Capizid
depottabletter 120 mg
Nordic Prime ApS
Om indlægssedlen
Indlægsseddel: Information til brugeren
Capizid 120 mg depottabletter
diltiazemhydrochlorid
Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.
- Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
- Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
- Lægen har ordineret dette lægemiddel til dig personligt. Lad derfor være med at give lægemidlet til andre. Det kan være skadeligt for andre, selvom de har de samme symptomer, som du har.
- Kontakt lægen eller apotekspersonalet, hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk
Oversigt over indlægssedlen
- Virkning og anvendelse
- Det skal du vide, før du begynder at tage Capizid
- Sådan skal du tage Capizid
- Bivirkninger
- Opbevaring
- Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Virkning og anvendelse
Capizid er et lægemiddel af typen calciumantagonister.
Capizid sænker blodtrykket og giver hjertet mere ilt.
Du kan bruge Capizid ved for højt blodtryk og hjertekramper (angina pectoris).
Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
Det skal du vide, før du begynder at tage Capizid
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Tag ikke Capizid
- hvis du er allergisk over for diltiazemhydrochlorid, andre calciumantagonister eller et af de øvrige indholdsstoffer i Capizid (angivet i punkt 6)
- hvis du har forstyrrelser i hjerterytmen (syg sinusknude-syndrom eller hjerteblok, der ikke er behandlet med en pacemaker, ventrikulær takykardi, atrieflimmer med WPW-syndrom)
- hvis du har lavt blodtryk
- hvis din hjertefunktion er nedsat, evt. med påvirkning af lungefunktionen
- hvis du har meget langsom puls (mindre end 40 slag i minuttet)
- hvis du får lægemidler, der indeholder dantrolen
- hvis du har vand i lungerne
- hvis du har mange anfald af hjertekramper (angina pectoris)
- hvis du lige har haft en blodprop i hjertet med komplikationer
- hvis du har haft blodprop i hjernen eller forbigående tilfælde med iltmangel til hjernen
- hvis du har fået for meget digoxin (hjertemedicin)
- hvis du er gravid eller ammer
- hvis du har akut kredsløbssvigt (kardiogent shock)
- hvis du allerede tager et lægemiddel, der indeholder ivabradin til behandling af visse hjertesygdomme
- hvis du i forvejen tager et lægemiddel, der indeholder lomitapid, der anvendes til behandling af
forhøjet kolesterol (se afsnittet ”Brug af andre lægemidler sammen med Capizid”).
Capizid må ikke anvendes til nyfødte.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen eller apotekspersonalet, før du tager Capizid.
Forsigtighed bør udvises:
- hvis du er i behandling for hjertesvigt og vand i lungerne
- hvis du samtidig er i behandling med betablokkere, digoxin eller amiodaron (mod forhøjet blodtryk og/eller visse hjertesygdomme)
- hvis du har forstyrrelser i hjerterytmen eller hjerteblok (risiko for forværring og i sjældne tilfælde udvikling af total hjerteblok)
- hvis du har langsom puls (risiko for forværring)
- hvis du har nedsat lever- eller nyrefunktion
- hvis du er ældre
- hvis du har en forsnævring af hjerteklapperne (aortastenose)
- hvis du har et lavt blodtryk
- hvis du har kronisk diarré f.eks. på grund af en tarmsygdom
- hvis du har anfald med meget hurtig puls
- hvis du har tendens til forstoppelse. Capizid kan hæmme tarmbevægelserne
- hvis du tidligere har haft hjertesvigt, har nyopstået åndenød, langsom puls eller lavt blodtryk. Tilfælde af nyreskade er set hos patienter med disse tilstande, og det kan derfor være nødvendigt, at din læge overvåger din nyrefunktion.
Hvis du er ældre eller har nedsat lever- eller nyrefunktion, skal din hjerterytme kontrolleres hyppigere.
Hvis du skal bedøves, skal du fortælle lægen, at du tager Capizid.
Tabletrester fra depottabletterne kan af og til ses i afføringen, men dette har ingen betydning.
Brug af andre lægemidler sammen med Capizid
Fortæl det altid til lægen apotekspersonalet, hvis du tager andre lægemidler, for nylig har taget andre lægemidler eller planlægger at tage andre lægemidler.
Andre lægemidler kan påvirke virkningen af Capizid og Capizid kan påvirke virkningen af andre lægemidler.
