lægen, hvis du mener, at dette gælder for dig.  

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, før du tager Pazopanib Newbury: 

  • hvis du har en hjertesygdom.
  • hvis du har en leversygdom.
  • hvis du har haft hjertesvigt eller et hjertetilfælde.
  • hvis du har haft en punkteret lunge.
  • hvis du har haft problemer med blødning, blodpropper eller forsnævring af pulsårerne.
  • hvis du har haft mave- eller tarmproblemer, såsom en perforation (et hul) eller fistler (dannelse af unormale passager mellem dele af tarmen).
  • hvis du har problemer med skjoldbruskkirtlen.
  • hvis du har problemer med din nyrefunktion.
  • hvis du har eller har haft et aneurisme (udvidelse og svækkelse af en blodårevæg) eller en rift i en blodårevæg.


Fortæl det til lægen, hvis noget af det ovenstående gælder for dig. Lægen vil afgøre, om Pazopanib Newbury er egnet til dig. Det kan være nødvendigt at foretage nogle ekstra undersøgelser for at kontrollere, om dine nyrer, dit hjerte og din lever fungerer, som de skal.  


Højt blodtryk og Pazopanib Newbury
Pazopanib Newbury kan øge dit blodtryk. Dit blodtryk vil blive målt, før du får Pazopanib Newbury, og mens du er i behandling. Hvis du har forhøjet blodtryk, vil du blive behandlet med blodtrykssænkende lægemidler.  

 

  • Fortæl det til lægen, hvis du har forhøjet blodtryk.

Hvis du skal opereres

Lægen vil stoppe din behandling med Pazopanib Newbury mindst 7 dage før din operation, da Pazopanib Newbury kan påvirke sårhelingen. Behandlingen genoptages, når såret er helet tilstrækkeligt. 


Tilstande, som du skal holde øje med
Pazopanib Newbury kan forværre nogle tilstande eller give alvorlige bivirkninger. Du skal holde øje med bestemte symptomer, mens du er i behandling med Pazopanib Newbury, for at nedsætte risikoen. Se punkt 4. 

Børn og unge

Pazopanib Newbury anbefales ikke til personer under 18 år. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvor godt det virker hos denne aldersgruppe. Pazopanib Newbury må ikke anvendes til børn under 2 år på grund af betænkeligheder omkring sikkerheden. 

Brug af andre lægemidler sammen med Pazopanib Newbury

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler. Dette omfatter naturlægemidler og andre lægemidler, som du har købt uden recept.

Nogle lægemidler kan påvirke Pazopanib Newburys virkning eller øge sandsynligheden for, at du får bivirkninger. Pazopanib Newbury kan også påvirke andre lægemidlers virkning. Disse omfatter: 

  • clarithromycin, ketoconazol, itraconazol, rifampicin, telithromycin, voriconazol (bruges til behandling af infektioner).
  • atazanavir, indinavir, nelfinavir, ritonavir, saquinavir (bruges til behandling af hiv).
  • nefazodon (bruges til behandling af depression).
  • simvastatin og muligvis også andre statiner (bruges til behandling af forhøjet kolesteroltal).
  • lægemidler, som nedsætter mængden af mavesyre. Hvordan du skal tage Pazopanib Newbury afhænger af, hvilken type lægemiddel du tager for at nedsætte mængden af mavesyre (f.eks. protonpumpehæmmer, H2-antagonist eller syreneutraliserende midler). Kontakt lægen eller sygeplejersken for rådgivning.


Fortæl det til lægen eller apotekspersonalet, hvis du tager et eller flere af disse lægemidler.  

Brug af Pazopanib Newbury sammen med mad og drikke

Du må ikke tage Pazopanib Newbury sammen med mad, da det påvirker optagelsen af pazopanib. Pazopanib Newbury skal tages mindst 1 time før et måltid eller 2 timer efter et måltid (se punkt 3).  


Du må ikke drikke grapefrugtjuice, mens du er i behandling med Pazopanib Newbury, da det kan øge risikoen for at få bivirkninger.  

Graviditet, amning og frugtbarhed

Pazopanib Newbury bør ikke anvendes, hvis du er gravid. Pazopanib Newburys virkning under graviditet kendes ikke.  

  • Fortæl det til lægen, hvis du er gravid eller planlægger at blive gravid.
  • Brug sikker prævention for at undgå at blive gravid, mens du er i behandling med Pazopanib Newbury og i mindst 2 uger efter behandlingen.
  • Hvis du bliver gravid under behandlingen med Pazopanib Newbury, skal du fortælle det til lægen.


