Adapalen "Nordic Prime"

creme 1 mg/g

Nordic Prime ApS

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Adapalen Nordic Prime 1 mg/g creme
adapalen 

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at bruge dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Lægen har ordineret Adapalen Nordic Prime til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
  • Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.

Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Adapalen Nordic Prime
  3. Sådan skal du bruge Adapalen Nordic Prime
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Du kan bruge Adapalen Nordic Prime til at behandle bumser (acne vulgaris) med betændelse og mange hudorme. 

2. Det skal du vide, før du begynder at bruge Adapalen Nordic Prime

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Adapalen Nordic Prime

  • hvis du er gravid.
  • hvis du planlægger en graviditet.
  • hvis du er allergisk over for adapalen eller et af de øvrige indholdsstoffer i Adapalen Nordic Prime (angivet i punkt 6).

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du bruger Adapalen Nordic Prime, hvis: 

  • du er gravid eller planlægger at blive det.
  • du bliver overfølsom over for Adapalen Nordic Prime.
  • din hud bliver irriteret.
  • du opholder dig meget i solen.
  • din hud er særlig følsom over for sollys.
  • din akne er meget udbredt.


Vær opmærksom på: 

  • At Adapalen Nordic Prime ikke må komme i øjne, mund, næsebor eller slimhinder. Kommer Adapalen Nordic Prime i øjnene, skal du omgående skylle øjnene med lunkent vand.
  • At du ikke bør bruge Adapalen Nordic Prime på beskadiget hud (sår og hudafskrabninger), solskoldet hud eller på hudområder med eksem.
  • At du skal udsætte dig for mindst muligt sollys og solarium, når du bruger Adapalen Nordic Prime. Brug beskyttende påklædning og solcreme med høj beskyttelsesfaktor på de hudområder, der ikke kan undgå at blive udsat for sollys.

Brug af andre lægemidler sammen med Adapalen Nordic Prime

Fortæl altid lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.

Tal med lægen, hvis du tager: 

  • Andre lægemidler til behandling af akne (f.eks. erythromycin, clindamycin, benzoylperoxid eller andre retinoider). Du kan bruge andre aknemidler om morgenen og Adapalen Nordic Prime om aftenen. Dette gælder dog ikke for andre retinoider.

Adapalen Nordic Prime kan virke mildt irriterende. Det er derfor muligt, at samtidig brug af rensecremer, peelingmidler, midler som virker opstrammende på huden eller andre hudprodukter kan virke irriterende på huden. 

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du bruger dette lægemiddel. 


Graviditet
Brug ikke Adapalen Nordic Prime, hvis du er gravid eller overvejer at blive gravid. Din læge kan give dig flere oplysninger.
Hvis du bliver gravid, mens du bruger Adapalen Nordic Prime, skal du stoppe behandlingen og fortælle det til din læge så hurtigt som muligt, så der kan ske en opfølgning på behandlingen. 


Amning
Du kan amme, selv om du bruger Adapalen Nordic Prime. For at undgå at barnet kommer i kontakt med lægemidlet, bør Adapalen Nordic Prime ikke bruges på brystet. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Adapalen Nordic Prime påvirker ikke arbejdssikkerheden eller evnen til at færdes sikkert i trafikken. 

Adapalen Nordic Prime indeholder methylparahydroxybenzoat (E218) og propylparahydroxybenzoat (E216)

Methylparahydroxybenzoat (E218) og propylparahydroxybenzoat (E216) kan give allergiske reaktioner (kan optræde efter behandlingen). 

3. Sådan skal du bruge Adapalen Nordic Prime

Brug altid Adapalen Nordic Prime nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet 

Dosering

Voksne: Smør Adapalen Nordic Prime i et tyndt lag på den acneangrebne hud 1 gang daglig ved sengetid. 


Brug til børn og unge: Adapalen Nordic Prime er kun beregnet til behandling af voksne og unge over 12 år. 

Følg altid lægens anvisning. Der er forskel på, hvad den enkelte har brug for. Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen. 

Brugsanvisning: 

  • Vask huden før du bruger Adapalen Nordic Prime.
  • Huden skal være tør, før du smører Adapalen Nordic Prime på.
  • Smør Adapalen Nordic Prime på i et tyndt lag på de acneangrebne områder.
  • Undgå at få Adapalen Nordic Prime i øjne, mund, næsebor og slimhinder.
  • Adapalen Nordic Prime er udelukkende beregnet til brug på huden. Du må ikke indtage Adapalen Nordic Prime.

Hvis du har brugt for meget Adapalen Nordic Prime

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har brugt mere af Adapalen Nordic Prime, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas). 


Du vil ikke opnå et hurtigere eller bedre resultat, hvis du bruger for meget Adapalen Nordic Prime. I stedet kan du få udtalt rødme, afskalning og ubehag. 

Hvis du har glemt at bruge Adapalen Nordic Prime

Du må ikke bruge en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. 

Hvis du holder op med at bruge Adapalen Nordic Prime

Spørg lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.  

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Søg straks læge, hvis du bemærker et eller flere af følgende symptomer, da du muligvis vil have behov for akut behandling: Hævelse i ansigt, læber eller hals, som gør det svært at synke eller trække vejret, udslæt, kløe, nældefeber og svimmelhed. Dette kan være tegn på angioødem eller en alvorlig allergisk reaktion (hyppigheden er ikke kendt og kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data). 


Adapalen Nordic Prime kan give følgende bivirkninger på påføringsstedet. 


Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 patienter  

  • tør hud
  • hudirritation
  • brændende fornemmelse i huden
  • rødmen af huden (erytem)


Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 100 patienter  

  • lokal hududslæt (kontaktdermatitis)
  • hudgener
  • solskoldning
  • kløe i huden (pruritus)
  • afskalning af huden (exfoliation)
  • opblusning af akne


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt  

  • allergisk kontakt reaktion
  • smerte eller opsvulmen af huden
  • irritation, rødme, kløe eller hævelse af øjenlåg
  • mørkfarvning af lys hud
  • lysfarvning af mørk hud
  • forbrænding på påføringsstedet

Der er rapporteret forbrændinger på påføringsstedet (fortrinsvis overfladiske forbrændinger, men også andengradsforbrændinger eller alvorlige forbrændinger). 

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejersken. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via 

Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Adapalen Nordic Prime utilgængeligt for børn. 


Brug ikke Adapalen Nordic Prime efter den udløbsdato (Exp), der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Må ikke opbevares i køleskab eller nedfryses. 

Adapalen Nordic Prime må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C. 


Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Adapalen Nordic Prime indeholder:

  • Aktivt stof: adapalen. 1 g creme indeholder 1 mg adapalen.
  • Øvrige indholdsstoffer: cyklometikon; squalan; methylglukose sesquistearat; PEG-20 methylglukose sesquistearat; glycerol; phenoxyethanol; carbomer; methylparahydroxybenzoat (E218); dinatriumedetat; propylparahydroxybenzoat (E216); natriumhydroxid; renset vand.

Udseende og pakningsstørrelser

Udseende
Adapalen Nordic Prime creme er blank og hvid. 


Pakningsstørrelser
60 (2 x 30) g creme. 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

Nordic Prime
Niels Bohrs Vej 6
6700 Esbjerg 

Fremstiller

SVUS Pharma a.s.
Smetanovo nabrezi 1238/20a
500 02 Hradec Kralove
Tjekkiet 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev senest ændret august 2025.
 
 
 
 
Gå til toppen af siden...