Imodium Plus

tabletter 2 mg + 125 mg

McNeil Denmark ApS

Om indlægssedlen

Indlægsseddel: Information til brugeren

Imodium Plus 2 mg/125 mg tabletter
loperamidhydrochlorid/simeticon  

Læs denne indlægsseddel grundigt, inden du begynder at tage dette lægemiddel, da den indeholder vigtige oplysninger.

Tag altid dette lægemiddel nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter de anvisninger, lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken har givet dig. 

  • Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
  • Spørg apotekspersonalet, hvis der er mere, du vil vide.
  • Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sygeplejersken hvis du får bivirkninger, herunder bivirkninger, som ikke er nævnt i denne indlægsseddel. Se punkt 4.
  • Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre efter 2 dage.


Se den nyeste indlægsseddel på www.indlaegsseddel.dk 

Oversigt over indlægssedlen

  1. Virkning og anvendelse
  2. Det skal du vide, før du begynder at tage Imodium Plus
  3. Sådan skal du tage Imodium Plus
  4. Bivirkninger
  5. Opbevaring
  6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

1. Virkning og anvendelse

Imodium Plus indeholder loperamidhydrochlorid, som virker mod diarré. Det gør, at føden kommer langsommere gennem tarmene. Dette øger optagelsen af vand fra tarmen, så afføringen bliver fastere og ikke så hyppig. Imodium Plus indeholder også simeticon, som hjælper med at fjerne luften fra tarmene, så kramper og oppustethed formindskes.

Imodium Plus bruges til behandling af akut diarré hos voksne og unge fra 12 år, når der samtidig med diarréen er oppustethed i maven, mavekramper og luftafgang.  

2. Det skal du vide, før du begynder at tage Imodium Plus

Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten. 

Brug ikke Imodium Plus

  • til børn under 12 år
  • hvis du er allergisk over for loperamidhydrochlorid, simeticon eller et af de øvrige indholdsstoffer (angivet i punkt 6)
  • hvis du har høj temperatur (over 38° C) eller blod i afføringen
  • hvis du har opblussen af betændelse i tarmen som f. eks. tyktarmsbetændelse
  • hvis du har kraftig diarré efter at have taget antibiotika
  • hvis du er forstoppet, eller hvis din mave føles oppustet.

Advarsler og forsigtighedsregler

Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, før du tager Imodium Plus.
Imodium Plus behandler kun symptomerne på diarré. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at behandle årsagen til diarré. Kontakt din læge, hvis symptomerne varer ved eller bliver værre. Når du har kraftig diarré mister du mere væske, sukker og salte end normalt. Du skal erstatte den tabte væske ved at drikke mere end sædvanligt. Du kan købe en særlig sukker-salt blanding på apoteket. 

  • hvis du har AIDS og din mave bliver udspilet, skal du straks stoppe med at tage Imodium Plus og kontakte din læge.
  • hvis du har en leversygdom, skal du kontakte lægen, før du begynder at bruge tabletterne. Nogle af bivirkningerne kan blive mere generende.


Brug kun dette lægemiddel til det formål, det er beregnet til (se punkt 1), og overskrid aldrig den angivne dosis (se punkt 3). Der er rapporteret om alvorlige hjerteproblemer (med symptomer såsom hurtig eller uregelmæssig hjerterytme) hos patienter, der har taget for meget loperamid, der er et af de to aktive stoffer i Imodium Plus.

Ved akut diarré forsvinder symptomerne normalt inden for to dage. Hvis symptomerne vedvarer efter denne periode, skal du stoppe med at tage medicinen og kontakte din læge. 

Imodium Plus indeholder benzylalkohol, alkohol (ethanol), glucose og natrium

Dette lægemiddel indeholder mindre end 0,026 mg benzylalkohol pr. tablet. Benzylalkohol kan medføre allergiske reaktioner. Spørg din læge eller apotekspersonalet til råds, hvis du har en lever- eller nyresygdom, eller hvis du er gravid eller ammer. Dette skyldes, at store mængder benzylalkohol kan ophobes i din krop og kan medføre bivirkninger (kaldet ”metabolisk acidose”).