Du må ikke amme, mens du tager Pazopanib Newbury. Det vides ikke, om indholdsstofferne i Pazopanib Newbury går over i modermælken. Tal med lægen om dette.  


Mandlige patienter (inkl. mænd, der er blevet steriliseret (vasektomi)), som har partnere, som enten er gravide eller kan blive gravide (inkl. kvinder, der anvender andre præventionsmetoder) skal bruge kondom under samleje, så længe de tager Pazopanib Newbury samt i mindst 2 uger efter sidste dosis.  


Frugtbarheden kan påvirkes ved behandling med Pazopanib Newbury. Tal med lægen om dette.  

Trafik- og arbejdssikkerhed

Pazopanib Newbury kan give bivirkninger, der kan påvirke din evne til at føre motorkøretøjer eller betjene maskiner. 

  • Lad være med at føre motorkøretøjer eller betjene maskiner, hvis du føler dig svimmel, træt eller svag, eller hvis dit energiniveau er lavt.

Pazopanib Newbury indeholder natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. filmovertrukken tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.  

3. Sådan skal du tage Pazopanib Newbury

Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.  

Hvor meget Pazopanib Newbury skal tages

Den sædvanlige dosis er 800 mg, som tages én gang om dagen. Dosis kan tages som 2 tabletter på 400 mg eller som 4 tabletter på 200 mg. Dosis på 800 mg én gang daglig er den maksimale dosis pr. dag. Lægen kan nedsætte din dosis, hvis du får bivirkninger.  


Hvornår skal Pazopanib Newbury tages
Du må ikke tage Pazopanib Newbury sammen med mad.
Pazopanib Newbury skal tages mindst 1 time før eller 2 timer efter et måltid.
Du kan for eksempel tage Pazopanib Newbury 2 timer efter morgenmaden eller 1 time før frokosten. Tag Pazopanib Newbury på omtrent samme tidspunkt hver dag. 


Tabletterne skal synkes hele med vand, én ad gangen. Tabletterne må ikke deles eller knuses, da dette påvirker optagelsen af lægemidlet og kan øge risikoen for bivirkninger. 

Hvis du har taget for meget Pazopanib Newbury

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Pazopanib Newbury, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). Tag pakningen eller denne indlægsseddel med, hvis det er muligt.  

Hvis du har glemt at tage Pazopanib Newbury

Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Tag blot den næste dosis på det sædvanlige tidspunkt. 

Du må ikke stoppe med at tage Pazopanib Newbury uden af tale med lægen først

Tag Pazopanib Newbury i den periode, lægen har foreskrevet. Du må kun stoppe behandlingen efter aftale med lægen. 

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 

Alvorlige bivirkninger

Hævelse af hjernen (reversibel posterior leukoencefalopati-syndrom)  

Pazopanib Newbury kan, i sjældne tilfælde, give hævelse af hjernen, hvilket kan være livstruende. Symptomerne kan være: 

  • tab af taleevne
  • synsændringer
  • krampeanfald
  • forvirring
  • højt blodtryk

Stop med at tage Pazopanib Newbury og søg straks lægehjælp, hvis du oplever nogen af disse symptomer, eller hvis du får hovedpine i forbindelse med nogen af symptomerne.  


Hypertensiv krise (pludselig og alvorlig blodtryksstigning) Pazopanib Newbury kan til tider forårsage en pludselig og alvorlig blodtryksstigning. Dette er kendt som en hypertensiv krise. Din læge vil overvåge dit blodtryk, mens du tager Pazopanib Newbury.
Tegn og symptomer på en hypertensiv krise kan omfatte: 

  • svære brystsmerter
  • svær hovedpine
  • sløret syn
  • forvirring
  • kvalme
  • opkastning
  • svær angst
  • stakåndethed
  • krampeanfald
  • besvimelse

Stop med at tage Pazopanib Newbury og søg straks lægehjælp, hvis du udvikler hypertensiv krise.  


Hjertepåvirkning
Risikoen for disse problemer kan være højere for personer, som allerede har hjerteproblemer eller som tager andre lægemidler. Du vil blive undersøgt for hjerteproblemer, mens du er i behandling med Pazopanib Newbury.