Tal med lægen, hvis du tager:
- andre lægemidler for hjertet, hjerterytmen eller blodtrykket (quinidin, betablokkere, alfablokkere, andre calciumantagonister, amiodaron, digoxin, moricizin, ivabradin)
- lægemidler mod hjertekramper (nifedipin, nitratpræparater)
- lægemiddel (som indsprøjtning i en blodåre) mod spasmer i musklerne (dantrolen)
- epilepsilægemidler (carbamazepin, phenobarbital, phenytoin)
- lægemidler mod psykiske sygdomme (imipramin, nortriptylin, fluoxetin og lithium)
- lægemidler efter transplantation (ciclosporin, sirolimus og tacrolimus)
- lægemidler til behandling af kræft (tamoxifen)
- lægemidler mod angst, uro, sovelægemidler og bedøvelsesmidler (buspiron, alprazolam, triazolam, midazolam, alfentanil, enfluran)
- lægemiddel mod astma (theophyllin)
- binyrebarkhormon (prednisolon, methylprednisolon, prednison)
- lægemiddel mod impotens (sildenafil)
- lægemiddel mod forstørret prostata (alfuzosin)
- lægemidler mod for meget kolesterol og fedt i blodet (statiner, som f.eks. simvastatin, atorvastatin, lovastatin)
- lægemidler der indeholder lomitapid, der anvendes til behandling af forhøjet kolesterol. Diltiazem kan øge koncentrationen af lomitapid, hvilket kan øge sandsynligheden og sværhedsgraden af bivirkninger relateret til leveren
- lægemidler mod infektion (erythromycin, clarithromycin, rifampicin)
- lægemidler mod mavesår (cimetidin og ranitidin)
- lægemidler mod hiv (hiv-proteasehæmmere)
- lægemidler mod svamp (af azoltypen)
- lægemiddel, der fremmer peristaltikken (cisaprid)
- lægemidler til bedøvelse (halothan og isofluran)
- naturlægemidlet perikum
Brug af Capizid sammen med mad og drikke
Du skal tage Capizid før eller under et måltid.
Graviditet og amning
Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge til råds, før du tager dette lægemiddel.
Graviditet
Du må ikke tage Capizid, hvis du er gravid.
Amning
Hvis du ammer, må du ikke tage Capizid, da Capizid bliver udskilt i modermælken.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Capizid kan give bivirkninger (f.eks. svimmelhed, utilpashed), der kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. Hvis disse bivirkninger opstår, bør du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Efter behandlingen er stabiliseret er det ikke sandsynligt, at diltiazem vil påvirke din evne til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.
Capizid indeholder saccharose, lactose og ricinusolie.
Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke kan tåle visse sukkerarter.
Ricinusolie kan give mavebesvær og diarré.
Sådan skal du tage Capizid
Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
Du skal tage Capizid depottabletter på omtrent samme tid hver dag før eller under et måltid.
Du skal synke Capizid depottabletter hele eller delte (60 mg og 120 mg) med et glas vand. Du må ikke tygge eller knuse dem.
Delekærven er kun beregnet til, at du kan dele tabletten, hvis du har svært ved at sluge den hel.
Diltiazem fås i flere styrker. Vær derfor opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan bruge dine depottabletter til alle de anførte doseringer.
Du kan måske se den hårde kerne fra tabletten i afføringen.
Den anbefalede dosis er:
Voksne
Sædvanlig startdosis: 60 mg 3 gange dagligt. Dosis kan, afhængigt af virkningen, øges til maksimalt 120 mg 3 gange dagligt. Følg lægens anvisning.
Ældre personer
Du skal have en mindre dosis. Følg lægens anvisning.
Brug til børn og unge
Capizid må ikke anvendes til børn på grund af manglende viden om virkning og sikkerhed.
Nedsat nyre- eller leverfunktion:
Det er nødvendigt at nedsætte dosis. Følg lægens anvisning.
Hvis du har taget fået for mange Capizid
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Capizid, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet (og du føler dig utilpas).
Symptomer på overdosering er:
- Udtalt blodtryksfald, der kan medføre besvimelse
- Langsom puls, forstyrrelser i hjerterytmen (som kan være alvorlig), hjertestop
- Svimmelhed, hovedpine, svækket bevidsthed
- Nedsat eller påvirket nyrefunktion
- Koma, kramper
- Udslæt
- Lav legemstemperatur
- Åndenød, vand i lungerne, ophør af vejrtrækning
- Ændringer i blodbilledet
- Henfald af muskelceller
- Iltmangel i mave-tarmkanalen
- Kvalme og opkastninger.
Hvis du har glemt at tage Capizid
Du må ikke tage dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis. Fortsæt blot med den sædvanlige dosis.
Hvis du holder op med at tage Capizid
Spørg lægen eller apotekspersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Ændring eller stop i behandlingen bør kun ske i samråd med lægen.
Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Alvorlige bivirkninger
Hvis du oplever en eller flere af nedenstående alvorlige bivirkninger, skal du søge hjælp hos læge eller på skadestue, ring evt. 112:
Meget almindelige - almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 100 patienter
- Forværring af hjertekramper (angina pectoris), kortvarig besvimelse.
Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter
- Overledningsforstyrrelser i hjertet, hjertebanken.
Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter
- Almen sløjhed, tendens til betændelse (infektioner) især halsbetændelse og feber pga. forandringer i blodet (for få hvide blodlegemer)
- Meget langsom eller hurtig puls, evt. også uregelmæssig puls
- Åndedrætsbesvær.
Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter
- Akut nedsat nyrefunktion
- Kraftig afskalning og afstødning af hud.
Sjældne - meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 1.000 patienter
- Tendens til blødning, fordi blodet er længere tid om at størkne
- Alvorlige psykiske forstyrrelser med mani, psykoser og vrangforestillinger
- Tarmslyng med voldsomme smerter i maven
- Besvimelsesanfald
- Leverbetændelse med gulsot
- Blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber
- Bindevævssygdom (lupus erythematosus-lignende)
- Akut nyrebetændelse, der viser sig ved voldsomme lændesmerter og feber
- Alvorligt hududslæt med betændelse og afstødning af hudens øverste lag
- Hjertesvigt med trykken i brystet og åndenød, alvorlige forstyrrelser i hjerterytmen.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
- Blødning fra hud og slimhinder og blå mærker pga. forandringer i blodet (for få blodplader)
- En tilstand, hvor kroppens eget forsvarssystem angriber normalt væv, hvilket medfører symptomer som hævede led, træthed og udslæt (kaldet lupus-lignende syndrom)
- Leverbetændelse.
Ikke alvorlige bivirkninger
Meget almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 10 patienter
- Hævede ankler evt. også fødder og hænder grundet væskeophobninger.
Meget almindelige - almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos flere end 1 ud af 100 patienter
- Utilpashed
- Kraftesløshed og svaghed (asteni).
Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 100 patienter
- Hovedpine, svimmelhed
- Rødmen af huden
- Sure opstød og trykken i maven, forstoppelse, fordøjelsesbesvær, mavesmerter, kvalme.
Ikke almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 patienter
- Nervøsitet, søvnløshed
- Bleghed og træthed pga. blodmangel
- Svimmelhed på grund af lavt blodtryk, når du rejser dig op
- Hoste
- Opkastning, diarré
- Hudgener med rødme, skællende udslæt, kløe eller sår (kan være forbundet med pludselig høj feber)
- Stigning i leverenzymværdier
- Nældefeber
- Forøget urinmængde, hyppige små vandladninger, vandladningstrang om natten
- Forhøjet antal eosinofile granulocytter i blodet (kan måles i blodprøver).
Sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 patienter
- Mundtørhed
- Ledsmerter
- Feber, udslæt i ansigt og på arme og ben.
Sjældne - meget sjældne bivirkninger: Kan forekomme hos færre end 1 ud af 1.000 patienter
- Appetitmangel/madlede
- Vægtøgning
- Forhøjet blodsukker hos sukkersygepatienter
- Forvirring
- Depression
- Føleforstyrrelser (snurren, følelsesløshed, lugt- og smagsforstyrrelser)
- Små blodudtrædninger i huden
- Parkinsonisme
- Rokkende, vridende bevægelser især med benene
- Øresusen (tinnitus)
- Lysoverfølsomhedsreaktioner (herunder tilfælde af pletter/læsioner på hud, som har været udsat for sollys)
- Udslæt og hævelser
- Feber, træthed, sløjhed pga. betændelse i blodkar
- Impotens
- Søvnløshed, søvnforstyrrelser
- Muskelsmerter.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
- Humørsvingninger (herunder depression), unormale drømme, hukommelsestab
- Rysten, nervøsitet, ufrivillige bevægelser
- Årebetændelse
- Hævelse af tandkødet/tandkødsbetændelse
- Svedudbrud
- Vækst af bryster hos mænd.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge eller apotekspersonalet. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S
Websted: www.meldenbivirkning.dk
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.
Opbevaring
Opbevar lægemidlet utilgængeligt for børn.
Må ikke opbevares over 25 °C.
Opbevares i den originale emballage for at beskytte mod fugt.
Tag ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på æsken efter Exp. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned.
Spørg apotekspersonalet, hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger
Capizid indeholder:
- Aktivt stof: diltiazemhydrochlorid. Hver depottablet indeholder 120 mg diltiazemhydrochlorid.
- Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, hydrogeneret ricinusolie, tørret aluminiumhydroxidgel, dispergeret polyacrylat 30 %, talcum, magnesiumstearat, hypromellose, saccharose, glycerol 85 %, titandioxid (E 171), polysorbat 80.
Udseende og pakningsstørrelser
Capizid depottabletter er hvide, aflange, filmovertrukne tabletter med delekærv, mærket med DL 120 på den ene side.
Capizid fås i pakningsstørresler á 60 og 100 depottabletter.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