Dette lægemiddel indeholder mindre end 0,00044 mg alkohol (ethanol) pr. tablet. Den mindre mængde alkohol i dette lægemiddel vil ikke have nogen nævneværdig effekt.

Dette lægemiddel indeholder maltodextrin, som indeholder glucose. Kontakt lægen, før du tager dette lægemiddel, hvis lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol (23 mg) natrium pr. tablet, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit. 

Børn

Børn under 12 år må ikke tage Imodium Plus. 

Brug af andre lægemidler sammen med Imodium Plus

Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger andre lægemidler, for nylig har brugt andre lægemidler eller planlægger at bruge andre lægemidler.

Tal med din læge, hvis du er i behandling med: 

  • quinidin (hjertemedicin og malariamiddel)
  • itraconazol eller ketoconazol (svampemidler)
  • gemfibrozil (lægemiddel mod forhøjet kolesterol i blodet)
  • ritonavir (lægemiddel mod HIV og AIDS)
  • desmopressin (anvendes til at kontrollere tørst og urinproduktion hos patienter med diabetes insidipus).

Graviditet og amning

Hvis du er gravid eller ammer, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Imodium Plus. 


Graviditet
Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin. 


Amning
Hvis du ammer, anbefales det ikke at du tager Imodium Plus, da små mængder Imodium Plus går over i modermælken. Tal med lægen. 

Trafik- og arbejdssikkerhed

Imodium Plus kan give bivirkninger (svimmelhed, træthed, søvnighed), der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. Du skal derfor være opmærksom på, hvordan medicinen påvirker dig. 

3. Sådan skal du tage Imodium Plus

Tag altid lægemidlet nøjagtigt som beskrevet i denne indlægsseddel eller efter lægens, apotekspersonalets eller sygeplejerskens anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet. 

  • Synk det angivne antal tabletter hele sammen med et glas vand
  • Tabletterne er udelukkende beregnet til indtagelse gennem munden
  • Anvend ikke mere end den angivne dosis


Brug til voksne over 18 år
Start med at tage 2 tabletter, efterfulgt af 1 tablet efter hver tynd afføring. Tag ikke mere end 4 tabletter om dagen. Hvis du stadig har symptomer efter 2 dage, skal du stoppe med at tage tabletterne og kontakte din læge. 


Brug til børn og unge mellem 12 og 18 år
Start med at tage 1 tablet, efterfulgt af 1 tablet efter hver tynd afføring. Tag ikke mere end 4 tabletter om dagen. Hvis du stadig har symptomer efter 2 dage, skal du stoppe med at tage tabletterne og kontakte din læge. 


Brug til børn under 12 år
Imodium Plus må ikke anvendes til børn under 12 år. 

Hvis du har taget for meget Imodium Plus

Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget mere af Imodium Plus, end der står i denne information, eller mere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.

Symptomerne kan omfatte: øget hjertefrekvens (puls), uregelmæssig hjerterytme, ændringer i din hjerterytme (disse symptomer kan eventuelt få alvorlige og livstruende følger), muskelstivhed, ukoordinerede bevægelser, døsighed, vandladningsbesvær, utilstrækkelig vejrtrækning, tørhed i munden, små pupiller, mavesmerter, kvalme, opkastninger, forstoppelse.

Børn reagerer kraftigere end voksne på store mængder af Imodium Plus. Hvis et barn tager en for høj dosis eller oplever nogen af ovennævnte symptomer, skal der straks søges læge. 

Hvis du har glemt at tage Imodium Plus

Tag 1 tablet efter næste tynde afføring. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.

Spørg lægen eller på apoteket, hvis du har yderligere spørgsmål til brugen af dette produkt.  