Nedsat hjertefunktion/hjertesvigt, hjerteanfald
Pazopanib Newbury kan påvirke hvor godt dit hjerte pumper eller kan øge sandsynligheden for at få et hjerteanfald. Tegn og symptomer omfatter: 

  • uregelmæssige eller hurtige hjerteslag
  • hurtig hjerteflakken
  • besvimelse
  • smerter i eller trykken for brystet
  • smerter i dine arme, ryg, hals eller kæbe
  • stakåndethed
  • hævelse i benet

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Ændringer i hjerterytmen (QT forlængelse)
Pazopanib Newbury kan påvirke hjerterytmen, hvilket hos nogle personer kan udvikle sig til en potentiel alvorlig hjertetilstand, der er kendt som torsade de pointes. Dette kan resultere i en meget hurtig hjerterytme (puls) og medføre pludseligt bevidsthedstab. 

Fortæl det til lægen, hvis du bemærker usædvanlige ændringer i dine hjerteslag, såsom at hjertet slår for hurtigt eller for langsomt.  


Slagtilfælde
Pazopanib Newbury kan øge din sandsynlighed for at få et slagtilfælde. Tegn og symptomer på slagtilfælde kan omfatte: 

  • følelsesløshed eller svaghed i den ene side af din krop
  • problemer med at tale
  • hovedpine
  • svimmelhed

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Blødning
Pazopanib Newbury kan medføre alvorlig blødning i fordøjelsessystemet (såsom maven, spiserøret, endetarmen eller tarmen) eller i lungerne, nyrerne, munden, vagina og hjernen, selvom dette ikke er almindeligt. Symptomerne omfatter: 

  • blod i afføringen eller sort afføring
  • blod i urinen
  • mavesmerter
  • ophostning eller opkastning af blod

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Perforering og fistler
Pazopanib Newbury kan forårsage en rift (perforering) i maven eller tarmvæggen eller udvikling af en unormal forbindelse mellem to dele af fordøjelseskanalen (en fistel). Tegn og symptomer kan omfatte: 

  • alvorlige mavesmerter
  • kvalme og/eller opkastning
  • feber
  • udvikling af et hul (perforering) i mave, tyndtarm eller tyktarm, hvorfra blodigt eller uklart, lugtende pus frigives

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Leverproblemer
Pazopanib Newbury kan forårsage problemer med din lever, som kan udvikle sig til alvorlige tilstande, såsom nedsat leverfunktion og leversvigt, som kan være dødeligt. Din læge vil kontrollere dine leverenzymer, mens du tager Pazopanib Newbury. Tegn på, at din lever muligvis ikke fungerer korrekt, kan omfatte: 

  • gulfarvning af din hud eller af det hvide i dine øjne (gulsot)
  • mørk urin
  • træthed
  • kvalme
  • opkastning
  • appetitløshed
  • smerter i højre side af dit maveområde (abdomen)
  • tendens til blå mærker

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Blodpropper
Dyb venetrombose (DVT) og lungeemboli
Pazopanib Newbury kan forårsage blodpropper i dine blodårer, især i dine ben (dyb venetrombose eller DVT), som også kan bevæge sig til dine lunger (lungeemboli). Tegn og symptomer kan omfatte: 

  • stærke brystsmerter
  • stakåndethed
  • hurtig vejrtrækning
  • smerter i benene
  • hævelse af dine arme og hænder eller ben og fødder


Trombotisk mikroangiopati (TMA)
Pazopanib Newbury kan forårsage blodpropper i de små blodkar i nyrerne og hjernen, ledsaget af et fald i røde blodlegemer og celler involveret i koagulering (trombotisk mikroangiopati, TMA). Tegn og symptomer kan omfatte: 

  • tendens til blå mærker
  • højt blodtryk
  • feber
  • forvirring
  • døsighed
  • krampeanfald
  • nedsat produktion af urin

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Tumorlysesyndrom
Pazopanib Newbury kan forårsage hurtig nedbrydning af kræftceller, som fører til tumorlysesyndrom, der kan være dødeligt for nogle personer. Symptomer kan inkludere uregelmæssig hjerterytme, krampeanfald, forvirring, muskelkramper eller -spasmer eller nedsat urinproduktion. 

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Infektioner
Infektioner, der opstår under behandling med Pazopanib Newbury, kan muligvis blive alvorlige. Symptomer på infektioner kan omfatte: 

  • feber
  • influenzalignende symptomer, såsom hoste, træthed og kropssmerter, der ikke går væk
  • stakåndethed og/eller hvæsende vejrtrækning
  • smerter, når du tisser
  • rifter, hudafskrabninger eller sår, der er røde, varme, hævede eller smertefulde

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Betændelseslignende reaktion (inflammation) i lungerne
Pazopanib Newbury kan i sjældne tilfælde give inflammation i lungerne (interstitiel lungesygdom, betændelseslignende reaktion), som hos nogle patienter kan være dødelig. Symptomerne inkluderer åndenød eller hoste, der ikke går væk. Du vil blive undersøgt for lungeproblemer, mens du tager Pazopanib Newbury. 

Søg straks lægehjælp, hvis du får nogen af disse symptomer.  


Problemer med skjoldbruskkirtlen
Pazopanib Newbury kan nedsætte mængden af det hormon, der produceres i skjoldbruskkirtlen i kroppen. Det kan medføre vægtøgning og træthed. Du vil blive undersøgt for mængden af skjoldbruskkirtelhormon i blodet, mens du tager Pazopanib Newbury. 

Fortæl det til lægen, hvis du oplever markant vægtøgning eller træthed.  


Sløret eller forringet syn
Pazopanib Newbury kan forårsage løsning af eller rift i hinden bagerst i øjet (nethindeløsning eller rift i nethinden). Dette kan give sløret eller forringet syn. 

Fortæl det til lægen, hvis du oplever ændringer i dit syn.  

Bivirkninger (herunder alvorlige bivirkninger under den relevante hyppighedskategori)

Meget almindelige bivirkninger (kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 personer): 

  • højt blodtryk
  • diarré
  • kvalme eller opkastning
  • mavesmerter
  • appetitløshed
  • vægttab
  • smagsforstyrrelser eller ingen smagssans
  • ømhed i munden
  • hovedpine
  • tumorsmerte
  • manglende energi, følelse af svaghed eller træthed
  • ændringer i hårfarve
  • usædvanligt hårtab eller tyndere hår
  • lyse pletter på huden (mindre pigment)
  • udslæt, som muligvis medfører afskalning af huden
  • rødme og hævelse af håndfladerne og fodsålerne

Fortæl det til lægen eller apotekspersonalet, hvis en eller flere af disse bivirkninger bliver generende.  


Meget almindelige bivirkninger, der kan ses i blod- eller urinprøver:
 

  • forhøjede leverenzymer
  • nedsat albumin i blodet
  • protein i urinen
  • nedsat antal blodplader (celler, der hjælper blodet til at størkne)
  • nedsat antal hvide blodlegemer


Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 personer):  

  • fordøjelsesbesvær, oppustethed, luft i maven
  • næseblod
  • mundtørhed eller sår i munden
  • infektioner
  • unormal døsighed
  • søvnproblemer
  • brystsmerter, åndenød, smerter i benene og hævede ben/fødder. Dette kan være symptomer på en blodprop (trombe). Hvis blodproppen river sig løs, kan den føres med blodet til lungerne, og dette kan være livstruende og endda dødeligt.
  • hjertet er mindre effektivt til at pumpe blod rundt i kroppen (kardiel dysfunktion)
  • langsomme hjerteslag
  • blødning i munden, fra endetarmen eller i lungerne
  • svimmelhed
  • sløret syn
  • hedeture
  • hævelse på grund af væskeophobning i ansigt, hænder, ankler, fødder eller øjenlåg
  • prikken, svaghed eller følelsesløshed i hænder, arme, ben eller fødder
  • hudlidelser, rødme, kløe, tør hud
  • neglelidelser
  • brændende, prikkende, kløende eller snurrende følelse i huden
  • kuldefølelse med kulderystelser
  • udtalt svedtendens
  • væskemangel (dehydrering)
  • muskel-, led- eller sene- eller brystsmerter, muskelkramper
  • hæshed
  • åndenød
  • hoste
  • ophostning af blod
  • hikke
  • punkteret lunge, hvor luften bliver fanget mellem lungen og brystet, hvilket ofte forårsager åndenød (pneumothorax)

Fortæl det til lægen eller apotekspersonalet, hvis en eller flere af disse bivirkninger bliver generende.  