4. Bivirkninger

Dette lægemiddel kan som alle andre lægemidler give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger. 


Hvis du oplever en eller flere af følgende bivirkninger, skal du standse behandlingen og øjeblikkeligt søge lægehjælp:
Allergiske reaktioner, inklusiv hævelser af ansigt, tunge eller hals, besvær med at synke, uforklarlig hiven efter vejret, forpustethed (evt. ledsaget af udslæt eller opblussen af huden). 


Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt: 

Smerter i den øvre del af maven, mavesmerter med stråler om i ryggen, ømhed ved berøring af maven, feber, høj puls, kvalme, opkastning, der kan være symptomer på betændelse i bugspytkirtlen (akut pankreatit). 


Hvis du oplever en eller flere af følgende bivirkninger, skal du standse behandlingen og tale med din læge:  

  • Besvær med at lade vandet
  • Alvorlige mavesmerter, udspilet mave eller hævelse eller feber som kan skyldes en blokeret eller forstørret tarm.
  • Kraftig forstoppelse

Andre bivirkninger, som kan forekomme:

Almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede) 

  • Hovedpine
  • Kvalme
  • Forandringer i smagen


Ikke almindelige bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 100 behandlede) 

  • Døsighed
  • Svimmelhed
  • Svaghed
  • Forstoppelse
  • Opkastning
  • Sure opstød/halsbrand
  • Luft i maven
  • Mundtørhed
  • Udslæt


Sjældne bivirkninger (kan forekomme hos op til 1 ud af 1.000 behandlede) 

  • Bevidstløshed eller nedsat bevidsthed
  • Små pupiller
  • Hududslæt, som kan udvikle sig til udtalte blærer og hudafskalning
  • Nældefeber
  • Kløe
  • Træthed
  • Øget muskelspænding
  • Koordinationsforstyrrelser

Indberetning af bivirkninger

Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, apotekspersonalet eller sygeplejerske. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen via: 


Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
DK-2300 København S 

Websted: www.meldenbivirkning.dk 


Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel. 

5. Opbevaring

Opbevar Imodium Plus utilgængeligt for børn. 


Der er ingen særlige krav vedrørende opbevaringstemperaturer for dette lægemiddel 


Brug ikke lægemidlet efter den udløbsdato, der står på pakningen. Udløbsdatoen er den sidste dag i den nævnte måned. 


Spørg på apoteket hvordan du skal bortskaffe lægemiddelrester. Af hensyn til miljøet må du ikke smide lægemiddelrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden. 

6. Pakningsstørrelser og yderligere oplysninger

Imodium Plus indeholder

  • Aktive stoffer: Loperamidhydrochlorid (2 mg pr. tablet) og simeticon (målt som 125 mg dimeticon pr. tablet).
  • Øvrige indholdsstoffer: Calciumhydrogenphosphat, mikrokrystallinsk cellulose, acesulfamkalium, kunstig vanillesmag (indeholder propylenglycol, maltodextrin, ethanol (alkohol) og benzylalkohol), natriumstivelsesglycolat (type A), stearinsyre.

Udseende og pakningsstørrelser

Tabletterne er hvide og kapselformede. De er præget med ”IMO” på den ene side og på den anden side præget med ”2” og ”125” på hver sin side af en præget linje. 


Hver pakning indeholder 6, 8, 10, 12, 15, 16, 18 eller 20 tabletter i blisterkort.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført. 

 

Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller

Indehaver af markedsføringstilladelsen

McNeil Denmark ApS, Transformervej 14, 2860 Søborg.
Consumer-dk@kenvue.com 

Fremstiller

JNTL Consumer Health (France) SAS, Domaine de Maigremont, Val de Reuil, 27100, Frankrig 

Revisionsdato

Denne indlægsseddel blev sidst revideret januar 2026.  

 
 
 
 
Gå til toppen af siden...