 

Almindelige bivirkninger, der kan ses i dine blod- eller urinprøver:  

  • nedsat aktivitet af skjoldbruskkirtlen
  • unormal leverfunktion
  • forhøjet bilirubin-niveau (et stof, der dannes af leveren)
  • forhøjet lipase-niveau (et fordøjelsesenzym)
  • forhøjet kreatinin-niveau (et stof, der dannes i musklerne)
  • ændringer i niveauet af andre stoffer/enzymer i blodet. Lægen vil informere dig om resultaterne af dine blodprøver


Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 personer):  

  • slagtilfælde
  • midlertidigt fald i blodtilførslen til hjernen (forbigående iskæmisk anfald)
  • afbrydelse af blodtilførslen til en del af hjertet eller blodprop i hjertet (myokardieinfarkt)
  • delvis afbrydelse af blodtilførslen til en del af hjertet (myokardieiskæmi)
  • blodpropper, ledsaget af nedsat antal røde blodlegemer og celler involveret i blodets evne til at størkne (trombotisk mikroangiopati, TMA). Blodpropper kan skade organer, såsom hjernen og nyrerne.
  • forhøjet antal røde blodlegemer
  • pludselig åndenød, især når den er ledsaget af en skarp smerte i brystet og/eller hurtig vejrtrækning (lungeemboli)
  • svær blødning i fordøjelsessystemet (såsom maven, spiserøret eller tarmen) eller i nyrerne, vagina og hjernen
  • forstyrrelse af hjerterytmen (QT-forlængelse)
  • hul (perforation) i maven eller tarmen
  • dannelse af unormale passager mellem dele af tarmen (fistler)
  • voldsom eller uregelmæssig menstruation
  • pludselig markant øgning af blodtrykket (hypertensiv krise)
  • betændelse i bugspytkirtlen (pankreatitis)
  • leverbetændelse, dårlig funktion af leveren eller leverskade
  • gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene (gulsot)
  • bughindebetændelse (peritonitis)
  • løbende næse
  • udslæt, der kan være kløende eller betændt (flade eller hævede områder eller blærer)
  • hyppig afføring
  • øget følsomhed af huden over for sollys
  • nedsat følelse eller følsomhed, specielt i huden
  • sår på huden, der ikke heler (hudulceration)


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 personer):  

  • betændelseslignende reaktion (inflammation) i lungerne
  • en udvidelse og svækkelse af en blodårevæg eller en rift i en blodårevæg (aneurismer og arterielle dissektioner)


Ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data):  

  • tumorlysesyndrom som følge af hurtig nedbrydning af kræftceller
  • leversvigt

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 


Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

 

5. Opbevaring

Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn. 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på beholderen og æsken efter EXP. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Pazopanib Newbury indeholder:

  • Aktivt stof: pazopanib (som hydrochlorid).
    Hver Pazopanib Newbury 200 mg filmovertrukken tablet indeholder 200 mg pazopanib. Hver Pazopanib Newbury 400 mg filmovertrukken tablet indeholder 400 mg pazopanib.
  • Øvrige indholdsstoffer i 200 mg og 400 mg tabletter er: hypromellose, macrogol 400, magnesiumstearat, mikrokrystallinsk cellulose, polysorbat 80, povidon (K30), natriumstivelsesglycolat, titandioxid (E171). 200 mg tabletter indeholder også rød jernoxid (E172).

Udseende og pakningsstørrelser

Pazopanib Newbury 200 mg filmovertrukne tabletter er kapselformede, lyserøde med “200” præget på den ene side. Alu-PVC/PE/PVDC-blisterpakninger med 30, 60 eller 90 tabletter.
Hvid HDPE-beholder med børnesikret låg indeholdende 30 eller 90 tabletter. 


Pazopanib Newbury 400 mg filmovertrukne tabletter er kapselformede, hvide med “400” præget på den ene side. Alu-PVC/PE/PVDC-blisterpakninger med 30 eller 60 tabletter. 

Hvid HDPE-beholder med børnesikret låg indeholdende 30 eller 60 tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser eller tabletstyrker er nødvendigvis markedsført. 

 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Newbury Pharmaceuticals AB
Medicon Village
223 81 Lund
Sverige 

Fremstiller

Remedica Ltd, Aharnon Street, Limassol Industrial Estate, 3056 Limassol, Cypern

PharOS MT Ltd, HF62X, Hal Far Industrial Estate, Birzebbugia BBG3000, Malta  

Andre informationskilder

Du kan finde yderligere oplysninger om dette lægemiddel på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside https://www.laegemiddelstyrelsen.dk. 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret 28 april 2025. 

 

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...